Den russiske hverdag er også kapitalistisk realisme
Professor på Ruslandstudier ved Aarhus Universitet, Jeremy Morris, (gen)besøger sine kilder og sine venner i den russiske industriprovins udenfor Moskva i bogen ’Everyday Politics in Russia: From Resentment to Resistance’ for at gøre status på en virkelighed, der sjældent rapporteres fra.
Bogen indeholder udover dens etnografiske empiri, som hovedsageligt består af biografiske ’vignetter’, anekdoter og citater fra samtaler, også et ambitiøst teoretisk fundament omkring, hvordan vi (politisk) kan konstruere og studere Rusland forstået som et politisk problem.
Den ordinerede intensive ’chokkapitalistiske’ kur lagde efter 1991 kimen til internaliseringen af neo-liberale socialdarwinistiske værdier, som sidenhen i Morris’ beskrivelse har udviklet sig til en autoritær variant af Mark Fischers begreb om kapitalistisk realisme.
Mens han på den ene side anerkender den interesse, der har været blandt politikere, eksperter og akademikere i at forstå Putins regimetænkning igennem makropolitiske, økonomiske eller diskursive analyser, bemærker han på den anden side, at det er begrænset, hvor meget disse egentlig giver os et indblik i hverdagsoplevelsen og forholdene i Rusland for den enkelte russer.
Man bør ifølge Morris ikke opfatte Ruslands neo-konservative statstænkning, som en repræsentation af staten. Der er fortsat langt fra tanke til handling og fra stat til borger i denne sammenhæng.
Han henviser blandt andet til sit tidligere arbejde, hvor han har vist, hvordan institutionerne og statslige organisationer i deres formelle funktion er svage og usammenhængende som følge af den udprægede uformelle økonomis korruption og klientilisme.
Det politiske system fra ”tabernes” perspektiv
Denne relation har i professorens optik stor indflydelse på, hvordan vi kan undersøge og skal undersøge den politiske relation mellem borger og stat, og det kræver et udvidet begreb om ’det politiske’.
Til dette formål indarbejder Morris’ en etnografisk praksis. Han integrerer hverdagslige samtaler og interaktioner i bogen og præsenterer dem som et produkt af en politisk intersubjektivitet på tværs af det politiske for at vise et andet syn på den russiske sag.
I mere end 16 år har Morris arbejdet antropologisk og etnografisk i de områder, der på den lange sociale rangstige ligger lavt, men som i et samfund med voldsom socioøkonomisk ulighed heller ikke ligger lavere end majoriteten af den russiske befolkning.
Af hensyn til sine kilders anonymitet og sikkerhed har Morris i flere tilfælde givet dem dæknavne eller samlet deres udsagn under et. I samme hensyn har Morris også skabt den fiktive industriby ”Izlutjino”, hvor folk som eksempelvis ”Vanja” og ”Tamara” kommer fra.
Denne sociale gruppe af systemets selvproklamerede ”tabere” består af de folk, som ikke har oplevet nogen klar positiv socialforandring siden Sovjetunionens opløsning, og samtidig heller ikke bliver opfattet som et potentiale for nogen forandring på noget politisk plan.
Bogen argumenterer for, at man hverken skal undervurdere denne majoritet af den russiske befolkning som stakkels mennesker; undertrykte/apolitiske ofre i Putins jerngreb eller overvurdere dem som radikaliserede terrorister; sovjetnostalgiske anti-vestlige proselytter af regimet.
Professoren går udførligt i rette med sådanne forfladigede negative politiske forståelser, der er blevet styrket af dominerende narrativer i politiske og akademiske diskurser efter krigen i Ukraine, og går anderledes positivt til værks ved at vise, at der er råd at hente blandt den russiske befolkning.
Små gerninger, store betydninger – Etnografiske indgangsvinkler
Morris indleder den første del af bogen under titlen ’Absent Presences’ med en kritik af, hvordan mange studier af annekteringen af Krim baseret på opinionsundersøgelser viser en fejlagtig positiv respons.
Disse undersøgelser mener han ikke er metodisk velunderbyggede nok til at konkludere en sådan krigspositivisme. Modsat kan etnografien vise, som Morris’ bog selv er et eksempel på, en mere kompleks og frustreret reaktion på krigen.
