Filmen “Hjem” er et familiedrama, der fungerer, fordi den viser en virkelighed. Karaktererne fremstår troværdige, fordi deres handlinger udspringer af konkrete, menneskelige motiver snarere end dramaturgiske skurke eller tydelige konflikter. Der er ingen skurke, ingen entydigt skyldige, kun en situation, der langsomt presser en familie fra hinanden.
Filmen udspiller sig i Jugoslavien i ‘91, hvor den økonomiske og politiske krise gør det umuligt for familiefaren Marko at forsørge sin familie. Han bliver ikke betalt af sine arbejdsgivere og kan ikke engang sælge jordbær på gaden uden at blive trådt på. Hvis hans familie skal klare det, er de nødt til at søge væk fra landet, inden det hele falder sammen.
Der er en smule plads hos søsteren Sanja på Nørrebro i Danmark. Desværre er der kun plads til Marko, hans kone Vera og deres lille datter Maja, og de to sønner Ivan og Milos må blive tilbage i Jugoslavien og vente på en dag at kunne komme med til eventyrlandet Danmark.
Der er ingen situationer i filmen, der ikke bringer en ofring med sig. Det gør, at alle følelserne i filmen føles berettigede. Når vi forlader de to sønner, forstår vi svigtet, vi mærker Majas savn til sine brødre, men vi mærker også sorgen fra Marko og Vera, som forgæves prøver at holde kontakten med deres sønner.
Det er et godt greb ikke at vise sønnerne, når vi forlader dem i Jugoslavien. Sammen med Jugoslavien bliver de langsomt til et minde langt borte. Vi hører dem kun, når Maja sniger et telefonopkald igennem inde på fabrikken, hvor forældrene gør rent. På den måde får telefonen en helt særlig og magisk rolle. Det er her forbindelsen holdes, og her den afvises, når Marko forsøger at ringe til sine sønner, som er for vrede til at tale med ham.
Skuespillet er lige i øjet, hvilket man kunne forvente, når en efterhånden garvet skuespiller som Jankovic tager instruktørkasketten på. Dejan Cukic i rollen som den desperate far, der forsøger at få familien til at fungere, Nada Sargin som den kærlige, håbefulde mor, og den helt unge Tara Cubrilo, som spiller den seksårige Maja, er fantastiske sammen.
Trine Dyrholm giver en charmerende præstation som ægteskabsvindleren Lene og Zlatko Buric er god som altid. Denne gang i rollen som onklen, der heldigvis er noget fredeligere at låne penge af, end han har været i tidligere roller.
Det er en lige så stor klapsalve til castingarbejdet foretaget af Djamila Hansen, som virkelig har formået at vælge de helt rigtige mennesker. Alle skuespillere fra castet har fået noget interessant at arbejde med, og det virker som om, alle har været passionerede for at fortælle denne oversete fortælling om en stor del af den danske indvandringskultur. Når man har Claes Bang med som skoleinspektør i et par minutter og Jesper Christensen som en excentrisk birolle, er man en privilegeret instruktør.
Krigene, der hærgede det tidligere Jugoslavien, er ikke noget, der bliver så meget som hintet til i filmen. Det var for mig et overraskende valg, når så meget af historiens drivkraft kommer af den kollapsende politiske situation i 90'erne. Dermed ikke sagt, at der burde være en masse nedladende, forklarende eksposition, men det er svært at tro, at den situation ikke ville være noget, de har talt om eller diskuteret i hjemmet. Særligt når flere familiemedlemmer sidder fast derovre.
På samme måde bliver København i 90’erne kun sparsomt tegnet. Der kunne argumenteres for, at det er et valg, for at vise hvor frakoblede, de er fra kulturen omkring dem, men det lader i mine øjne mere til at være et spørgsmål om prioriteter. Udover at vi er i nutidens Tivoli og Rådhuspladsen i totalt uskarpe billeder, er der ikke meget København over den del af filmen. Det kunne lige så godt foregå i Odense.
Til gengæld er det et forfriskende greb, at filmen undgår at gøre danskere til entydige modstandere. De mennesker, familien møder i Danmark, fremstår som komplekse og almindelige snarere end som enten hjælpere eller modstandere. Danmark bliver portrætteret som et land, man som flygtning fra Jugoslavien med god grund gerne vil flytte til, også selvom det måske ikke er det eventyrland, man havde håbet på.
I filmens aflsutning optræder instruktøren Jankovic selv i filmen for at vise, hvordan det står til i nutiden, og selvom det bliver en anelse selvretfærdigt, er det også fuldt berettiget, når man laver en film som “Hjem”.