Menuen står på friteret fædreland
Hvor står kirken Serbien? I kløerne på turisterne, der valfarter til for at se glimtende mosaikker? Hos patriarkatet? I ensomhed? Trygt og sikker i hjemmets hjertekammer?
Det er et komplekst spørgsmål, og jeg forstår at jeg må brede mig ud over kirkens grænser, hvis jeg gerne vil forstå serberne på et dybere plan.
Serbiens historie er mildest talt umulig at begribe for en teologistuderende, der ikke har beskæftiget sig dybere med østeuropæisk historie. Men der tegner sig for mig en stor gryde, hvori der ligger en sammensmeltet klump, krydret med byzantinsk kirke og fyrstedømmer, stykket til af osmannerne og østrig-ungarere.
Klumpen har delt sig flere gange i mindre stykker, Bosnien-Hercegovina og Kosovo, endnu flere gange, hærdet den, gjort den hård og vred. Og slag i form af Balkankrig, to verdenskrige, Kosovokrigen og Milosevic-styret.
Det lugter af stærk nationalisme, men der er også en snert af revolution at omfange. Det store kongerige af serbere, kroater og slovenere; Jugoslavien, der for alvor sætter gang i en proces, men er det en forhærdelse eller en opløsning?
Titos kommunistiske føderation gør det svært at skelne. Selvstændighed og grænser, korruption og arbejdsløshed. Og hvad ligger tilbage efter 1980? Hvad består den indkogte bouillon af? Et stolt folk, der strækker sig mod både øst og vest og som på samme tid har nok i sig selv. Et folk, der på mystisk vis overlever gang på gang. Det er spændende og brutalt.
En trasketur til Dorcol
Vi slentrer ned ad Cara Dusana til Kalemegdan, hvor serberne har patruljeret og skudt på de dengang indtrængende osmannere.
Skråt overfor Republik-Park stikker vi hovedet ind på det filologiske universitet, hvor unge i sorte frakker flokkes om smøger og bladrer i ”Hajdegger.” På universitetstoiletterne hænger ingen prideflag, her lyder ingen Palæstinasnak - men magnoliaen er sprunget ud.
Det er blevet eftermiddag, og vi hopper på bus 41A til Det jugoslaviske museum.
Børn, hunde, og fugle flokkes om statuer, der vidner om en tid, der stadig ånder tavst.
Politiet kører i Fiat 500, men det er nu ret passende, for her er meget lidt optøj. Det undrer mig, for vi har været vidt omkring. Hvor er kriminaliteten? Råbene? Rekrutteret til udkanten? Måske til en helt anden by? Er vi bare de rigtige steder? Turister?
En købmands historieudlægning: “We are good people.”
På Kalenic Buvliak-marked i Vracar falder jeg i snak med en ældre herre, da jeg spørger ind til prisen på et lille ikon. ”700 dinar,” svarer han og fortæller historien om helgenen. Halvanden time efter føler jeg mig endnu mindre sikker på at have forstået bare en brøkdel af situationen Serbien.
Under samtalen med den ældre, serbiske herre bider jeg mærke i en grundtone af fremmedfjendtlighed over for muslimer og albanere, såvel som overfor vestlige "skandinavere", aka min veninde og jeg.
Han mener, at vi lever i en ”fantasia.” Han siger:
“I lever i propaganda, en drømmeverden, en parallelverden. I er marionetdukker i et dukketeater og der er alliancer, I intet aner om eller forstår.”
Om krigen i Ukraine siger han, efter at have udlagt hele verdenssituationen fra skabelse til dommedag:
”Ukrainerne har tænkt sig at blive ved indtil den slaviske befolkning i Ukraine er under 40%”.
Han fortæller i detaljer, hvordan serberne er blevet massakreret og hvordan de, lige siden osmannernes tid, har kæmpet imod ondskab fra alle sider. Han forkynder en klar idé om serbere som værende det ypperste folkefærd, der gennem århundreder er blevet misforstået og misfortolket i den vestlige historie.
“Vi har ikke gjort uret. Vi er dem, imod hvem, der er blevet øvet uret - altid.”
Både af tyskerne efter anden verdenskrig, tyrkerne og albanerne. Af nysgerrighed spørger jeg ind til Jugoslavien. Det undrer mig, at han ikke nævner Jugoslavien. Han ser ned i jorden, sukker og siger:
”The worst that happened was…Yugoslavia. Serbia was destroyed.”
