“Taki rizni, ale taki blizki” – “Så forskellige, men så tæt på”.
Således står skrevet på et vægmaleri over for det danske ambassadekontor i den ukrainske by Mykolaiv. En hyldest til Danmark.
I byen agerer en kavalkade af nye elektrificerede trolleybusser udstillingsmontrer på fire hjul for en vidtrækkende dansk indsats, som først for alvor bliver tydelig, når man ser på infrastrukturen under byen: Vi står nemlig bag alt fra hjælp til kloakker, elektricitet og rent drikkevand.
Netop det rene drikkevand var noget af det første, der stod for skud, da russerne i februar 2022 stod i byens forstæder og efterlod et par ødelagte vandrensningsanlæg som underskrift i gæstebogen.
Sammen med datteren af en ukrainsk oberst går jeg langs byens gågade, den længste i Ukraine. Hun peger på en iøjnefaldende skare af 100 unge, voksne, ældre – alle i kø til en McDonalds.
Der er her ej tale om kædens lokkende løfter om vestlig fast-food dekadence, som da de første McDonald's åbnede i 90’ernes Moskva. Roden til restaurantens popularitet i dag er derimod blevet symbolsk. I krigens første dage indstillede kæden hurtigt driften – netop på grund af manglen på rent drikkevand. “Da restauranten netop var genåbnet, var der kø ned af gågaden så langt øjet rækker”, fortæller datteren af den ukrainske oberst mig og tilføjer; “Den McDonalds betyder virkelig noget for os”.
I dag står den gyldne måge som en slags impressionistisk genfortolkning af Ukraines gyldne trefork. Stolt knejsende som et symbol på byens resiliens og genfødsel.
Jeg forstår kun lidt om Ukraine og endnu mindre om krigen. Selv hvis jeg ønskede andet, ser jeg den kun i fragmenter og glimt. Brudstykker som denne reportage ydmygt forsøger at vise.
“Hvorfor tænder du ikke bare for TV’et?,” blev jeg spurgt før afrejse. Anders Puck-Nielsen, Kim Bildsøe Lassen, Steffen Kretz, Matilde Kimer, plus Camouflage og Co., udsiger jo hver uge selvsikkert deres dom mens de svinger general-kølerne i DR-Byens bunker til ugens episode af Krigens Døgn: et program, der lover seeren “en forståelse af krigen mellem Ukraine og Rusland helt ned i detaljen”. At dømme ud fra mængden af sæsoner (5), bør danskerne allerede have en overlegen og detaljeret indsigt i krigen i Ukraine.
Grænsen mellem nærhed og fare
I Mykolaiv var jeg tæt på at træde på den græsplæne, der omkranser byens hovedplads. Et stift ryk i armen. Så var jeg tilbage på asfalten. “Man ved aldrig hvad, der gemmer sig i græs”, får jeg nøgternt at vide. Det lærte jeg ikke på Krigens Døgn.
Mykolaiv er efter ukrainske standarder også tæt på Odesa. Her er jeg til konference i byens gamle Opera. I Odesa taler mange russisk. Hovedgaden hedder nu "Europagaden". Skiltet langs vejen bevidner dog stadig om, at den for ikke så længe siden hed “Ekatarinskaya”, opkaldt efter byens galloperende frankofile grundlægger, Katarina den “Store”, kejserinde af Rusland i 1700-tallet.
På vej ind i Ukraine sad jeg i en skoldhed togkupé, hvor jeg faldt i snak med en ukrainsk pige, der sagde følgende til mig: “Det er meget billigere at omdøbe en vej, end at asfaltere den”. Det tænker jeg lidt over, da jeg står og ser på vejskiltet.
I Odesa er jeg til flere fester i netværkets navn, arrangeret af den konference jeg er til. Til den første går skuespillere iklædt farverige kostumer fra byens guldalder rundt om et springvand i tre stive timer, alt imens de nejer og bukker for dronesælgere og andet godtfolk.
