Det øser ned over Frederiksberg. I Boyesgade, hvor bygningerne udenfor næsten ligner små parisiske facader, står den nordmakedonske filminstruktør Teona Strugar Mitevska og forsøger at lukke en hotelparaply.
Hun er i Danmark i forbindelse med premieren på hendes film Mother, og i dag skal vi tale om filmens hovedperson: Moder Teresa.
Moder Teresa med vrede i blikket
52-årige Teona Strugar Mitevska er sådan en kvinde, der så snart hun træder ind i et lokale, fylder det med energi. Hendes sorte hår er sat op i en pjusket knold. Den lyserosa læbestift er næsten væk efter regnen, men smilet bliver hængende.
Hendes film Mother har fået meget omtale i hele Europa. I The Guardian lyder det, at “filmen et feberagtigt og energisk portræt af en afgørende uge i den unge Moder Teresas liv” hvor Mitevska “får en flænset, hårdkogt intensitet frem i Noomi Rapace, der marcherer ned ad korridorerne med et ansigt fuld af raseri.” Noomi Rapace, som mange vil kende fra gennembrudsrollen i Mænd der hader kvinder spiller Moder Theresa.
Jeg har selv været til forpremiere på Mother i Grand Teatret og kan konstatere, at filmen er alt andet end et klassisk helgenportræt.
Filmens univers er som et trykkammer: et kloster fyldt med spændinger, religiøs fanatisme, kompromisløshed, tvivl og undertrykt begær.
Og netop en kompromisløs energi går igen hos Mitevska selv.
“Jeg sagde først nej”
Filmen om den albanske ordensstifter og det globale ikon Moder Teresa, kendt for sit virke til fordel for ”de fattigste af de fattige”, har været undervejs i næsten to årtier.
Da vi sætter os med nyvaskede lilla vindruer og appelsinjuice foran os, spørger jeg Mitevska, hvornår hun første gang blev optaget af Moder Teresa.
Hun griner.
“Moder Teresa har altid været der. Ikke nødvendigvis som religiøs figur – jeg voksede jo op i det socialistiske Jugoslavien – men som en stor historisk person.”
Ligesom Moder Teresa er Mitevska vokset op i den nordmakedonske hovedstad Skopje.
I Nordmakedonien blev et statsligt projekt igangsat om historiske figurer, hvor forskellige instruktører blev spurgt, om de ville lave dokumentarer.
“De spurgte mig, fordi jeg var den eneste kvindelige filminstruktør på det tidspunkt, om jeg ville lave en dokumentar om Moder Teresa. Men jeg sagde nej.”
Hvorfor?
“Jeg kunne ikke se mig selv fortælle historien om en kvinde, der så let havde købt ind på den patriarkalske struktur, som den katolske kirke er,” forklarer Mitevska, der beskriver sig selv som spirituel ateist.
Men hendes søster – som både er producer og spiller nonnen Søster Mercedes i filmen – udfordrede hende og sagde:
“Hver gang du afviser noget, må du spørge dig selv hvorfor.”
Det blev begyndelsen på Mitevskas forhold til den verdenskendte katolske nonne Moder Teresa. Dokumentaren Teresa and I fra 2013 blev igangsat som et forsøg på at forstå, hvordan kvinder skaber frihed inde i ekstremt patriarkalske systemer.
Her interviewede Mitevska nonner, der havde kendt Moder Teresa personligt. Og mange af scenerne i spillefilmen Mother er direkte bygget på de samtaler. Hun nævner blandt andet en af filmens scener med en regnemaskine.
En af nonnerne fortalte Mitevska, hvordan hun som økonomiansvarlig i et kloster havde fået en regnemaskine og var lykkelig over den.
“Men så kom Moder Teresa og sagde: ‘Du må levere den tilbage.’”
For nonnerne måtte jævnfør Moder Teresa næsten intet eje.
“Og den dag i dag har de stadig næsten ingenting. De bruger stadig fax. Man kan ringe til dem, og så siger de bare: ‘Kom.’ Og når man kommer, kan man vente i dagevis, fordi de fattige på gaden er vigtigere end dig.”
Rebelske Moder Teresa
Jo mere Mitevska researchede, jo mere begyndte hendes syn på Moder Teresa at ændre sig:
“Jeg opdagede hendes dristighed. Hendes styrke. Hun var en rebel. En Robin Hood. En ekstremt ambitiøs kvinde.”
Og det var netop ambitionen, der interesserede Mitevska:
“Vi taler ofte om historiske kvinder som ofre. Men hun var ikke et offer. Hun gjorde det umulige.”
Og i filmen fremstilles Moder Teresa da også som kompromisløs, hård og næsten manisk i sin mission om at redde fattige.
I filmen beretter Moder Teresa til den sympatiske Fader Friedrich, at hun er ”en kvinde i et system styret af mænd”, samtidig med at hun forsøger at skabe sin egen mission og orden uden for kirkens kontrol, i ønsket om at redde flere fattige.
Mitevska nikker, da jeg nævner citatet og siger:
“Hun var helt klart en karrierekvinde.”
Det lyder næsten helt spøjst at kalde en kommende helgen for karrierekvinde. Men for Mitevska handler filmen netop om at afmystificere:
“En helgen er ikke nogen perfekt person. For mig er en helgen et menneske, der tør gøre det umulige.”
Og mod og viljestyrke må Moder Teresa siges at have haft; hun stiftede selv en ny orden kaldet Kærlighedens Missionærer (Missionaries of Charity), der blev godkendt i 1950 af paven og spredtes til mange lande. Hendes indsats for forbedring af de fattigstes vilkår førte til global respekt og organiseret støtte i mange lande, inklusive herhjemme i Danmark, og hendes statsbegravelse i Kolkata i 1997 var et tegn på hendes usædvanlige betydning.
