I foråret 2024 besøgte jeg en veninde i Beograd. Vi tilbragte en uge i byen, hvor vi spiste rigelige mængder kød på kafanaer, kørte rundt i røde, knirkende, konstant forsinkede sporvogne, drak serbisk kaffe og indåndede luften fra en af Europas mest forurenede byer.
Under en sporvognstur passerede den røde, knirkende sporvogn en todelt, kolossal og høj murstensbygning med et gigantisk hul i midten af konstruktionen. Bygningen lignede noget, der kunne kollapse når som helst, og stod i stor kontrast til byens ellers hvidkalkede murstensbygninger og skyskraberlignende højhuse med glasvinduer.
Bygningen, jeg passerede, hedder Generalštab. Den fungerede som Jugoslaviens militære hovedkvarter frem til bombningen af Beograd i 1999. I dag står den som en ruin midt i Beograds centrum, hvor biler, mennesker, busser og sporvogne passerer hver dag. Nogle stopper op og kigger på den, andre går forbi uden at skænke bygningen nogen opmærksomhed.
NATO’s svar til Milošević
I 1999 gennemførte NATO omfattende bombardementer i Serbien og Beograd, der også ramte Generalštab. Formålet med bombardementet var ifølge NATO at forhindre en humanitær katastrofe i Kosovo, hvor Kosovos Befrielseshær (UÇK) og serbiske militærstyrker bekæmpede hinanden. I løbet af 1998-1999 var en ulmende konflikt eskaleret i Kosovo. Flere tilfælde af systematiske udrensninger og massakrer på kosovoalbanere blev udført af serbiske sikkerhedsstyrker, der ledet af den jugoslaviske præsident Slobodan Milošević forsøgte at gengælde UÇK's operationer.
Konflikten udsprang blandt andet af, at Miloševićs regime i 1989-1990 reelt afviklede Kosovos udstrakte autonomi. Umiddelbart efter brød krigen ud i Bosnien-Hercegovina, der blev afsluttet i 1995 med Dayton-aftalen.
Efter Dayton-aftalen opstod der spændinger i Kosovo. I 1997-8 tog UÇK kontrol over 30% af territoriet med bortførelser af de lokale serbiske politistyrker og fordrivelser af den lokale serbiske befolkning til følge.
Frem til juli 1998 og den serbiske modoffensiv blev omkring 800 dræbt og 200.000 indbyggere i Kosovo drevet på flugt. De hårdhændede serbiske modsvar på blandt andet civilbefolkningen forværrede situationen yderligere. Opbygningen af en styrke på 36.000 jugoslaviske soldater og serbiske politifolk samt 18.000 i UÇK skabte bekymringer i det internationale miljø.
Den internationale erindring om den manglende intervention i forbindelse med krigen i Bosnien blot et par år forinden ledte til en øget opmærksomhed på udviklingen i Kosovo. Vestens forsøg på at mægle en aftale, hvor Kosovo med øget selvsstyre forblev i Jugoslavien mislykkedes dog i efteråret og vinteren 1998, dels grundet manglende vilje fra begge parter.
Forhandlingssammenbruddet, et øget antal serbiske tropper i Kosovo samt fortsatte massakrer og etniske udrensninger af civile kosovoalbanere førte til NATO's indgriben. Uden opbakning fra FN’s sikkerhedsråd indledte NATO en “humanitær intervention” under navnet “Operation Allied Force”. Operationen løb fra 24. marts til 10. juni 1999 med den kalkule, at en luftkampagne og bombardement af en række militære mål i Kosovo og Beograd kunne standse den humanitære katastrofe i Kosovo og forhindre et scenarie som det i Bosnien – etnisk udrensning og folkedrab – i at gentage sig på ny.
Selvom NATO's hovedargument for bombardementet var at forhindre en videre eskalering, var beslutningen ekstremt kontroversiel – også den dag i dag. Den britiske sikkerhedspolitiske forsker Michael MccGwire skrev i 2000, at NATO i ønsket om at forhindre en borgerkrig gik uden om FN's regelsæt og dermed kørte FN ud på et sidespor.
Med USA i spidsen understregede NATO, at kampagnen skulle ramme strategiske militære mål for at beskytte civilbefolkningen. Bombardementerne fik dog både direkte og indirekte store konsekvenser for de selvsamme civile, som den havde til formål at beskytte: 850.000 kosovoalbanere blev fordrevet af serbiske og jugoslaviske styrker under NATO’s luftkampagne, hvis bombardementer tog livet af 500 civile.