Billie Eilish’ “Bad Guy” fortolkes af et helt ensemble på violin. Netflix’ Bridgerton eller Downton Abbey kunne ikke have gjort det bedre.
Om aftenen flytter konferencen til Buddha Beach Club, hvor en DJ spiller op til lyden af et live symfoniorkester. Til festen hører jeg klagen over, at “kun første drink var gratis”. Jeg påpeger i et anfald af idealistisk uvidenhed lidt pikeret over for min sidemand, en polsk journalist; “det var da godt nok mange penge ødslet væk i et land i krig med folk, der sulter ved fronten”.
Han svarer lidt tørt tilbage: “Det er heller ikke for os, men for de amerikanske senatorer og investorer i byen. De tror, at det regner med droner, så snart man krydser grænsen til Ukraine – en usikker investering ser du nok. Desuden viser det overskud: 'Vi kan feste og organisere spektakler selvom dronerne falder'”.
“Men der har da ikke været så mange droner i disse dage?” svarer jeg lidt håbefuldt tilbage. “Vent du bare til i morgen nat, når de amerikanske senatorer har forladt byen, så skal du nok få dem at se”.
Ironisk nok spiller russerne – og deres manglende droner – altså med i et nøje koreograferet ukrainsk teaterstykke, der har til formål at berolige amerikanske investorer.
Den nat sidder jeg på badeværelset. To vægge imellem vindue, ydervæg og mig. Spørgsmål melder sig; Skal jeg bede om et nyt værelse når nu jeg er tæt på taget? Tæt på gaden? Er jeg egentligt tæt nok på mit beskyttelsesrum? Den polske journalist fik ret. Den nat var det godt nok tæt på.
I Ukraine følger man krigen fra sin skærm. Telegram-kanaler kan med slående præcision i realtid vise dig lokationen på den drone, der svæver over hovedet på dig. Fra mit skjul sidder jeg som dåvildt fanget i lyskeglerne fra en bil, der nærmer sig. Jeg er hypnotiseret af hvide flokke af Shahed-droner, der cirkulerer over havet på min telefonskærm, indtil en operatør langt væk giver ordren. Så dykker de som rovdyr mod Odesa.
Hver by har sin Telegram-kanal: “Kyiv – ballistics descent! 15th”; “UAV at Sea”; “There are 2 UAV’s left”; “Explosions Air Defense is working”. Hvis du, som jeg selv, aldrig har været på Telegram før, så forestil dig en Messenger-gruppe, blot med robot-radarer, der sender beskeder med seneste opdateringer. Gruppens medlemmer – mennesker – reagerer til gengæld med emojis på beskederne: vrede, gråd, taknemmelige hænder.
Når faren er drevet over lyder Luke Skywalker’s stemme fra luftalarmsappen: “The air raid alert is over – may the force be with you”. Som dansker kan jeg ikke undgå at tænke om vores stivsindede insisteren på at bruge en beskedtjeneste som resten af verden for længst har lagt bag sig, ikke udgør lidt af en national sikkerhedsrisiko? Mit bud er, at langt de fleste danskere i en krigssituation ville sætte sig og vente på nyt fra en DR live-blog. Ødelæg DR-Byen og Danmark er dit.
Ud af mit vindue følger jeg kystlinjen i skumringen på vej hjem fra Mykolaiv. Her er også strand som ved Buddha Beach. Sort af miner og tankstoppere.
Familier i opløsning
Mellem bus og togstationen i Odesa går der en familie. En midaldrende mand med blide træk i midten. På sin højre side har han to piger; på sin venstre side en kvinde. Anspændte smil. De er i deres eget lukkede rum, langt væk fra offentligheden og mine indtrængende øjne. Deres hænder er låst fast i en kæde. Hånd i hånd omkring ham. Hvorvidt han er tæt på at være hjemme eller tæt på at tage af sted, er ikke til at sige for camouflagen.