“Hun er absolut en balkankvinde”
Moder Teresa blev født i Skopje i det daværende Osmanniske Rige og var etnisk albansk.
Jeg spørger Mitevska, om Moder Teresas balkan-baggrund havde betydning, hvortil hun svarer:
“Absolut. Hun er en balkankvinde.”
Mitevska læner sig frem og tilføjer:
“Hun kunne have været min bedstemor eller min mor!”
For Mitevaksa blev arbejdet med filmen en påmindelse om, hvor ens folk på Balkan er, på trods af nationalismens konstante opdelinger, som hun formulerer det.
“Vi bliver ved med at dele os op i serbere, albanere, makedonere. Men vi kommer fra den samme jord,” forklarer den nordmakedonske instruktør og peger ned i jorden med et par vindruer i hånden.
Hun beskriver balkankvinder som højlydte, stædige og stærke og tilføjer:
“Vi er omgivet af krige og overlevelse hele tiden. Balkan-kulturen er ekstremt macho, så kvinder bliver nødt til at kæmpe for at få plads.”
Hun griner.
“Når balkankvinder går ind i et rum, tager de luften ud af rummet. De fylder.”
Og netop den energi ser hun også i Moder Teresa:
“Hvis hun var vokset op i Danmark eller Tyskland, tror jeg ikke, hun havde kunnet gøre det samme. Balkan gør noget ved mennesker. Når man kommer fra uro og tab, bliver man hærdet.”
Hun peger på Moder Teresas opvækst: faderens tidlige død, fattigdom, krigene omkring hende.
“Da hun kom til Kolkata under hungersnøden og de religiøse konflikter, blev hun ikke knust. Hun sagde bare: ‘Jeg må gøre det, jeg skal.’”
Kvinder, feminisme og at være den første
Da Mitevska begyndte at lave film, var hun den første kvindelige filminstruktør i Nordmakedonien,“og en af de første i hele Balkan,” tilføjer hun. Instruktøren ler kort, men alvoren vender hurtigt tilbage:
“Ingen makedonske medier eller kritikere har nogensinde kaldt mig den første kvindelige filminstruktør. De vil ikke give nogen den anerkendelse.”
I dag er situationen bedre, fortæller Mitevska: “Nu er kvinder faktisk en drivkraft i balkan-film.”
Men hun understreger, hvor hurtigt ting kan ændre sig “fra den ene dag til den anden”. Vi taler om den strømning, der i større eller mindre grad præger mange europæiske lande lige nu – også Danmark – hvor idéer om “traditionel” maskulinitet og den underdanige kvinde igen fylder mere i visse debatter og miljøer
“Det er præcis derfor, vi kvinder bliver nødt til at fortsætte,” siger hun og fortæller, at hendes næste film skal handle om maskulinitet.
“Vi er nødt til at redefinere maskulinitet. Især på Balkan.”
Nonner, abort og tvivl
Et af filmens mest kontroversielle spor handler om en gravid nonne.
Karakteren søster Agnieszka er opdigtet, fortæller Mitevska, men blev skabt for at kunne diskutere abort, moderskab og kvindelig frihed. “Moder Teresa var fanatisk imod abort. Det var svært for mig,” fortæller instruktøren.
Hun understreger dog, at hun forsøgte at forstå Teresa i sin historiske kontekst som nonne for næsten hundrede år siden. Men netop derfor ønskede hun også at vise tvivlen:
“Som kvinder har vi et særligt forhold til vores kroppe. Derfor måtte filmen stille vigtige spørgsmål.”
I filmen bliver Moder Teresa ikke fremstillet som et rent moralsk kompas, men som et menneske fanget mellem tro, ambition og tvivl. Hun reflekterer hele tiden og stiller også sig selv spørgsmålet: Kunne jeg være blevet mor? Det er nogle af de mest psykologisk og etisk interessante scener i filmen Mother.
Nonnecore
Samtalen glider hen på æstetik. For hvis der var noget, der blev hængende hos mig efter rulleteksterne, var det filmens særlige univers: det næsten hypnotiske soundtrack og den kompromisløse nonnecore-æstetik. Minimalismen, kirkearkitekturen, de tynde Jesusfigurer i træ. Kvinderne i stramme nonnekjoler om dagen og løst, krøllet hår og tynde silkekjoler om natten. Det kan bare noget helt særligt.
Jeg nævner den polske filminstruktør Paweł Pawlikowski og hans film om den unge polske nonne Ida fra 2013. Der er noget ved billederne i Mother, siger jeg, som minder mig om Ida: stilheden, de skæve kompositioner, ubehaget.
Mitevska lyser op. “Paweł er faktisk en god ven,” siger hun og griner. Og hun forstår straks, hvad jeg mener. I Ida er himlen ofte enorm i billedet, forklarer hun. Personerne placeres mærkeligt i frame’et, som om noget altid er lidt forkert. Og det var præcis det, hun ønskede i Mother.
“Alt er smukt – men noget er off hele tiden.” Hun holder en pause og fortsætter: “Den dér ‘offness’ skulle være næsten fysisk for publikum. Man mærker, at noget er galt, uden nødvendigvis at kunne forklare det.”
Det handler om Moder Teresas indre kaos: “Hendes rastløshed og uro.”
Udenfor fortsætter regnen over Frederiksberg.
Inden vi siger farvel, spørger jeg Mitevska, om Moder Teresa stadig følger hende.
Hun nikker og siger: “Ja. Hun har givet mig modet til at fortsætte mit arbejde.”
