En ganske almindelig decemberformiddag foran KUs biblioteksbygning på Gothersgade møder to garvede journalister hinanden. De smiler bredt, krammer kort, og man fornemmer straks respekten mellem dem - også selvom de ikke altid står samme sted i journalistikkens ideologiske landskab.
Inde i en forelæsningssal har KU’s journalistiske forening, ORIANA, fyldt et auditorium med studerende, fagfolk og nysgerrige sjæle, der har kastet vintertøjet over stolerygge.
Her skal Andrey Kazankov, Weekendavisens Ukrainekorrespondent, og Leif Lønsmann, tidligere radiodirektør i DR med 40 års erfaring som ansvarshavende redaktør og dokumentarist, debattere.
Nu skal et tidsaktuelt emne tages op: Krigsdækning som journalist.
Aktivisme eller objektivitet?
Formand og moderator, August Østergaard Nilsson, åbner debatten ved at tegne en streg over tavlen. Til venstre skriver han i versaler OBJEKTIVITET. Til højre: AKTIVISME.
”Hvor på den her akse står I?” spørger han.
Lønsmann træder først og placerer sig ude i objektivitetsfeltet.
Herefter er det Kazankovs tur.
Han udfordrer aksen og forklarer, at han mener, der skal to akser til - hvilket han straks får moderatoren til at tegne. En x-akse som hedder objektivitet og en y-akse, som hedder aktivisme. Hertil konkluderer Kazankov, at en journalist sagtens kan være objektiv og aktivistisk på samme tid.
Han udtaler:
”I forhold til aktivisme vil jeg ikke benægte noget. Jeg har åbent sagt, at vi skal hjælpe Ukraine mere, end vi gør. På den måde er jeg et godt stykke den vej," han placerer sig til venstre på objektivitets x-aksen og en smule op ad den aktivistiske y-akse og tilføjer: "Og jeg vil nogle gange gerne være mere aktivistisk i min journalistik.”
Moderatoren henvender sig til Lønsmann og spørger direkte:
“Er det et problem, at Kazankov gerne vil bruge journalistikken mere aktivistisk?”
Lønsmann svarer med et eksempel - og et skud mod en af dansk presses mest omtalte skikkelser.
Grarup-eksemplet
Lønsmann nævner Jan Grarup, den danske skandaleramte krigsreporter og fotograf, der engang havde meget høj troværdighed i den danske presse - han dækkede krige fra Rwanda til Donbas.
Grarup gik langt hen af den aktivistiske streg, antyder Lønsmann:
”Grarup hævdede jo, hvilket senere viste sig at være løgn, at han var så engageret på den ukrainske side, at han selv affyrede en mortérgranat mod russerne. Var dét ikke en tand for aktivistisk? Der, hvor nogen skifter til våben som journalist?”, siger Lønsmann og kigger på Kazankov.
Der går et par sekunders stilhed. Kazankov sukker og siger:
”Leif… der er mange spørgsmål i det her.”
Kazankov kritiserer først klart, at Grarups historie var falsk. ”Det i sig selv er en katastrofe for danske journalister,” og fortsætter:
”Men okay, hvis nu han i virkeligheden havde gjort det… Det er ikke noget, jeg selv kunne finde på. Men som situationen er – vi har den største krig i Europa siden Anden Verdenskrig – jeg ville ikke pege fingre ad nogen journalister, der kunne finde på det.”
Han tilføjer med et skævt smil:
”Hvis jeg gjorde det på Weekendavisen, så ville jeg nok få at vide, at det var sidste gang, jeg rapporterede fra Ukraine. Men måske ikke sidste gang, jeg skrev for avisen.”
Kan nationale interesser retfærdiggøre aktivistisk journalistik?
Moderatoren August Østergaard Nilsson udfordrer og stiller spørgsmålet:
Danmark sender milliarder til Ukraine. Er det så ikke retfærdigt nok, at journalistikken også tager hensyn til nationale sikkerhedsinteresser? Må journalistikken være mere aktivistisk netop her?
Lønsmann kommenterer på dette udsagn uden tøven:
”Snarere tværtimod. Når Danmark er part i en krig, så meget desto mere skal journalister passe på ikke at blive cheerleadere for regeringen.”
Lønsmann kommer med endnu et eksempel.
I marts 2022 brød Danmark et årtier gammelt princip: At Danmark ikke leverer våben til krigsførende parter. Det princip blev set bort fra, uden at nogen journalist rigtigt spurgte hvorfor.
”Der blev stort set ikke stillet kritiske spørgsmål,” konstaterer Lønsmann og fortsætter: ”Man spurgte kun: er det nok våben – og hvorfor først nu?”
