Sidst jeg var i Beograd for seks år siden, summede gaderne af protester mod regimet. Jeg overværede selv en demonstration med parolen ”1 od 5 miliona” (da. én ud af fem millioner). Parolen udsprang af en kommentar, som Serbiens præsident Aleksandar Vučić kom med i forbindelse med udbredt utilfredshed med hans regering dengang. ”Om der så er 5 millioner på gaden, går jeg ikke af”, havde han udtalt, hvilket ledte demonstranterne til på ironisk vis at bruge hans egen udtalelse imod ham.
Mange år er gået siden dengang. Aleksandar Vučić er stadig præsident, og folk går stadig på gaden i protest. Serbien er stadig et politisk ustabilt land præget af korruption, kontrol med medierne og trusler mod demonstranter.
Dengang mødte jeg Dobrica Veselinović, en fremtrædende aktivist i bevægelsen Ne davimo Beograd (“Lad os ikke drukne Beograd”), der kæmpede imod de hemmelige nedrivninger i bydelen Savamala og udsmidningerne af beboere, der banede vejen for prestigeprojektet Belgrade Waterfront. I dag står luksusbygningerne færdige ved Donaus flodbred, finansieret af investorer fra Dubai, et symbol på korruption og regimets manglende respekt for borgerne.
Veselinović tabte ganske vist den lokale kamp, men formåede trods alt at bringe sin aktivisme ind i politik. I dag sidder han i parlamentet som medlem af Zeleno-levi front - Den Grønne Venstrefront - en politisk platform, der siden 2023 har arbejdet for mere transparente beslutningsprocesser, inklusion og solidaritet.
Sidst jeg mødte Veselinović, var han iført afslappet tøj, sådan som man kender ham fra gadernes protester. Da jeg møder ham igen 6 år senere, er han iført jakkesæt, som var han netop kommet fra et møde i parlamentet. Mens vi taler sammen, kommer en ung mand hen til vores bord og siger “du gør det godt” til ham. Men Veselinović selv er ikke synderligt optimistisk. “Alt forandrer sig hurtigt her,” konstaterer han lakonisk.
Nationalistiske tendenser i studenterbevægelsen bekymrer
Vi taler om de store landsdækkende demonstrationer, der er blevet ledt af de serbiske studerende siden november sidste år. Demonstrationerne er blevet de største, siden Milosević blev væltet i 2000 og har af gode grunde fyldt alt i Serbien det sidste års tid, hvor studenterbevægelsen har formået at lægge et uhørt pres på præsident Aleksandar Vučić.
Bevægelsen har blandt andet gjort sig bemærket med en flad hierarkisk struktur, hvor beslutninger tages i plenum og med enstemmighed. Men der er også en anden side af bevægelsen, bemærker Dobrica Veselinović. Den er ifølge ham hurtigt blevet undergravet af nationalistiske og højreorienterede grupper.
Selv kalder han gentagelsen af præsident Vučićs ord og slogans såsom “Poverenje nije opcija” (da. overgivelse er ikke en mulighed) “for ren "krigspropaganda." Han fremhæver, at studenterbevægelsen blandt andet også bruger ordet “narod” (da. folk) i sine paroler, og advarer mod, at denne udvikling underminerer bevægelsens oprindelige mål om demokrati, inklusion og en europæisk orientering for Serbien.
Et par dage senere mødes jeg med Ivan Videnović, professor på Beograds Universitet. Videnović slutter sig til Veselinovićs udlægning og tilføjer i øvrigt, at bevægelsen ved sin dannelse har været bredt forankret i samfundet. Selv er han meget aktiv i kritikken af styret og har tidligere stillet op til valg som en del af bevægelsen Glas (da. stemme). I dag har han dog ikke længere politiske ambitioner og bruger i stedet sin tid på aktivisme.
Vi mødes en aften på en cafe ved Nationalmuseet på den centrale plads, Trg Republike i Beograd. Han fortæller mig, at studenterbevægelsen først opstod som en bred social protest mod korruption og autoritære tendenser. Han tilføjer, at bevægelsen er sammensat af mange forskellige sociale grupper, blandt andet landmænd, lærere og læger, der alle bakker op om protesterne. De klare krav om retfærdighed og et velfungerende retsvæsen gør ifølge ham bevægelsen til en decideret folkebevægelse.
Men han fortæller også om nogle bekymrende ideologiske fællestræk mellem bevægelsen og regimet.”I Serbien bruges ordet "narod" både om 'folk' og ‘nation’. Det nationalistiske regime bruger det til at repræsentere 'vores folk’, etniske serbere, hvilket udelukker minoriteter som f.eks. albanere i Kosovo og Sydserbien. Dermed bruges "narod" af magthaverne som et sprogligt og politisk redskab til at definere, hvem der hører til nationen, og hvem der ikke gør”, fortæller Videnović. Dette sproglige redskab har en central rolle i den nationalistiske dagsorden og bidrager til den marginalisering og eksklusion, som især det albanske mindretal oplever.
