Dette er en rejsereportage baseret på forfatterens egne indtryk og møder i Moldova og Ukraine. Den tegner ikke et fuldstændigt politisk billede, men følger de stemmer og scener, der satte sig undervejs.
Det begyndte som en fest. På den centrale plads i Chişinău vajede EU-flag side om side med brutalistisk beton. Men da borgmesteren trådte frem, forstummede musikken. Buh-råb brød stilheden, og på et splitsekund lå stemningen tung som historien selv. Et ældre ægtepar undveg mit spørgsmål. En yngre mand svarede blot: “Russian propaganda.”
Det var Moldovas splittelse, kondenseret til ét øjeblik.Scenen siger mere om landet, end mange analyser kan: et sted, hvor fortidens fortællinger stadig former fremtidens valg. Her er politik ikke et spørgsmål om partifarver, men om verdenssyn – EU eller Rusland, håb eller nostalgi. Som tidligere sovjetrepublik har Moldova længe balanceret mellem øst og vest, men efter Ruslands invasion af Ukraine er det europæiske perspektiv blevet mere presserende end nogensinde.
I november 2024 blev den proeuropæiske præsident Maia Sandu genvalgt, og befolkningen stemte snævert ja til at ændre forfatningens indledning til en mere EU-orienteret formulering. Det var et signal om en europæisk kurs, men også et vidnesbyrd om et land, hvor tvivl, pres og historiske ar stadig lever side om side.
Et land i krydsfeltet
Vores gruppe på studiereje fra Det Udenrigspolitiske Selskab ungdomsafdeling U35 samt afdeling i Aarhus mødte repræsentanter fra civilsamfund, diplomati og politik. Ét møde stod særligt klart: organisationen Watchdog Moldova, der dagligt bekæmper russisk misinformation og hybride trusler.
I et lille lokale forklarede Octavian Bernaz og Eugen Muravschi fra Watchdog, hvordan falske nyheder, deepfakes og bot-netværk er blevet en del af landets hverdag. Deres arbejde mindede os om, at kampen for sandheden ikke kun foregår på slagmarken, men i kommentarspor og på gadehjørner. Demokratiet, som vi i Vesten ofte tager for givet, er her en daglig kamp for bevidsthed, tillid og sammenhængskraft.
Der bliver ikke blot kæmpet mod idéer, men mod fortællinger. For Rusland har længe forstået styrken i at eje historien. I Kremls version er Moldova og Ukraine ikke selvstændige nationer, men dele af et “fælles historisk folk”, et narrativ, der trækker på myten om Kievan Rus og forsøger at forbinde middelalderens rige til nutidens stormagtsdrømme. Fortiden bruges selektivt til at legitimere nutiden.
Men i Moldova møder denne fortælling modstand blandt mange unge, der ser EU som et alternativ til en fortid, hvor sandheden var centralstyret. Alligevel lever de gamle fortællinger videre, ofte båret af økonomiske realiteter.
Mange moldovere forbinder Rusland med stabilitet og købekraft snarere end med undertrykkelse. Det er et ekko af den sovjetiske orden, hvor staten leverede forudsigelighed, om end på bekostning af frihed.
Denne nostalgi fungerer som en kognitiv sikkerhedsventil i et land, hvor økonomisk usikkerhed stadig er hverdag.
På den ukrainske side af grænsen
I Ukraine mødte vi derimod en helt anden forståelse af magt og tilhørsforhold. Maryna Karlevits, udenrigspolitisk rådgiver for parlamentsmedlem Oleksiy Goncharenko og programdirektør for Black Sea Security Forum, gjorde det klart. Rusland vil ikke skabe et fællesskab, de vil rense det forkerte Rusland væk. Ukraine vil ikke være en del af det.
Hendes ord satte sig. De markerede det moralske brud, der adskiller de to lande, men også det politiske. Hvor Moldova stadig forhandler med sin fortid, har Ukraine trukket en klar grænse mod imperiets arv og betaler prisen for sin suverænitet hver dag.
Den menneskelige dimension
Da vi ankom til Odesa, “den sorte perle ved havet”, blev kontrasten tydelig. Krigen var allestedsnærværende, men frygten syntes ikke at dominere. I stedet var det sammenholdet, der bar byen.
I salonerne på det historiske Hotel Bristol, med lysekroner i loftet og spejle i guldrammer, mødte vi Maryna Karlevits igen. At høre hende tale om krigen i så smukke omgivelser føltes næsten surrealistisk. Hun beskrev nætter i metroen, missilalarmer og gadeforbud, som andre ville tale om regn og vind, med en ro, der kun kan komme af langvarig undtagelsestilstand.
