Politisk eller religiøs ortodoksi?
Sidste år på palmesøndag slentrede jeg langs Donau i Prag. I år står min veninde og jeg ved foden af Sveti Sava-templet i Beograd. En af de største ortodokse kirker i verden, bygget efter Hagia Sophia i Istanbul.
Den er massiv med sin store marmorkuppel i byzantinsk stil, søjler og guld overalt. Indeni er den dekoreret med mosaikker, helgenikoner, perler og ædelstene i overflod. Lyset reflekteres i tusinder af små glinsende firkanter, blander sig med vokalmusik oppefra, et strejf af græsk Athos.
Ude på pladsen står en statue af Tito i regnvejr og gør det uklart, hvem serberne egentlig tilbeder.
Hvor er de troende?
I et lille skrin i Sankt Sava-kirken ligger Johannes Døberens højre hånd, med hvilken han angiveligt døbte Jesus i Jordanfloden. I hjørnet af kirkerummet kan man købe røgelse, postkort og ikoner.
Ingen birkegrene trods dagens anledning: palmesøndag, der markerer Herrens indtog i Jerusalem og afslutningen på fasten, efterfulgt af den stille uge.
Fraværet af birkegrene skyldes måske, at påsken falder senere i den serbisk-ortodokse kirke - eller er antallet af praktiserende kristne blot lavt? Der er meget få mennesker i kirken, for det meste turister.
Kirken er opkaldt efter en serbisk middelalderprins (og senere helgen) Sava, der blev munk og forhandlede fred med det byzantinske overherredømme på kirkens vegne.
Også folket skal opbygges som nation
Sankt Sava-kirken midt i Beograd er ikke færdigbygget, og det er ikke helt tilfældigt.
Amerikanerne har tilbudt deres hjælp, men serberne mener ikke, at det er et spørgsmål om at bygge en kirke, men om at opbygge et folk som nation. Og dette må og kan kun gøres alene.
Det går på min tur op for mig, at serbernes forhold til den ortodokse kirke i højere grad handler om deres forhold til historie og identiet end religion alene.
Kirke bling bling
En turist-kirkegæst udbryder inde i kirken:
"There is a lot of bling bling and ching ching”.
Guld, ædelstene og ikoner er der rigtigt nok meget af.
Traditionen rækker tilbage til dengang, hvor bibelen var sjælden og dyr at erhverve sig. Man måtte belære og symbolisere på anden vis, blandt andet gennem ceremonier, udsmykninger, dekorationer og påklædning.
Betydningerne af visse mosaikker er givetvis gået tabt, men traditionen og rummet står og de besøgende udbryder ting som: “Icons are cool.”
Få lokale og pilgrimme kysser ikoner på panden.
Ikonerne forestiller deres helgener. Jeg tænker på, hvor ofte de besøger deres helgener, og at de fleste har ikoner derhjemme.
En historie fortæller om den såkaldte Krsna slava, en familiehelgendag, hvor serbere fejrer deres skytshelgen, som desuden er optaget på UNESCOS´s liste over immateriel kulturarv.
På trods af denne storslåede kirke midt i Beograd er mit indtryk, at mange serbere har et horn i siden på kirken.
Nogle af de unge serbere, jeg taler med på min rejse, taler tvivlende om præster - en ung serber fortæller mig for eksempel på engelsk ”The priests are scum". Andre omtaler dem som en mafia, der arbejder i det skjule.
For store dele af den urbane befolkning repræsenterer præsterne en konservativ historie, som de ikke ønsker at interagere med.
Den Serbisk-ortodokse kirke og det nye Jerusalem
Først et indblik i den serbiske ortodoksi, en autokefal (selvstændig) kirke med eget overhoved, ledet af det serbiske patriarkat og synoden i Beograd. For mig at se som teologistuderende, er der ikke store teologiske forskelle på den ortodokse kirke, hvad end det er den serbiske, russiske, græske eller kroatiske.
De bygger på samme doktriner og økumeniske konciler. De deler på samme vis liturgi og fejrer stort set de samme mærkedage. Forskellen består i lokalkulturen.
Et eksempel på en forskel er de serbisk-ortodokse præsters skæg.
Præsten med det længste skæg dominerer de andre, som alle lever en asketisk munketilværelse og som ikke barberer sig. De vælger selv, hvordan skægget skal sidde, og der findes sågar ”skæg"-billeder derover.
Serbisk dommedagsvibe
Jeg har læst mig til en anden forskel. Den serbisk-ortodokse kirke har en række særegne liturgiske traditioner, blandt andet teksterne ”Det gyldne træ” og ”De skræmmende dommere” (Pobedna pesma).
