Fødevarer, landskab, natur, biodiversitet og klima. Emner, der flettes tættere og tættere sammen - og som i disse år diskuteres med stigende intensitet. Med den grønne trepart vedtog Danmark sidste år en banebrydende plan for, Landbruget skal begrænses. Kvælstof- og CO2-udledningen skal bremses. Og naturen skal have mere plads. Men alt det her begynder med en erkendelse: At det bølgende, dyrkede, postkortsmukke Danmark, som vi kender, måske slet ikke er så naturligt, som vi tror. Transformeringen af det danske landskab til et med mere natur og vildskab er et emne, som jeg er begyndt at gå meget op i. Heldigvis er jeg velsignet af at bo sammen med ikke mindre end hele to biologer, som har radikaliseret mig yderligere udi natur-og landskabsnørderi. Så da en af dem, som kommer fra Polen, foreslog en tur til sit hjemlands sydøstlige hjørne for at finde nogle forbilleder til den danske natur, var jeg ikke svær at overtale. For selv om Polen og Danmark ligner hinanden på mange måder, når det kommer til natur og klima, er landskabet derovre stadig en smule mindre tæmmet.
Bubnów: Der hvor frøerne stadig larmer
Vores første stop var Bubnów-mosen - en af de yderste grene af det enorme vådområde Pripjat-marsken, som strækker sig hele vejen fra Tjernobyl i Ukraine, langs grænsen til Belarus og ind i det østlige Polen.
Da vi ankom til vores Bed & Breakfast efter mørkets frembrud, blev vi mødt af en mur af lyd. En øredøvende kakofoni af frøer, der sang i natten. Jeg havde aldrig hørt noget lignende i Danmark.
"De findes altså også hjemme i Danmark" sagde biologerne. "Bare ikke så mange samme sted."
Og det er netop pointen. For de steder, hvor frøene kunne samle sig, er næsten fuldstændigt forsvundet hjemme i Danmark. Dræn, kanaler og afvanding betyder, at vandet i Danmark er under vores totale kontrol. Vådområder er vigtige at have, da de er vigtige levesteder for dyr og planter.
Storkeland
Et andet dyr, som engang var en fast del af det danske nationale selvbillede, og som er afhængig af vådområder, er storken. En fugl der er en sand kendis i Danmark, når den en sjælden gang lægger vejen forbi. Dens føde er frøer og andre amfibier. Så er der ikke vådområder, er der ikke storke. Men noget af det første man lægger mærke til i Polen, er de utrolige mængder af storke. Hver en landsby har storkereder i telefonmasterne. De står i flokke på markerne og hakker efter føde. Ja, der er så mange, at man efter et par timer næsten ikke bemærker dem længere.
Jordegern i gamle slaviske gravhøje
Selvom Polen også er et intenst kultiveret land, er intensiteten lavere end i Danmark. Her og der findes der enge eller gamle marker, som har fået lov at stå ikke-dyrkede hen. Et af de steder er en eng uden for byen Zamość. Her findes en isoleret population af jordegern, der lever i gamle slaviske gravhøje fra førkristen tid. Jordegerne er kritisk truede, og findes kun her og et par steder i Ukraine og det sydlige Rusland. Her, på et lille kvadratisk område omringet af marker, holder de fast. Der er noget melankolsk og lidt absurd over scenen. En mikroskopisk rest af et landskab, der engang var almindeligt og udbredt. En ø kun bevaret i kraft af staten, og fordi vi som mennesker sætter pris på naturen, på at der findes noget spændende i landskabet.
Længere sydpå, uden for byen Przemyśl, fandt vi endnu en rest. Her vokser den sjældne plante Almindelig Vibeæg (Fritillaria Meleagris) -en mørkelilla blomst med et næsten skakbrætslignende mønster på blomsterbladende. Omgivet af marker på alle sider, er der her en eng fuld af disse lilla blomster.
Plovfurerne fra landmandens plov gik helt til grænsen af reservatet, og udgjorde for mig et godt billede på vores forhold til naturen i Europa. Den vilde natur findes kun på små og meget specifikke steder, og kun fordi vi lader den. Som små reservater, hvor man kan ane, hvordan et vildere Europa ville se ud. Alt andet land er maksimalt udnyttet. Vi havde nok forestillet os, at Polen ville være lidt vildere. At Øst stadig betød mere plads og mere fri natur. Det var måske naivt. For også her er det meste land industrialiseret, opdyrket, presset til grænsen. Europas landskab har ændret sig totalt fra, hvordan det så ud for hundrede år siden. Kort sagt, fra mindre gårde til industrielt megalandbrug. Her og der var der i Polen små rester af forgangne tiders småskala landbrug tilbage – der, hvor bondens jord blot skulle forsørge hans familie og måske nogle få andre. En lille aflang mark, et par grise i haven, en æblelund bag huset eller døde insekter på forruden. Det er netop dette landskab der består af en mosaik af mange forskellige typer udnyttelse, som understøtter en mere mangfoldig og biodivers natur, i kontrast til nutidens monokultur og megalandbrug. Generelt var det polske landskab lig det danske. Skal vi bevare de sidste rester af en mere mangfoldig natur i Europa, er vi nødt til at tage opgaven med at begrænse den endeløse og maksimalistiske udnyttelse af landbruget alvorligt. Før det hele er væk. Biologerne ved det godt – og det er dem, vi skal lytte til. Som Østeuropa-nørd kan jeg imidlertid tilføje, at det mindre sydøstlige Polen er et besøg værd. Både for dets kulturelle såvel som naturlige seværdigheder.