En ruin midt i centrum
Efter bombardementet stod ruinen af Generalštab uberørt i et kvart århundrede, indtil den serbiske kulturminister Nikola Selaković fjernede bygningens status som kulturmindesmærke i november 2024. Det skete parallelt med, at den serbiske regering havde åbnet op for, at Jared Kushner, Donald Trumps svigersøn, kunne etablere et luksushotel på dens grund. En nylig afdækning fra The Guardian viser, at den aftale skulle være en del af Donald Trumps ”pay to play”-princip: Nationer kan undslippe sanktioner i bytte med projekter, der økonomisk gavner den amerikanske præsidents familie.
Efter annonceringen af handlen med Kushner var det især unge aktivister, som protesterede på gaden for at bevare Generalštab. Mange af aktivisterne var knyttet til de studerendes blokade af landets universiteter og en del af de landsdækkende protester mod præsident Aleksandar Vučić og regeringspartiet Det Serbiske Fremskridtsparti (SNS). Protesterne mod Kushners overtagelse af Generalštab var med til at lægge et offentligt pres, der efterhånden førte til, at Jared Kushner trak sig fra investeringsaftalen. I dag er det uvist, hvad der skal ske med bygningen i fremtiden.
Serbien har en tendens til at glemme
Det er især generationen, som hverken har oplevet bombardementerne i 1999 eller livet i Jugoslavien, som engagerer sig i debatten om bygningens bevaring. Hvorfor er det sådan, at unge mennesker engagerer sig i bevaringen af en bygning fra en tid, de ikke selv har oplevet eller kan erindre? Det var på baggrund af denne undren, at jeg i sommer rejste til Beograd for at møde nogle af de studerende, der engagerer sig i bevaringen af ruinen i byens centrum.
En aften i august sidder jeg på en café i det centrale Beograd sammen med to arkitektstuderende, en sociologistuderende og en færdiguddannet pædagog. De kender hinanden gennem studenterbevægelsen og er engagerede i bevarelsen af Generalštab.
Da vi begynder at tale om serbiske mindesmærker, fortæller Mia, en af de arkitektstuderende, at Serbien har en tendens til at glemme sin historie: “Det at passere Generalštab er en måde for os at huske vores historie på”. De andre studerende nikker til hendes svar. Tijana, en færdiguddannet pædagog i 20’erne, forklarer, at bygningen opleves som et sted, hvor man sammen kan mindes, hvad landet har gennemgået. Det er en bygning, som bærer kollektive minder, fortæller hun.
Når jeg spørger ind til, hvad det er for nogle kollektive minder, de refererer til, er det alt fra bygningens funktion under 2. verdenskrig (bygningen blev færdigbygget i 1965, red.) til NATO’s bombardement i 1999, som nævnes af de studerende. De studerende, jeg har talt med, er alle født efter 1999.
I samtalen om kollektive minder fremhæver Anja og Mia, at den jugoslaviske arkitektur også er noget, man bør mindes. ”Har du besøgt Muzej Jugoslavije?” spørger Mia mig.
”I Jugoslavien byggede man for folket”
Dagen efter cafébesøget tager jeg med Mia og Anja til Muzej Jugoslavije. Museet udstiller varer produceret i jugoslaviske fabrikker, breve, fotografier og historier fra mennesker, som levede i Jugoslavien. I museet kan man også besøge den tidligere præsident Titos gravkammer.
Anledning for vores besøg er, at Mia og Anja ønsker at se en aktuel udstilling om jugoslavisk arkitektur arrangeret af nogle arkitektstuderende. I udstillingsrummet er der fotografier af brutalistisk arkitektur samt mindre arkitektoniske modeller af betonbygninger i Beograd. Der er plancher med information om Generalštab, blokkene i Novi Beograd og andre serbiske betonbygninger fra 1960 til 1980. Bagerst i lokalet ligger der byggeklodser i træ, som inviterer børn til at bygge brutalistiske, jugoslaviske bygninger fra Beograd.
Mens vi står i lokalet sammen, spørger jeg pigerne om, hvorfor de synes, at det er vigtigt at fortælle om disse bygninger. Mia svarer, at jugoslavisk arkitektur er helt unik: ”I Jugoslavien bygede man for folket. Man byggede huse og lejligheder, som skulle bestå”, tilføjer hun. Militærhovedkvarteret Generalštab er også udstillet i rummet. Den er også bygget i brutalistisk stil i Jugoslavien. Bygget til at bestå.
