Vil valget af Siniša Karan som præsident for Republika Srpska og dermed Milorad Dodiks efterfølger kunne medføre forandringer, eller vil det politiske landskab i Republika Srpska og dermed også Bosnien og Hercegovina forblive uforandret?
Det var denne tematik, der blev sat fokus på, da Professor Jean Michel de Waele fra Université Libre de Bruxelles indkaldte til webinar-debat mandag 8. december 2025.
Panelet bestod af professor Florian Bieber fra Graz Universitet, professor Damir Kapidžić fra Sarajevos Universitet, Senior Non-Resident Fellow Jasmin Mujanovic fra New Lines Institute og ph.d. Neira Sabanovic, også fra Université Libre de Bruxelles.
Valgets tale
Baggrunden for webinaret var, at vælgerne i den serbisk-dominerede del af Bosnien, Republika Srpska (RS), 23. november 2025 gik til stemmeurnerne for at finde afløseren til Milorad Dodik. Dodik fik for nyligt frataget sig hvervet som præsident efter en dom, som lød på et års fængsel samt seks års forbud mod at varetage politiske hverv.
Dommen faldt, fordi Dodik havde modarbejdet afgørelser taget af den internationale topembedsmand i Bosnien, Christian Schmidt. Fængselstiden blev senere omgjort til en bøde på 36.000 BAM svarende til omkring €18.000.
Selv om Dodik nu officielt er afsat som RS-præsident, har han på ingen måde forladt den politiske scene, ej heller sluppet kontrollen over SNSD-partiet i Bosnien. Resultatet af valget blev, at SNSD-kandidat og Dodik-protegé, Siniša Karan, løb med godt 50.3% af stemmerne og dermed sejren. SDS-oppositionskandidaten, Branko Blanuša, fik 48.36% af stemmerne.
Neira Sabanovic indledte med refleksioner over vælgerdeltagelsen, der med sine kun 35% må beskrives som særdeles lav, og om hvorvidt man egentligt kunne konkludere, at resultatet enten var et signal om ”RS-borgernes vilje, eller blot en mobilisering af en snæver pro-Dodik-establishment vælgerskare” – eller om det virkeligheden var et signal om noget helt tredje.
Hun konstaterede, at den relativt ukendte Blanuša ikke stillede op som leder af en samlet opposition, heller ikke med et klart politisk reformprogram, men mere med et mere enstrenget politisk projekt, der sagt lidt enkelt handlede om at få Dodik vippet af pinden.
Florian Bieber supplerede med at sige, at så vidt han kunne se, skyldtes Karans succes alene ”oppositionens svaghed, ikke Dodiks styrke”. Altså, et signal om at Dodiks indflydelse i RS er aftagende.
Ifølge European Western Balkans, udtrykte Transparency International Bosnia and Herzegovina umiddelbart efter valget et ønske om at få undersøgt en mistanke om valgsvindel i særligt Doboj, Laktaši og Zvornik. I relation til dette sagde Bieber, at han formodede, at dette uanset hvad næppe vil ændre resultatet betydeligt, men at afstanden mellem de to kandidaters resultater kunne blive endnu mindre.
Når Damir Kapidžić fra et helikopterperspektiv så på processen med afsættelsen af Dodik, der efter hans opfattelse ”… indiskutabelt var den mest magtfulde politiker i Bosnien, indtil landets domstole smed ham ud…” – og derefter valget af Dodiks efterfølger, så var den centrale pointe, at ”…alt dette skete gennem lokale institutioner, gennem Bosnien og Hercegovinas domstole. Det var ikke noget, der var påtvunget af internationale aktører”.
Som Kapidžić sagde i forhold til institutioners funktionsduelighed: ”Det er, i hvert fald i min optik, en bedrift”. Hvis man skulle komme lidt malurt i begejstringsbægeret, kunne man argumentere for, at Christian Schmidt havde spillet en om end absolut begrænset rolle i processen.
Eksterne relationer i vest og øst
Florian Bieber flyttede perspektivet fra RS til Bosniens eksterne relationer i vestlig retning med spørgsmålet om, hvorfor Trump-administrationen havde fjernet sanktionerne mod Milorad Dodik. Et politisk greb, som ingen endnu har fået en forklaring på, hvorfor skete.
Som Bieber så det, har Trump indtil nu ikke vist videre interesse for Balkan. Ophævelsen af sanktionerne mod Dodik kunne måske ses, dels som et første direkte træk fra Trump i forhold til en ny Balkan-politik, dels som en støtte til, som han sagde, ”Dodik-style-politics” i RS og i selve Bosnien.
Jasmin Mujanović konstaterede, at den amerikanske udenrigspolitik i forhold til Vestbalkan er ”in flux”. Han sporede desuden en stigende intern kritik i det Republikanske Parti i USA over, at sanktionerne mod Dodik pludseligt var blevet taget af bordet.
