KGB og Sonjas kamp for kærligheden
I den personlige erindringsbog Hunden er rask: fortællinger fra mit liv i Sovjet fra 2011 inviterer den sovjetiskfødte forfatter og dokumentarfilminstruktør, Sonja Vesterholt, læseren ind i hendes livsrejse.
Her flettes hendes livserfaringer sammen med sprudlende humor, der slår over i bidende sarkasme rettet mod Sovjetunionens groteske dagligliv og undertrykkende system.
Hverken bogen eller afsnittene i kapitlerne er kronologisk opbygget, men det er der mening med. Det er nemlig ikke handlingsforløbet, der er i fokus, men Sonja Vesterholts dybeste menneskelige refleksioner over livet. Således bidrager kompositionen på forbilledlig vis til både at skabe spænding og at gøre fortællingen dynamisk.
Allerede på den allerførste side (s. 9) får læseren en kort og dramatisk forsmag på Sonjas livshistorie, som indeholder de vigtigste ingredienser i form af det frygtindgydende KGB, ægteskabet med en dansker og kampen for at blive genforenet med sin danske kærlighed i Danmark.
Uden videre omsvøb bliver læseren straks kastet ind i en historie, der er som taget ud af en spionroman. Historiens nervepirrende scene udspiller sig i 1989 med Sovjetunionens sidste krampetrækninger som det historiske bagtæppe.
Kronologisk set er der tale om den sidste begivenhed i det beskrevne forløb, men i bogen præsenteres den allerførst. Selvom Sonja Vesterholt ikke går i detaljer om sin betydningsfulde indsats i den danske filmverden, afspejles hendes ekspertise og faglige blik tydeligt i måden, hvorpå hun fortæller om sine oplevelser i Sovjet.
Hendes filmiske sans skinner umiskendeligt igennem i indledende afsnit af kapitlet ”Den sidste sommer”, der indledes som et filmmanuskript med nøgterne beskrivelser af mise-en-scène og nøje udvalgt underlægningsmusik (s. 164).
Fortidens blinde pletter
Resten af bogen består af erindringer, hvor Sonjas refleksioner giver læseren rigeligt stof til eftertanke. En af Sonja Vesterholts centrale erkendelser er, at årtiers masseovervågning og undertrykkelse i Sovjet ikke blot hører fortiden til, men lever videre i befolkningen som en indgroet angst og apati (s. 157).
Denne foruroligende tanke vender hun tilbage til og uddyber i et interview, der fungerer som bogens efterord. Her henviser hun til et uhyggeligt laboratorieforsøg, der menes at illustrere, hvordan vedvarende terror kan hensætte sit offer i en permanent tilstand af apati (s. 233).
Et andet beslægtet fænomen, som Sonja Vesterholt reflekterer over i sin bog, er den glemsel og det tabu, der har omgivet mange russeres og sovjet-borgeres forhold til deres sociale- og familiemæssige baggrunde (s. 44 og 103-104).
Hvad Sonja Vesterholts forklaring nærmere går ud på, vil ikke blive afsløret her, så spændingen i læsningen bevares for den nysgerrige læser. Ud fra et historisk perspektiv omfatter denne glemsel ikke blot ét, men flere lag af generationshistorien, som er fortrængt i form af blinde pletter i familiehistorierne.
Sonja Vesterholt kaster lys over den første bølge af fortielser, som har udvisket mindet om hendes bedsteforældre, der var voksne under revolutionen i 1917 – den første omkalfatring af det russiske samfund i det 20. århundrede.
For den eftertænksomme læser giver Sonja Vesterholts refleksion anledning til videre overvejelser om den anden bølge af fortielser, der skjuler sporene fra både gerningsmænd og deres ofre i Stalintiden. Samlet peger begge bølger på et stort,
sort hul i Ruslands kollektive erindring, som for længst trænger til at blive udfyldt.
Det gælder ikke mindst i en tid, hvor der fra russisk statslig side desværre udvises direkte modvilje mod at rekonstruere den kollektive erindring om den fortsat mørklagte del af landets historie i det tyvende århundrede.
Sex i Sovjet
Men som Sonja Vesterholt et andet sted i sin bog viser, strakte Sovjetsystemets undertrykkelse sig langt ud over de udviskede familiehistorier og Stalintidens rædsler. Undertrykkelsens groteske karakter illustrerer Sonja mesterligt, når hun sætter ord på endnu et tabubelagt emne i Sovjet, nemlig seksualitet (s. 78).
