Et auditorium på Københavns Universitet summer lavmælt, da Annika Hvithamar, institutleder på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, sætter sig foran en bordmikrofon. Det er den 31. oktober 2025, og konferencen From Stalinism to Putinism er netop begyndt – en dag, der samler nogle af de mest markante danske, ukrainske, belarusiske og russiske eksilstemmer.
“Det er vigtigt med kritisk tænkning på universitetet – særligt i denne tid,” siger Hvithamar. Ordene hænger i rummet som en mild, men nødvendig påmindelse. Hun smiler, før hun tilføjer: “Og velkommen. Velkommen til en dialog, der betyder noget.”
Jeg sidder på de sorte auditorium-stofstole og kender rummet alt for godt. Som tidligere studerende på østeuropastudier på KU har jeg set, hvordan universitetets samarbejder med russiske institutioner, forsvandt ét efter ét.
Hvor der før var udvekslingsaftaler, feltarbejde og nysgerrighed, er der nu en næsten total embargo mod alt russisk, som Hvithamar formulerer det.
“Vi arbejder ikke sammen med nogen russiske institutioner eller ansatte – kun folk, der har forladt Rusland,” forklarer Hvithamar og tilføjer:
“Men spørgsmålet er: Hvad skal vi så gøre? Kan vi begynde at åbne op for dialog med universiteter og kolleger i Rusland uden at gå på kompromis med vores afstandtagen fra fuldskalainvasionen i Ukraine?”
Hun lader spørgsmålet hænge. Det er det, hun vil have os til at tænke over i dag.
“Elefanten i Rusland”
Hvithamar kalder det selv for elefanten i rummet – eller, som hun også siger med et skævt smil, elefanten i Rusland.
Hun fortæller den oprindeligt indiske historie om de blinde mænd og elefanten: hvordan hver blinde mand, der kun mærker én del af en elefant, drager sin egen konklusion – den ene mener, det må være en slange, den anden et træ. Pointen er klar: uden adgang til helheden, uden kontakt med de mennesker og den forskning, der stadig lever i Rusland, kan vi ikke forstå landet – kun famle i blinde, mens vi forsøger at undgå at tale om akademisk samarbejde med Rusland.
Intet samarbejde i dag med Rusland
Hun nævner, at Københavns Universitet siden 2022 ikke har haft en eneste udvekslingsaftale mellem russiske og danske studerende, at der ingen dialog er med russiske forskere, undervisere og universiteter i Rusland, og at der ikke bliver foretaget et eneste feltarbejde i landet.
“Men skal vi en dag genoptage vores forbindelser? Det handler ikke om, at vi skal sympatisere med det russiske styre,” understreger hun.
“Det handler om at forstå Rusland, som er et akademisk fokus på for eksempel Østeuropastudier. At forstå Rusland politisk, religiøst og menneskeligt.”
Jeg noterer, at ordet forståelse vender tilbage flere gange i hendes tale – som et ekko af den videnskabelige idealisme, nogle af os frygtede var forsvundet i en tid, hvor alt russisk er blevet giftigt. Måske er der alligevel ved at ske noget på universitetet?
Skyer af mennesker
Første paneldebat modereres af journalist og ruslandsekspert Matilde Kimer og har titlen How people in modern-day Russia relate to the history of political repression. På scenen sidder to, der ved, hvad prisen for erindring kan være: Sergej Parkhomenko, den anerkendte journalist og aktivist, jeg i forrige uge interviewede, og Elena Zhemkova, leder af den forbudte menneskerettighedsorganisation Memorial - begge organisationer arbejder med at erindre ofre for sovjetisk undertrykkelse.
“Erindring er modstand,” siger Zhemkova. “Menneskerettigheder er modstand.”
Hun taler stille, men med en tyngde, der lægger sig i rummet. Memorial blev opløst af den russiske stat i 2021, men fortsætter arbejdet i eksil. “Vi vil ikke gentage fortiden, og derfor må vi blive ved med at se på den,” siger hun.
Parkhomenko taler derefter om det, han kalder skyer af mennesker – små, spredte netværk af russere, der i det skjulte hjælper hinanden.