Men da samtalen drejede mod fremtiden, ændrede hendes stemme sig. Det er Ruslands krig. De kom uden invitation. Ukraine forsvarer sig selv og deres fremtid begynder først, når Rusland stopper med at forsøge at definere, hvem de er.
Efter mødet besøgte vi Goncharenko Center, hvor frivillige underviser børn, syr camouflage-net og arrangerer sprogkurser for fordrevne. Mellem latter, træthed og resoluthed mærkede vi den styrke, der binder et samfund sammen.
Det var her, turens alvor for alvor sank ind. Mødet med Maryna og besøget i centret gjorde krigen påtagelig, ikke som statistik, men som menneskelig erfaring. Samtidig gjorde det noget andet: det knyttede os tættere sammen. Den verden, som hjemme føles fjern, blev pludselig mindre. Den distance, vi normalt kan tillade os at holde, blev umulig.
I en tid, hvor kriser alt for ofte reduceres til tal og skærmbilleder, mindede mødet os om, at nærvær stadig er en politisk dyd og at modstandskraft måles i menneskers evne til at bevare værdighed midt i undtagelsen.
Da vi kørte ud af byen, ramte lyset fra solnedgangen den åbne steppe. De blå og gule farver blandede sig i horisonten, som flaget selv, malet direkte på himlen. Det føltes som et tavst løfte om, at nationer kan såres, men ikke nødvendigvis bukke under.
Propaganda og historiebrug
I både Moldova og Ukraine er kampen om sandheden en kamp om fortiden. Putins påstande om, at Ukraine aldrig har været en rigtig stat, eller at Rusland blot gendanner det historiske fællesskab, er skoleeksempler på, hvordan historie kan misbruges som politisk våben.
I Moldova mærker man dette ikke gennem missiler og droner, men gennem cyberkrig og informationspres. Russiske medier fremstiller EU som en trussel mod nationale værdier og de fortællinger lever, fordi de spiller på gamle kulturelle og religiøse mønstre.
Men som Watchdog Moldova understregede, er kampen ikke tabt. Lokale journalister, civilsamfund og unge aktivister arbejder utrætteligt på at genskabe tillid gennem fakta og modfortællinger.
Et europæisk spejl
Hos EU-delegationen i Chişinău talte vi med Franciska Kirkegaard Flugt, medlem af U35 og Katerina Fatsea, EU’s Enlargement Coordinator i Moldova. For dem, og for mange moldovere, er EU ikke blot et teknokratisk projekt, men et mentalt fællesskab. En måde at forestille sig fremtiden på.
Men vejen dertil er lang. Den proeuropæiske bevægelse står over for økonomiske udfordringer, en voksende diaspora og et civilsamfund, der kæmper mod desillusion. Alligevel fandt jeg håb i de mennesker, vi mødte: i Marynas beslutsomhed, i de ældre frivillige på velgørenhedscentre og i de unge analytikere fra Watchdog.
Det var ikke håb, der drev dem, men tro. En praktisk tro på, at værdighed og modstand er to sider af samme valuta i en verden, hvor sandheden selv er blevet politiseret.
Mellem fortid og fremtid
Studieturen efterlod os med et komplekst billede. Moldova og Ukraine står fanget mellem EU’s tiltrækning og Ruslands lange skygge. Konkrete oplevelser blev symboler på en region, der kæmper for at definere sin egen virkelighed.
Vi så, at hybridkrig ikke kun udkæmpes med våben, men i sprogets domæne, i kampen om, hvem der får lov til at fortælle historien først. Her bliver information ikke blot et redskab, men en frontlinje i sig selv.
På vej hjem føltes Europas selvforståelse pludselig på spil. Kan vi virkelig forvente, at unge demokratier skal bære vægten af frihedens idealer alene, mens vi ser til?
Vesten står endnu en gang ved et valg, om at gøre som Josep Borrell formulerede det: at vise, at EU ikke kan byttes for økonomiske fordele, fordi dets eksistensberettigelse ikke er handel, men håb.
For Moldova og Ukraine er hvert skridt mod EU mere end politik. Det er et forsøg på at genvinde troen på, at institutioner kan beskytte, og at ret kan erstatte magt. De kæmper ikke kun mod propaganda, men for retten til at forme deres egen fortælling i en verden, hvor sandheden igen er blevet et omstridt territorium.
Kampen om suverænitet handler derfor ikke blot om grænser, men om værdier og om, hvorvidt Europa selv stadig tror på dem. For i sidste ende afhænger freden ikke af, hvem der råder over magten, men af, hvem der insisterer på meningen. Og ligesom på pladsen i Chişinău den aften, står vi i Vesten midt mellem håb og nostalgi. Forskellen er, at vi stadig har privilegiet til at vælge. Valget om at støtte dem, der kæmper for de værdier, vi selv er blevet for komfortable med at tage for givet.
