I november 2025 er det 30 år siden, at krigen i Bosnien fandt sin afslutning. Premieren på Peter Ingemanns nylige TV2-dokumentar Balkan i Flammer har været med til at markere denne begivenhed.
Med afsæt i dokumentaren er hensigten med denne artikel at stille spørgsmålet:
Hvordan kan relationen mellem Danmark og Bosnien karakteriseres i dag?
30 år efter flammerne: Danmark og Bosnien i dag
En central dimension i relationen mellem Danmark og Bosnien handler om den rolle, Danmark spillede i den krig, der foregik i Bosnien fra 1992 til 1995.
Ingemanns dokumentar skildrer, hvordan krigen i Bosnien var præget af en brutalitet, der ikke var set i Europa siden Anden Verdenskrig.
Der bliver sat fokus på, hvordan bosniske serbere bedrev etnisk udrensning af bosniakker (bosniere med muslimsk baggrund) fra særligt den østlige del af landet, rædslerne i forbindelse med belejring af hovedstaden Sarajevo og ikke mindst folkedrabet i den østbosniske by, Srebrenica.
I netop Srebrenica henrettede serbiske styrker i juli 1995 op til 8.000 bosniakiske drenge og mænd som del af den etniske udrensning og visionen om et ’Storserbien’ - uden FN var i stand til at forhindre det.
Danmarks rolle
Som det fremgår af dokumentaren, udsendte Danmark i løbet af krigen godt 8.000 soldater, der gjorde tjeneste under FN, og omkring et dusin Leopard-kampvogne, der på daværende tidspunkt udgjorde den kraftigste militære del af FN’s landstyrke og leverede flere ”robuste” svar på serbiske styrkers angreb.
Ifølge dokumentaren, stod Danmark desuden i en periode for 40% af udbringningen af nødhjælp til belejrede dele af Bosnien.
Det internationale samfunds håndtering af krigen i Bosnien har siden været genstand for omfattende kritik, særligt i forhold til FN’s rolle i beskyttelsen af civile.
Det være sagt, synes det sikkert at sige, at Danmark, landets størrelse taget i betragtning, ydede et substantielt og konstruktivt humanitært og militært bidrag til Bosnien under krigen.
Og der var danske ofre:
Godt et dusin danske soldater og nødhjælpsarbejdere mistede livet i løbet af krigene på Balkan i de tidlige 1990’ere og adskillige kom hjem med ”ar” på sjælen og PTSD efter udsendelserne til regionen.
Et ansigt på historien: Ramo og minderne fra Srebrenica
Ingemanns opridsning af Bosniens historie er fint lavet, omend indholdet er hørt og set før.
Det vedkommende og nye i dokumentaren er dog Ingemanns evne til at sætte ansigt på de livsfortællinger, der, som antydet, udgør fundamentet i relationerne mellem Danmark og Bosnien i dag – nemlig de bosniske flygtninges og de danske soldaters.
En af dokumentarens mest rørende og stærke fortællinger følger den bosniske flygtning Ramo, der efter 30 år i Danmark rejser tilbage til Srebrenica sammen med Ingemann.
Her besøger de hans hjemby og det sted, hvor han så sin far for sidste gang, inden faderen flygtede under de bosnisk-serbiske styrkers angreb på byen – et angreb, der få dage senere kulminerede i folkedrabet.
Man ser også Ramo besøge faderens grav, der er placeret på begravelsespladsen for ofrene for folkedrabet i Potocari, lidt uden for Srebrenica. Her ligger ikke kun faren, men også Ramos to onkler, der også blev slået ihjel.
23.000 bosniere i Danmark
En anden dimension af relationen mellem Danmark og Bosnien udgøres således netop af de, ifølge Danmarks Statistik, godt 23.000 bosniere, der i dag bor Danmark og som Ramo er en af.
De fleste kom som flygtninge under eller i kølvandet på krigen. Denne gruppe ses i dag som generelt velintegrerede - i høj grad på grund af den danske modtagelse, der dengang var præget af stor åbenhed.
Udfordringer på integrationsfronten har primært handlet om den ældste generation af bosniske flygtninge, der i et mere begrænset omfang kom ind på arbejdsmarkedet.
I forlængelse af dette har bosniske flygtning jævnligt givet udtryk for deres taknemmelighed over Danmarks bidrag til krigen og danskernes modtagelse af dem som flygtninge, både i læserbreve i danske medier, som man jævnligt kan støde på, men også ved opsættelsen af den bosniske mindesten, en stecak, i Skt. Jørgens Park i Odense i 2018.
Glemte vi så bare Bosnien?
Hvilken relation har Danmark og Bosnien så i dag, nu hvor krigen efterhånden ligger tre årtier bagude?
Angrebet på USA 11. september 2001 satte en ny global dagsorden, og i Europa blev det udvidelsen af den Europæiske Union, der fyldte i løbet af 00’erne.
Den danske ambassade i Bosnien blev lukket i 2010, da sparekniven blev svunget over Asiatisk Plads og man bl.a. ville høste fredsdividenden efter den Kolde Krigs ophør.
Med Ruslands angreb på Ukraine i 2022 rykkede Balkan, herunder Bosnien, højere op på den internationale politiske dagsorden. Danmark genåbnede sin ambassade i Sarajevo i november 2024 og den Europæiske Union gjorde Bosnien til kandidatland i december 2024.
Vend mod Bruxelles - ikke Moskva
I dag er EU's strategi at skabe et momentum i både Bosnien, men også de omkringliggende Balkan-lande, for politiske reformer og ultimativt sikre, at de vender sig mod Bruxelles og ikke Moskva, hvilket ikke helt lykkedes.
Hvad nu?
Den danske FN-ambassadør har flere gange i 2025 givet udtryk for, at den danske regering ser den politiske ledelse i den serbiske delrepublik, Republika Srpska, og den løsrivelsesretorik, der gennem år har præget området, som den primære årsag til den forfatningsmæssige og politiske krise, der har lammet Bosnien det seneste år.
Samtidig opfordrer Danmark de bosniske ledere til langt mere aktivt at tage ansvar for de reformer, der skal bringe landet tættere på et EU-medlemskab.
Det er den danske linje i forhold til Bosnien – en linje, der i praksis placerer Danmark blandt de få europæiske lande, der tydeligt forholder sig til Bosniens aktuelle politiske tilstand, hvor andre vælger en mere passiv tilgang.
På et andet plan er relationen mellem Danmark og Bosnien præget af noget langt mere jordnært: mennesker.
Hvor der er en bosnisk flygtning i Danmark, eller en dansk soldat, der har været i Bosnien, er der som regel også familier og pårørende, der på et eller andet niveau har været i berøring med de respektive lande, krig eller ej, og det er dér, hvor grundpillen i den kulturhistoriske relation mellem Danmark og det Bosnien, som vi kender i dag, er.
Politisk set er Danmarks tilgang til Bosnien forholdsvis nuanceret. Men selv om relationerne mellem de to lande er gode, er de endnu ikke dybe.
På den økonomiske front importerede Danmark for knap 116 millioner kroner og eksporterede for omkring 260 millioner kroner til Bosnien i 2024 ifølge FN-tal – beskedne beløb.
Bosnien producerer i stigende grad våben, som eksporteres til udlandet. Skulle Danmark blive en af modtagerne, kan det ændre de økonomiske bånd mellem landene markant – og samtidig sende et signal om en tættere tilknytning til EU.
