Magasinet rØSTs chefredaktør har haft en samtale med den anerkendte russiske journalist Sergej Parkhomenko (f. 1964), der står bag mindeinitiativet The Last Address (Den Sidste Adresse - Poslednij Adres) – et projekt, som i over ti år har sat små metalplader op på huse over hele Rusland. Pladerne bærer navnene på mennesker, der blev arresteret, deporteret eller henrettet under de sovjetiske politiske udrensninger. Det er historier om helt almindelige mennesker, hvis liv blev revet midt over af totalitær magt.
61-årige Sergej Parkhomenko er journalist, og idéen til projektet "Den Sidste Adresse" opstod i 2013, efter mange arbejdsrejser gennem Europa, hvor han igen og igen havde lagt mærke til de små messingsten, Stolpersteine, der markerer ofrene for nazismen.
De små messingplader gjorde et stort indtryk på Parkhomenko. Han var på en bogmesse i Frankfurt i efteråret 2013 og boede på et hotel i et, jævnfør ham, meget kedeligt og gråt bykvarter nær banegården. Og hver dag, da han gik ud af hotellet, så han messingpladerne på fortovet:
"Af en eller anden grund gjorde det et særligt indtryk på mig: der er intet tilbage i Frankfurt fra Anden Verdenskrig. Alt er forandret og nyt – og alligevel er disse plader der. De minder om mennesker, som engang har boet netop dér, i et hus, der heller ikke længere eksisterer, fordi det er blevet bombet og revet ned. Og så fik jeg den tanke, at vi også kunne prøve at gøre noget lignende i Rusland".
Tilbage i Moskva lavede han en lille præsentation på sin computer, som han viste til mindeorganisationen Memorials administrerende direktør, Tatjana Zjemkova og tidligere leder, Arsenij Roginskij.
"Og jeg må sige, at deres svar kom øjeblikkeligt og uventet. For Roginskij sagde til mig: 'Vi har ventet på dig i lang tid. Selvfølgelig følger vi Stolpersteine-projektet og har drømt om, at der en dag kunne opstå noget lignende i Rusland."
Derfra tog projektet form. En gruppe russiske historikere, designere og arkitekter udviklede idéen til en russisk version. Den skulle dække et langt historisk tidsrum: Fra revolutionens år 1917 og helt frem til Sovjetunionens opløsning i 1991. Og så skulle mindesmærkerne ikke placeres på fortovet. De kom op på de russiske husmure - blandt andet fordi, at de ellers halvdelen af året ville være dækket af sne, forklarer Parkhomenko, mens han smiler skævt.
Den berømte russiske arkitekt Aleksander Brodskij fandt på det visuelle udtryk: en lille plade på størrelse med et postkort, med et lille "vindue" i midten.
"Det lille vindue symboliserer et menneskes fravær – et sted til et fotografi, som ikke findes, og som altid vil forblive tomt."
Derudover skulle der stå en kort tekst. De besluttede dengang, at teksten skulle være lakonisk og tage udgangspunkt i Stolperstein-konceptet: Et offers navn, erhverv – og hvad der skete med vedkommende. At han eller hun boede her, blev arresteret, henrettet – og siden rehabiliteret.
Parkhomenko lægger særligt tryk på det sidste ord, der på russisk er reabilitacija og tilføjer:
"Ordet 'rehabiliteret' bærer på en vigtig historie, der for mange russere tydeligt peger på politiske udrensninger. Når man ser det ord, forstår man med det samme, at det handler om undertrykkelse".
Hvad betyder rehabilitering (reabilitacija) i denne kontekst?
Begrebet blev brugt i Sovjetunionen og senere i Rusland om den formelle proces, hvor personer, der var blevet udsat for politisk motiveret forfølgelse (arrestationer, fængsling, deportation, henrettelse) uden legitim grund, officielt blev “frikendt” eller “renvasket”. Det indebærer typisk, at staten anerkender, at forfølgelsen var uretfærdig, og at den berørte person (eller dennes efterkommere) får status som offer for politisk undertrykkelse. Kilde: Den Norske Helsinki Komité
Fra begyndelsen nægtede Parkhomenko og hans med-initiativtagere at søge tilladelse hos staten til projektet:
"Vi har ikke brug for en officiel status. Vi beder ikke om penge fra staten til projektet, vi beder ikke om hjælp."
Helt almindelige mennesker henvender sig til The Last Address og udtrykker et ønske om at få sat en plade op på en bygning, hvor en person engang har boet, og sammen med The Last Address laver de research og opsætter pladerne.
Parkhomenko ser det som et princip, at projektet ikke arbejder med med staten og konkluderer: The Last Address er ikke et statsligt projekt, men folkets projekt.
“Det er ikke et monument. Det er information. Det handler ikke om store helte, men om almindelige mennesker – lærere, læger, ingeniører, skræddere. Det var dem, udrensningerne ramte.”
