Event af Dansk-Østslavisk Forening. Info om tid og sted nedenfor

I 2014 invaderede Rusland Ukraine. I de følgende år fortsatte krigen ved lavere intensitet frem til den russiske fuldskalainvasion i 2022. Undervejs har der i flere omgange været ført fredsforhandlinger med varierende alvor.

I foredraget onsdag d. 18. november går forsker Kim Frederichsen tilbage til Sovjetunionens opløsning og de aftaler, Rusland og Ukraine som efterfølgerstater indgik med hinanden og med andre lande. Han ser på, hvordan de to landes indenrigspolitik, udenrigspolitik og samfundsøkonomi har udviklet sig forskelligt siden selvstændigheden.

Frederichsen gennemgår også, hvordan fredsforhandlingerne er forløbet, hvilke mål de to lande har haft, og hvilke strategier de har brugt ved forhandlingsbordet. Han kommer desuden ind på, hvordan offentligheden i Rusland og Ukraine forholder sig til krigen.

Foredraget er rigt illustreret, og bagefter er der mulighed for at stille spørgsmål og deltage i debatten.

Om foredragsholderen

Kim Frederichsen er ph.d. i sprogbaserede sovjetiske og postsovjetiske områdestudier og arbejder som uafhængig forsker, forfatter og foredragsholder. Han er bestyrelsesmedlem i FN-forbundet, Østersø NGO Netværk Danmark og Europe Dialogue. Han er desuden medlem af den rådgivende gruppe i Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder og anmelderredaktør ved tidsskriftet Arbejderhistorie.

📍
Tid og sted: Onsdag den 18. november kl. 19–21. Skt. Andreas Bibliotek, Gl. Kongevej 15, København V.
Linket er blevet kopieret!