Dette er en pressemeddelelse fra Silba.

Søndag 7. juni går Armenien til stemmeurnerne i et valg, der kan afgøre landets geopolitiske retning: mod EU eller Rusland. Putin har truet med et "Ukraine-scenarie", hvis landet søger tættere bånd med EU.

For at sikre valgets integritet sender Venstres Ungdom, demokratiorganisationen Silba og den armenske ungdomsorganisation APY (Armenian Progressive Youth) 75 unge armeniere og danskere til at observere valget, hvor der allerede er dokumenterede forsøg på misinformation og udenlandsk indblanding.

Valget er det første siden nabolandet Aserbajdsjans indtagelse af den etnisk armenske Nagorno-Karabakh-enklave i 2023, som førte til tvangsforflyttelsen af over 100.000 armeniere. Premierminister Nikol Pashinyan har de seneste år søgt tættere bånd med EU på trods af Armeniens stærke historiske forbindelser til Rusland. Valgets centrale temaer er forholdet til henholdsvis Rusland og EU, afgivelsen af Nagorno-Karabakh samt Pashinyans fredsaftale med Aserbajdsjan. Forud for valget er der rapporter om massive forsøg på udenlandsk desinformation, herunder falske AI-genererede videoer.

Sammen med APY har Venstres Ungdom og Silba trænet unge valgobservatører til i fællesskab at overvåge valgets transparens og sikre dets integritet. Valgobservationen dækker hele landet, hvor danske og armenske unge observerer side om side. “Vi ser det som afgørende at understøtte frie demokratiske processer i Armenien. Der er meget på spil for især de mange unge i landet.” siger Hayk Khachatryan fra Armenian Progressive Youth.

Silba og Venstres Ungdom tilføjer: ”Vi ser forsøg på at påvirke valgresultatet gennem misinformation og udenlandsk indblanding – det er præcis den slags, vi er her for at dokumentere".

💡
Silba er en demokratiorganisation med over 20 års erfaring med ungeledte valgobservationer. APY er en ledende armensk organisation, som arbejder for unges stemme og rettigheder. Projektet er finansieret gennem Dansk Ungdoms Fællesråd. Organisationerne udsender en kort rapport for valget mandag den 7. juni med tendenser fra valgobservationen.
💡
Magasinet rØST følger valgobservationen tæt. I de kommende uger bringer vi reportager, interviews og artikler fra Armenien med fokus på valget og de unge observatørers arbejde rundt om i landet.
Linket er blevet kopieret!