Ved et marked centralt i havnebyen Odesa sidder Viktor Viktorovich og fortæller om livet i Ukraine.
Klokken er lidt over otte om aftenen, alligevel er det først nu Viktor rigtigt tør gå ud. Han er nemlig bange for at møde de rekrutteringsofficerer, der i løbet af dagen frekventerer flere steder i byen. Men om aftenen er risikoen for at støde ind i dem lav, fortæller han:
“Jeg føler mig tryg her. Jeg er begyndt at lære deres adfærd at kende, hvor de kan være, hvor de ikke er. Så jeg ved bare, chancen for at møde dem her er meget lille.”
Selvom Viktor egentlig ramte den mobiliseringsdygtige alder, da han sidste år blev 25, er det kun i løbet af den sidste uge frygten for at blive mobiliseret har ramt ham.
For ni måneder siden ansøgte Viktor om at få udskudt sin eventuelle mobilisering på ubestemt tid, og mens den proces er i gang, burde Viktor egentlig være en fri mand.
Men som et led i processen er de dokumenter, som Viktor normalt skal vise frem, blevet sendt til hans advokat. Derfor har Viktor i løbet af den sidste uge været tvunget til at arbejde hjemmefra og konstant overveje, hvor han bevæger sig for at undgå tvangsmobilisering.
I appen Reserve+ kan Viktor følge afgørelsen på sin sag. I morgen får han svar på, om udsættelsen er godkendt, eller om han skal forberede sig på at trække i trøjen.
Siden Ruslands invasion i 2022 har Ukraine levet under militær undtagelsestilstand, en lov der har gjort det ulovligt for alle egnede ukrainske mænd mellem 18 og 60 år at forlade landet - siden august ændredes dette og gælder nu for mænd i alderen 22 til 60 år.
De forventes at være klar til at forsvare deres hjemland. Men Viktor er langt fra den eneste, der frygter at blive mobiliseret. Statistik fra FN’s psykologiske hotline for ukrainske mænd viser nemlig, at et ud af fem opkald omhandler frygten for at blive mobiliseret til hæren.
Ifølge Sofie Rose, postdoc ved Center for War Studies på Syddansk Universitet, er det ikke nødvendigvis en modstand mod militæret, der holder folk væk. I stedet betyder frygten for ikke at blive demobiliseret, eller det der er værre, mere:
“Mange har ikke noget mod hæren i sig selv, men de frygter at de bliver fanget eller dør ved fronten.”
Udsættelse
I et af Odesas boligkvarterer sidder Viktor og fortæller. Med få sekunders mellemrum ryger e-cigaretten op til munden og røgen blæses ud i tunge udåndinger. Det er ikke sirenen, der begyndte at hyle for 16 minutter siden, der har intensiveret rygningen.
I stedet er det fortællingen om, hvordan hans far gennem de seneste år har haft flere blodpropper i sit ben og er blevet handicappet.
Viktor fortæller historien, fordi netop farens situation har givet ham mulighed for at få udsat en eventuel mobilisering på ubestemt tid. Ukrainsk lov giver nemlig mulighed for, at børn kan blive hjælpere for deres forældre, hvis handicappet er alvorlig nok.
Mens Viktor kan søge udsættelse, har de fleste andre ukrainske mænd hverken personlige eller familiemæssige forhold, der giver dem den mulighed. Derfor har mange fundet andre måder at undgå mobilisering på.
En af de måder, mænd undgår rekrutteringsofficererne på, er ved at forskanse sig i deres lejligheder. Selvom løsningen er simpel, kan det både påvirke dem psykisk og arbejdsmæssigt, fortæller Sofie Rose:
“De går ikke udenfor i myldretiden og mister med tiden deres job. Derfor er de nødt til at finde sort arbejde for at overleve, hvilket koster staten værdifulde skatteindtægter.”
Hvis Viktor får afvist sin sag om udsættelse af militærtjeneste, skal han også beslutte sig for, om han vil barrikadere sig i en lejlighed for at undgå mobilisering, eller om han vil tage risikoen og bevæge sig frit rundt.
På trods af sin modvilje mod at skulle i hæren ved Viktor alligevel godt, hvad han ville vælge:
“Jeg ville være bange, men jeg kan ikke lade være med forlade min lejlighed. Jeg vil hellere leve mit liv og blive taget i stedet for bare at sidde her hele tiden.”
En mands frygt
En fredag aften kl. 23 er der lange bilkøer væk fra en af Odesas festgader. Alle er på vej hjem, men først skal de forbi den interimistiske kontrolpost, der blokerer al udkørsel fra området. Udstyret med refleksvest og pind stopper et par rekrutteringsofficerer særligt mænd og tjekker, om der er noget, der forhindrer, at de skal mobiliseres til krigen.
