Søndag den 8. september gik flere russiske regioner til valg, herunder også de to største byer Moskva og Sankt Petersborg – begge strategisk vigtige for Kreml. Henover sommeren har der i forbindelse med valget hersket stor uro med gentagne demonstrationer i Moskva, som er de største af sin slags siden anti-Putin demonstrationerne på Bolotnajapladsen 2011-2012. Lokalvalgene i Moskva tiltrækker sjældent stor opmærksomhed, men dette års store protester og myndighedernes håndtering af dem viser, at Kreml i højere grad er bange for forsøg på indblanding i deres ’’managed elections’’ – ikke fra udlandet, men fra det russiske folk selv. Op til valget sås det flere steder, at den ikke-systemiske opposition udkonkurrerede Kremls officielle nominerede kandidater i popularitet. Derudover kan det også tolkes som om, at den russiske befolkning i stigende grad er mættet af Kremls beskidte tricks og forsøg på at stramme det politiske greb om Rusland yderligere, hvilket kan blive et problem for Putin frem mod Dumavalget i 2021.
Forenet Rusland har, efter valget søndag, mistet en tredjedel af deres sæder i Moskvas lokale parlament, hvilket dog ikke er nok til at fratage dem deres flertalsposition. Tilbagegangen skyldes en kombination af partiets store upopularitet den seneste tid, men måske også ’’Smart Voting’’-strategien, som oppositionspolitikeren Aleksej Navalny begyndte at promovere kort inden valget. Særligt Kommunistpartiet oplevede fremgang ved søndagens valg, og er gået fra at have 5 til nu 13 pladser i Moskvas lokale parlament. Kommunistpartiet er traditionelt set en del af den systemiske opposition. De to ikke-systemiske oppositionspartier, Jabloko og Fair Russia, vandt 3 sæder hver. P
Protesternes sommer
Allerede tidligt på sommeren var der problemer med registrering af kandidater til søndagens valg flere steder i Rusland. I Sankt Petersborg oplevede oppositionskandidater uigennemskuelige åbningstider og fysisk blokering af kandidatregistreringskontorerne, hvor falske kandidater skabte lange og urokkelige køer som fysisk afholdte oppositionskandidater fra at registrere sig. De få, der formåede at registrere sig, blev ofte afvist efterfølgende. I Moskva blev flere oppositionskandidater afvist at opstille, på baggrund af påstande om falske underskrifter. Det er særligt Navalny-associerede Lyubov Sobol og Ivan Zhdanov, samt oppositionspolitikerne Dmitrij Gudkov og Illya Yashin, som har gjort sig bemærket overfor Moskvas indbyggere. Det er også disse politikere, samt Aleksej Navalny (som dog ikke selv stiller op), der har været drivkraften bag bølgen af demonstrationer i Moskva hele sommeren igennem.
Den første demonstration blev afholdt den 17. juli og tiltrak 2000 demonstranter, og ved en demonstration den 10. august toppede antallet med 50.000 deltagere. En del af sommerens demonstrationer var godkendt af myndighederne, mens flere var illegale og resulterede i massearrestationer af og vold mod demonstranterne. Flere af de førnævnte oppositionskandidater er blevet forhørt, har fået deres hjem ransaget, er blevet udsat for chikane, og flere er blevet idømt kortere fængselsdomme. Putin understregede under et statsbesøg i Frankrig, at han ikke ønskede en ’’De Gule Veste’’-situation i Moskva, og retfærdigjorde myndighedernes hårdhændede håndtering af demonstranterne med, at demonstrationer i andre lande har langt værre konsekvenser.
Fokusskifte fra oppositionen i 11. time
På trods af myndighedernes vedvarende benspænd for kandidaterne og hårde nedslag på illegale demonstrationer, lod befolkningen og oppositionen sig ikke stoppe så nemt, og protesterne fortsatte i Moskva. Dog i mindre omfang end tidligere, hvilket enten betyder at den almene russer mistede interessen i oppositionen, eller at Kremls hårdhændede håndtering til sidst fik den ønskede effekt. Efter flere ugers protest begyndte Navalny at opfordre sine støttere til at stemme ’’stategisk’’ frem for at demonstrere, og det uventede fokusskifte fra hans side kan være med til atter at fragmentere oppositionen, og ødelægge det momentum, som oppositionen synes at have vundet forud for valget. Flere af de førnævnte oppositionspolitikere tilsluttede sig inden valget Navalnys nye ’’Smart Voting’’-kampagne, som dog lader til at have haft en effekt på søndagens valgresultat. Eksperter fra Moscow Carnegie Center peger på, at dette mønster matcher forløbet ved Bolotnaja-demonstrationerne, hvor den politiske krise lagde sig, og oppositionen i Rusland igen blev splittet. Tiden vil vise om Moskva-oppositionens samhørighed vil vare ved eller ej.
Problematisk præcedens forud for Dumavalget i 2021?
Krisen i Moskva kunne have været afværget, hvis byens autoriteter blot havde givet oppositionskandidater fra den ikke-systemiske opposition lov til at registrere sig alligevel, men beslutningen om ikke at gøre sådan blev højst sandsynligt taget på et højere niveau. At udvise tolerance overfor oppositionen kunne skabe en, for styret, problematisk præcedens for andre regioner og Dumavalget i 2021. Moskvas krise er på sin vis blevet Ruslands krise, og både befolkningen og myndighederne er klar over, at uroen handler om mere end blot at kunne stille op til et lokalvalg.
Kremls hårde håndtering af demonstrationerne viser et styre, som ikke er villige til at tolerere større opposition, og viser sig fra en stadigt mere autoritær side, og når tilfredsheden med regimet falder, er det ikke længere nyttigt at opretholde illusionen om et russisk demokrati. Det er nødvendigt at anvende magt overfor befolkningen for at fastholde egen position, og det er vigtigere end nogensinde før for Putin og hans bagland, da Putins meningsmålinger er historisk lave. Meningsmålinger er vigtige for Putin, og de fungerer som en måde at kunne legitimere sig selv på overfor offentligheden. Samtidig er sommerens begivenheder, set med Putins øjne, intet mindre end en trussel mod den nationale sikkerhed – når valgene begynder at blive sværere at kontrollere, kan de blive en direkte trussel mod hans magt. Putins Rusland er svært at overvinde ved en krig, men kan teoretisk set blive overtrumfet ved valggerningen, og derfor kræver systemet, at valg, herunder også lokalvalg, ikke kan tabes af statsmagtens kandidater.
