Rumænien har ikke en funktionel regering. Regeringen er blevet væltet efter uenighed om den økonomiske kurs, og det ligner dermed, at den alvorlige budgetkrise i landet er ved at udvikle sig til en længerevarende politiske krise. Det står klart, efter at landets regering tabte et mistillidsvotum d. 5. maj. Ude i kulissen spøger det højreradikale parti AUR.
Landet står midt i en voldsom budgetkrise, som regeringen har forsøgt at løse med nedskæringer, der til gengæld har skabt utilfredshed blandt befolkning og regeringspartnere. Særligt føler den nu tidligere koalitionspartner PSD sig truet af reformprogrammet, som i høj grad ville ramme partiets lokale strukturer.
Hvad ligger til grund for det rumænske magtpartis modstand mod reformerne, der har fået det til at vælte den regering, det var en del af?
Uortodoks koalition med målsætning om at løse Rumæniens budgetkrise
I juni 2025 fik Rumænien en ny regering sammensat af fire partier og repræsentanter for nationale mindretal: det liberale PNL, det socialdemokratiske PSD, reformpartiet USR og det ungarske parti UDMR.
Der var oprindeligt tale om en rotationsregering: PNL’s Ilie Bolojan skulle sidde på premierministerposten i første halvdel af perioden, og PSD’s Sorin Grindeanu i anden halvdel. Der var i høj grad et politisk eksperiment at lade PNL og PSD sidde i regering sammen på trods af deres dybe ideologiske forskelle. Man havde med ringe held prøvet samme rotationsprincip mellem PNL og PSD i 2023-24.
Regeringen “Bolojan” lancerede et reformprogram under tre overskrifter: At bringe orden i statens finanser, føre god regeringsskik og have respekt for borgerne.
For Rumænien var det første punkt det absolut vigtigste, da landet i en længere periode havde befundet sig i en voldsom budgetkrise. Netop dette gjorde dog også den dagsorden til den politisk mest ”brandfarlige”, fordi de forventede reformer nødvendigvis ville ramme de rumænske vælgere på pengepungen.
For at nedbringe underskuddet på statsbudgettet skulle staten spare og afskedige angiveligt overflødige medarbejdere, skattevæsenet skulle effektiviseres, og korruptionen skulle – endnu en gang – bekæmpes.
For regeringspartneren PSD var disse tiltag problematiske, men partiet skrev ikke desto mindre alligevel under på regeringsprogrammet.
Bolojan med visse succeser – særligt to store udfordringer udestår
I løbet af Bolojan-regeringens første ti måneder lykkedes det at forbedre statsfinanserne bl.a. gennem en to procent forhøjelse af momsen, som nu er på 21 procent. Det rumænske budgetunderskud er nu faldet fra 9,3 til 8,4 procent af BNP, og landets internationale rating er steget ganske lidt.
Et af de mest brandvarme emner er sagen om privatisering af de mange tilbageværende statsvirksomheder, som Rumænien har flere end 1.300 af.
Et andet varmt politisk spørgsmål er sagen om en rumænsk strukturreform. Landet har 41 amter og mere end 3.000 byer og kommuner.
De mange enheder besværliggør planlægning på tværs af regioner, det koster dyrt i administration, og det er ineffektivt i forhold til basale kommunale opgaver som kloakering, affaldshåndtering og lokal infrastruktur.
Regeringen væltet af sin egen partner
Helt fra regeringssamarbejdets start i sommeren 2025 har der i PSD’s bagland været modstand mod at gå i regering med arvefjenden PNL. Og gradvist er det blevet erkendt også i PSD’s ledelse, at reformprogrammet måske har været for stor en kamel at sluge for partiet.
Forbedringen af statens finanser rammer de typiske PSD-vælgere direkte i dagligdagen. Momsstigning, afskedigelser, pensionsreform, rationaliseringer samt udsigten til endnu flere fremtidige reformer øger frygten for fremtiden blandt PSD’s kernevælgere.
Den dårlige personlige kemi mellem premierminister Ilie Bolojan fra PNL og PSD leder Sorin Grindeanu øgede desuden risikoen for, at regeringen ville falde. Den risiko blev i april 2026 til virkelighed, da PSD trak sig ud af regeringen, hvilket kulminerede den femte maj, da PSD i samarbejde med det højreradikale parti AUR stillede et mistillidsvotum i parlamentet til Bolojan-regeringen.
Det blev efterfølgende vedtaget, Bolojan-regeringen demissionerede, og den politiske krise blev dermed en realitet.
En økonomisk krise hverken Rumænien og EU har brug for
Blandt de fleste iagttagere i de rumænske medier er der udbredt enighed om, at en regeringskrise i den nuværende usikre storpolitiske situation er en risikabel og uønsket handling. Hverken Rumænien eller EU har brug for en regeringskrise i denne højspændte tid.
Man leder forgæves efter svaret på, hvorfor Sorin Grindeanu udløser krisen netop nu? For det kan vel ikke bare være det personlige fjendskab mellem de to partiledere, der skaber krisen?
Rumænien trængte desperat til de reformer, Bolojan regeringen nåede at gennemføre. En politisk krise kan bringe landets moderat positive udvikling i fare, hvis en ny regering eventuelt efter et valg i utide vælger helt at stoppe reformprojektet.