I Ukraine er kontrolposter som denne blevet hverdag for landets mænd, og chancen for at møde rekrutteringsofficerer er særligt stor om morgenen, når folk skal på arbejde. Som den ukrainske hær har fået sværere ved at mobilisere soldater, er officerernes metoder dog også blevet mere hårdhændede, og flere videoer på sociale medier viser, hvordan mænd bliver tvunget ind i varevogne og kørt til mobiliseringscentre.
Selvom Viktor godt forstår, at landets hær mangler soldater, græmmes han ved metoderne:
“Det er ikke en god måde, for flere mennesker føler, at de bare er kød, der ikke har menneskerettigheder,” siger han med mismod i stemmen.
Selvom anklagen er hård, mener lektor ved det samfundsvidenskabelige fakultet på Aalborg Universitet, Ben Dorfman, at den er fair.
Ifølge ham er det blandt andet de ukrainske mænds ret til det frie valg, der krænkes. Ifølge Ben Dorfman kan disse rettigheder dog tilsidesættes i særlige tilfælde:
“Der er er en række klausuler til de her konventioner, som gør det muligt at dispensere fra visse menneskerettigheder i krisesituationer.”
Ukraine valgte allerede i 2022 at frasige sig flere menneskerettigheder helt eller delvist på baggrund af krigen. Fravigelser der har gjort det muligt for landet blandt andet at sidestille mænd der undviger mobilisering med kriminelle.
Spørg man Viktors ven Nick Deyna, der selv har tjent i den ukrainske hær gennem to år af invasionen, er han mere svævende, når det kommer til den ukrainske mobiliseringsstrategi.
Nick støtter ikke op om de hårdhændede metoder, men forstår dog, hvor vigtigt det er at få nye mænd i hæren:
“Jeg vil ikke have folk til at slutte sig til hæren på denne måde. Men på den anden side har en soldat på frontlinjen måske brug for en tilbagetrækning eller en aflastning,”
Bange for fronten
Når droner og missiler flyver over Odesa, har Viktor fundet en måde at håndtere det på:
“Jeg forestiller mig bare, at det er den sidste, også selvom det ikke er det,” fortæller han halvkvalt i et grin med mindet om en aften med 12 droneangreb på byen. Han bliver nødt til det. Katten Kokos, som han bor med, afhænger af ham, og Viktor kan jo ikke forlade sin kat.
Selvom Viktor egentlig har lyst til at kæmpe for sit land, fylder frygten stadig mere:
“Jeg tror ikke, jeg er klar til det, for at være ærlig. Der er to slags mennesker, dem, der er modige nok, og dem, der ikke er det. Jeg er ikke.”
Viktor er langt fra alene om ikke at ville mobiliseres.
Ukraine har gennem de seneste år oplevet en rekrutteringskrise, der ikke ser ud til at stoppe. Sidste år viste en undersøgelse at kun 15,8% af de mænd mellem 18-55 år, som endnu ikke var i hæren, følte sig klar til at blive mobiliseret. Noget der kan være med til at forklare den stigning af tvangsmobiliseringer, der tilsyneladende har fundet sted.
Dog kan det være en svaghed for den ukrainske hær, hvis de, der bliver mobiliseret, ikke har lyst. Modviljen mod at kæmpe an nemlig påvirke hele enheder, fortæller lektor ved Institut for Ledelse og Organisation hos Forsvarsakademiet med fokus på kampvilje, Thomas Randrup Pedersen.
Soldater, der ikke har samme vilje til at kæmpe, kan ende med at dræne energien og svække moralen i resten af deres enhed.
At lade sig mobilisere til hæren er heller ikke uden risiko. Sidste år blev det estimeret, at omkring 400.000 ukrainske soldater var blevet såret i kamp siden den 24. februar 2022. I samme periode blev det estimeret, at op mod 80.000 ukrainske soldater havde mistet livet.
Ifølge veteranen Nick Deyna ændrer alt sig dog først, når man står ved fronten. Han oplevede, motivationen kom, når kuglerne fløj om ørene på ham. At kampviljen kan opstå, når man først er i skyttegraven, er Thomas Randrup Pedersen enig i:
“Overlevelse afhænger jo typisk af den gruppe, man er en del af, så bliver man sat ud i en skarp situation, så er det nok en rigtig god idé at lægge noget krudt i at løse opgaven sammen med gruppen.”
