Visse troede på Moskva og blev ført bag lyset; andre troede på Washington og blev ført bag lyset; kun de, der troede på spåkoner, blev aldrig skuffet.
En nylig ukrainsk vittighed
Under feltarbejde i Usbekistan i december 2024 fortalte mange af mine lokale bekendte mig, at den russisk-ukrainske krig meget snart ville komme til en ende. Trump havde sagt det, og sådan ville det også blive. Mine forsøg på at nævne andre centrale aktører i forbindelse med krigen var forgæves. For en antropolog, der har arbejdet i det postsovjetiske område i årtier, var denne skråsikkerhed forståelig nok, og det ikke blot på grund af den udbredte tro på Trumps unikke evner som forhandler.
Det skyldes også, at den nuværende politik i Trump-administrationen ganske nøjagtigt eksemplificerer, hvad Ruslands propaganda i lang tid har fortalt verden, ukrainerne og sine egne borgere: Den orange revolution (2004) og Maidan-revolutionen i 2013-2014 (også betegnet som Værdighedsrevolutionen) blev begge orkestreret eller sponsoreret af USA; den russisk-ukrainske krig er også blevet orkestreret af USA (“Ukraine ikke er andet end USA’s hjælpeløse marionet og gør alt, hvad Washington ønsker, fordi man er afhængig af dem”), og se, nu er USA ved at afslutte krigen, fordi den ikke længere passer ind i deres planer. Hvad angår den russiske mainstream-propaganda fra før 2025, kunne det hele koges ned til Vesten eller Amerika, men nu med Trump ved magten er russiske propagandister i stedet begyndt at tale om ‘en kamp mod Europa’ i Ukraine.
Ukrainerne genovervejer for tiden deres forståelse af relationen til USA, en relation, som et par måneder inde i 2025 er blevet rystet grundlæggende. Det skyldes bl.a. mineralaftalen foreslået af Trump-administrationen, som skulle dække landets omkostninger i forbindelse med den militære hjælp, som USA har doneret til Ukraine under Biden samt den nyfundne imødekommende amerikanske kurs over for Rusland. Visse ukrainere mindes sikkert den sovjetiske propaganda: Først opildner amerikanerne til en intern krig, derefter handler de krudt for land, til sidst indfører de reservater og giver indbyggerne pestinficerede tæpper.
Ifølge denne logik er alt forudsigeligt i forhandlingerne mellem USA, Rusland og Ukraine: den ene part får territoriet, den anden får ressourcerne, og Ukraine får “æren”. I diskussioner om Trumps mineralaftale påpeger onlinekommentatorer på sociale medier, at den ukrainske patriotiske erklæring om, at “vi kæmper for vores land” som følge af mineralaftalen på en måde gøres meningsløs. Trumps forslag har også bidraget til diskussionerne om (de-)koloniseringen i Ukraine: Politisk dekolonisering fra Rusland betragtes nu som en vej henimod økonomisk kolonisering fra USA (Dekolonisering er en form for kolonisering’, jf. diskussionen på Max Buzhanskis Facebook-profil, 28.03.2025).
Hvad er fred?
Den ukrainske tænker, forfatter og blogger Sergei Datsuik har uddybet pointen om (de-)kolonisering og argumenteret for, at amerikanske forsøg på at indføre mineralaftalen som en rammeaftale ikke giver meget mening: På den ene side svarer det at indgå en økonomisk aftale med et “blødende Ukraine” til politisk plyndring og en kolonialistisk aftale. På den anden side virker det ‘mærkeligt ’at inkludere politiske bestemmelser — sikkerhedsgarantier for Ukraine — i en økonomisk rammeaftale.
