Mangel på konsensus i Kosovos parlament spænder ben for valg af ny præsident. Situationen har ingredienserne til at kunne sende landet ud i endnu en periode med politisk tomgang.
Den spegede tilstand har potentialet til at udløse et stigende pres fra nabolandet Serbien i forhold til særligt det serbiske mindretal i Kosovo, hvilket i værste fald kan give spændingerne mellem de to lande et nøk op ad.
For det relativt unge land, hvis langsigtede mål er at stabilisere og styrke landets statslige institutioner og opnå anerkendelse af det internationale samfund, er situationen ikke optimal.
Alle i Kosovo holder vejret, fordi processen omkring det aktuelle præsidentvalg i Kosovo er tæt på at køre af sporet og har potentiale til at returnere Kosovo til endnu en periode med politisk krisestilstand.
Kosovos politiske system kræver en relativt høj grad af samarbejdsvillighed mellem de politiske partier – og dermed også etniske mindretal – for at kunne operere. Bagtæppet for den aktuelle situation er, at Kosovo siden januar 2025 havde stået uden regering netop fordi parlamentets politiske partier ikke i kunne mobilisere den nødvendige vilje til at indgå de kompromisser, der kunne få bl.a. en regering nedsat.
Denne fastlåste situation udløste et nyvalg i december i 2025. Albin Kurti fra partiet Vetëvendosje (LLV) blev genvalgt af parlamentet til posten som premierminister i februar 2026 – ganske efter bogen. I mange kredse blev der draget et lettelsens suk, fordi man satsede på, at det fornyede mandat fra befolkningen ville markere et vendepunkt.
Præsident Vjosa Osmanis embedsperiode udløber i april 2026, og præsidenten skal ifølge forfatningen vælges af parlamentets midte. Valget af præsident har derfor fra første dag været én af de opgaver, der stod allerøverst på den politiske to-do-liste for det nyvalgte parlament.
Mislykket afstemning i parlamentet anledning til krise
Osmani har klart signaleret interesse i at blive valgt til en ny periode, men parlamentet og regeringen under Kurtis ledelse har hverken formået at sikre Osmani et genvalg, ej heller været i stand til at sikre opbakning til en anden kandidat.
Det er et grundlovskrav i Kosovo, at to-tredjedel af parlamentets medlemmer skal være til stede ved afstemningen til embedet som præsident for at afstemningen skal være gyldig. Det var der ikke ved præsident-afstemningen, og derfor mislykkedes processen.
Forklaringspilen peger, som antydet, på en bekymrende mangel på fleksibilitet blandt parlamentets partier, hvilket er en problematisk tendens i sig selv. Det kan ikke tolkes som andet end et kalkuleret valg ikke at møde op, når der er et klart forfatningskrav om deltagelse.
Men også den nuværende premierminister, Albin Kurti, som i flere vestlige medier, som f.eks. den populære britiske podcast ’The Rest is Politics – Leading’, portrætteres, i hvad man nærmest kunne kalde et politisk heltelys, er ved at få ridser i image-lakken på grund af hans begrænsede evne til at skabe konsensus.
I kølvandet på det kuldsejlede valg til præsidentposten dekreterede Osmani, at parlamentet skulle opløses, og at der skulle udskrives nyvalg. Mange var enige om, at det var en noget frisk fortolkning af Kosovos forfatning, der blev lagt til grund for dette træk.
Osmani tog selv brodden af en del af kritikken ved at gøre det klart, at hun var indstillet på, at dekretet formodentligt skulle afprøves ved domstolen. 25. marts 2026 underkendte Kosovos Højesteret så præsidentens dekret og forlængede i stedet tidsfristen for parlamentets valg af præsident med en måned.
Et svækket Kosovo er en gunstig mulighed for en presset Vučić
Det vil sige, at de kommende uger kan blive afgørende. Enten lykkes det at få valgt en ny præsident, eller også kan Kosovo af parlamentet endnu en gang blive sat i politisk tomgang. Det er efterhånden det sidste, der synes mest sandsynligt – og det er ikke uproblematisk for Europas yngste land, der stadig kæmper for at finde sine ben.
Eurasia Review slår i en analyse fast, at endnu situation med politisk tilstand, som skitseret ovenfor, ikke kan undgå at svække landet. Samtidigt er er det ikke utænkeligt, at Serbien vil forsøge at tale konflikten om Kosovos serbiske mindretal op.
En serbiske strategi kunne udmønte sig i et dobbeltgreb: Et vil være med fornyet styrke at tale konflikten ind i en serbisk nationalistisk lingo, der vil appellere til centrale dele af den serbiske præsident Vučić hjemlige vælgerskare.