Den risiko kan blive til virkelighed, hvis AUR kommer med i en ny regering. Det højreradikale AUR, der er prorussisk og anti-EU, står højt i meningsmålingerne. Partiet kan ved det næste valg blive landets største parti.
Hvorfor frygter PSD de økonomiske reformer?
PSD har siden omvæltningen i 1989 været Rumæniens dominerende parti. PSD overtog det tidligere kommunistpartis strukturer og magtpositioner. Dette har givet PSD en følelse af at have prioritet i forhold til de nye politiske kræfter, der opstod efter 1989. Men det har også i PSD skabt en bekymring for, at reformer vil svække de mange magtpositioner PSD har arvet fra fortiden.
PSD ser Bolojan fra PNL som hovedarkitekten bag det store reformprojekt, og dermed er han blevet skydeskiven for de mange reformangste PSD’er.
På Bolojan-regeringens reformprogram var der to store projekter på vej, nemlig en privatisering af landets mange statsvirksomheder samt en reform af Rumæniens administrative struktur. Begge projekter truer flere af PSD’s nedarvede magtpositioner. Det er givetvis grunden til, at PSD valgte at vælte regeringen.
Tabsgivende statsvirksomheder
I foråret 2026 var der i landet 1.326 registreret statsejede virksomheder. Antallet har ligget stabilt i mange år, men er i øvrigt svagt stigende. Kun 144 er centrale landsdækkende virksomheder, og 1182 er lokale. Der er mange små virksomheder: Ca. 1.000 virksomheder omfatter 5 procent af den samlede omsætning, og de 300 dækker 95 procent af omsætningen. Statsvirksomhederne har i alt 256.000 ansatte, hvor de 300 store beskæftiger hovedparten af de ansatte – cirka 68 procent. 266 statsvirksomheder kører med underskud og påfører den rumænske stat årlige tab på 14 mia. lei (cirka 20 mia kroner).
Det mest nærliggende ville være at privatisere tabsgivende virksomheder, hvilket dog er lettere sagt end gjort i et land, hvor alt var statsejet for blot 37 år siden. Rumænien havde den mest centraliserede planøkonomi under socialismen.
Udover de økonomiske tab spiller snævre politiske hensyn også ind, nemlig den rolle statsvirksomhederne spiller i hele det partipolitiske landskab.
Administrationsrådene som politiske rugekasser
Statsvirksomhederne er naturligvis styret af staten og ledes af statsligt udpegede direktører, men hver eneste statsvirksomhed har desuden såkaldte administrationsråd, CA (Consiliu de Administratie), tilknyttet.
Et CA består af mellem 20 og 40 politisk udpegede medlemmer, hvis opgaver kun er vagt definerede. CA-medlemmer indkaldes til regelmæssige møder, som de honoreres generøst for. Onde tunger kalder derfor CA medlemmerne for sinecurister og virksomhederne for sinecuristfabrikker. Med andre ord jobs uden reelt indhold.
I Rumænien er det en udbredt opfattelse, at CA’erne både udgør en rugekasse for kommende politikere og en oase for afgående politikere. Fremtidige politikere danner netværk og lærer kunsten at tale politisk, hvorimod de gamle politikere kan nyde deres otium til en god løn.
PSD betragter derfor CA’erne som meget nyttige institutioner og modsætter sig ofte forslag om at privatisere statsvirksomheder, for så nedlægges CA’erne også. Hvis det sker, svækkes partiernes rekrutteringsmuligheder. Og partiernes ledere kan ikke udpege venner, bekendte og familiemedlemmer til de eftertragtede poster. Det er især PSD, der dominerer pladserne i CA’erne over hele landet.
Historien gentager sig: Strukturreformer skudt ned igen
Rumænien er det eneste central- og østeuropæiske land, der siden 1989 ikke har ændret den politisk-administrative struktur, man overtog fra den kommunistiske tid. Landet har derfor 37 år senere alt for mange administrative enheder (UAT).
Tages hovedstaden Bukarest med, er Rumænien opdelt i 42 amter. Større bykommuner findes der 318 af, og der er 2.700 landkommuner. Med andre ord har landet mere end 3.000 administrative enheder.
De 42 amter udgør grundlaget for de to store partier PSD og PNL. Disse to partier sidder på magten i næsten alle amtsråd – PSD sidder på flertallet. Amtsrådene ledes af en præsident med vide beføjelser, der i folkemunde kaldes baroner.
Amtspræsidenterne i PSD og i PNL har stor indflydelse på de to partiers nationale beslutninger. Her ligger noget af forklaringen på, at især PSD ser på stor skepsis på strukturreformer, der vil skære ned på antallet af enheder: Det vil fjerne tusinder af positioner, der giver adgang til magt, politisk træning og prestige. Hertil kommer adgang til privilegier og penge. Hvorfor nedlægge disse enheder, når de er grundlaget for de store partiers politiske og økonomiske magt?
Meget tyder på, at det er udsigten til fremtidige reformer af statsvirksomheder og af landets politisk-administrative struktur, der har fået PSD og Grindeanu til at vælte Bolojan-regeringen.
Den liberale premierminister Emil Bocs forsøg på at lave en strukturreform i 2011 mislykkedes på grund af modstand fra blandt andet PSD. Historien ser nu ud til at gentage sig.
