“København lider under romalejre og tiggeri”, “Frygt for flere romaer i København”, “Hjemløse romaer sover og besørger udenfor kirker”. Avisoverskrifter som disse peger på, at fordommene om romaer, EU’s største minoritet, lever i bedste velgående.
I Danmark har der været romaer bosat i århundreder, men antallet er steget de sidste par årtier med tilflyttere fra særligt det tidligere Jugoslavien, Bulgarien og Rumænien.
Alligevel lever Danmark ikke op til EU’s krav om en national strategi for inklusion af romaer, som rent faktisk er specifikt målrettet romaer og inddrager danske romaer i processen.
Danmarks indsats blandt de mest uambitiøse og ukonkrete
Inklusionen af romaerne i EU-medlemslandene er siden årtusindeskiftet blevet operationaliseret i tiårs-planer. I den nuværende for 2021 – 2030 opstiller EU-Kommissionen en række minimumsforpligtelser for medlemslande. Blandt andet forpligter EU-medlemslandene sig på at udarbejde en national strategi, der skal bekæmpe had og diskrimination af romaer.
I Danmark har dette dog ikke resulteret i andet end en strategi basereret på allerede eksisterende lovgivning, der samtidig ikke er specifikt målrettet romaer. Faktisk står det så galt til i Danmark, at Institut for Menneskerettigheder i 2023 betegnede Danmarks nationale strategi for inklusion af romaer som en af de mest ukonkrete og uambitiøse i EU. Set i sammenligning med lande som Sverige, Nederlandene og Finland halter Danmark således langt bagefter.
I Danmark bor op mod 5.000 – og ifølge visse uofficielle kilder op mere end 10.000 – romaer. Det lille antal taget i betragtning burde en inklusionsindsats, der lever op til EU’s minimumsforpligtelser ikke være en uoverkommelig opgave for de danske myndigheder. Men på trods af dette udebliver den danske målrettede indsats stadig.
Omfattende stigmatisering hæmmer deltagelsen
I mangel på indsats fra de danske myndigheder har civilsamfundet de sidse par år forsøgt sig med projekter, der har fokus på at forbedre romaers vilkår i Danmark. I flere af projekterne har der været fokus på at inddrage personer, særligt unge, med romabaggrund. Man har forsøgt at give dem mulighed for at forme indsatserne og samtidig danne en platform, hvor det er muligt for dem at dele deres egne erfaringer og oplevelser, alt sammen med afsæt i det at have romabaggrund i Danmark.
Desværre har projekterne ofte haft det til fælles, at det kan være en udfordring at finde personer med romabaggrund med lyst til at deltage. Det kan ved første øjekast virke paradoksalt, at der faktisk findes projekter, der både har vilje og ressourcer til at give personer med romabaggrund en stemme, men ingen, som har lyst til at tage imod dette tilbud.
Dykker man lidt ned i retorikken omkring romaer i Danmark, er det måske alligevel ikke så paradoksalt.
Dybt indgroede forestillinger dominerer stadig
Tilbage i 1739 stod det skrevet i den danske fattiglov, at “sigøjnere” og andre “omstrejfere” ikke var velkomne i Danmark. Selvom fattigloven ikke eksisterer i dag, bliver romaer stadig behandlet som uvelkomne. Blandt andet viser tal fra det Det Europæiske Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA), at knap hver anden dansker er utryg ved at have en roma som nabo. Netop denne kendsgerning får mange til at holde deres romaidentitet skjult.
I et interview i Dagbladet Information fortæller Janik Limanovski, at de i hans familie skjulte, at de var romaer, da han var barn. Det var først, da han blev ældre, at han besluttede sig for at fortælle folk, at han var roma. Janik påpeger, at mange danske romaer holder deres baggrund skjult på grund af alle de stigmatiserende forestillinger om, at romaer stjæler, og at de ikke arbejder eller uddanner sig.
Ibis Osmani fortæller til DR om en af de episoder, hvor han blev mødt med roma-fordomme. Da han i en snak med et ungt par fortæller, at han er roma fra Makedonien, træder manden et skridt tilbage og tjekker sine lommer. Ibis fortæller, at sådanne episoder både gør ham skuffet og ked af det.
