Ruslands nuværende militære doktrin forbeholder staten retten til at besvare fjendens brug af masseødelæggelsesvåben med atomvåben, men doktrinen indeholder også en klausul, der tillader brug af atomvåben mod en konventionel trussel, når ”statens eksistens er truet” (pkt. 22), uden at definere nærmere i doktrinen, hvad det indebærer. I sin tale på tv hentyder Putin utvetydigt til, at han er klar til at anvende ”destruktive midler” til at beskytte Rusland og det russiske folk. Denne udtalelse er bekymrende, da Putin kridter banen op for såkaldt ’first use’ af atomvåben i Ukraine - et koncept, der ikke er fremmed for russisk nuklear tænkning siden Sovjetunionens sammenbrud.
Atomvåben i russisk militær tænkning
Siden Sovjetunionen udviklede deres første atombombe i 1949 har atomvåben haft stor betydning i russisk militær tænkning. For de fleste er atomvåben noget, der hørte den Kolde Krigs tid til, men i Rusland har atomvåben været anset som landets primære sikkerhedsgaranti efter Sovjetunionens sammenbrud. De russiske konventionelle styrkers tilstand i 1990’erne gjorde, at stort set alle forhåbninger om militær afskrækkelse af potentielle modstandere lå hos de nukleare styrker. Dette kom f.eks. til udtryk under Ruslands krige i Tjetjenien, hvor præsident Jeltsin leverede en påmindelse tilsvarende Putins, om at Vesten ikke måtte glemme, at Rusland besad atomvåben, da præsident Clinton kritiserede krigen i Tjetjenien. Putins trussel om brug af atomvåben er således ikke noget nyt fra en russisk leder i krigstid.
Denne type udtalelser er uden tvivl mestendels retorisk brinkmanship, men med kendskab til de interne debatter om atomvåben i den russiske militære ledelse, bakker de nukleare doktriner retorikken op. Siden 90’erne har man i militærteoretiske kredse i Rusland diskuteret et såkaldt fleksibelt afskrækkelseskoncept på det nukleare område. Det fleksible afskrækkelseskoncept bygger på opfattelsen af, at man kan kontrollere udfaldene i en nuklear konflikt gennem brinkmanship.
Brinkmanship er betegnelsen for en strategi, hvor man søger at presse en modstander til at trække sig fra en konflikt ved at presse en farlig situation til det yderste. Logikken er, at begrænset nukleart brug sætter modstanderen i et dilemma, hvor valget står mellem at afbryde aggressionen, eller at besvare nukleart og risikere, at en i udgangspunktet ikke-nuklear konflikt bliver eskaleret til total gensidig ødelæggelse. Formålet med det fleksibelt afskrækkelseskoncept er således at signalere drastisk øgede omkostningerne for en modstander i en konflikt, hvor Rusland står til at tabe.
Atomvåben i Ukraine?
Dette bringer os tilbage til den nukleare klausul i Ruslands militære doktrin, der påberåber sig retten til at anvende atomvåben, når statens eksistens er truet. Så sent som i 2015 blev det i de militære kredse diskuteret, hvordan en konventionel trussel mod statens eksistens ville se ud. Her blev det defineret som “tab af strategisk initiativ på slagmarken med risiko for et stort nederlag for Rusland”. Situationen i Ukraine på nuværende tidspunkt er ikke langt fra sådan et scenarie, og med den ulovlige annektering af de besatte områder i det østlige Ukraine kan Rusland fremstille det som et spørgsmål om territoriel integritet. Ruslands militære øvelser med nuklear komponent det sidste årti har trænet netop dette scenarie, hvor atomvåben bliver brugt som stopklods i en regional konflikt, hvor det strategiske initiativ mistes.
Det lader således til, at de overordnede omstændigheder for russisk brug af atomvåben i Ukraine er opfyldt. Spørgsmålet er dog om dette er ensbetydende med, at Putin vil gøre alvor af sine trusler, hvis krigen skulle fortsætte med at udvikle sig dårligt for de russiske styrker i Ukraine. De russiske styrker i Ukraine står i øjeblikket i en situation, hvor enhederne er underbemandede, underudstyret og halter på kampmoral i en krig, hvor målet for mange af soldaterne står uklart. På den anden side er de ukrainske styrker fuldt mobiliserede, fuldt udstyret med våben fra Vesten og har ikke mindst den kampmoral, der medfølger af at udkæmpe en uafhængighedskrig på eget territorie. Med disse forhold in mente er det uklart, hvad Rusland skulle kunne opnå på slagmarken ved at anvende atomvåben. Ukrainerne bøjer sig højst sandsynligt ikke, når det er deres uafhængighed, der er på spil.
Sidst men ikke mindst vil brugen af atomvåben sandsynligvis blive politisk selvmord for Putin. Siden amerikanernes brug af atomvåben mod Japan i Anden Verdenskrig har der i det meste af det internationale samfund eksisteret et nukleart tabu, der kort sagt er en normativ konsensus om, at atomvåben er et afskrækkende våben, der kun kan anvendes i teorien, men ikke i praksis. Primært derfor har vi heller ikke set begrænset brug af atomvåben af amerikanerne i Vietnam eller af hverken russerne eller amerikanerne i Afghanistan. Rusland vil for alvor blive isoleret internationalt som paria-stat, hvis atomvåben tages i brug i Ukraine, hvilket vil føre til kollaps af den russiske økonomi og stat.
Indenrigspolitisk er det også svært at forestille sig, at det ville være godt for støtten til krigen at anvende atomvåben mod et ikke-nukleart land, hvor mange russere har slægtninge. Støtten til krigen er er i forvejen skrantende, hvor over 100.000 kampdygtige russiske mænd i skrivende stund er flygtet til Georgien for at undgå mobiliseringen.
Sammenfattende kan det konkluderes, at de doktrinære forudsætninger for, at Putin kan gøre alvor af sine trusler om brug af atomvåben er opfyldt. Forhåbentligt er Putin klar over de konsekvenser, det vil få for Rusland og ham selv, hvis atomvåben tages i brug. Dog bliver det i den kommende tid meget vigtigt for ledere i Vesten klart, tydeligt og gentagende at påminde Putin om konsekvenserne. Samtidig er det yderst nødvendigt fortsat at støtte ukrainernes kamp med våben og penge, så der ikke hersker nogen tvivl om, at Ukraine ikke står alene mod Rusland – også i det mulige men usandsynlige scenarie, at atomvåben tages i brug.
Ruslands seneste terrorbombning af civile og kritisk civil infrastruktur tyder imidlertid på, at konventionel skadepåførsel endnu anvendes for at presse konflikten i gavnlig retning for den russiske ledelse. Udpegelsen af general Sergey Surovikin som øverstbefalende for de russiske styrker har vakt bekymring på grund af hans brutalitet som officer under krigene i Tjetjenien, men valget af en general med baggrund i de konventionelle styrker uden historik i det nukleare værn (RVSN) peger ligeledes i retning af fortsat fokus på de konventionelle styrker i Ukraine.