Mens usikkerheden omkring den amerikanske støtte hænger i luften, går diskussionerne i stigende grad på, hvad en fred i det hele taget indebærer for Trump og Putin samt fredsgarantiernes egentlige betydning. En dybtliggende mistillid til Rusland, som deles af både den ukrainske elite, offentlige intellektuelle og almindelige ukrainere, gør ‘fredsgarantier’ til et problematisk begreb; for det første, hvilket slags garantier kan en upålidelig partner overhovedet give? Det formodes, at Rusland i øjeblikket ikke er interesseret i stoppe – men hvordan anskuer Rusland selv en mulig acceptabel fred og/eller sejr i Ukraine?
Visse russiske analytikere, som tidligere Kreml-rådgiver Sergej Karaganov, hævder, at Rusland ikke er interesseret i at erobre hele Ukraine — det ødelagte land ville være en alt for stor økonomisk byrde; Rusland er heller ikke interesseret i at udvide yderligere ind i Europa — betegnet som ‘en moralsk skrotplads’, skønt han ikke udelukkermuligheden for et forebyggende atomangreb på Europa. Ifølge Karaganov er Ruslands målsætning en genforening med de russiske provinser i Ukraine og skabelsen af et neutralt, fuldt demilitariseret Ukraine.
I Ukraine er emnet dog også knyttet til de forskellige udlægninger af Putins motiver for at have startet krigen, ledsaget af konspirationsteorier inden for populær-geopolitik, som spredes vidt og bredt på de sociale medier. Argumenterne om Ruslands frygt for NATO-baser i Ukraine eller dens forsvar for den russisktalende befolkning som en del af den ‘russiske verden’ i Ukraine virker næppe plausible. Hvad angår ressourcer, har Rusland allerede alt i overflod, og det, det ikke har, kan det købe. Hvad Ukraine har, er Katedralen af Skt. Sofia i Kyiv — det hellige centrum for Rus, det hellige symbol på en tusindårig sekulær magt. Uden kontrol over Skt. Sofia vil enhver Moskva-zar altid forblive en provinsbeboer i Europa. Det umiddelbart første skridt for enhver zar med respekt for sig selv er erobringen af Katedralen af Skt. Sofia, efterfulgt af dominans over Europa — for at indgyde frygt og forhindre latterliggørelse.
Afsluttende bemærkninger
Karaganovs definition på en russisk sejr samt den udbredte ukrainske forestilling om, hvad Putin stræber efter (dvs. en forestilling om magt og kontrol over Skt. Sofia samt andre lignende mytiske narrativer) har klare implikationer for de eventuelle fredsgarantier. Så længe Moskva ikke har erobret Skt. Sofia – og/eller den venstre bred af Ukraine – vil de ikke stoppe; de vil fortsætte med deres forsøg —måske trække sig tilbage, vente på Ukraines fejl, og vende tilbage og så videre. Derfor er den eneste pålidelige fredsgaranti en intern omvæltning i Rusland, som f.eks. vil få Skt. Sofia til at ophøre med at være en kilde til højeste legitimitet for den russiske herskende elite. Indtil da – og denne dag kommer måske aldrig – er en militær forsvarsalliance med Europa den eneste holdbare løsning. Ukraines foreslåede politiske neutralitet i Ruslands version af fredsaftalen fjerner ikke risikoen.
Selvom Karaganov og andre lignende aktører i det russiske propagandamaskineri i dag taler om Europa som ’et tillæg’ til det store Rusland/Eurasien, har krige om russisk-ukrainsk historie og de ideologier, der hævder, at uden Kyiv (Skt. Sofia) er Rusland blot udkanten af Asien, længe været en del af samtalen.
For dem, der følger med i og tager del i den samtale, falder Trumps retorik om, at “når en fredsaftale er underskrevet, er alt overstået – Rusland vil ikke ønske at vende tilbage” for døve ører. Som den ukrainske forfatter og parlamentsmedlem Max Buzhansky har opsummeret det: ‘[Disse] falske fredsgarantier — og nu kan ingen give os nogen anden slags — er et bluff, der, når det er accepteret, ville gøre vores risikovurderinger endnu mindre realistiske.’