Fra publikum rækker Anna Libak, Weekendavisens udlandsredaktør, hånden op i den næste paneldebat. Hun spørger spidst og kritisk:
“I taler om modstand i Rusland. Men her sidder I – i København. Har ikke alle fra oppositionen forladt landet? Hvad er det for en modstand, I taler om?”
Sergej Lukashevsky fra Sakharov Centeret, et tidligere menneskerettighedsmuseum i Rusland, smiler skævt, før han svarer:
“Der er ikke nogen politisk opposition i Rusland. Men modstanden findes. Vi arbejder alle stadig sammen med tusindvis af mennesker, der fortsat opholder sig i Rusland. Men de må arbejde i det skjulte. Det er ikke synligt for jer her i Vesten – men modstanden lever.”
Han nævner undergrundsprojekter, netværk, små fællesskaber, der hjælper fængslede, flygtninge – både ukrainske og russiske samt forfulgte. “Man kan ikke se modstanden offentligt, for så bliver den lukket ned,” siger han. “Men det betyder ikke, at den ikke findes i den russiske undergrund.”
Hertil tilføjer Elena Zhemkova:
”Jeg er fuld af angst og tør ikke længere opholde mig i Rusland. Men mange af mine kolleger er modigere end mig – de arbejder stadig i Rusland. Jeg har møder med dem tre gange om ugen online. For hver eksilrusser, der arbejder aktivistisk, er otte blevet i Rusland.”
Lukashevsky siger:
”Gennem århundreder har Rusland været underlagt stærke autoritære regimer. Men vi skal også huske på, at det russiske folk gennem århundreder har nægtet at lade sig knække og har bevaret sin modstandskraft."
En ny akademisk ånd på KU?
Efter flere timers oplæg og debatter vender Annika Hvithamar tilbage til scenen. Hun samler op på dagens diskussion – og på sit eget spørgsmål fra morgenstunden: Skal embargoen mod russiske universiteter opretholdes – eller kan den nytænkes?
Der bliver talt om, hvordan man kan støtte organisationer som Memorial og The Last Address. Om at genfinde og genoprette forbindelse med russiske aktører – om vigtigheden i dialog.
Flere paneldeltagere tager ordet. En siger:
“Vi må ikke glemme, at de usynlige mennesker i Rusland findes. Vores organisationer i eksil arbejder med disse mennesker og har derfor direkte adgang til Rusland.”
En anden:
“Europa har brug for flere eksperter i Rusland – ikke færre.”
En tredje minder om sproget:
“Færre og færre i Europa lærer russisk – de siger, at de ikke vil lære et morderisk sprog. Men man kan ikke forstå et land, hvis man ikke forstår dets sprog.”
Spørgsmålet om en form for akademisk samarbejde med det officielle Rusland besvares desværre ikke.
Jeg mærker dog alligevel et spirende håb. For første gang i lang tid hører jeg en åben akademisk samtale, der ikke blot handler om at fordømme, men at tænke i dialog og forståelse - selvom forståelse ikke er let i en tid, hvor krig og konflikt farver alt, hvad vi her i Danmark tænker og siger om Rusland og regionen.
Hvithamar afslutter med en rolig, men fast stemme: “Det her handler ikke om at være enige med Rusland. Det handler om at forstå – også dem, vi ikke er enige med.”
Efterord
Da konferencen slutter, er det blevet mørkt udenfor og folk samler deres notesbøger og overtøj.
Jeg tænker på de år, jeg selv var studerende på Østeuropastudier fra september 2018 til jeg blev færdig i februar i år. På hvordan nysgerrigheden for Rusland forsvandt, efter krigen brød ud i 2022 – og hvordan berøringsangsten lagde sig over forelæsninger som et tungt tæppe.
Men i dag føltes det anderledes.
Hvithamar havde ret: Elefanten i Rusland kan kun forstås, hvis nogen tør røre ved den. For at vide, hvad det egentlig er, vi deler historie og kontinent med.
Det bliver interessant at følge Københavns Universitets ruslandsforskning i de kommende år – for at se, om den på den ene eller anden måde kommer til at nærme sig Rusland akademisk, etnografisk, menneskeligt.