Officielt eksisterede sex nemlig ikke i Sovjetunionen. Sonja Vesterholts erindringer vidner imidlertid om, at de unge alligevel udforskede livet med alt det naturlige, der hører med. Intet menneskeligt var dem fremmed (s. 78-82). Diskussionen omkring sex i Sovjet giver Sonja Vesterholts lejlighed til at demonstrere sin faglige ekspertise som sprogkyndig.
Hun viser indsigtsfuldt, hvordan russisk “har indbygget i sig en slags generthed og fornægtelse”, når det kommer til omtale af kønsorganer (s. 79). På det russiske sprog findes nemlig ingen neutralt farvede ord til at udtrykke dem. Kapitlet rummer endnu flere sprogvidenskabelige indsigter, men jeg vil ikke afsløre for meget, så læseren selv kan opleve dem.
Kærlighedens fælles sprog
På samme måde som Sonja Vesterholt belyser de forskellige sprogs særegne karakterer, fremhæver hun litteraturens betydning for de mennesker, der læser den. Selv har Sonja altid været engageret i litteratur, og det er svært at overvurdere den rolle, som litteraturen har spillet i hendes liv.
Lige siden Sonja Vesterholt har lært at læse, har litteraturen været hendes betroede ven, ledsager og hjælper på hendes vej til frihed. Længe før Sonja kunne rejse ud af Sovjet, blev verdenslitteraturen i russisk oversættelse hendes vindue til verden (s. 52).
Nu har jeg indtil videre bestræbt mig på at undgå at afsløre selve handlingen for ikke at ødelægge spændingen for den kommende læser. Men netop bogens rigdom og refleksive dybde gør det vanskeligt helt at adskille indhold fra fortolkning. Især når det handler om kærlighed!
Så efter en dyb indånding, må jeg endelig afsløre: det var litteraturen, der spillede rollen som Sonja Vesterholts bedste veninde, en slags Kirsten Giftekniv.
Det blev afgørende, at Sonja Vesterholt og hendes kommende danske kæreste begge havde læst den tjekkiske klassiker ”Den gode soldat Svejks eventyr”. Netop det var med til at fjerne den mentale afstand mellem en sovjetisk pige og en dansk udvekslingsstuderende og antænde kærlighedsgnisten i deres hjerter. Som Sonja rammende bemærker det:
”Men afstanden forsvandt, da vi mødtes i Den gode soldat Svejks eventyr” (s. 142).
Fængslende og tankevækkende
I sagens natur står Sonja Vesterholt som historiens midtpunkt, men hendes bog åbner samtidig for en bred vifte af emner og indfaldsvinkler, der tilsammen danner et omfattende krydsfelt mellem det individuelle liv, samfundsforhold, kultur, frihed og kærlighed.
Derfor er denne anmeldelses karakteristik af bogen langt fra udtømmende. Faktisk er jeg i skrivende stund i færd med at læse den for tredje gang, og jeg bliver ved med at opdage nye nuancer og gøre nye fund. Så jeg kan klart anbefale
læseren at læse bogen ikke bare én, men flere gange. Det er en hjertevarm og samtidig tankevækkende bog, som man kan vende tilbage til igen og igen.
Kom og hør fra netop Sonja Vesterholt
Torsdag den 12. februar kl. 16.30 inviterer Østeuropastudier dig, kære læser, med ud på Københavns Universitet (Søndre Campus, lokale 15A.0.13) til en eftermiddag med Sonja Vesterholt, der er blandt meget få danskere har oplevet dagliglivet i Sovjetunionen under både Stalin, Khrusjtjov og Bresjnev.
Her vil hun genbesøge Københavns Universitet, hvor hun tidligere har undervist i russisk.
Mødet med Sonja Vesterholt er det første i en serie af arrangementer under titlen ”Humanistisk Samtale”, hvor HUMrådet ved Københavns Universitet inviterer en person med markante perspektiver til at dele sine livserfaringer, visioner og tanker om samfundets og kulturens udvikling samt humanioras og det enkelte menneskes rolle og plads i denne udvikling.
Samtalen modereres af Østeuropastudiers Fagråds forperson, Peter Woller, og vil tage afsæt i Sonja Vesterholts erindringsbog 'Hunden er rask'.