Siden 2014 er over 1.500 plader blevet sat op i mere end 60 byer. “Det lyder ikke af meget,” siger Parkhomenko. “Men heller ikke i Tyskland dækker Stolpersteine mere end en brøkdel af ofrene for nazismen. Pointen er ikke tallet, men at der bag hver plade står et menneske i dag – en person, der skriver til os og siger: Jeg vil gerne sætte et minde op her.”
The Last Address mindes fortsat de uskyldige mennesker, der døde som følge af politiske repressioner begået af de sovjetiske myndigheder. Men siden 2022 har projektet oplevet udfordringer:
"Vi oplevede næsten ingen hærværk før krigen. Men siden 2022 har mange plader været udsat for ødelæggelse. Folk river dem ned, ridser i dem, maler på dem. Ikke på ordre fra staten, men fordi de føler, at tiden nu tillader det. Især i Moskva, Skt. Petersborg og Jekaterinburg - ikke i de små byer, for der kender folk hinanden, og det er stadig set meget ned på, at ødelægge mindesmærker til ofrene for den sovjetiske undertrykkelse."
Men som reaktion på hærværket er der opstået en modbølge i dagens Rusland:
“Pludseligt er et helt partisansamfund dukket op,” fortæller Parkhomenko.
“Unge mennesker laver kopier af pladerne i karton, plastik, træ. De limer dem op igen. De lærer hinanden, hvordan man gør. Det er blevet en form for civil modstand mod dem, som ikke mener, vi bør mindes ofrene for Sovjetregimet.”
Konferencen fredag den 31. oktober 2025, som Parkhomenko og jeg selv deltager i, hedder From Stalinism to Putinism. Som led i konferencens titel spørger jeg Parkhomenko ind til hans syn på sammenligningen mellem Stalins tid og Putins Rusland. Hertil svarer han:
"Spørgsmålet handler ikke kun om Stalin, og heller ikke kun om de konkrete forbrydelser fra Stalins tid. Det handler om noget større – det er et filosofisk spørgsmål om forholdet mellem stat og individ. For vi er overbeviste om, at stalinismen i dagens Rusland ikke viser sig i, at nogen rejser monumenter for Stalin, skriver hans navn på bygninger, laver udstillinger eller udgiver bøger om ham. Stalinismen ligger ikke dér. Stalinismen ligger i den måde, Putins stat behandler sine borgere på – den russiske stat anser ikke menneskeliv for en værdi. Den er villig til at ofre mennesker for statens interesser. Det er dét, der er stalinisme."
Parkhomenko selv måtte forlade Rusland allerede i 2021, et år før krigens udbrud. Han bor i dag i Paris og kan ikke vende tilbage. "Jeg er registreret som udenlandsk agent," fortæller han.
Men projektet fortsætter. Der findes nu også Last Address-initiativer i Ukraine, Tjekkiet, Tyskland, Georgien, Moldova og Frankrig. Og det fortsætter i Rusland.
Vores samtale afsluttes med et spørgsmål om fremtidens Rusland. Her svarer Parkhomenko:
"Selvfølgelig har jeg håb. Men det er et meget fjernt håb. Jeg forstår, at den historiske udvikling bevæger sig med én hastighed, mens menneskelivet flyder med en anden. Et menneskeliv rækker ofte ikke til at vente på forandringer.
Jeg er overbevist om, at der ikke kan være et tomrum dér, hvor Rusland er. Noget vil må der være, og det vil udvikle sig. Jeg tvivler ikke på, at de normale love for staters og samfunds udvikling også gælder for Rusland, og at dette totalitære regime en dag vil forsvinde. Men det bliver ikke snart. Og jeg ved ikke, om mit liv rækker til at opleve det. Jeg tror det ikke."
Sergej Parkhomenko er en af hovedtalerne til konferencen From Stalinism to Putinism, som finder sted på Københavns Universitet den 31. oktober 2025. En række prominente danske, ukrainske, belerusiske og russiske aktører deltager.
Parkhomenko deltager blandt andet i en panelsamtale med titlen "How people in modern day Russia relate to the history of political repression."
Om konferencen udtaler institutleder på Institut for Tværkulturelle og Regionale studier ved Københavns Universitet, Annika Hvithamar:
"Konferencens hovedidé er at undersøge, hvordan arven fra stalinismen fortsat præger nutidens Rusland og dets politiske udvikling under Putin. Ved at samle forskere og samfundsaktører med ekspertise i russisk historie, ideologi og samfundsforhold ønsker vi at skabe en platform for kritisk refleksion over, hvordan fortiden bruges – og misbruges – i nutidens politiske narrativer og beslutningsprocesser. Målet er belyse, hvordan historisk ansvar og erindringskultur spiller en rolle i formningen af fremtiden."
Annika Hvithamar håber sammen med arrangørerne bag konferencen The Last Adress og Det Udenrigspolitiske Selskab, at deltagere til fredagens konference går derfra med en dybere historisk og ideologisk forståelse af både Ruslands fortid og nutid – og med inspiration til at arbejde videre med disse spørgsmål i deres egen forskning, undervisning eller samfundsengagement. Samtidig ønsker de at styrke netværk og samarbejde på tværs af lande og fagområder.