I andre familier er kæden bristet. “Der er mange veje til Moskva, men få der leder tilbage igen”, bliver jeg fortalt en ung pige fra det østlige Ukraine. Hendes bedsteforældre bor i Rusland. Ja – de er faktisk russere. Bedstefaren er syg og begge spørger efter hvert FaceTime-opkald, hvornår hun igen kommer og besøger dem.
Hun fortæller mig, at det sværeste for hende ikke er, at hun ikke længere bør tænke, tale, eller læse på russisk - hendes modersmål. Eller at hun som ukrainer aldrig vil kunne vende hjem til hendes hus på Ulitsa Pushkina (Pushkin-gaden). Det gadenavn findes simpelthen ikke længere. Omdøbt.
Det sværeste for hende er at have affundet sig med tanken om, at hun aldrig kommer til at se hendes bedsteforældre igen. En ukrainer, der tænker på russisk. Et Rusland, der angriber hendes land. Men hun kan, og vil ikke hade Rusland. For kan man hade et land? En anden ukrainer havde et sommerhus. I første række til kystlinjen endda.
Frontlinjen passerede forbi en kold vinterdag. Da vinteren og fronten trak sig tilbage, var alt væk. Selv tapetet. Ukrainske regimenter kæmper om mænd. Af at dømme fra bylivets og specielt busstoppestedernes reklamer i hvert fald. “En decentraliseret rekrutteringsstrategi” får jeg at vide, “der hjælper regeringen med en utaknemmelig opgave”. Den ukrainske hær er et diverst, dødsensfarligt kampapparat; som de frihedselskende kosakker. En dødsensfarlig hær, hvis soldater selv skal stå for at købe deres egne støvler og hvis regimenter består af fædre, der er tæt på at være fremme ved stationen.
Kan Zelenskyj gå på vandet?
Mette Frederiksens nærmest mytiske fortælling om Danmarks ukrainske skytshelgen lader til at pege derpå. I Ukraine er vores helgen vist faldet i og godt og grundigt gennemblødt. Korruptionsskandaler i hans inderkreds har rystet hans glansbillede. Det tager ikke mere end 30 minutter i Ukraine, før jeg møder kritik af ham.
Stadig er han dog “vigtig som en pr-figur i udlandet", indrømmes det. Som en anden Churchill, risikerer han måske at lide samme skæbne og ikke se den krig igennem, han selv er blevet et internationalt ansigt på. Et præsidentvalg er dog praktisk talt umuligt og indebærer en betydelig sikkerhedsrisiko, både fysisk på valgstederne og i form af faren for valgsvindel. For ikke at tale om de millioner af ukrainere, der er både internt og eksternt er fordrevne. Ville oppositionen og deres kandidater have en chance over for Zelenskyj? Næppe. Han er stadig den mindst upopulære kandidat i et felt af upopulære kandidater til præsidentembedet.
Men netop dét er måske det mest slående ved Ukraine: eksistensen af kritiske synspunkter. Dét at man åbent tør at kritisere regeringens og præsidentens linje – endda i et krigsførende land – og tilmed tør at demonstrere imod den på trods af de farer som det indebærer, er det vigtigste vidnesbyrd om Ukraines demokratiske ånd. Noget, der i den grad er værd at kæmpe for.
På mit Ukrzaliznytsia-tog får jeg at vide at vi stadig er til tiden. 13 timers sove-kupé for 33 kroner. Hvis der skulle være et bedre eksempel på forskellen imellem Ukraine og Danmark er det togene. DSB kunne ikke engang få mig ud af Danmark uden et erstatningstog og en forsinkelse. I Ukraine kører Ukrzaliznytsia stadig til tiden på trods af krig.
Som vægmaleriet over for det danske ambassadekontor i Mykolaiv fortæller, så er vi i sandhed forskellige, men også tæt på. Krigens (u)normalitet er tættere på end vi tror. En rejse ind i den, er en rejse mod en forståelse af, at man faktisk intet forstår om Ukraine og om verden af i morgen.