Viktor ser dog stadig ikke sig selv sidde i en skyttegrav. Egentlig tror Viktor, der skal en tragedie til før, han ændrer holdning:
“Der er mange mennesker, der har mistet alt, og derfor ender de i hæren. Hvis jeg mister alt, vil det måske være en grund.”
På flugt
Da Rusland invaderede Ukraine i 2022, var Viktor på besøg i sin hjemby, den sydøstukrainske by Nova Kakhovka.
Sammen med sin søster og hendes to børn tog de hurtigt mod det vestlige Ukraine. Viktors søster ville forlade landet med børnene, og hun vil have ham med.
For Viktor var det aldrig en overvejelse at flygte fra landet. For ham er der ting, der betyder mere:
“Jeg elsker virkelig det her land, og jeg vil ikke flygte. Hvis jeg bliver tvunget til at tjene, okay, så er det min kamp. Men lige nu har jeg en chance for en udsættelse, og den jeg vil bruge.”
Selvom forskellen på at undgå mobilisering ved at forlade landet og ved at holde sig skjult kan lyde lille, er holdningen til de to grupper vidt forskellige, forklarer Sofie Rose:
“Hvis du bliver i landet, så har du mulighed for stadigvæk at arbejde og betale skat og købe dine varer i Ukraine, samtidig med du er der som moralsk opbakning.”
Selv hvis Viktor havde haft lyst til at forlade Ukraine i 2022, ville det ikke have været let. Den militære undtagelsestilstand, der forbød de 18 til 60-årige mænd (i dag 22 til 60-årige) at forlade landet, trådte nemlig allerede i kraft samme morgen, som Rusland invaderede.
Selvom det kan koste op til fem års fængsel at undgå mobilisering ved at forlade landet, har mere end 20.000 mænd alligevel gjort det.
Mens dele af den ukrainske befolkning har forståelse for, at for eksempel fædre forlader landet, mener andre, at de forråder deres land. Derfor mener flere også, at flugt bør have vidtrækkende konsekvenser, fortæller Sofie Rose:
“Der er en generel holdning til, at dem, der forlader landet, ikke skal modtage offentlige ydelser, og nogle går endda så langt som at sige, de ikke skal have stemmeret.”
Kæmp for det, du har kært
På Viktors soveværelse står en aflang cylinder med hul i den ene ende. Motivet af en piratfisk med et kranie i munden kan få en til helt at overse, hvad det egentlig er, som står i værelseshjørnet – resterne af en ukrainsk artillerigranat.
“Jeg skal også lodde den her ud,” siger han indforstået.
Lodtrækninger af souvenirs fra fronten er blot en af de måder, Viktor forsøger at skaffe penge og udstyr til den ukrainske hær på. Gennem den frivillige organisation Love Fury begyndte Viktor sidste år at lave indsamlinger til biler, droner og andet grej, som ikke nødvendigvis kan dækkes af statens budget.
Når Viktor ikke selv vil i hæren, er indsamlinger det mindste, han kan gøre:
“Jeg vil bare gøre det, fordi jeg har venner (som er i krig, red.), og jeg ved, hvor slem den her krig er. Jeg synes, det er normalt at ville hjælpe.”
Med slet skjult stolthed fortæller Viktor, at han gennem det seneste år har opbygget et omdømme som indsamler. På den måde har han også fået mulighed for at hjælpe endnu flere mennesker ved at bruge hans voksende netværk.
Netop indsamlinger er en vigtig del af det ukrainske forsvar mod Rusland. For selvom både EU og USA har doneret meget materiel, er donationer fra civile ukrainere afgørende for at finansiere blandt andet det førstehjælpsudstyr, som hæren mangler. Af samme grund mener veteranen, Nick Deyna, at arbejde som Viktors er afgørende for landet: “Hvis alle bare stopper med det, de gør, som at kæmpe og indsamle penge til hæren, vil russerne være her i morgen,” siger han og fortæller, at Viktor gør meget for landet, også selvom det ikke er ved fronten, han hjælper.
Det er dog ikke kun den ukrainske hær, Viktor støtter økonomisk. Samtidig med sit frivillige arbejde støtter han også sine forældre. Med to pensioner, der tilsammen giver lidt under 900 kroner, har det ældre ægtepar ikke meget til overs til farens medicin, når huslejen først er betalt.
Derfor er Viktors løn som softwareudvikler også afgørende for forældrenes ve og vel, en løn, der er betydeligt højere end den, man får som mobiliseret soldat. Selvom Viktor holder af sit land, betyder familien alligevel mest.
Da Viktor Viktorovich fredag eftermiddag åbner Reserve+, er appen opdateret. Ni måneder efter hans ansøgning er der svar.
Under hans status står nu bare ordet udskydelse.
