💡
Dette er en del af artikelserien ‘Det bosniske valg tæt på’, hvor unge valgobservatører fra Silba deler deres oplevelser og observationer fra det bosniske valg i oktober 2026.

Glas klirrer mod hinanden, bestik skraber mod tallerkenerne, og snakken går på kryds og tværs. Nogen griner højt, mens andre læner sig ind over bordet for at høre, hvad der bliver sagt. Stemningen er festlig.

Dagen efter valget i Bosnien-Hercegovina er Silbas valgobservatører og koordinatorer samlet for at fejre, at valgdagens arbejde er overstået. 

Ejeren af restauranten i Sarajevo finder sin telefon frem og begynder at tage billeder af den fyldte restaurant. Med rank ryg og et lille smil på læben ringer han kort efter til sin datter, der bor i udlandet.

💡
Vil du vide mere om Silba og Silbas missioner? Måske vil du med på en valgobservationsmission ligesom Lajza? Læs mere her

Han vender kameraet mod gæsterne, så hun kan se, hvor mange der er kommet. Han siger noget til hende på bosnisk. Jeg forstår ikke ordene, men behøver heller ikke at gøre det for at forstå, at han er stolt af det, han viser hende. 

Mens vi sidder omkring bordet og fejrer, at valget er overstået, tænker jeg tilbage på dagene op til valget. Især én samtale har hængt ved. 

Dagen inden valget står jeg på ul. Maršala Tita foran Den Evige Flamme i Sarajevo. Klokken er 17.26. Over mig hænger en stor plakat af den bosniske fodboldstjerne Edin Džekos spillertrøje med ordene »Hvala, Dijamante«– »Tak, Diamant«.

Foto: Privatfoto

Nogle minutter senere hører jeg mit navn blive kaldt. Min veninde er kommet. Hun er født og opvokset i Danmark, efter at hendes forældre flygtede fra Bosnien-Hercegovina under krigen. Hun er taget til Sarajevo for at se det bosniske fodboldlandshold spille.

"Selv os bosniere kan ikke finde ud af vores system"

Vi har ikke set hinanden i et stykke tid. Vi går en tur, inden vi finder en café i gågaden, lige foran en kirke, og sætter os. Det er stadig lunt udenfor, og mennesker strømmer gennem gågaden.

Vi taler om, hvad der er sket, siden vi sidst så hinanden, og om alt det, man ellers vender, når man mødes over en kop kaffe. Samtalen handler ikke om politik, men jeg kan alligevel ikke helt lade være med at spørge hende, om hun skal stemme til valget. 

Hun ser på mig et øjeblik og siger med et forsigtigt smil: 

»Nytter det noget, hvis jeg gør?« 

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare, og måske forventer hun heller ikke et svar. Hun uddyber ikke sit spørgsmål, og jeg spørger heller ikke mere ind til det.

Hey! USA skifter kurs. Bosnien mærker det.
Kære læser, Hvem former Bosniens fremtid? Politikerne i Sarajevo og Republika Srpska, magthaverne i Washington eller diplomaterne i Bruxelles? Denne efterårsferie tager vi dig med til et land, hvor internationale magtkampe og lokale skillelinjer mødes — også på en helt almindelig gåtur. Her er tre artikler, der giver forskellige indgange til

Senere kommer hendes kæreste, der ligesom hende er født og opvokset i Danmark med bosniske rødder, forbi. Han ved, at jeg er i Sarajevo som koordinator og valgobservatør for Silbas valgobservationsmission i landet. Han spørger mig om, han kan stemme i entiteten Republika Srpska. Jeg når ikke at svare, før han bryder ud i et grin og siger: 

»Selv os bosniere kan ikke finde ud af vores system.« 

Sådan er Bosnien-Hercegovina bygget op

Bosnien-Hercegovinas politiske system bygger på Dayton-fredsaftalen fra 1995, der afsluttede krigen i landet.

• To entiteter: Føderationen Bosnien-Hercegovina og Republika Srpska. Begge har eget parlament, regering og præsident. Føderationen er desuden opdelt i ti kantoner.

• Et selvstyrende distrikt: Brčko har særstatus og egne lokale institutioner.

• Et fælles præsidentskab: På statsniveau ledes landet af et præsidentskab med tre medlemmer: en bosniak og en kroat valgt i Føderationen samt en serber valgt i Republika Srpska.

Jeg ler med, måske af ren refleks. Dagen efter tænker jeg på hans bemærkning, da jeg står på et valgsted. 

Jeg træder ind i et klasseværelse sammen med min medobservatør, Victor. Vi er klædt i neutrale farver. Efter at have vist vores akkreditering og ID bliver vi bedt om at sætte os på to stole op ad en væg.

Til højre for os står vælgerne i kø. En vagt sørger for, at de kommer ind én ad gangen. Ved indgangen sidder valgpersonalet, som scanner vælgernes ID og registrerer deres fingeraftryk biometrisk.

Vælgerne underskriver derefter en kvittering, som lægges i en separat boks, inden de får udleveret deres stemmesedler. Der er fire af dem. 

💡
Vi har brug for din støtte! Vil du støtte uafhængig journalistik og produktionen af en artikel som dette? Så kan du støtte os med en valgfri skilling her.

Med stemmesedlerne følger et valghæfte med en oversigt over kandidaterne samt en mundtlig vejledning i, hvordan man stemmer.

Vælgerne går videre til stemmeboksene, der består af et bord og en stol afskærmet af et stykke pap. Boksene er placeret, så vælgerne vender ansigtet mod væggen, mens de udfylder deres stemmesedler.

Vi har tidligere fået forklaret, at indretningen skal mindske risikoen for valgsvindel i form af købte stemmer. 

Foto: Privatfoto
💡
Dette er en del af artikelserien ‘Det bosniske valg tæt på’, hvor unge valgobservatører fra Silba deler deres oplevelser og observationer fra det bosniske valg i oktober 2026.
💡
Vil du vide mere om Silba og Silbas missioner? Måske vil du med på en valgobservationsmission ligesom Lajza? Læs mere her
Linket er blevet kopieret!