Et skibsbygningsuniversitet i havnebyen Mykolaiv
Modtagelsen var ikke til at tage fejl af. Danskerne bringer håb med sig. Det var, hvad den varme velkomst på en hed sensommerdag af rektoren fra Admiral Makarov’s Skibsbygningsuniversitet i Mykolaiv signalerede med uendelige mængder knus, smil og nyhøstet septemberfrugt som den naturlige mødeforplejning.
De konkrete udfordringer var da også til at få øje på med det blotte øje. To russiske missiler havde for eksempel ramt universitetsbygningen præcist det samme sted to forskellige gange i henholdsvis juli og oktober 2022. Vel at mærke russiske missiler, der ramte ned i et universitet, der er opkaldt efter den kendte russiske admiral, Stepan Osipovich Makarov, født i selveste Mykolaiv i 1849.
Havnebyen Mykolaiv, der har lange og stolte traditioner inden for det maritime område, har et særlig tæt partnerskab med Danmark, der blandt andet indebærer en særlig genopbygningsindsats. Byen har også en venskabsaftale med Aalborg. Derfor har skibsbygningsuniversitetet også et strategisk samarbejde med Aalborg Universitet, der med inspiration i den rolle, som Aalborg Universitet har spillet i Aalborg bys transformation fra industrisamfund til et videnssamfund, skal understøtte en tilsvarende mission i Mykolaiv.
Det drejer sig om reformer, nytænkning og en institution, der ud over at ville modernisere de fysiske rammer, også ønsker at ændre undervisningsformen blandt andet med fokus på problembaseret læring, et bredere udsnit af udbudte kurser og forskningsområder samt fokus på innovation og tættere samarbejde med virksomheder. Ambitionerne er i hvert fald til at få øje på.
Reformønsker
At ukrainerne ønsker at reformere uddannelses- og forskningssystemet er tydeligt. Man ønsker at gøre op med den sovjetiske, og i mange ukraineres øjne russiske arv, hvor videninstitutionerne havde snævre tematiske mandater, for eksempel med fokus på blandt andet skibe og maritime, fly, atomenergi- og fysik, og hvor undervisning og studiet mestendels bestod i udenadslære og lidet opfordring til kritisk tænkning hos ansatte og studerende.
Ifølge EU har Ukraine dog nedprioriteret og underfinansieret sin uddannelses- og forskningssektor mestendels på grund af den russiske invasion, hvor man for eksempel i 2024 investerede 0,37% af BNP på forskning og udvikling. Et tal der i Danmark i samme år ligger omkring 3% af BNP.
Men man ønsker forandring og fornyelse, og gerne meget hurtigt. Når det samtidig kommer til den markedsnære teknologiudvikling, eller rettere den krigsfrontsnære teknologiudvikling, går det i mange tilfælde så hurtigt, at udviklere og brugere af forsvarsteknologiske løsninger ofte springer videninstitutionerne over. Holdt op mod krigens hurtige gang, går det for langsomt med forsknings- og databaseret test, demonstration og validering ude på institutionerne.
Samtidig kan man vælge at se de ukrainske reformønsker som et tegn på, at videninstitutionerne på den lange bane er forudsætningen for en veluddannet, kritisk tænkende befolkning og kompetent arbejdsstyrke, der kan understøtte kritisk infrastruktur, understøtte økonomisk vækst samt et modstandsdygtigt samfund.
Uddannelse og forskning skal i samspil med kultur, sprog, økonomi, politik og demokrati være de bærende søjler i Ukraines modstandskamp, genopbygning og udvikling, der i sidste ende skal sikre landets forsvar, sikkerhed og fortsatte beståen. Når man zoomer ind, står spørgsmålet og blinker. Hvad er det for et samfund, man ønsker på den anden side af krigen? Alt dette var da også rationalet, da Europa-Kommissionen i juli lancerede en international koalition til støtte af Ukraines forsknings- og innovationssystem.
I en kælder i Kyiv
Pligtskyldigt måtte vi afbryde mødet. Nye idéer til samarbejder var øjeblikket før blevet drøftet, og nye aftaler indgået ved besøg hos Igor Sikorsky Kyiv Polytechnic Institute. Med et gik det som det ofte går i den ukrainske dagligdag, luftalarmen gik. Derfor stod danske og ukrainske universitetsrektorer pludselig i en halvfugtig kælder og snakkede med en flok skarpe ukrainske studerende, der havde søgt tilflugt fra deres undervisning. Universitetsrektorerne spurgte ind til stort og småt; Hvad læser I? Hvor langt er I nået? Vil I på udveksling? De studerende virkede alle ganske uanfægtet af situationen dernede i kælderen. Det var, som var det business-as-usual. Luftalarmerne havde vist nok gået igår og formentlig også i forgårs.
I mange situationer stod man tilbage med sælsomt udtryk hos de lokale, dem man mødte på gaden, i beskyttelsesrummet, til konferencen og på universiteterne. De besad en blanding af mismod, træthed og apati og så et fandenivoldsk glimt i øjet, der sagde: ‘Det er blot vores nabo, der ikke vil have at vi sover, studerer, forsker eller underviser. Men det skal de ikke bestemme.’
Glimtet i øjet var også tydeligt at fornemme ude på videninstitutionerne, hvor man mange steder havde indtaget en løsningsorienteret tilgang til alle de tilskikkelser, som krigens gang havde budt dem. Hvis ikke man kan undervise og forske i fred, må man bygge og udvide faciliteter under jorden, hvor man så i nogenlunde ro og mag kan fortsætte det vigtige arbejde. Hvis man skal bekriges af naboen, kan man lige så godt sørge for, at ens institution i videst muligt omfang spiller en væsentlig rolle i den samfundsmæssige transformation, der måske i sidste ende er det vigtigste indgreb, for at kunne stå imod den russiske invasion.
Fremtid i flere tempi
Ukrainske videninstitutioner skal kunne noget, som de fleste andre landes videninstitutioner også skal kunne. De skal fokusere på det lange seje træk, med langsigtede investeringer og indsatser, der måske først bærer frugt et, to, fem, ti, tyve eller endnu flere år ude i fremtiden. Samtidig skal institutionerne forsøge at være agile, omstillingsparate og forholde sig til den hurtige verdens- og samfundsudvikling og krigens konsekvenser, herunder at man skal forsøge at være så tæt på den teknologiske udvikling ved fronten som muligt.
Der er heller ingen, der har sagt, at opgaven skulle være let. Man skal forsøge at rykke det kolossale tankskib meget hurtigt, samtidig med at skinnerne i et land i krigstilstand meget ofte bliver lagt imens man kører på dem. Forhåbentlig er stabilitet og agilitet ikke gensidigt udelukkende i dette tilfælde. Viden og innovation kan under alle omstændigheder være med til at løse mange af det ukrainske samfunds udfordringer. En ting er i hvert fald sikkert, ukrainerne har gjort sig mange tanker om, hvad de selv kan gøre for at lykkes med dette, og de er allerede i fuld sving.
