Oversat fra belarusisk af Harald Hartvig Jepsen. Forlaget Palomar
Når man sidder med den lille skønlitterære bog i hånden ser den ikke ud af meget. Men synet bedrager, for den lille bog viser sig hurtigt at være et voldsomt og storslået epos om Belarus’ historie i det 20. århundrede med både mareridtslignende og eventyragtige træk.
Et dystert billede af vores moderne verden, men også en intens og stærk fortælling om længsel, om at finde tilbage til det eneste, der har betydet noget for én.
Ude i den fjerne provins
Handlingen er, kort fortalt, at den alkoholiserede Ryna er blevet fyret fra et alderdomshjem i Darmstadt, Tyskland. Hun vender hjem til landsbyen ude blandt de fjernt beliggende, dybe skove og sumpe i Belarus.
En mørk stemning hersker over stedet, hvor grave og gravminder suppleres af rustede panserkøretøjer fra krigens tid - tilsvejsede, for at forhindre nutidens unges skamløse seksuelle eller latrinære udskejelser i dem. Det er også et sted, hvor man kan falde i søvn på vejen i en rus uden at blive kørt over, for hér kommer ingen.
Historien gentager sig, desværre
En voldsom fortælling vælter ud af bogens sider gennem bedstemoderens fortællinger om egnens historie.
Vi begynder med årene omkring den russiske borgerkrig hvor egnen rystes af kampe mellem polakker og anti-bolsjevikker på den ene side, og bolsjevikker på den anden side. Men især af forfølgelser af dem, så at sige, mellem siderne, jøderne.
De bestialske drab begået med kornsejl og smedehamre og andre forhåndenværende redskaber mod forsvarsløse jødiske familier er oprørende at læse om. Og minder læseren om, at den jødiske lidelseshistorie er lang og smertefuld: 7. oktober 2023 er sket mange gange før.
Hver dag er en kamp
”En værre sygdom end mennesket selv fandtes ikke på jorden. Der er ikke noget at stille op, hvis det først har lugtet blod og personlig vinding.”, som det udtrykkes.
Et andet sted bemærkes det rammende, at i en overlevelseskultur er mimikken minimal, jf. også nutidige belaruseres udtryksløse ansigter. Trods det tunge indhold, er læsningen forbavsende nem, nok fordi beretningen holdes i en distanceret, nonchalant tone, der aldrig bliver emotionel.
Den energiske morderiskhed blev i 1930’erne erstattet af lige så energisk dumhed, hvor man tankeløst kollektiviserede landbrug, rettede floden Aros ud, drænede sumpe og plantede kok-sagys, russiske mælkebøtter.
For blot at opleve at møllebøtterne blæste væk, århundreder gamle lokalsamfund blev ødelagt og produktionen faldt, hvorefter jorden lå hen ”tom, stum og blind, som om den ligger for døden”, som det igen nøgternt udtrykkes.
Lyset i mørket
Men der findes et opløftende lys i mørket, og med dette veksler fortællingen mellem at være fængslende på en brutal og direkte facon til også at være fascinerende på en nærmest eventyrlig facon.
For naturen, altså bortset fra den døde jord, lever uforstyrret videre og indgyder håb. Fisk pludrer, frøer kvækker, ulve hyler uden for hegnet, ugler flyver omkring og egern kravler over tagene, tilsyneladende evigt uforstyrrede af menneskets dårskab. Den verden lever Rynas bedstemoder, landsbyens ”kloge kone”, Darosjka, i.
Hendes indgående viden om planter og urter og deres virkning, både de gode og de onde, og evnen til på nærmest magisk vis at svæve over sumpenes dynd med lynets hast på de gamle ben, for tilsyneladende at være flere steder på én gang, er fortællingens gode, bankende hjerte.
Om ulvens søgen
Her og der får man også et indblik i belaruserne fra en anden vinkel, for eksempel gennem det måske ret sigende spørgsmål, som jøden Orka på et tidspunkt stiller:
”Hvad er i for folk, i belarusere? I har så mange hyklere og så meget misundelse blandt jer. Hvordan kan du (Ryna) lære børnene om alt det nye, mens du selv går rundt som en klog kone?”.
Kvinden bag værket er Eva Vjeznavjets (pseudonym for Sviatlana Kurs). Hun er født nær Minsk i 1972, forfatter og oversætter, og hun modtog i 2021 Jerzy Giedroyc-prisen, den højeste udmærkelse for belarusisk prosa, for ’Hvad søger du, ulv?’
Det er absolut fortjent, for bogen er en intens og stærk fortælling om belarusernes nyere historie præget af - og splittet - mellem stærke sociale, kulturelle og politiske kræfter.
Måske søger ulven simpelthen et ståsted? Læs endelig selv og bedøm.
Og en stor tak til Forlaget Paloma for at gør denne læseoplevelse mulig.
Oversat fra belarusisk af Harald Hartvig Jepsen. Forlaget Palomar
Klik her for resume af bogen fra Forlaget Palomar
Ryna er blevet fyret fra sit job på et alderdomshjem i Darmstadt på grund af druk og er nu kommet hjem til sin elskede bedstemors begravelse i barndomshjemmet i det sydvestlige Belarus. Gamle Darosjka var urtekyndig eller heks, alt efter hvem man spurgte, måske den sidste i slægtens lange række af kloge koner der kunne hjælpe med lidt af hvert hvad enten det drejede sig om fødsler, sygdomme, frygt for onde onder eller voldelige ægtemænd.
”Hendes hæfter. Hendes krumme, store bogstaver. På trods af alfabetiseringskursus og skole kunne Darosjka aldrig skrive sådan, som man skulle. ”Når smågrise ikke vil falde til patten, stryg dem da med honning”, læste Ryna og blev ramt af tabets uigenkaldelighed. Ryna satte sig på huggeblokken ved brændestablen og brast i gråd. Intet kommer igen. Hun havde vandret hvileløst rundt i verden fjernt fra det sted, som virkelig betød noget. Selv om det var krumt og rynket og halvdødt, så var det hendes eget, det eneste virkelig vigtige.”
Nu er alt forandret, lægeurterne vokser ikke længere på den udpinte jord, og dyr og fugle er væk. Er der stadig tid til at gøre bod for gamle ugerninger?
Romanen er en hæsblæsende historie gennem Belarus’ sidste århundrede hvor ”Aredeber”, slægtsgården, har overlevet afkulakisering, deportationer, ni forskellige magter og to verdenskrige da ingen har lyst til at lægge sig ud med Sirasj-kvinderne på Aredeber.
