Den bulgarske regering er under voldsomt pres. Mandag 1. december var hovedstaden Sofia sort af borgere, der var gået på gaderne for at markere deres utilfredshed med den og dens finanslovsudspil. I alt anslås det, at 50.000 demonstranter var ude i Sofia, og at yderligere titusinder deltog i andre manifestationer i en række af landets største byer. Både landets præsident Rumen Radev og oppositionen har siden opfordret regeringen til at træde af.
Det er en udbredt vrede over regeringens finanslovsudspil for 2026, der har fungeret som katalysator for en mere grundlæggende utilfredshed med regeringens kontroversielle politiske skikkelser, Deljan Peevski og Bojko Borisov. De to betragtes nemlig som symbolerne for korruptionen i landet, hvilket trækker tråde tilbage til 2020-2021 med landsdækkende og længerevarende demonstrationer. Her fem år senere er problemerne endnu uløste og korruptionen grasserende, mens konturerne af ny, meget sammensat protestbevægelse muligvis ulmer under overfladen.
Antikorruptionsprotester 2.0
Anledningen er ganske vist regeringens finanslovsudspil, men i realiteten er utilfredsheden meget mere omfattende og rettet mod de kontroversielle partilederes, Deljan Peevski og Bojko Borisov, rolle i bulgarsk politik. Hver og især leder de to af de mest magtfulde partier i en regeringskoalition, der blev sammensat tilbage i januar 2025 efter flere års politisk ustabilitet med syv parlamentsvalg på tre og et halvt år.
Derfor bør protesterne også ses i sammenhæng med de store antikorruptionsprotester tilbage i 2020-2021. Dengang bragte den brede opbakning blandt befolkningen til protesterne fornyet håb om, at det bulgarske civilsamfund ville kunne gennemføre et endeligt opgør med den politiske korruption: Der blev opslået teltlejre på Sofias centrale pladser, og tusinder af ganske almindelige borgere gik på gaderne i flere måneder, mens det politiske etablissement samtidig blev godt og grundigt rystet af dannelsen af nye partier.
I et års tid lignede det, at opgøret med korruptionen og den lave retssikkerhed i landet havde en chance for at kunne lykkes. Men desværre kom Ruslands invasion af Ukraine i vejen. Invasionen genopblussede en historisk konflikt mellem russofile og EU-venlige, og antikorruptionsfronten gik i opløsning.
Dengang var det den daværende premierminister Bojko Borisov og statsanklager Ivan Geshev, der blev betragtet som hovedfjenderne. Mens Ivan Geshev blev for magtfuld og senere blev fjernet fra posten som statsanklager af hans egne allierede, er han blot blevet erstattet af en ny og ligeså kontroversiel skikkelse, Borislav Sarafov. Statsanklageren er med sin store magt og straffrihed stadig en af landets mest magtfulde individer, og retsvæsenet er endnu ikke blevet reformeret og stadig under massiv politisk indflydelse.
Selv formåede Borisov utroligt nok at redde sit politiske liv ved blandt andet at indgå i regering med en række af de nye protestpartier. Nogle af de nye partier har imidlertid lidt voldsomt af at indgå i en uhellig alliance med deres hovedfjende, mens andre er blevet opløst og erstattet af populistiske projekter med lav troværdighed.
Bekymringer over den magtfulde Deljan Peevski
Status er kort sagt, at alt i 2025 er ved det gamle, men også at den gamle garde ledt af blandt andre Bojko Borisov er ved at blive opslugt af erhvervsmanden og politikeren Deljan Peevski. På trods af sine blot 45 år har Peevski spillet en kontroversiel rolle i bulgarske politik i efterhånden 15 år. Peevski er sanktioneret af USA og Storbritannien for korruption og menes at kontrollere flere af landets institutioner, heriblandt det magtfulde indenrigsministerium.