Kazankov nikker og tilføjer:
”Ved Afghanistankrigen var der et stort politisk flertal, der sendte danske soldater i krig. Under Irakkrigen var det et snævert flertal. Så Irakkrigen blev dækket kritisk gennem længere tid, og Afghanistan ikke så kritisk”.
Moderatoren bryder ind:
“Var det ikke netop en fejl, at pressen ikke udfordrede Afghanistankrigen mere?”
Kazankov svarer med det samme først ”nej”. Herefter tøver han og tilføjer:
”Muligvis. Men det ikke en fejl i forhold til Ukraine. Nogle gange kan politikerne jo faktisk have ret. Vi tager udgangspunkt i virkeligheden.”
Kazankov udtaler ordet virkeligheden langsomt og artikuleret, mens han kigger ud på forelæsningssalens gæster
Men hvem bestemmer, hvad virkeligheden er?
Hertil kan man som læser tænke over, hvad virkeligheden eller sandheden er. Og om det ikke netop er journalistikken opgave at vise, at der er forskellige virkeligheds- og sandhedsopfattelser?
Sådan ser Lønsmann i hvert fald på det. Han kommenterer senere i debatten:
”Jeg tror ikke, det er os journalister, der skal lede efter sandheden. Vi skal repræsentere de perceptioner af sandheden, der findes – med kritisk sans og ordentlig kildegengivelse.”
Han fortsætter:
”Hvis nogen hævder, at det er ukrainerne selv, der har bombet Mariupol… Ja, så mener jeg faktisk, det tjener sagen at citere dem for det.”
Kazankov afbryder og tester hans logik:
”Men Leif – hvis nogen siger, der var koncentrationslejre under 2. verdenskrig, og andre siger, nej, det var der ikke… hvordan skal man finde ud af, hvad der er sandt?”
Lønsmanns svar fremsiges som var det et regelsæt i journalistetikken:
”Interviewe, citere, og rapportere det, man ser. Ikke vurdere.”
Videospillet, der snød DR
Debatten bevæger sig videre til spørgsmålet: Er danske medier blevet et ukritisk talerør for den danske regerings opbakning til Ukraine?
Lønsmann henter endnu et eksempel frem: DR-programmet Krigens Døgn fra 2022, med Kim Bildsøe Lassen - Danmarks mest troværdige studievært, som Lønsmann kalder ham – hvor der gennemgås forskellige cases med danske forskere, som jævnfør Lønsmann alle er regeringskontrollerede, fordi de kommer fra Forsvarsakademiet.
Der vises i DR-programmet i 2022 billeder af et helikopterangreb i Ukraine - den ene forsker konstaterer, at det er i Kharkiv, den anden siger Kherson. Det viser sig dog bagefter, at billedet hverken er fra Kharkiv eller Kherson. Det kom fra computerspillet Arma 3.
Da DR’s nyhedschef blev spurgt: Hvordan kan et computerspil, som enhver teenagedreng kender, komme hele vejen igennem alle de redaktionelle filtre og helt frem til primetime på DR? – lød svaret beklagende, fortæller Lønsmann.
”DR’s redaktion troede på det, fordi det kom fra Ukraines forsvarsministerium,” siger Lønsmann. ”Det kritiske filter forsvandt. Og det er virkelig en skandale,” tilføjer han.
Lønsmann tilføjer: ”Havde kilden været Rusland, havde DR ikke bragt det. Og hvis de havde, havde de i hvert fald være meget kritiske.”
Analyse, kommentar – eller noget midt imellem?
Nu vender debatten sig mod et mere håndværksmæssigt spørgsmål: deklaration.
Lønsmann hiver et udklip fra Weekendavisen frem. En analyse af Kazankov med rubrikken “Heltens store fejl”.
Lønsmann har markeret ord som ”med rette”, ”god nyhed” og ”den rigtige retning” med lyserød overstregning.
”Er det her en analyse?” spørger Lønsmann og kigger ud på publikum. ”Eller er det snarere en kommentar? Jeg vil som læser gerne vide, om det er patrioten, krigsopvigleren eller fredsmægleren, der skriver til mig.”
Kazankov tager kritikken med rank ryg:
”Jeg er virkelig stolt af den artikel,” siger han, smiler og tager fat i artiklen. ”Og ja – jeg mener oprigtigt, at Zelenskyj var en helt i starten af krigen. Objektivt set.”
Han tilføjer:
”Jeg har også skrevet masser af kritiske artikler om Zelenskyj siden. Blandt andet artiklen 'Zelenskyj er ikke uden skyld'.”
Der opstår et længere frem-og-tilbage mellem de to om noget så grundlæggende – og samtidig så diffust – som hvad journalistik egentlig er. Hvilke ord må snige sig ind, før en analyse begynder at ligne en kommentar? Hvornår bliver en vurdering farvet? Og hvilke adjektiver ændrer en tekst?