Han fortæller, hvordan serberne har haft enorm indflydelse på store dele af Europa, hvordan Berlin egentligt hed “Barralin” (efter en serber havde navngivet den), men fordi tyskerne ikke kunne udtale ”barra-” blev det til Ber- og det samme med Dresden, som kaldtes ”Drossel,” (efter en serber hentydede til stedet “med de mange sorte kragefugle,”) men i tyske munde er blevet til ”Dres-”.
Jeg spekulerer på, om det er et storhedsvanvid uden lige? Og - eller - en klar overbevisning om, at et folk er blevet uretfærdigt behandlet?
Inden vi bevæger os videre langs boderne, løfter han pegefingeren, idet han siger:
”Listen, this is not the words of the church, this is my words; You have paradise inside you. Now go home. We are good people.”
Da jeg senere sad og skrev, gik det op for mig, at jeg aldrig spurgte eller hentydede det modsatte. Der er et interessant behov for at skulle validere handlinger i fortiden overfor en interesseret kunde. “We are good people.”
Lige under overfladen fornemmer jeg mørk masse, en marginalisering af krigsforbrydelser, en kollektiv forglemmelse eller ignorance, der i benægtelsen har vokset sig til en enorm selvophøjelse og et fremmedfjendsk verdensbillede. Et territorialt land, der er gået fra sameksistens til et ønske den rene befolkning.
Den ældre herres venner nøjedes med at sparke til små sten i baggrunden under vores samtale. En anden mand gik forbi os, idet han sagde ”Kosovo is Serbian and will always be.” Han kyssede tre fingre, løftede dem til brystet, så mod himlen og vi hilste pænt farvel.
En aften i byen
Om aftenen spiser vi cévapi med kajmak og pogaca-brød. Et glas rakija som digestif til at gå hjem på, - alt offentlig transport er gratis her (!) - men vi er ikke på vej hjem.
Husbandet spiller op med harmonika og tiara. Familier sidder i røgskyer, vugger og synger med på folkeviser. De kender alle viserne. Viserne handler om det gamle had, som er svært at glemme.
Beograd rummer meget. Den har en omtumlet historie, og jeg begynder at forstå, hvorfor den har fået tilnavnet “Balkans Athen.” Det er tydeligt at mærke, hvordan den har skiftet hænder mellem hunner, byzantinere, bulgarer, avarer og ungarer.
De balkanske traditioner blander sig med osmanniske og orientalske noter. Kommunisttiden og Jugoslavien står som to store spøgelser og ser på.
Europæiseringen er skyllet op på kajen ved Ciganlija og siden har en demokratiseringsproces banket på døren, men har serberne tænkt sig at åbne? Lytter de overhovedet, eller er harmonikaen for høj (og det med vilje)?
Jugo-nostalgi
En af vores sidste dage i Beograd emmer byen af mild forårsregn, lyden af jazz og folkeviser. Brutal betonbyggeri, industri, og den postsovjetiske ånd hænger som en tung tåge om aftenbyen.
Donau og Sava mødes i et virvar i sandsten. Spøgelseshuse gemmer på hemmeligheder. Udadtil virker det som om, at serberne nærer en nostalgi efter fortiden. Politisk historie synes at være dem mere interessant end religion, der mest af alt står som symbolet på et traditionelt folk med en stærk kultur og et tilhørsforhold, der er komplekst.
Jeg vurderer, at jugo-nostalgien lever (hvad købmanden ikke fortalte). Tito hyldes, overraskende for mig, mest blandt venstrefløjen og unge mennesker med alternative tendenser, mens højrefløjens nationalister kæmper for et etnisk Serbien med tryk på et ”vi”, som har været undertrykt under Jugoslavien, men som nu skal sejre.
Her er en stemning af vaskeægte nationalstat. Titos død lagde helt sikkert ikke låg på nationalismen, tværtimod. Jugoslaviens sammenbrud står for mig at se på mange måder som begyndelsen på en politisk kamp mod en indre separation. Og den nationalistiske retorik fungerer i bedste velgående som æstetisk våben mod enhver indtrængende.
Det smager dogmatisk, men liturgien er svær at opsnuse i et samsurium af etnisk og national identitet, der er tæt sammenflettet med en kulturreligion. Kirkens fundament er støbt på en grund af en kompleks politisk historie, som har gjort krav på helhjertet og nærmest religiøs overgivelse til nationalstaten, i stedet for til Gud.
I dag blomstrer der i Beograd en levende ideologisk oprustning, men hvad den synes at stræbe imod, ligger måske i virkeligheden i fortiden?
Emilie Thejl Sørensen