Sidste år formåede han ganske opsigtsvækkende at overtage magten i partiet Bevægelse for Frihed og Rettigheder (DPS). DPS har siden sin dannelse været tilknyttet partigruppen Renew Europe i Europa-Parlamentet, men partiet blev i efteråret 2024 smidt ud som følge af de mange kontroverser omkring Deljan Peevskis person. Siden har han tonet rent flag og satset på en erklæret illiberal kurs a la Viktor Órbans.
Jævnligt retter Peevski bredsider mod medier, liberale institutioner, civilsamfundsaktører – ikke mindst erhvervsmanden og filantropen George Soros, der af de illiberale aktører i Europa bruges som en form for belejligt retorisk fjendebillede. For nyligt forslog Peevski endda en kommission, der skulle undersøge et netværk af Soros-finansierede NGO’er i landet. Et forslag, der minder meget om lignende tiltag i for eksempel Georgien og Rusland.
En sammensat og porøs protestbevægelse
Kontroversielle sager som disse har spillet et betydelige rolle for mobiliseringen af borgerne de sidste par uger og måneder. Det fandt sin foreløbige kulmination mandag 1. december.
Selvom demonstrationerne i Sofia i løbet af aftenen blev spoleret af udefrakommende provokatører, der blandt andet satte ild til sporvogne og containere, forløb den officielle del af begivenhederne i mandags fredeligt. Der hørtes tydelige og håndfaste råb som “ostavka” (da. træd af) og “mafia” rettet mod regeringen, og der blev råbt øgenavne som “praseto” (da. grisen) rettet mod den korpulente Deljan Peevski, som altså har indtaget den helt store skurkerolle hos et stort udsnit af det bulgarske samfund.
Mens der socialt set er tale om en stor repræsentation af middelklassen, er bevægelsen – i lighed med bevægelsen i nabolandet Serbien – i sig selv også særdeles ideologisk sammensat: Det liberale segment er utilfreds og bekymret over de stigende illiberale tendenser fra Peevski samt den fortsat grasserende korruption i landet, som kædes sammen med hans person.
De har fået følgeskab af unge fra generation Z, hvis tilstedeværelse til demonstrationerne har været markant. Mange fra de yngre generationer husker næsten ikke en tid før Bojko Borisovs indtrædelse på den politiske scene, og Borisovs troværdighed blandt dem er efterhånden noget tyndslidt. Borisov kom nemlig oprindeligt til magten på en antikorruptionsplatform, som her en generation senere ikke har bragt nogen nævneværdige forbedringer med sig. Nok er de unges ønsker forskelligartede, men de står samlet om at kræve et reelt generationsskifte i bulgarsk politik, et reelt opgør med korruptionen samt en reel styrkelse af landets demokratiske institutioner. Sker det ikke, er det eneste alternativ for mange af dem, at de emigrerer væk fra landet, sådan som tidligere generationer har gjort det. Landets befolkning er faldet fra godt 9 millioner i 1989 til omkring 6,5 i dag.
Generation Z og liberale har også fået følgeskab af højrefløjen, hvilket i sig selv er opsigtsvækkende. Der har nemlig lydt forsigtig støtte fra det magtfulde ekstreme højrefløjsparti, Renæssance (bul. Vazrashdane), som er begyndt at slutte sig til demonstrationerne. Renæssance er udover at være nationalistiske også et anti-systemisk og populistisk parti med en bred base i både transitionens økonomiske "tabere" samt unge – navnligt mænd – frustrerede over den økonomiske og politiske udvikling i landet siden overgangen til markedsøkonomi og optagelsen i EU. De to fraktioner har ellers et ekstremt anspændt forhold og er uenige om mangt og meget, men opkomsten af en fælles fjende har potentialet til at virke samlende.
Til sidst er der også ganske almindelige borgere og erhvervsdrivende. De udgør måske endog størstedelen af demonstranterne og er traditionelt set ikke særligt politisk aktive. Deres utilfredshed var primært rettet mod det nu forkastede finanslovsudspil, der indvarslede skattestigninger fra 5 til 10% for de erhvervsdrivende samt øget egenbetaling til de sundhedsforsikringerne. Det betyder også, at deres motivation er mere kortsigtet. Men selvom udspillet nu er trukket tilbage, er det indtrykket, at frustrationen over regeringen er så stor, at de nok vil fortsætte med at gå på gaderne. På den anden side er det heller ikke usandsynligt, at den brede mobilisering vil fortone sig i takt med, at regeringen giver økonomiske og politiske indrømmelser.
