Vi har været på rejse gennem det kaukasiske land Georgien, og turen gav mig et sjældent indblik i et grænseland - mellem Europa og Asien og politisk mellem EU og Rusland. Mødet med landet og dets folk fik mig til at reflektere over kontrasterne mellem yngre og ældre georgiere, men også over forskellene mellem unge georgiere og unge danskere.
Mødet med unge georgiere
Det begyndte som et møde mellem to grupper unge mennesker: en flok danskere i 20’erne og en gruppe georgiere i slutningen af teenageårene, som vi mødte i en lille landsby nord for Tbilisi. Vi havde knap nok nået at hilse, før komplimenterne regnede ned over os.
“Wow, hvor ser du bare sej ud.”
“Kender du det her dansk-italienske band? Du ligner virkelig bassisten.”
“Hvordan er det at bo i Vesten? Vi håber virkelig, at Georgien kommer tættere på EU.”
Der var et lys i deres øjne — en blanding af nysgerrighed, beundring og en næsten elektrisk fascination af alt vestligt. Det var svært ikke selv at rette ryggen en smule, når man blev mødt med den slags energi.
Politisk splittelse og generationskløft
Men bag den unge generations energi gemmer sig et politisk landskab, som er meget komplekst.
Regeringspartiet ved navn Georgiens Drøm har på det seneste strammet kontrollen over civilsamfund, protester og medier - og meningsmålinger viser tydelige forskelle mellem generationer.
De ældre, opvokset under Sovjetunionen, støtter langt oftere regeringspartiet, dets traditionelle værdier og dets til tider skeptiske EU-syn, mens yngre georgiere i langt højere grad drømmer om decideret EU-integration både praktisk og værdimæssigt og frie rammer for personlig, politisk og aktivistisk udfoldelse.
På den EU-skeptiske front hørte jeg på min rejse til landet argumenter som, at nogle georgiere er bekymrede for europæisk “dekadence”, og ser EU som et sted, hvor traditionelle værdier er forsvundet. Det forstærkes af værter på tv, der for eksempel udtaler, at alle i EU er homoseksuelle, inklusiv Ursula von der Leyen.
Argumenter som disse bliver fremført som en konstatering: “Det er derfor, Georgien skal passe på med at blive integreret i EU.”
Det er en holdning, som ingen af de unge georgiere, jeg mødte, deler.
En globaliseret kaukasisk ungdom
Selvom Georgien er et land langt væk fra Danmark, afslører de samtaler, jeg havde med unge georgiere på min rejse, en global horisont. De talte om TikTok, Instagram, europæiske universiteter, bands fra Vesten og en fremtid, hvor Georgien er en del af EU.
Mange talte forbavsende flydende engelsk i en ung alder. De har været online hele livet. Og deres referenceramme stopper ikke ved Kaukasusbjergene - den strækker sig til København, Berlin, Seoul, Los Angeles.
Det viser, at generationskløften ikke kun er politisk. Den er kulturel, følelsesmæssig og global: de ældre bærer erfaringer fra Sovjettiden og frygter forandring.
De unge drømmer i hashtags, EU-flag-emojis og global popkultur. De er ikke bange for forandring - de længes efter den. Internettet har givet dem et spejl, hvor de ser en udgave af sig selv, der rækker ud over national historie og geopolitik.
Det er dog ikke kun forskellen mellem unge georgiere og ældre georgiere, der efter min rejse til Georgien blev tydelig. Det er også forskellen mellem unge georgiere og unge danskere.
Den georgiske og danske fællesdans
Under vores besøg efter et stort måltid, hvor khinkali (halvstore georgiske dumplings) blev ved med at lande på bordet, begyndte de unge georgiere pludselig at danse folkedans.
Strakte arme, stolte, næsten svævende trin, skarpe bevægelser - kombineret med elegance, styrke og hurtige klap - noget, der tydeligvis sad dybt i kroppen på dem.
De dansede den ene traditionelle dans efter den anden. Mange af dem havde lært det i skolen, andre i familien.
