IN FULL AGREEMENT (FIN)
Anmeldelse af Viktoria Fuglsang Semenova
Der findes billeder, som sætter sig fast, før man helt ved hvorfor.
I den finske dokumentar In Full Agreement åbner en matrushka ballet. Den står i flammer. Lakken bobler, farverne smelter. Klip. Finsk hav. Klip. Pladsen foran Temppeliaukio-kirken. Klip. Tilbage til den brændende figur.
Da der til sidst brændes hul gennem, bevæger vi os ind i matrushkaen. Ind i lagene. Ind i fortællingen.
Det er både subtilt og temmelig kontant. For hvad gør man, når ens oprindelse pludselig føles som en brændende genstand i hænderne?
Efter Ruslands invasion af Ukraine har det finske landskab ændret sig. Landet er trådt ind i NATO, grænsen mod øst er fuldstændig lukket. I dette landskab møder vi tre russiske kvinder bosat i Finland – tre liv, tre temperamenter, tre måder at bære – eller forkaste – deres russiske arv på.
Anastasiia er vred med næsten elektrisk intensitet. Hun har brændt sit russiske pas, går til demonstrationer og nægter sin datter adgang til russiske tegnefilm. Rusland er en terrorstat, siger hun. Punktum.
Karina, en matematikdoktor med en fortid på Oxford, kæmper en anden kamp. Hun demonstrerer for åbne grænser som et princip - og fordi hendes far hjemme i Sankt Petersborg er syg. Hun beskriver en social angst i Finland – en understrøm, hvor “russer” altid står med fed skrift, før alt andet. Meritterne blegner. Nationaliteten står tilbage.
Og så er der Marina, litteraturunderviseren, der insisterer på, at man ikke kan kassere Dostojevskij, Tolstoj og Akhmatova sammen med en stat. Kultur bygger op, når krig bryder ned, siger hun. Men finansieringen forsvinder. Biblioteket lukker. Undervisningen stopper.
Tre kvinder i ideologisk krig i det fjerne. Det særlige ved In Full Agreement er, at Panu Suuronen nægter at forenkle. Kameraet dvæler. Lytter. Presser ikke svar frem. Når to af dokumentarens karakterer endelig mødes til sidst, sitrer scenen af akavethed og uforenelighed.
Dokumentaren viser, hvor svært det er at være menneske i en tid, der kræver entydighed.
HELLS ARMY (CA)
Anmeldelse af Anastasia Vekselis Christoffersen
I centrum af dokumentaren Hell’s Army står manden, der gjorde lejesoldaten til geopolitisk forretningsmodel: Jevgenij Prigozjin. Han blev for alvor et navn efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022.
Albert Schou Otkjær
Beretninger om Butja, Bakhmut og en række andre krigsforbrydelser gjorde Wagnergruppen til et symbol på brutalitet og rå vold i Europa. Mange husker også øjeblikket, hvor gruppens leder vendte sig mod den russiske statsmagt og marcherede med sine styrker mod Moskva — et mytteri, der sendte chokbølger gennem både Rusland og resten af verden og tydeligt viste sprækkerne i Putins magtapparat.
Hell’s Army spørger ikke kun, hvad Wagner gjorde. Den spørger, hvordan det overhovedet kunne vokse sig så stort?
Filmen følger to journalister fra The Dossier Center, som dokumenterer Wagnergruppens aktiviteter verden over. Under arbejdet bliver tre af deres kollegaer dræbt. Deres død gør både prisen for kritisk journalistik og alvoren i det, der foregår, smerteligt virkelig.
Gennem en række interviews med tidligere soldater tegner filmen et billede af en organisation, hvor profit er den afgørende drivkraft. Soldater fortæller om vold og hverdag, hvor rå vold bliver arbejdsnorm.
Instruktør Richard Rowley holder kameraet roligt. Formen er klassisk undersøgende journalistik: fakta frem for følelser. Det gør ikke filmen mindre urovækkende – tværtimod.
For mens fortællingen bevæger sig fra Syrien til Afrika og Ukraine, vokser et større spørgsmål frem: Hvad sker der, når krig bliver en forretningsmodel? Når staten kan outsource brutalitet og samtidig bevare den politiske afstand?