Begge mænd har eksemplerne klar, men ingen af dem vil give helt køb på sin forståelse.
Kazankov fastholder, at hans ordvalg udspringer af virkeligheden. Lønsmann insisterer på, at selv små formuleringer trækker en journalist i retning af en position – og at deklarationen derfor betyder alt.
Diskussionen bliver en slags miniature af hele journalistikkens selvforståelse: Er vi formidlere eller fortolkere? Og hvor går grænsen mellem at beskrive verden og at placere sig i den?
Hvad er det for en krig, der retfærdiggør journalistisk partiskhed?
Igennem hele debatten har moderatoren formået at gøre det, der er en debat-moderators fornemmeste opgave: At lege djævlens advokat. Hele tiden stille kritiske modspørgsmål til den ene debattør og derefter til den anden.
Afslutningsvis ønsker moderatoren at sætte diskussionen på formel, som han siger:
“I Ukrainekrigen må journalister åbent tale om helte og fjender og sige, at de holder med Ukraine og håber, at Rusland taber. Det må man ikke i Gaza-Israel-krigen, i Irakkrigen eller ved tidligere konflikter som Vietnam - dér holdt vi også med USA i medierne. Hvad er det ved netop denne krig, der retfærdiggør, at journalister kan dække den objektivt, men samtidig være åbent normative og farvede i deres personlige holdninger? Hvad er det for en krig, der retfærdiggør det?”
Kazankov svarer:
”Nogle gange er historien bare klar. Rusland vil erobre Ukraine. Det er hovedhistorien. De lægger ikke skjul på det.”
Lønsmann stopper ham der og spørger skarpt:
”Ville du tillade den samme partiskhed i dækningen af Gaza?”
Kazankov svarer nej. Gaza-konflikten, siger han, er langt mere kompleks.
Den del af debatten fungerer som en slags lille krølle på hele Gaza–Ukraine-sammenligningen, og samtidig som optakt til en bredere reflektion om journalistisk ansvar.
”Journalisterne skal ikke tygge maden for mig”
Hvis der er ét budskab, det virker til, Lønsmann gerne vil have offentligheden og branchen til at tage med hjem, så er det dette:
”Min regering og mine journalister skal ikke beskytte mig fra viden.”
Han kritiserer EU’s blokering af russisk stats-TV og minder om, at han selv voksede op med DKP’s kommunistpropaganda – og at han på grund af netop det ved, hvad propaganda er.
”Journalister skal citere folk med kildegengivelse,” siger han. ”Men de skal ikke også fordøje maden for mig og fortælle mig, hvad jeg bør synes.”
Han slutter med et citat fra hans journalistiske helt George Seldes:
“If the facts are fairly and honestly presented, truth will take care of itself.”
Efterord af journalisten bag denne reportage
Et andet kendt citat lyder, at i krig er sandheden det første offer.
Debatten mellem de to, efter min mening, begavede og veltalende journalister giver rigeligt stof til eftertanke. Både som journalist og medieforbruger.
Jeg kigger ud på rækkerne i forlæsningssalen; der bliver småsnakket rundt omkring, som om folk lige skal lande oven på de mange lag af dilemmaer, de netop har været vidne til.
En diskussion som denne hører vi sjældent præsenteret – hverken på danske universiteter eller i det bredere mediebillede. Det føltes som et friskt pust. Og en nødvendig debat i denne tid.
Som journalistikken, ifølge Leif Lønsmann bør være, var der ingen endegyldig konklusion i debatten. Ingen facitliste fra moderatoren. Ikke noget svar på, om den ene tilgang til journalistik er mere rigtig end den anden.
I stedet blev vi præsenteret for forskellige tilgange og forskellige syn på, hvor meget en journalists personlighed bør fylde i analyser og reportager. Hvad saglig journalistik egentlig er. Om den danske presse i dag er blevet et unuanceret talerør for regeringens Ukraine-linje. Hvorvidt pressen bør være et talerør. Om pressen burde være mere kritisk. Og hvad journalistik i det hele taget skal kunne.
For vi befinder os i en tid, hvor medier lukkes ude, når de ikke følger EU regeringernes linje. Hvor der hurtigt opstår offentlig konsensus om, hvad den ”rigtige” holdning er. Og hvor pressen risikerer at stå som politisk medløber i stedet for demokratiets vagthunde.
Netop derfor er en debat som denne så vigtig. Ikke fordi den giver svar, men fordi den åbner rum for tvivl, for kritik, for nuancer – alt det, som journalistikken lever af.
Herfra er det op til os i salen – og op til dig, kære læser – selv at bedømme, hvad du mener.