Ifølge Videnović spiller den samme tilgang til de etniske mindretal en vigtig rolle blandt de højreorienterede strømninger i studenterbevægelsen, der det sidste halve års tid har fået en del opmærksomhed. Det fik de især i sommer i forbindelse med markeringen af Vidovdan 28. juni, en særligt vigtig dag i den serbisk-nationalistiske mytologi.
Vidovdan, er både en serbisk-ortodoks helligdag og en serbisk mindedag, der markerer slaget på Kosovosletten i 1389, hvor den serbiske hær blev besejret af osmannerne. Dagen har stor symbolsk betydning i serbisk historie og bruges ofte i nationalistisk retorik som et udtryk for offer, heltemod og national identitet.
På Vidovdan i år blev der i regi af studenterbevægelsen holdt en række taler med eksplicit nationalistisk indhold om for eksempel Kosovo. Talerne har siden skabt bekymring om bevægelsens forhold til den nationalisme, der dominerer i visse dele af det serbiske samfund. Selvom der er et enkelt fakultet, det filosofiske fakultet, som er præget af en mere radikal venstrefløj, er der ifølge Videnović også mange højreorienterede og nationalistiske ledere og aktivister i selve studenterbevægelsen. Derfor er den ifølge ham ikke længere repræsentativ for en bred demokratisk opposition.
Nationalisme dominerer i medierne – håbet findes i udkanten
Dobrica Veselinović og hans bagland i partiet Zeleno-levi arbejder for et Serbien, der bryder radikalt med den nationalistiske arv fra Slobodan Miloševićs tid, anerkender Kosovo, bliver en del af EU og NATO og ikke mindst afviser russisk indflydelse. Noget, han betragter som værende mainstream-europæisk politik, men alligevel får mange i landet til at betegne ham som venstreorienteret.
Videnović omtaler også tilstedeværelsen af en nationalistisk arv fra Milosevićs tid. Da jeg taler med ham, betegner han den serbiske nationalisme som “Europas mest uheldige nationalisme efter Berlinmurens fald”, der i 40 år har ledt til nederlag efter nederlag og isoleret Serbien fra politisk og økonomisk fremskridt. ”Det er ikke en nationalisme, der bygger noget op. Det er en nationalisme, der ødelægger,” fortæller han, inden han gør boet op: “Vi har mistet Kosovo, vi har mistet indflydelse i Bosnien, vi har mistet respekt i Europa. Hvad har vi vundet? Ingenting.”
En afgørende hindring for et opgør med nationalismen i landet er regeringens kontrol med medierne, da “Vučić styrer samtlige fem nationale tv-kanaler og dominerer de fleste store medier.” “Kritiske røster bliver marginaliseret,” uddyber Veselinović og fortæller, at oppositionen bliver mistænkeliggjort og angrebet online. Selv modtager han dagligt trusler. “Det er blevet hverdag,” fortæller han.
Videnović tilføjer under vores samtale, at ”de statstøttede medier spreder en anti-europæisk dagsorden og påstår, at EU støtter Vučić, selvom han ikke lever op til kravene om retfærdige valg eller uafhængige institutioner.”
Dog findes der også steder, der indgyder håb. Ifølge Videnović udviser de muslimske områder Sandžak og Novi Pazar en stærkere pro-europæisk og demokratisk profil. De tendenser blandt de muslimske mindretal i landet, vurderer jeg, også harmonerer fint med med Veselinovićs og Zeleno-Levi fronts vision om et Serbien, hvor befolkningsgrupperne lever i fred med deres naboer.
Perspektiv og udholdenhed
Til mit spørgsmål om, hvad oppositionen håber på, tænker Veselinović sig om et kort øjeblik, inden han kortfattet svarer: “Vi drømmer om at være et lille, men afgørende element, der kan blokere Vučićs magt og give en stemme til de 10 procent af befolkningen, som er trætte af nationalisme.” Blandt visse politikere i parlamentet er der meningsfæller. Selv fremhæver han næstforperson Marinika Tepić fra Partiet for Frihed og Retfærdighed (SSP) som én af de få, der tør sige fra over for russisk indflydelse og kirkens magt.
Selvom håbet er skrøbeligt, nægter Veselinović selv at give op: “Der er mange, der ønsker fred, demokrati og europæisk orientering. Vi findes, og vi giver ikke op, også selvom det kræver tålmodighed, mod og udholdenhed i et Serbien, hvor magtbalancen indtil videre er skæv.”
Inden vi siger farvel, lover Veselinović at sende mere baggrundsmateriale til mig dagen efter. “Der er møde i parlamentet, og vi får aldrig taletid, så jeg har tid til research,” griner han med et smil med og en portion serbisk humor, der trods alt gør hverdagen lidt lettere.