Hell’s Army giver ingen entydige svar. Men filmen efterlader seeren med en ubehagelig erkendelse af, at krigens mest brutale aktører ofte vokser frem i gråzonerne mellem stat, profit og magt.
DOUBLE TROBULE (POL/GER)
Anmeldelse af William Nordmark
‘Der var engang en polsk landsby i Rumænien’.
Sådan indledes Emilia Śniegoskas dokumentarfilm Double Trouble.
Ved første øjekast ser det ud til, at tiden i mange år har stået stille i den søvnige landsby i Bukovina regionen i det nordøstlige Rumænien, tæt på grænsen til Ukraine. Her får vi indblik i to gæve og hårdføre kvinder, Hanka og Bronka og deres hverdagsliv. Alt sammen fortalt med de nærmest poetisk storslåede karpatiske bjerglandskaber og et firmands lokalt autentisk hornblæseorkester i baggrunden.
Med skiftende årstider er det tydeligt, at det er hårdt arbejde, når det at leve af jorden, er den eneste levevej. Ovenikøbet er Hankas og Bronkas mænd gået bort, og deres børn er emigreret til Spanien. De to kvinder har derfor kun hinanden.
Men det tager ikke modet eller livsgnisten fra dem; de griner i tosomhed, danser, laver mad og støtter hinanden igennem hverdagens udfordringer og glæder. Hanka og Bronka virker næsten som om de har kendt hinanden siden barndommen. Man sidder og spørger sig selv, om de altid har været så tætte? Måske, måske ikke.
Hvor man i begyndelsen umiddelbart fornemmer en hvis stilstand i den landlige idyl, så viser dokumentaren også, hvordan de to kvinder er vidner til en verden, der på godt og ondt er under hastig forandring. Lige uden for døren bliver der bygget en splinterny og moderne asfalteret vej igennem landsbyen, der på symbolsk vis peger fremad mod udvikling og modernitet. Vejen er næsten så stor og massiv, at de to aldrende kvinder dårligt kan komme derop fra gårdhaven.
I baggrunden ser vi samtidig gennem tv-skærmene, hvordan Ukraine lige på den anden side af grænsen er blevet invaderet af Rusland i forbindelse med dennes fuldskalainvasion af landet. Noget der på negativ vis peger tilbage i tid, til noget uønsket.
Men selvom symbolikken ikke er til at tage fejl af, så kan man netop ved filmens afslutning konstatere at Emilie Śniegoska med sin dokumentar ikke forsøger at give en ensidig eller overfortalt fortælling.
Med filmen kan det også konstateres, at der findes polske landsbyer med polsktalende indbyggere i selveste Rumænien. Hermed oplyst!
A Song Without Home (GA/USA)
Anmeldelse af Estrid Hedegaard Knudsen
I 2024 vedtog det georgiske parlament den såkaldte lov om “beskyttelse af mindreårige og familieværdier” – en titel, der klinger omsorgsfuldt, men dækker over noget langt mere indgribende. Loven forbyder enhver formidling, der fremstiller LGBT-identitet og samkønnede relationer i et positivt lys. Alt, der afviger fra statsforestillingen om den traditionelle familie, stemples som skadeligt for børn.
Det omfatter undervisning, film, offentlige symboler som regnbueflag. Loven er formuleret så bredt, at den de facto begrænser og i nogle tilfælde umuliggør synligheden af LGBT-personer i det offentlige rum.
Selvom loven udløste kritik og protester både i Georgien og internationalt, afspejler den også sit samfund. LGBT+-personer er stærkt stigmatiserede i Georgien, og mange betragter dem som afvigende og især skammelige og syndige.
I A Song Without Home er det fokus på livet som georgisk LGBT+-person, skildret gennem transkvinden Adelinas historie.
I 2017, hvor filmen begynder, har Adelina levet 11 år i et "fængsel": hendes barndomshjem i en lille by i Georgien. Her bor hun med sine forældre. På grund af stigmatiseringen af queer-personer og især transkvinder og -mænd må hun ikke gå ud ad døren for hendes forældre. De frygter chikane fra resten af byen, og særligt hendes fars afsky, holder hende indespærret.