Den gruppe af unge danskere, jeg var sammen med, begyndte at summe: Kunne vi vise noget fra vores kultur?
Jeg foreslog nationalsangen. En begyndte forsigtigt at nynne “I Danmark er jeg født”, en anden prøvede at huske melodien til “Der er et yndigt land”. Det hele endte i fnis, forlegenhed og halvt glemte tekstbidder. Ingen af os kunne den rigtigt.
Dansk folkedans? En kunne et par trin, men fik dem ikke vist.
Konklusionen kom næsten af sig selv: Vi havde intet performativt fællesskab at byde ind med. Ingen kropslig eller musikalsk kulturtradition, der sad i os, sådan som folkedansen gjorde hos de unge georgiere.
Til sidst satte en dansker “Hot” af Nik & Jay på, hvortil nogle af danskerne inviterede de unge georgiere til at lære de simple trin, der følger omkvædsteksten:
La' mig se dig gå frem og tilbage
Fra side til side
La' mig se dig gå op og ned
Kom nu, bli' ved
Refleksion over dansk og georgisk ungdom
Mit møde med Georgien fik mig til at se min egen generation af danskere på en ny måde.
Vi bærer en stærk stolthed over vores politiske orden (særligt i sammenligning med et land som for eksempel Georgien): vores demokrati, lave korruption, retssikkerhed, gratis skolegang og ligestilling.
Det er alt sammen værdier, der træder ekstra tydeligt frem, når man opholder sig i et land, hvor offentlige protester mødes med overvågning og hårdhændet kontrol, hvor medielandskabet er præget af begrænsninger, og hvor sociale udfordringer som vold og fattigdom fortsat spiller en stor rolle.
Men samtidig slog det mig, at vores stolthed sjældent er forankret i noget konkret kulturelt.
Den halvtomme, danske kulturrygsæk
Vi har ikke et fælles kropsligt eller musikalsk kulturudtryk, der binder os sammen. De færreste af os kender danske folkedanse. Næsten ingen unge kan nævne, hvordan en dansk nationaldragt ser ud, medmindre de har været på Fanø-sommerferie i juli.
Vores fælles sangskat er reduceret til højskolesangbogen - og ofte kun for dem, der faktisk har været på et højskoleophold. Selv vores traditionelle mad er noget, de fleste kun møder til jul eller på besøg hos bedstemor Gerda.
I Georgien oplevede jeg det omvendte. Ungdommen er politisk utilpas, næsten skamfuld over landets systemiske svagheder. Men kulturelt står de urokkeligt.
Når de danser georgisk folkedans, når de synger deres polyfoniske sange, når der serveres retter, som alle kan navnet og historien på, når de taler om den georgiske fest- og skåletradition Supraen – der stråler de. Der er ingen forlegenhed. Intet behov for at “google” traditionen. De bærer den.
For mig blev rejsen her til Georgien atter en bekræftelse på vigtigheden i at møde andre kulturer - det får mig til at reflektere over andre måder, samfund kan fungere på, og det får mig til at reflektere over min generations egen kulturrygsæk.
Jeg indser, hvor privilegerede vi er i Danmark, men også hvordan vi modsat et land som for eksempel Georgien, har glemt noget så menneskeligt og vigtigt som traditioner, der binder os sammen - foruden Nik & Jay sange…
Dette er sidste del af artikelserien "Fragmenter af Georgien"
Georgien befinder sig i en brydningstid med politiske spændinger og store forandringer. Det lille land midt i Kaukasus blev selvstændigt i 1991, men kæmper stadig for at definere sin nationale identitet. Nogle drømmer om at blive en del af en europæiske fremtid, andre ønsker selvstændighed på egne præmisser. I hovedstaden Tbilisi manifesterer håbet, spænding og ængsteligheden sig i alt fra gadeprotester til nattelivet i technoklubberne. I denne artikelserie undersøger unge danskere, netop hjemvendt fra en studietur i Georgien, nogle af landets mange aspekter.