Et andet vil være at sætte kul på det politiske pres i internationale fora for at få Kosovo til at etablere den meget omdiskuterede Alliance af Serbiske Kommuner – og i samme åndedrag at satse på, at øvelsen udsnitter en så gunstig forhandlingsposition for Vučić som mulig.
EU’s troværdighed i Kosovo er svækket
Drejer man perspektivet på Serbien en anelse mere mod vest, fremstår EU som én af de aktører, der også er af central betydning for Kosovo. I artiklen ‘Kosovo Tests the Limits of EU Patience’ forklarer The International Crisis Group, at der er tre ting, der dominerer relationerne mellem EU og Kosovo: Et krav om en genstart af relationerne til Serbien, forbedringer af forholdene for det serbiske mindretal i Kosovo, men også – apropos de aktuelle parlamentariske spilfægterier - en fortsat styrkelse og udbygning af retsstatsprincipperne i Kosovo.
Den ubekvemme sandhed er, at EU’s ultimative gulerod, medlemskabet af den europæiske klub, indtil videre fortoner sig i de fjernere horisonter, og at fem af EU’s medlemsstater stadig ikke anerkender Kosovo. Alt dette er med til at reducere EU’s politiske potens i regionen, hvorfor EU i et forsøg på at presse Kurti tilbage til forhandlingssporet siden 2023 blandt andet har blokeret for vigtig økonomisk støtte til landet.
USA har i nogen grad lagt Kosovo på is. Meget tyder på, at nedgradering formodentligt findes i det nordlige Kosovo, hvor Albin Kurtis noget firkantede suverænitetshåndhævelse overfor det serbiske mindretal kan fremstå som et rationelt led i konsolideringen af landets institutioner.
Dilemmaet er, at den til tider hårdhændede fremgangsmåde, som Prishtina lægger for dagen, tramper lidt vel grundigt på ideen om respekt for i dette tilfælde et serbisk mindretal - og har også været en af de faktorer, der har været med til at udløse en håndbremsestandsning af dialogen med Serbien.
Præsident Osmanis tilnærmelser til USA
Set i lyset af det noget anspændte forhold til USA, vakte det derfor en grad af overraskelse, at præsident Osmani takkede ja til Trumps invitation om at deltage i det meget omdiskuterede ’Board of Peace’.
Donika Emini pointerer i artiklen ’Kosovo’s ‘Board of Peace’ Moment: Desperation Posing as Strategy’?’, at ved at hugge hurtigt til, så får Kosovo synlighed og signalerer villighed til at rykke tættere på USA - igen. Og symbolpolitik er den valuta, der tæller i den Trumpske verdens virkelighed.
Emini understreger også, at trækket fra Osmanis side styrker hendes troværdighed og billedet af hende – og ikke premierminister Kurti – som den politiske profil Washington ’does business with’. Og det er næppe noget, der vil skade hende i kampen om præsidentposten.
Ny tidsfrist og mulig reduktion af USAs tilstedeværelse
Det bliver interessant at følge den politisk udvikling i de kommende uger, hvor parlamentet fra 25. marts har fået 35 dage til at blive enige om en præsidentkandidat. Vil det lykkes dem at samle sig om en præsidentkandidat, eller vil der igen blive udskrevet parlamentsvalg?
Sagt lidt firkantet, vil det være et voldsomt politisk selvmål, hvis Kosovos parlament ikke er i stand til at lande et kompromis, der sikrer en forsat drift af landets centrale demokratiske institution, og man dermed – en gang til - sender landet ud i en politisk status quo-tilstand.
EU er formodentligt allerede i gang med at levere et diplomatisk pres på Kosovo for at få landets institutioner – aktuelt parlamentet – til at fungere. At tro på nogen bevægelse i Kosovo-Serbien dialogen lige nu må ses som urealistisk.
I betragtning af, at der florerer et rygte om, at Trump Administrationen overvejer at reducere amerikansk deltagelse i NATO-styrken i Kosovo (KFOR), så er et bud, at ’begrænset involvering’ kunne være titlen på den strategi, som USA vil lægge for dagen.
I et brev dateret 11. marts 2026 til den amerikanske udenrigsminister fraråder medlemmer fra vel at mærke fra begge partier i den amerikanske Kongres en sådan reduktion, fordi det vil øge risikoen for at ”aktører i Serbien eller Kosovo” vil eskalere konflikten.
Politiske institutioner, der ikke fungerer, og en mulig nedskalering af KFOR-styrkens afskrækningspotentiale er en bekymrende udvikling, der kunne påvirke stabiliteten ikke kun i Kosovo, men også i resten af regionen, heriblandt Bosnien-Hercegovina.
