I dag samles tusinde serbere i landets andenstørste by Novi Sad. Lørdag 1. november er der nemlig gået et år siden den tragiske ulykke i Novi Sad, hvor et halvtag på byens nyrenoverede banegård braste sammen og tog livet af 16 personer. En tragisk ulykke, som er endt med at være så meget mere end en isoleret hændelse for store dele af det serbiske samfund.
For dem er tragedien en tydelig konsekvens af den omfattende korruption i landet. Korruption, som er blevet en fast del af processen omkring offentlige udbud, og som giver kriminelle bagmænd straffrihed under Aleksandar Vučić’ tiltagende autoritære styre. Den kendsgerning blev gjort konkret og følelig, da et nyrenoveret halvtag ikke kunne bære sin egen vægt og braste sammen d. 1. november 2024. “Korruption dræber”, som et af demonstranternes slagord så præcist udtrykker det.
En bred og folkelig mobilisering
Tragedien har været katalysator for en omfattende mobilisering af store dele af samfundet. Unge såvel som ældre, indbyggere fra større såvel som mindre byer og på tværs af politiske skel har dannet en fælles front. Mobiliseringen synes at bekræfte forskning, der har påvist, at der i det serbiske civilsamfund eksisterer et bolværk mod illiberale og autoritære tendenser som dem, der er blevet så dominerende under præsident Aleksandar Vučić’ 13 år lange styre.
At enkelte af demonstrationerne som f.eks. den på Vidovdan d. 28. juni har antaget et ret nationalistisk udtryk i forhold til spørgsmålet om Kosovo, bør naturligvis også tages seriøst. Men nationalismen og et til tider negativt syn på vesten er ikke nødvendigvis udtryk for bevægelsens sande ansigt. Den har desuden flere forskellige årsager: den af Vučić-kontrollerede nationalistiske mediedækning, NATO-bombardementet i 1999 samt en svækket tillid til EU’s egentlige intentioner – for blot at nævne et par stykker.
Særligt EU’s svækkede troværdighed er værd at hæfte sig ved. Den er i høj grad et resultat af, at den serbiske befolkning oplever Bruxelles som værende kalkulerede realpolitikere og ikke reelle demokratiforkæmpere, når det kommer til udviklingen på Balkan. Bruxelles har haft en konsekvent svag og eftergivende tilgang til Aleksandar Vučić som en fast del af den politiske strategi for regionen. En nylig aftale om lithiumudvinding i Jadar-dalen mellem Serbien og EU har heller ikke forbedret Unionens image. Uanset hvad har den ideologisk set ekstremt mangfoldige bevægelse valgt at parkere en betændt strid om udenrigspolitiske spørgsmål for i stedet at fokusere på det, de er enige om, nemlig opgøret med et korrupt system.
At man har koncentreret sig om det indenrigspolitiske, er en af årsagerne til studenterbevægelsens store appel i Serbien. En anden faktor har været en stærk evne til at kommunikere og nå ud til stort set alle landets regioner. For at fremprovokere en tydelig position i Bruxelles arrangerede studenterbevægelsen tidligere på året et slags stafet-ultramaraton på 2.000 km fra Beograd til Bruxelles. Lige lidt hjalp det, men her et år efter tragedien i Novi Sad og et halvt år efter maratonet tyder noget dog på, at Bruxelles kan være ved at ændre tilgang.
Skærpet tone fra Bruxelles
Som en del af sin årlige rejse blandt Vestbalkans EU-kandidatlande aflagde EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen Vučić et besøg i oktober. Her formulerede hun sig måske i diplomatiske vendinger, men gjorde ikke desto mindre EU’s krav tydelige og understregede, at det var nu, at Serbien “skulle blive konkrete” og rent faktisk levere, hvis målsætningen om et EU-medlemskab var reelt. Von der Leyen gjorde det desuden tydeligt, at der stadig udestår meget arbejde på områder som “retsstat, afviklingen af valg og mediefrihed”. Dermed bakkede hun omend indirekte op om demonstranterne sag.
Von der Leyens besøg modtog efterfølgende kritik fra De Grønne i Europa-Parlamentet, som beskyldte hende for at legitimere Vučić på et tidspunkt, hvor styret på voldsom vis undertrykker befolkningen og forfølger oppositionspolitikere.
Netop partigrupperne i EU-Parlamentet vedtog en uges tid senere, d. 22. oktober, en resolution, der udtrykker en noget mere kras kritik af Vučić. Udover eksplicit støtte til demonstranterne foreslår resolutionen, at der indføres sanktioner overfor personer, der overtræder menneskerettighederne i Serbien. Som Roland Papp skriver i Balkaninsight, er det dog usandsynligt, at den fører til noget konkret, da sanktioner som en del af EU’s udenrigspolitik kræver enstemmighed i Rådet. Ungarn vil sandsynligvis og som sædvanligt blokere.
Smider EPP Vučić ud?
Et egentligt nybrud er det imidlertid, at partigruppen i Europa-Parlamentet, Det Europæiske Folkeparti (EPP), også har skærpet tonen. Vučić’ parti, Det Serbiske Fremskridtsparti (SNS), er associeret medlem af netop EPP, som i slutningen af september meddelte, at de vil igangsætte en granskning af SNS’ medlemskab.
Partigrupperne i Europa-Parlamentet har ellers tradition for at støtte deres nationale partnere i tykt og tyndt. Sådan er tilfældet for eksempel med EPP’s støtte til det bulgarske regeringsparti GERB. Det var ikke til at overse, da EPP under en nylig plenardebat i EU-Parlamentet om korruptionen i Bulgarien affejede kritikken af det åbenlyst politiserede bulgarske retssystem. Den samme form for tilgang prægede også EPP’s relation til Viktor Orbans Fidesz i store dele af 2010'erne.
Det er derfor særdeles interessant, at EPP om ikke andet er begyndt at distancere sig selv fra Vučić. Spørgsmålet er, om det så faktisk ender med et reelt brud mellem de to, og om de skærpede toner fra Kommissionens og Parlamentets side er “too little, too late”?
Som det er lige nu, er stemningen fortsat intens i Serbien, og selvom der måske er udbredt opbakning til studenterbevægelsen, er der naturligvis også dele af det serbiske samfund, som støtter Vučić.
Forholdet mellem de to fløje af det serbiske samfund er ekstremt polariseret, og det er svært at se, hvordan den politiske krise kan løse sig i landet. Derfor er det trods alt et lysglimt, at EU omend en postgang for sent, positionerer sig overfor Vučić med klarere krav og kritik. Måske kan det give et nødvendigt rygstød til en studenterbevægelse, der har ofret utroligt mange timer og et helt års skolegang på at kæmpe for et Serbien fri for korruption.
Alle billeder er taget af fotografen Gavrilo Andric og med hans tilladelse hentet fra hans hjemmeside her.
Marcus Popov
Læs i øvrigt også interviewet med den studerende Marija Aleksic fra i vinters!
