Magasinet rØSTs chefredaktør, Viktoria Fuglsang Semenova, interviewer Sergej Bondarenko.
Jeg har på mine mange rejser til Rusland før krigen mødt unge mennesker med både intellektuel nysgerrighed og aktivistisk mod.
Nu, en efterårsdag i begyndelsen af oktober, åbner jeg en zoom-forbindelse til Berlin.
På skærmen toner 39-årige Sergej Bondarenko frem. Han er en af de yngre kræfter i den russiske menneskerettighedsorganisationen Memorial – en bevægelse, der i slut 80’erne begyndte som et krav om et mindesmærke for Stalins ofre og siden har vokset sig til en Nobelpris-vindende international organisation, som insisterer på at dokumentere politisk undertrykkelse – både i fortiden og i nutiden.
Det er naturligvis ikke let at være sådan en organisation i Rusland.
Memorials historie
Memorial blev til i slut-1980’erne som en bevægelse af borgere - ikke af staten. Organisationens første formand var fysiker, borgerretsforkæmper og nobelprismodtager Andrej Sakharov.
Hvor andre østeuropæiske lande fik statsstøttede institutter til at bearbejde historien om sovjetisk undertrykkelse, opstod Memorial ud af en gruppe historikere og intellektuelle.
Det begyndte med idéen om at lave monument over Stalins ofre – men hurtigt blev det til meget mere.
Aktivister indsamlede vidnesbyrd fra Gulag-overlevere, lavede digitale arkiver og biblioteker og arbejdede ud fra devisen, at fortidens traumer og ofre ikke bør forglemmes og at påmindelsen om fortiden kan bruges som advarsel til fremtiden.
Memorial afdækker fortidens forfølgelser og kæmper for politiske fanger og udsatte grupper i Rusland.
Dens online database indeholder oplysninger om ofrene for politisk undertrykkelse i Sovjetunionen. Memorial organiserer hjælp, både juridisk og økonomisk, til ofrene for Gulag. De udfører forskning i historien om politisk undertrykkelse og deler resultaterne i bøger, artikler, udstillinger, museer og på hjemmesider.
Gennem årene har Memorial udviklet sig og fået afdelinger i alt fra Sankt Petersborg til Krasnojarsk og hovedsæde i Moskva – her lå Memorials forsknings- og undervisningscenter og menneskerettighedscenter.
Sergej Bondarenko forklarer, at Memorials arkiver altid har været en hjørnesten. De indsamler familiedokumenter, retssager, breve og vidnesbyrd fra ofre for Sovjetunionens politiske forfølgelser.
Samtidig har organisationen arbejdet aktivt med unge gennem skoleprojekter, hvor elever undersøger deres egen families historie i det 20. århundrede. Og i nyere tid har Memorials jurister været blandt de få, der hjalp nutidige ofre for menneskerettighedskrænkelser – fra politiske fanger til soldater, der nægtede at kæmpe i Ukraine.
Bondarenkos vej ind i Memorial
Sergej Bondarenko var kun i 20’erne og historiestuderende, da han første gang kom i berøring med Memorial.
Han fortæller, hvordan han gennem studiekammerater fra Moskvas intellektuelle kredse hørte om organisationen – og hvordan hans første egentlige møde skete, da han blev anholdt til en lille lokal protest i midten af 00’erne:
”En pige havde inviteret mig med til en lille demonstration i Moskva, og jeg havde aldrig demonstreret før. Det var surrealistisk. Jeg var helt ung og pludseligt spenderede jeg en nat på en politistation. En af dem, der hjalp os med en advokat, var fra Memorial. Det gik op for mig, at det var en bevægelse, jeg ville være en del af.”
Hans liberale forældre støttede ham. For en ung historiker som Bondarenko var Memorial et oplagt sted: et krydsfelt mellem forskning, aktivisme og socialt engagement. Han underviste børn i faget ”Mennesket i historien - Rusland i det 20. århundrede”, samlede materiale til arkiverne og engagerede sig mere og mere – indtil han i 2021 blev valgt ind i Memorials bestyrelse i Moskva.
Memorial truet
Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 var der udbredt håb om, at det nye Rusland ville udvikle sig til et demokratisk og åbent samfund. I 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne oplevede mange en periode med politisk liberalisering, økonomisk vækst og øget kontakt med Vesten.
Men fra 2010’erne begyndte det politiske klima at ændre sig markant.
Da Vladimir Putin vendte tilbage som præsident i 2014, indledte han en periode med stramning af den politiske kontrol. Myndighederne indførte love, der begrænsede ytrings- og forsamlingsfriheden, og kritiske medier og organisationer blev udsat for stigende pres.
Som resultat af en ny politisk kontrol blev Memorial i 2014 stemplet som ”udenlandsk agent”.
Ifølge Bondarenko bærer betegnelsen inostrannij agent (udenlandsk agent) en tung klang; I russiske ører ligger ordet tæt op ad det sovjetiske udtryk vrag naroda – (folkefjende). At blive kaldt ”udenlandsk agent” er derfor ikke bare en teknisk juridisk kategori, der minder om den amerikanske lov, hvor man skal deklarere, at man får udenlandsk finansiel støtte, men begrebet er en også offentlig stempling som forræder mod sit eget land, ifølge Bondarenko.
Konkret betød mærkatet som ”udenlandsk agent”, at Memorials bøger skulle mærkes med stempler, deres samarbejdspartnere trak sig, og især deres projekter med børn blev mere og mere umulige, fortæller han.
Alligevel fortsatte arbejdet. Arkivmateriale blev indsamlet, ungdomsprojekter gennemført online under pandemien, og i kulisserne forsøgte Memorial at tilpasse sig. Men presset voksede.