I forlængelse af dette forklarer Anja, at man efter Jugoslaviens opløsning begyndte at bygge kapitalistisk arkitektur, som ikke tager hensyn til menneskelige behov. Hun nævner projektet Waterfront, en nybygget bydel i Beograd, som hun oplever, ikke tager hensyn til befolkningens behov. Dette skyldes bygningernes dårlige konstruktioner og materialer af lav kvalitet. Hun mener, at vi i stedet burde kigge tilbage på måden, man byggede på i Jugoslavien, når vi bygger for fremtiden.
Et kollektivt traume
Der eksisterer mange holdninger til, hvorfor man bør bevare Generalštab. Som beskrevet nævner Anja og Mia den bevaringsværdige arkitektur. En anden studerende, Tijana, fremhæver, hvordan bygningen bærer kollektive minder om krig og konflikt. Vores historie og vores minder er udtryk, som det fremhæves af flere af de studerende. Men hvilke minder er der tale om?
De studerende, jeg taler med, har ikke personlige minder om bombardementet i 1999; ej heller har de levet i Jugoslavien. Samtidig beskriver de fleste unge bombardementet i 1999 som et kollektivt traume og noget, de skal erindre.
Golub, en sociologistuderende, som er vokset op i en forstad uden for Beograd, trækker sin mors minder frem, da jeg spørger, hvilke minder han har fra bombardementet. Han fortæller, at hans mor badede Golubs storebror i et lille badekar, da sirenerne hylede. Han fortæller, at hun måtte tage sin søn direkte fra badet til en bunker og sidde ham der, mens hans hår stadig var vådt. Der sad de sammen med en masse andre familier fra området. Alle sad stille i bunkeren og røg cigaretter. Ingen havde forstået, hvorfor der blev bombet, fortæller Golub.
Det er ikke Golubs egne minder, men minderne har alligevel en betydning for ham. Han knytter dem sammen med vigtigheden af at bevare Generalštab.
Hvorfor fandt bombardementet sted?
Når jeg spørger flere studerende om, hvorfor bombardementet fandt sted, får jeg forskellige svar. En aften møder jeg tre studerende hjemme i deres lejlighed i en forstad til Beograd. Vi sidder i en hvid lædersofa i deres lejlighed. De ryger hjemmerullede cigaretter i stuen. Gardinerne er helt rullet ned, da det er varmt udenfor. Der hænger vasketøj i gangen, og der står opvask på køkkenbordet. Det minder om de studenterkollektiver, jeg kender fra Danmark.
En historiestuderende, Ilja, fortæller, at årsagerne til bombardementet er mange, men primært skyldtes det, der skete i Kosovo. Her forklarer han, at serbere gjorde forfærdelige ting mod albanere, og at albanere gjorde forfærdelige ting mod serbere – og derfor bombede NATO Jugoslaviens militære hovedkvarter. En anden studerende forklarer, at en af årsagerne var, at Bill Clinton ønskede at bruge situationen på Balkan som en afledning for at kunne fikse sit ægteskab med Hillary Clinton.
"De ville indlemme Serbien i NATO og EU", fortæller en antropologistuderende og refererer til, at USA havde et større mål end blot at ødelægge Miloševićs regime. Den sidste studerende, Nemanja, forklarer, at NATO bombede Serbien, da Jugoslavien var en af verdens sidste socialistiske stater, og USA ønskede at indlemme landet i deres globale kapitalistiske model. Han nævner en guldmine i Kosovo, som USA var interesseret i at investere i.
På et tidspunkt begynder de unge studerende at diskutere med hinanden om, hvorfor bombardementet fandt sted. De bliver uenige, og til sidst forlader en af de studerende lokalet i vrede. Han smækker med døren, og de andre undskylder på vegne af deres ven.
Ikke-statslige kilder dominerer
Når jeg spørger de studerende, hvor de får deres informationer om bombardementet fra, er det aldrig fra den serbiske regerings egne officielle udtalelser eller fra de statslige medier. Tilliden til de statslige medier er lav. En aften sidder Tijana og jeg og ser serbisk tv. Hun ser opgivende på tv-skærmen og forklarer, at præsident Vučić og hans folk lyver om, hvor moderne og succesfuldt Serbien er. Man kan ikke stole på dem, fortæller Tijana.