Konsekvensen af, at mange danske romaer holder deres baggrund skjult, er, at man i Danmark faktisk ikke kender det præcise antal af danskere med romabaggrund. Mørketallene skaber ikke bare uklarhed, men er også en hindring i forhold til at udarbejde målrettede indsatser og inddrage personer med romabaggrund i udarbejdelsen af disse.
Dette er stærkt problematisk, da romaerne er et af de mest oversete og marginaliserede mindretal i Europa – i Øst- såvel som i Vesteuropa
Kontroversiel tiggerlovgivning gør udfordringerne større
Rasmus Brygger, ligebehandlingschef hos Institut for Menneskerettigheder frem mod 2025, vurderer, at især de udenlandske romaer er blevet endnu mere udsatte på grund af stramningen af loven om tiggeri og overnatning på offentlige steder, som trådte i kraft i 2017.
Camilla Ida Ravnbøl er ph.d. i antropologi fra Københavns Universitets og forsker i hjemløse romaers forhold. Hun er enig i, at stramningerne af reglerne især har været rettet mod udenlandske hjemløse, hvoraf en stor del er romaner. På trods af, at de udgør en meget lille procentdel af hjemløse personer i Danmark, er det overvejende dem, der bliver sigtet.
Kriminaliseringen af særligt hjemløse romaer understøtter stigmatiseringen af både udenlandske og herboende romaer, fordi det puster liv i fortællingen om “den kriminelle roma”. I 2025 fremsatte Institut for Menneskerettigheder anbefalinger til Justitsministeriet om at afskaffe lejrforbuddet i ordensbekendtgørelsen og tage initiativ til at afkriminalisere tiggeri i straffeloven. Men så længe kriminaliseringen af hjemløshed finder sted, vil den understøtte en stigmatisering af romaer, som fortsat vil få mange danske romaer til at holde deres identitet skjult.
En målrettet strategi vil kunne bidrage til afstigmatiseringen
Peter Bakker fra Aarhus Universitet, der forsker i romaers sprog og identitet, påpeger, at personer med romabaggrund selv er meget bevidste om, at de er den mest diskriminerede gruppe i Europa. Han udtaler, at det betragtes som et faktum, der ikke kan laves om på.
Oplevelsen af, at diskrimineringen ikke er til at ændre på, kan være en del af forklaringen på, hvorfor det er svært at finde personer med romabaggrund, som har lyst til at deltage i projekter med målrettede romaindsatser. Hvis gevinsten ved at deltage ikke opleves som stor nok, i forhold til det man står til at tabe, når man offentligt går ud med sin identitet, kan det for mange give mest mening at lade være.
Både Admir Ismanovski, grundlægger af organisationen Romaliv og Camilla Ida Ravnsbøl påpeger, at mange danske romaer har en anden national oprindelse, i for eksempel Nordmakedonien, Bulgarien eller Rumænien. Derfor oplever de dobbelt diskrimination: både fordi deres familie stammer fra et andet land end Danmark, og fordi de har romabaggrund. Konsekvensen er, at de ofte holder deres identitet som roma skjult, for i stedet kun at skulle forholde sig til at være én type minoritet – fremfor to.
Projekter med fokus på inklusion af romaer kan uden tvivl være med til at styrke deres position i samfundet ved at skabe en større bevidsthed om deres rettigheder og øget deltagelse i civilsamfundet. Men det er forudsat af, at de selv tør stå offentligt frem med deres romabaggrund. For mange er det tilsyneladende for stort et stort offer.
Dette peger på, at det er nødvendigt med en mere målrettet dansk indsats. Det vi sige en indsats fra myndighedernes side, der konkret kortlægger minoritetens erfaringer i Danmark. Den kortlægning kan danne udgangspunkt for en efterfølgende oplysningskampagne og bekæmpelse af diskrimineringen og stigmatiseringen i landet, som civilsamfundet kan stå på skuldrene af.
Uden sådan en konkret indsats med afsæt i danske forhold er det ekstremt udfordrende for civilsamfundsorganisationer at iværksætte inklusionsindsatser rettet mod herboende romaer. Resultatet vil fortsat være fragmenteret og ineffektivt.