Mujanović reflekterede over, om USA mon som sådan fik noget til gengæld, eller om det mere var ”Trump world” – dvs. særligt familien, der fik en eller anden for form for gevinst ud af f.eks. den omfattende lobbyisme, som Dodik har orkestreret i USA i de senere år.
En anden aktør, der har indflydelse på det politiske landskab i RS og i Bosnien som helhed, er naboen mod øst, Serbien. Bieber forklarede, at relationen mellem den serbiske præsident, Aleksandar Vučić, og Dodik, synes båret mere af opportunisme end af venskab:
”Dodik er brugbar for Vučić i forhold til at understrege sine nationalistiske fordringer, og relationen til Vučić styrker Dodiks legitimitet”.
Selv om Vučić er under politisk pres fra flere sider, bl.a. som følge af de amerikanske sanktioner mod det russiskejede energiselskab NIS i Serbien, så Bieber det ikke som utænkeligt, at Vučić på sigt kunne finde på at kappe alliancen til Dodik og i stedet opdyrke relationer til en eventuelt ny politisk leder af RS, hvis det viste sig mere opportunt.
Hvis dette scenarie kommer til at udspille sig inden for en overskuelig fremtid, vil også dette være et klart signal om, at Dodiks indflydelse er aftagende.
I forhold til Den Europæiske Union, pointerede Jasmin Mujanović, at Ungarn, men i endnu højere grad Kroatien, i længere tid har blokeret for mulige EU-sanktioner mod specielt Dodik og dermed forårsaget, at EU blev reduceret til en ikke-aktør i dette spørgsmål.
Den fundamentale kroatiske interesse er i videst muligt omfang at konsolidere, men også udvide det kroatiske HDZ-partiets magtbase i Bosnien og indirekte understøtte det samspil, der i dag eksisterer mellem lederen, Dragan Čović, og Milorad Dodik og hans SNSD-parti.
Den europæiske gevinst
Webinarets diskussion berørte også spørgsmålet om EU’s mulige udvidelse med lande fra Vestbalkan. Konstateringen var, at der i flere af landene, herunder Bosnien, har indfundet sig en ”vent-og-se” indstilling til medlemskabstanken.
De lokale politiske aktører skal kort sagt have en form for sikkerhed, for at de skelsættende politiske og økonomiske reformer, som landene skal gennemføre, kommer til at give konkret gevinst i form af EU-medlemskab, hvis der skal findes politisk momentum til at gennemføre dem.
Det er forklaringen på, at mange i dag afventer at se, hvad der kommer til at ske med hensyn til udvidelsesplanerne for lande som Montenegro og Albanien.
I Bosnien vil der i en reformproces desuden være behov for en implementering af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser. Det vil betyde en demokratisering af det politiske Dayton-system, som har udgjort landets forfatning siden 1995.
Særligt dette har potentialet til at skubbe den nuværende etno-nationalistiske elite fra magten. Det er i hvert fald én faktor, der kan forklare den politiske elites aktuelt manglende villighed til at sætte Bosnien på en gennemgribende reformkurs.
Hvis der ikke snart bliver sat kul på EU-udvidelse, så var der i panelet en bekymring for, at projektet i realiteten kan gå i stå, fordi det mister troværdighed,
En mulig post-Dodik æra
For at opsummere, så var Florian Biebers formodning, at den nationalistiske dagsorden i RS vil fortsætte, men at Milorad Dodik på sigt vil blive kørt ud på et sidespor, specielt når medlemmer og partiet indser, at der er behov for at gå ind i en post-Dodik æra.
Mujanović og Bieber kom ind på, at hvis der blandt politiske partier i Bosnien ikke opstår en form for momentum for at skabe en tydeligere opposition til særligt HDZ og SNSD, der begge i stigende grad adopterer ekstreme nationalistiske linjer, så kommer der næppe til at ske så meget.
Jasmin Mujanović påpegede, at et aspekt i forhold til reformprocessen, der i høj grad er uafklaret i Bosnien, er befolkningstallet. Der har ikke været folketælling siden 2013. Med en emigration, som i forskellige grader har plaget landet de seneste tyve år, er formodningen, at befolkningsstørrelsen og -sammensætningen kan være forandret betydeligt.
I forhold til RS er formodningen, at det officielle tal på 1.2 millioner registrerede vælgere på ingen måde er retvisende længere. Hvis man når til et punkt, hvor Bosniens statsinstitutioner skal demokratiseres, kan denne demografiske udvikling blive en faktor, der kan være af stor betydning.
Kapidžić pegede på ideen om ’eksterne chok’, som noget der kunne forandre den aktuelle regionale dynamik:
”Eksterne chok kunne forandre ting, uanset om de kommer fra Serbien eller ved en hurtig EU-udvidelse med Albanien og Montenegro. Det kunne forandre den regionale dynamik og gøre det for dyrt at blive efterladt på perronen”.
(Citaterne er egne oversættelser fra engelsk)