Sidstnævnte er en serbisk-ortodoks spirituel sang, som handler om Jesu genkomst. Den synges af børnekor op til påske og omtales i folkemunde som en ”kampsang”.
Jeg har forsøgt mig med en oversættelse til engelsk, af hvilken jeg kan konkludere, at sangen handler om dommedag. Den handler om, hvordan de sidste tider er kommen og med dem: Jesu komme og det Nye Jerusalems genoprettelse (ligesom vi kender historien fra så mange andre steder.)
Læser man sangteksten i lyset af Serbiens egen skæbne, vil man se en sammenhæng: evnen til at genopstå efter ødelæggelser. Synderne skal dømmes - og de retfærdige skal arve Guds rige. Det er et apokalyptisk drama, som vi kender det fra Johannes' Åbenbaring, og det tager sig ud lige nu og her. Nedenstående er en oversættelse til engelsk af udvalgte dele af sangen:
Folk, der beder, taler ikke om det, de gør det bare
Jeg har svært ved at finde Gud i gadebilledet i Beograd. Hymner synes at være folkeviser, og religion synes at ligge begravet under et tykt lag nationshistorie.
Efter en samtale med en tatovør bliver jeg nysgerrig på, hvordan og hvorledes man taler om religion i Serbien. I hans forståelse gør man det sjældent, eller i hvert fald sjældent ”på en meningsfuld måde,” som han udtrykker det.
Tatovøren ved ikke, hvad han skal sige, når jeg svarer "ja" til, at jeg tror på Gud. Han vil hellere høre om Danmarks integrationspolitik, som har vækket positiv opsigt i Beograd (måske fordi den minder om deres egen?).
Tatovøren kan ikke huske, hvornår han sidst har haft en religiøs samtale. ”Men jeg fejrer helligdagene fordi de er sjove,” fortæller han. Lidt ligesom i Danmark?
”Det er underligt her i Serbien, hvis man er meget religiøs,” siger han og eksemplificerer med de amerikanske sydstatsfolk (jf. Bibelbæltets radikale opdeling af troende og ikke-troende). Han fortæller mig:
”Man kan blive set mærkeligt på, og det samme hvis man fuldt ud er erklæret ateist.”
Men hvor efterlader det individet på spektret? Hvad er det for en midterposition?
Samtalen om religion må siges at være intellektuel og forekommer i bestemte kredse:
”De kloge vil snakke, men ikke de, der drikker Jelen (red. lys lagerøl fra Serbien) foran den lokale,” forklarer min tatuvør.
Rigtigt nok bemærker jeg, at der på caféerne over kobberkanderne med serbisk kaffe og baklava ikke rigtig eksisterer en samtale om religion. Hvorfor?
Min tatovør fortæller:
”Det er kedeligt for de fleste at tale om Gud. Det er en kulturel ting som sprog og tøj. De fleste kalder sig selv ortodokse, fordi deres forældre var det. eller for at skabe en distance til de kroatiske katolikker og de bosnisk/albanske muslimer."
Meget kan bringe serbernes blod i kog, men ikke tro, tilføjer han. Han beder mig være stille, så han kan koncentrere sig om at tegne en hestetatovering færdig på mig.
Udenfor har regnen taget af. Tilbage står Tito, dryppende over et land, der har skiftet religion, hvis det har været nødvendigt.
Et folk, hvis kirke er sivet ud i hjemmene og har rejst sig i et hav af forskellige skikkelser.
Ifølge min tatovør kunne udsagnet ”jeg er ortodoks,” ligeså vel være ”jeg er katolsk,” eller ”jeg er ateist.”
Ifølge Statistical Office of the Republic of Serbia (2022) er tilslutningen til den ortodokse kristendom 81% af befolkningen. De resterende er fordelt på henholdsvis 4% katolikker, 2% anden kristendom, 4% muslimer og kun 1% uden religion (samt 8% ubesvaret). Det er interessante tal, der umiddelbart fortæller en anden historie end den, jeg er blevet mødt med på min rejse til hovedstaden.
På papiret er kirken stor. I gadebilledet i Beograd er den tavs.
Efter mine samtaler og vandreture i Beograd fornemmer jeg, at religion er en etnisk ting mere end en åndelig praksis. Ortodoksi er en del af den serbiske identitet, men det er svært at sige noget om, hvordan kirken og dens liturgi dyrkes.
“De, der dyrker kirken, gør det på privat,” som min tatovør fortalte mig. Og måske havde han ret, da han sagde: ”Folk, der beder, taler ikke om det, de gør det bare.”
Hvor efterlader det kirken? I kløerne på turisterne, der valfarter til for at se glimtende mosaikker? Hos patriarkatet? I ensomhed? Trygt og sikker i hjemmets hjertekammer?
