Klokken er 14:20 på Abegrotten, Christiania. Det russiske band Shortparis træder kvæstet ind efter gårsdagens koncert, og vi sætter os alle rundt om et bord.
De har netop spillet på Stengade til hvad man med rette kan kalde en sibirisk punkfest. Koncerten kombinerede ortodoks kirkesang, industrielle synth-salmer og et energiniveau, som få bands kan matche.
Shortparis er et inferno af avantgarde pop med post-punkede toner. Et band, der med sine fem medlemmer bevæger sig ud over gængse musikalske koncepter, og ifølge dem selv er et mix af græsk tragedie og pubertær sensualitet.
Tre af gruppens medlemmer er fra Novokusnetsk. En by, der udover at have fået international opmærksomhed for at være hovedsæde for Ruslands krokodil-epidemi, også var et af de vigtigste sovjetiske industrielle centre. I dag er gruppens medlemmer bosat i Skt. Petersborg.
Deres musik optræder i en tid, hvor østeuropæisk ungdomskultur trækker internationale blikke, ofte under betegnelsen ‘Post-Soviet’ (post-sovjetisk). Særligt russisk rap og punk er blevet platforme for politisk og samfundskritisk refleksion.
Gruppens musikvideo til singlen Strashno (‘Frygtindgydende’) har fået stor opmærksomhed og både høstet ros for sin skildring af sociale spændinger i Rusland og udløst massiv kritik på YouTube.
Shortparis er intense, fulde af religiøs symbolik og for mange provokerende.
Er det bevidst, eller er det blot min egen trang til at forstå, der forsøger at læse en mening ind i deres univers?
Det var noget af det, jeg satte mig for at undersøge, da jeg mødtes med bandet en januardag på Christiania.
Der er en tydelig tilstedeværelse af ortodokse og spirituelle symboler i jeres arbejde. Hvorfor tror I, at mennesker i dag – midt i en højteknologisk og hypermoderne verden – stadig søger mod religion og spiritualitet?
Forsanger Nikolaj Komjagin:
"Spiritualitet handler om modet til at tage noget alvorligt. Det er pinligt og vulgært på samme tid, fordi ærlighed eksponerer dig. I dag er vi omgivet af information, og det er nemmere at tro, når man kun får én sandhed. Hvis du bor på en øde ø med én kvinde, kan du kun elske hende. Men når der opstår alternativer, opstår tvivlen. Det gælder alt — religion, kultur. Folk søger én fælles sandhed i en kompleks verden med uendelige muligheder. Principper og værdier er forsvundet, og som reaktion søger man noget at tro på. Det er derfor vi oplever fx radikal islamisme, hvor man benægter alt andet omkring en. Eller ortodokse fanatikere og Breiviks."
Tre af jer kommer oprindeligt fra Sibirien. For de fleste mennesker er Sibirien et mystisk område med små klynger af civilisation spredt ud over 13 millioner kvadratkilometer. Hvad er Sibirien for jer?
Aleksander Galianov:
"Sibirien er shamanisme, og det er alt jeg har at sige!"
Danila Kholodkov:
"Sibirien er et strengt sted. Vejret, menneskene, landskabet - alt er en stor kontrast til Skt. Petersborg, hvor jeg er fra. Sibirien er noget, man prøver at flygte fra. Vi har vores første tour i Sibirien i år, og jeg ser på ingen måde frem til det. Det forekommer mig skræmmende, men jeg er sikker på det nok skal blive en fed oplevelse med nogle nye følelser og indtryk."
Forsanger Nikolaj Komjagin:
"Sibirien er mit fundament. Jeg tog det med mig til Skt. Petersborg og nu også til Danmark. Jeg prøvede at fortrænge det som barn, men det er stærkere end dig. Sibirien fremkalder respekt og er nu min største rigdom — min største gave."
Nikolaj Komjagin fortsætter:
"Det er måske ikke sandheden, men jeg tror, at mennesker altid er bange for det, der er større end dem selv, som fx elefanter... det er et naturligt instinkt. Sibirien giver ikke en fuck for dig, så derfor fremkalder den beundring."