Det udtrykker sig ved, hvad Morris i denne del kalder for en ”defensiv konsolidering” rettere end en ”rally-around-the-flag” effekt. Den defensive konsolidering produceres af følelsesmæssige strukturer og et stærkt ideal om social forbundethed, som han sporer til en grundlæggende (sovjetisk) ontologi, han mener er særligt russisk.
Morris opsummerer reaktionen på krigen i begrebet ressentiment, man kan spore til bestemte perceptioner af bezperspektivnost og bezyskhodnost – fornemmelsen at stå udenfor fremtid og/eller uden håb. Den ”defensive konsolidering” er en form for følelsesmæssig strategi (coping mechanism på godt dansk) til at overkomme denne depraverende pessimisme.
Nogle føler ikke, at de har andre muligheder end patriotisk underkastelse af statens imperiale diskurs og krigen i Ukraine, men for de fleste udmønter det sig i lokale strategier af flugt i sammenhold ved at fokusere på det nære og det lokale. Hjælpe naboen med haven. Arrangere en fest for firmaet. Samle og reparere ting i garagen.
Flugtlinjer
Disse nære håndværksmæssige og sociale beskæftigelser bør også forstås som en et forsøg på den gode gerning som protest mod virkelighedens afskyelighed. Med inspiration fra Gilles Deleuze og Felix Guattaris begreb kalder Morris dette fænomen for flugtlinjer.
Begrebets antropologiske anvendelse er bemærkelsesværdig og nytænkende indenfor studier i politisk tækning. Begrebet er også titlen på bogens tredje og kulminerende del ’Lines of Flight’, hvor Morris indgående og engageret involverer filosofduoens tanker om et ”præpolitisk begær” og det ”nomadiske subjekt”.
Sammen med Jacques Rancieres ide om det politiske bliver det byggestenen til at forstå mikropolitiske bevægelser, der kan fremstille et andet perspektiv end de makropolitiske tendenser.
Det eksisterer dog også klart på de præmisser Morris stiller op ved at diskutere, hvordan man skal forstå den russiske sociale virkelighed med en upålidelig, men stærk, en usammenhængende, men bureaukratisk stat, som tilmed er krigsførende, mens den også er autoritær, konservativ, illiberal eller er det neo-liberal?
Og sådan kan man fortsætte i ideologiske forviklinger. Pointen bliver, at det ideologiske ikke virker så vigtigt for Morris. Hvad der er vigtigt, er at understrege en form subjektiv realitet i den (fortsat) kapitalistiske realistiske ubarmhjertighed, man som Morris’ kilder er udsat for.
Det sker i formelle såvel som uformelle konfrontationer med den politiske magt, der gør alt for at skabe linjer af kontrol, som anden del ’Lines of Control’ diskuterer. Heldigvis følges de op med modstand i linjer af flugt ud i håndværket og de hjælpende hænder, man kan finde overalt i Rusland. Måske er der et politisk råd eller form for erkendelse at hente der ”i en by i Rusland” udenfor lov, land og ret.
Pasja Talankins kontor i Karabasj
Det synes Morris i hvert fald, og flere perspektiver fra det indre og krigstidens isolerede Rusland lader også til at finde sine flugtlinjer ud derfra.
Her vil jeg personligt gerne nævne den delvist danskproducerede Oscar-nominerede dokumentar ”Mr. Nobody Against Putin” (2025) om den unge skolelærer Pasja Talankin fra kobberminebyen Karabasj. Pasja er Morris’ forestilling om det oversete russiske subjekt.
På sit kontor har skolelæreren ophængt det hvid-blå-hvid stribede flag for et demokratisk Rusland, og i denne lomme af frihed, tilbyder han en flugtlinje til et sted, hvor skolebørnene og de unge kan sige, hvad de mener og dele, hvad de føler uden indgriben fra hverken stat, skole eller forældre.
Uden at spoile for meget, illustrerer filmen desværre også en politisk udvikling et russiske regime inden og efter krigen, der sørger for, at selv disse små neutrale lommer af frihed bliver færre, mens frygten for overvågning, afmagt, forfølgelse kun bliver større.