Bevægelsens næste skridt: Opgør med det politiske system
Finansloven er som nævnt trukket tilbage, og regeringen har offentligt taget kritikken til sig. Men for demonstranterne er dette blot det første skridt. Den fremtrædende aktivist og journalist Manol Glishev fortalte i Darik Radio 1. december, at næste skridt er et opgør med det politiske system – og altså ikke blot erstatningen af et parti med et andet eller andre kortsigtede gevinster. Ifølge aktivisten Glishev er der behov for en total omkalfatring af bulgarsk politik.
Under interviewet talte Glishev højstemt om Solidarnost-bevægelsen i Polen i 1980erne og protesterne i Serbien det sidste års tid. Netop protesterne i Serbien er blevet fulgt med stor interesse af den bulgarske offentlighed og virker til at have potentialet til at danne forlæg for en lignende bulgarsk bevægelse. Med henvisning til Serbien opfordrede Glishev til en tættere alliance mellem de forskellige ideologiske grupperinger i landet – heriblandt nationalister, liberale og de studerende. Skal presset være vedvarende og succesfuldt, er der ifølge Glishev behov for en fælles front.
Det er usikkert, om fronten kommer til at blive fælles og fasttømret. Indædt fjendskab dominerer deres interne forhold. Omvendt ligner det efterhånden, at trolden er ude af æsken. Bolden er på demonstranternes banehalvdel, og regeringspartierne GERB og DPS har siden tilbagetrækningen af finanslovsudspillet virket temmeligt rystet.
I dagene efter 1. december har der været flere manifestationer i en række mindre bulgarske provinsbyer, heriblandt Vratsa, Jambol og Dupnitsa. Det er ellers byer, der traditionelt set ikke markerer sig på den front. Tirsdag 9. december er der varslet en større demonstration arrangeret af oppositionspartiet Vi Fortsætter Forandringen-Demokratisk Bulgarien (PP-DB). Meldingerne går på, at den kan blive endnu større end den den forgangne uges. I så fald vil presset på Borisov og Peevski – være ubønhørligt.
Der går forlydenheder på, at en presset Peevski er i gang med at mobilisere mod-protester ved blandt andet at få kørt busser ind på tirsdag 9. december med partimedlemmer og "provokatører" i et forsøg på at underminere protestbevægelsen.
Hvad det hele vil lede til, er i øjeblikket svært at spå om: Vil demonstranterne kunne presse Deljan Peevski ud af politik? Peevski vurderes at yde en stor indflydelse over Borisov, og spørgsmålet er måske, om han vil tage Borisov med sig i faldet? Er der noget, der tyder på, at en ny regering vil kunne gøre op med korruptionen og blandt andet gennemføre de retsreformer, man har debatteret i godt 30 år? Eller vil bevægelsen tabe pusten, og vil det hele blot løbe ud i sandet?
Lektien fra de sidste syv parlamentsvalg er, at en ny regering uden Borisovs parti GERB er en matematisk umulighed. Medmindre meningsmålingerne viser et tydeligt omslag, tyder meget derfor på, at Borisov måske har endnu en chance for politisk overlevelse. Om presset overhovedet vil lede til endnu et nyvalg i Bulgarien lige foreløbigt, er dog i sig selv også usandsynligt. Landet er kommet ud af en periode med voldsom politisk ustabilitet og indfører euroen 1. januar. Regerings- og visse oppositionspartier har meldt ud, at en ny politisk krise måske vil kunne gøre mere skade end gavn.
Men de vedholdende krav fra befolkningen, aktivister og civilsamfundet kan vise sig i sidste ende at overhale partikontorernes ønsker om en indførsel af euroen under politisk stabilitet.
Den næste uges tid vil give indikationer på, hvilken vej Bulgarien slår ind på.