Musikvideon Strashno
Mange ser videoen som en skildring af sociale problemer i Rusland. Er det korrekt?
Nikolaj Komjagin:
"Videoen handler ikke bogstaveligt om den angst, der siver ud fra eksempelvis betonblokkene eller fra mudderbefængte støvler. Det er en angst, der eksisterer i luften, i omgivelserne. I sfæren omkring os findes der denne her uudtalte, ‘alarmerende fornemmelse’. Stilhed før storm. Den ligger i rummet mellem støvlerne, betonblokkene og menneskene... ligesom iltindhold. Alle de her elementer er i virkeligheden bare realitetens sande ansigt, og ikke nødvendigvis symboler på noget bestemt."
Hvad betyder begrebet ‘Post-Soviet’ for jer?
Nikolaj Komjagin:
"Når man i Vesten kigger på den russiske tøjdesigner Gosha Rubchinskiy, er det ud fra et stigmatiserende syn på Rusland. For den unge generation i Rusland bliver han ikke aflæst fra dette vestlige stigma, og her sker der noget farligt! Gosha Rubchinskiy bliver anset som selvidentifikation for den unge russiske generation. I stedet for at adoptere vestlig æstetik og udtryk handler det derimod om at kreere et nyt fundament, som har en russisk autencitet eller “post-sovjetisk” om man vil. Ungdommen er blevet inspireret af Rubchinskiy og de ting, han har bragt med sig. Han er blevet frontfigur i en frigørelsesprocess fra Vesten, som i bund og grund handler om selvforståelse og identitet… Vi ved dog godt, at det teknisk set er en vestlig konstruktion! Og det er tid til nye helte."
Danila Kholodkov:
"Efter Sovjetunionens fald betragtede man sig selv som post-sovjetisk. Det gør man ikke længere, og jeg mener, at det er et begreb, man fortsat kun bruger i Vesten."
Nikolaj Komjagin:
"Historisk har Rusland altid haft en imperialistisk kultur. At bruge begrebet 'Post-Soviet' er en måde at distancere sig fra det på."
Daniela Lange Andersen
På jeres seneste album ПАСХА er alle sange på russisk, modsat jeres tidligere album DAUGHTERS, der var på fransk og engelsk. Er der en speciel bagtanke med det?
Drengene tøver en smule, hvorefter guitaristen Aleksander Ionin udbryder:
"Det er Post-Soviet!"
Alle bryder ud i latter.
Nikolaj Komjagin:
"Lyd og sprog udvikler sig organisk. Når vi turnerer rundt i Europa, lægger jeg tryk på de russiske ord med intensitet. Europa skal opleve Rusland, som vi ser det. Mange russiske bands søger mod Vesten - deres mentalitet ligger i at sige 'Rusland forstår os ikke, vi bliver nødt til at søge mod Vesten, hvor folk er mere progressive og derfor forstående'. Personligt synes jeg, at det er en skamfuld blindgyde... Det gør mig stolt, at der er ti gange så mange mennesker til vores koncerter i Rusland, end der er i Europa. Jeg er stolt af, at vores eget land forstår os."
Efterord
Nikolaj Komjagin, forsanger i Shortparis, blev kun 39 år. Han gik bort den 20. februar 2026. I sit virke formåede han og bandet at gøre noget risikabelt og sjældent: at skabe kunst, der er så rå, så ubesmykket og bundet til en russisk virkelighed.
Deres musik og videoer med Komjagin i front lader det være op til os at fortolke mening. Se deres musikvideoer, kære læser, og lad det russiske lands kabale af symboler, kontraster og uklarheder gøre sit indtryk.
Herunder er b.la. sangen “Говорит Москва!” – “Her taler Moskva!”
Som magasinets kulturredaktør har formuleret det: Shortparis inviterer til eftertanke, uden at overskride grænsen for acceptable politiske statements i nutidens Rusland og følger således en efterhånden veletableret tradition: når det politiske klima ikke tåler kritiske ytringer, træder kunsten til som et distanceret frirum.
Daniela Lange Andersen