Retssager og det uundgåelige fald
I slutningen af 2021 blev Memorial ført for retten med krav om opløsning. Officielt blev organisationen anklaget for at have brudt reglerne for “udenlandske agenter” og for at give et “forvrænget billede af Sovjetunionens historie”.
Alligevel blev retssagerne en mærkelig form for kulmination. Sergej Bondarenko beskriver vinterkulden foran retsbygningen, hvor han sammen med aktivister stod timevis, ventede, drak te – eller vodka – mens medier og journalister lavede interviews.
”Det var vores sidste store offentlige øjeblik i Rusland,” fortæller han og fortsætter: ”...vi kastede alt ind i kampagnen for at vise folk, hvad Memorial stod for.”
Den sidste tid før krig
Bondarenko fortæller, at de internt i Memorial havde planlagt et sidste stort offentligt arrangement i Moskva i begyndelsen af 2022 – en slags festival eller markering, der skulle følge efter dommen, som alle vidste ville komme:
”Vi vidste, at vi ville blive lukket. Ingen troede, vi kunne vinde i retten. Så vi tænkte: okay, når de endegyldigt forbyder os, må vi i det mindste samle folk én gang til og vise, hvad vi står for,” fortæller han.
Men så kom krigen.
Invasionen af Ukraine begyndte få dage før den endelige dom faldt over Memorial, og pludselig blev hele arrangementet forvandlet:
”I stedet for at blive en afslutningsfestival, som vi havde tænkt, blev det til en anti-krigsfestival. Vi ændrede alt i sidste øjeblik.”
Den 28. februar 2022 – blot fem dage efter invasionen af Ukraine – faldt dommen: Memorial International blev officielt lukket.
Kaosset i marts 2022
Dage senere stormede maskeklædte mænd Memorials bygning i Moskva.
”En masse mænd kom tidligt om morgenen ikædt masker, præcis som man så billeder af mænd gøre det i Navalnyjs case, uden nogle kendte tegn på, hvem de er, intet der fortæller, om de er militsia. Døre og vinduer blev lukket til i vores hovedkontor, vi kunne ikke se, hvad der foregik indenfor, hvor tre af mine kolleger var. Jeg stod udenfor. Det var et af de mest surrealistiske øjeblikke i mit liv, de raidede vores hovedkontor i over 12 timer,” fortæller Bondarenko.
Samtidig bredte panikken sig. I krigens første måneder lød rygtet, at Rusland snart ville lukke alle grænser.
Bondarenko fik hurtigt sin datter og ekskæreste ud af landet, bange for at grænserne ville lukke. Kort efter fulgte han selv – med én taske, ingen penge og ingen plan. Destinationen blev Berlin.
At leve i eksil – men ikke for altid
Han understreger, at han liv aldrig er blevet til en endegyldig eksiltilværelse – og arbejdet med Memorial fortsætter.
”Jeg rejser stadig tilbage til Moskva ind imellem. Min mor bor der, og nogle af Memorials arkiver og medarbejdere er stadig i Rusland. Så jeg forsøger at pendle, uden at tiltrække for meget opmærksomhed.”
Hvordan Memorial lever videre
Selv om hovedorganisationen er lukket, lever Memorial videre i mange formater. Små lokale afdelinger i Rusland, ofte blot få mennesker, fortsætter i det stille.
I Europa er Memorials netværk stærkere: i Tyskland, Italien, Frankrig og Baltikum findes grene, der samler dokumentation, holder mindearrangementer og fortsætter kampen mod glemslen.
”Det er ikke kun et russisk spørgsmål,” siger Bondarenko.
”Sovjetunionens undertrykkelse var et europæisk fænomen. Vi må se det i et større perspektiv.”
Selv arbejder han nu med Memorials børneprojekter online, hvor han arbejder med unge russere af f.eks. emigranter. Han redigerer arkivmateriale, hjælper med interviews og holder kontakten til Memorials spredte netværk. Det er hårdt økonomisk. Men Nobelprisen gav Memorial en stemme, og der er stadig fonde i Europa, der støtter organisationen samt et stort frivillighedsengagement.
Et liv mellem to verdener
Bondarenko lever i dag i Berlin med sin datter, men hans liv er stadig opdelt. Han rejser tilbage til Rusland, når han kan, men har ingen illusioner om landet:
”Jeg ønsker ikke, at min datter skal vokse op i det system. Med krig, censur, med anti-LGBTQ+ love, med et uddannelsessystem, der lukker om sig selv”, fortæller han.
Jeg takker Sergej Bondarenko for hans tid og ord, og da jeg har vinket farvel til ham på zoom-forbindelsen med ordene ”poka, udatji” (farvel, held og lykke på russisk) står det klart:
Memorial er ikke kun en organisation, men en idé. Det er en insisteren på at huske, dokumentere og fortælle. Bondarenko er én af de stemmer, der – på trods af eksil, frygt og usikkerhed – bærer arven videre.
Og måske er det netop derfor, at Memorial stadig lever: fordi mennesker som ham nægter at lade glemslen vinde.
Som Sergej Bondarenko selv skriver i sin bog (som jeg vil prøve at få oversat til dansk og udgivet herhjemme):
“Jeg kom til Memorial, fordi jeg ville imponere den pige, jeg var forelsket i. Det gik egentlig meget godt: hun blev gift, og jeg blev hos Memorial i de næste 15 år. Trods alle vanskelighederne, frustrationerne og måske også nederlaget, er jeg overbevist om, at alle, der er gået ind i Memorial, har gjort det ud af kærlighed til verden omkring dem – af et oprigtigt ønske om at gøre det rigtige, at give sig selv og andre muligheden for at udtrykke deres følelser om fortiden og nutiden.”