Filmen bevæger sig mellem fortid og nutid. Fortiden er filmet i sort-hvid med en rå, kornet æstetik, der gør, at tiden føles endnu fjernere. Nutiden, primært i 2022, udspiller sig i mørke, men farvemættede scener fra Østrig, hvor Adelina har fået flygtningestatus.
Men den nye frihed og det nye liv er ikke en dans på roser. Arbejde er svært at finde, og Adelina savner georgisk mad, kultur og – vigtigst af alt – sin mor, der sidder tilbage i den lille landsby i Georgien. Tilbage står en mor, der er udstødt af resten af familien. I deres øjne har hun fejlet, både som mor og menneske, ved at have opdraget sådan en afvigende søn.
Filmen krydsklipper mellem de to parallelverdener: Adelina i den store europæiske by, der danser rundt i gaderne og går forbi store renæssancebygninger, og hendes mor, der passer haven, imens granatæblerne rådner på landet i Georgien.
Mor og datter er hinandens største støtter. Adelina fortæller, at den nye verden føles overvældende, og hun forestiller sig et lykkeligt sted, hvor kun hun og hendes mor eksisterer. En lukket verden kun med kærlighed og uden fordømmelse.
Igennem filmen ser man den kamp Adelina har kæmpet så længe for at kunne leve som en kvinde. Denne kamp tvinger os til at konfrontere et ubehageligt spørgsmål: Var friheden prisen værd? En tvivl, som Adelina også selv undervejs kredser om.
Filmen er en rå og ofte sørgelig fortælling om en skæbne, som er langt fra unik. Til tider kan historien være helt håbløs, og man bliver som seer tvunget til at opleve sådan en skæbne. Med brug af håndholdt kamera kommer man så tæt på, at det føles som at være i rummet med Adelina. Man deler og oplever hendes følelser – den flygtige glæde og langt oftere hendes håbløshed, gråd og bekymringer for fremtiden. Netop derfor rammer tragedierne og hendes sørgelige situation ekstra hårdt.
A Song Without Home er en rå og hjerteskærende film, der stiller et spørgsmål, som er relevant for alle immigranter – hvad sker der, på den anden side af "friheden" i Vesten?
80 Angry Journalists
Anmeldelse af William Nordmark
Hvordan står det egentlig til med pressefriheden i EU?
Det er et af de spørgsmål, man sidder tilbage med efter at have set András Földes’ og Anna Kis’ dokumentar 80 Angry Journalists.
I centrum står Ungarns sidste uafhængige nyhedsmedie, Index.hu, der i 2020 kollapsede under massivt politisk og økonomisk pres – et sammenbrud, der siden blev nævnt som en af årsagerne til EU’s European Media Freedom Act i 2024.
Som den daværende EU-kommissær Věra Jourová nøgternt bemærker i filmen: Man ved aldrig, hvornår det kan ske andre steder.
Dokumentaren følger de tidligere Index-journalister i deres forsøg på at holde fast i kritisk og uafhængig journalistik i et Ungarn, hvor medielandskabet gradvist er blevet omformet siden Viktor Orbáns magtovertagelse i 2010. Földes er selv en del af fortællingen – en reporter, der har dækket internationale brændpunkter, men nu må rette blikket mod et demokratisk skred i sit eget bagland.
Det er i sidste ende kun et modstandsdygtigt civilsamfund, der kan modsætte sig magthavernes ønske om en øget kontrol over samfundet. 80 Angry Journalists viser at modstand ikke er nem og ikke skal tages for givet.
Heldigvis får de firs vrede ungarske journalister EU’s politikere op af stolen. Ligesom de også fik undertegnede op af stolen.
MARIINKA (BEL/UA)
Tekst af CPH:DOX
Du kan også få 20% rabat til den længe ventede dokumentarfilm om Ukraine 'MARIINKA' instrueret af den anerkendte belgiske filmskaber Pieter-Jan De Pue, som er blevet udvalgt som åbningsfilm for den 23. udgave af CPH:DOX, der finder sted den 11.-22. marts 2026 i København. Filmen får verdenspremiere ved CPH:DOX 2026-åbningsgalla i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums koncertsal den 10. marts kl. 19:00. Instruktøren og filmholdet, inklusive to af filmens hovedpersoner kommer også. Læs mere om dokumentaren og find billetter her.