Mange nævner, at det er fra familiemedlemmer, sociale medier, aktivistgrupper eller uafhængige og regimekritiske medier, at de får deres viden om Generalštab. Nogle har undersøgt Generalštab gennem studier ved universitetet, som ofte optræder som en regimekritisk institution. Protesterne i Beograd ledes af netop de studerende. En af de studerende nævner, at han har fået information fra hemmelige kilder, som han ikke kan dele med os andre. En fotografistuderende, Angelica, nævner, at hun får det meste af sin information fra en regimekritisk YouTuber.
Andre studerende fortæller, at de ikke forstår, hvorfor bombardementet fandt sted. "Jeg er så forvirret, fordi vi faktisk ikke ved med sikkerhed, hvorfor det skete. Informationen er jo skjult for os", fortæller Tijana. Hun oplever, at det nuværende regime skjuler viden og information for befolkningen, og dermed skabes der mange forskellige kausalitetsforklaringer om bombardementet. Hun frygter, at man aldrig vil få at vide, hvad der egentlig skete i Beograd i 1999, hvis bygningen ender med at forsvinde.
Kosovo, Vesten og resten
Samtalen om bevarelsen af bygningen markerer også en forståelse af den serbiske nationalidentitet som i kontrast til en vestlig identitet. Flere studerende er stadig skeptiske over for Vesten og NATO. De ønsker at mindes de uretfærdigheder, som NATO har udsat Serbien for – sådan som de selv oplever det på vegne af deres familie og deres nation. Få anerkender, at Kosovo burde være en selvstændig stat; de fleste betragter derimod Kosovo som en del af Serbien. Den dominerende udlægning, at bombardementet i 1999 var en reaktion på den etniske udrensning i Kosovo, deles af få af de studerende, jeg tilbragte tid med.
I samtale med en studerende ved kunstakademiet i Beograd får jeg at vide, at bygningen fungerer som et symbol på, at NATO og Vesten bombede en uskyldig by og et uskyldigt land. Hun kan ikke forstå, hvorfor bombardementet fandt sted. Vi taler derefter om krigen i Kosovo, og i forlængelse af det understreger hun, at Kosovo tilhører Serbien den dag i dag.
Men ikke alle unge deler denne holdning. En samfundsfagsstuderende, Nela, fortæller mig en aften, at hun er træt af narrativer om, at Serbien aldrig bør tilgive Vesten for det, de har gjort. Vi sidder på en café i den gentrificerede bydel Dorćol, hvor Nela har inviteret mig til at spise søde japanske soufflépandekager. Mens vi spiser pandekager, fortæller hun mig, at hun godt kan lide at rejse i Europa, og særlig Norden, og ønsker, at Serbien og resten af Europa havde bedre forbindelser.
Generalštab burde ifølge Nela stå som en ruin midt i centrum, som den er i dag. Hun synes dog, at det der burde være et opgør med det anti-vestlige narrativ, og så drømmer hun om en fremtid, hvor de europæiske lande kan tilgive hinanden og få et bedre samarbejde. ”For at være helt ærlig, så er jeg pro-Europa”, understreger hun.
En bygning fra fortiden til fremtiden
På trods af forskellige narrativer om, hvad der er sket med bygningen, og hvorfor den er vigtig at bevare, er de fleste enige om, at sagen i høj grad handler om Serbiens fremtid. Mange studerende er frustrerede over, at staten giver mindesmærker, historiske bygninger og ejendomme væk til udenlandske investorer som følge af korruption og mangel på respekt for serbisk historie.
De fleste studerende, som jeg har tilbragt tid med i Beograd, drømmer derfor om et Serbien uden de nuværende magthavere. “Hvis regimet vil give denne bygning væk, hvad bliver så det næste?”, fortæller Tijana. Hun vil gerne have en fremtid i Serbien, da hun er stolt af sin nation. Hun fortæller, at det sidste, hun vil være, er den tante, der kommer hjem med chokolade fra udlandet et par gange om året. Hun vil have en fremtid i Serbien med sin kæreste og familie.
For de unge er Generalštab ikke kun et vidnesbyrd fra Jugoslavien, et minde om bombardementet i 1999, en bevaringsværdig arkitektonisk konstruktion eller et billede på forholdet mellem Kosovo, Vesten og Serbien. Det er en bygning, som fungerer som et symbol på, hvad generationen inden dem oplevede, samt et symbol på en tid efter bombardementet præget af korruption, inflation og hårde levevilkår – og ikke mindst et symbol på håbet om en bedre fremtid.
