I min Ph.d. afhandling forsøgte jeg at svare på, hvordan den serbiske ortodokse teologi har gentænkt sig selv efter det jugoslaviske sammenbrud, krig og nye statsdannelser. I dette arbejde kom moderne russisk teologi hurtigt til syne.
Det skyldes dels, at serbisk og russiske tanker er vævet sammen siden det moderne Serbiens kamp for national selvstændighed, men også, at serbiske teologer i det 20. århundrede hurtigt kom i kontakt med mange russiske teologer, der var på flugt fra Sovjet. En af dem, der fik langvarig indflydelse i serbisk teologi i både det 20 og 21 århundrede er Georges Florovsky (1893-1979), hvis teologi og tanker står som to tunge kapitler i min egen afhandling.
Florovsky: kejserrigets søn i eksil
Udfordringen ved Florovsky er, at han er russer – og ikke bare en intellektuel sjæl uden blik for magt. Han er søn af kejserriget og dets selvhævdelse i det kosmopolitiske Odessa i centeret af den region, som det russiske imperium kaldte for ”Nye Rusland”, da de overtog området fra osmannerne og de selvstændige ukrainske kosakker.
I hans værker gennemsyrer det med denne kejserlige selvforståelse og en skarp anti-vestligt blik, da kommunismen for ham var den tyske idealisme – med tænker som Hegel fra det 19. århundrede – som fadder. Det var altså vestens skyld, at kejserriget gik under.
Mellem trone og ørken
Omvendt viste kejserrigets undergang også, at kirken havde været fanget og måske for låst under kejserens trone. Hos Florovsky møder man derfor en spænding mellem kirken som magtens medspiller og modspiller – som en der synger med på kejserens magt eller finder ro i modstand i ørkenens isolation, som er det billede Florovsky selv bruger i en artikel om netop statsmagten.
Florvsky er et sindsbillede på russisk ortodoks teologi i det 20. og 21. århundrede. Han blev som ung i den kosmopolitiske by Odessa i Ukraine tidligt præget af et væld af kulturelle påvirkninger. Som mange andre begavede unge intellektuelle i begyndelsen af det 20. århundrede tog hans uddannelse fart gennem imperiets institutioner.
Her mødte han de fremmeste teologer fra den såkaldte russiske religiøse renæssance samt poeter fra Ruslands sølvalder, der videreførte og nuancerede arven fra Tolstoj og Dostojevskij. Det var et vibrerende miljø, hvor fremragende teologer som Sergei Bulgakov kunne diskutere litteratur til langt ud på natten, landbrugsreformer om formiddagen og teologi hen over frokosten.
Revolution og eksil
Denne brydningstid kulminerede med den første russiske revolution, hvor den russisk-ortodokse kirke genvandt sin selvstændighed fra kejsermagten og afholdt sit første store kirkemøde i århundreder. Det førte til valget af en ny patriark – en stol, der havde stået tom, siden Peter den Store i 1700 nægtede at udpege en efterfølger.
Den anden revolution – bolsjevikkernes – satte imidlertid brat en stopper for kirkens udvikling. Florovsky befandt sig sammen med hundreder af russiske præster, konservative intellektuelle og adelige på vej i eksil. Her blev han en af de mest markante kirkelige stemmer, først i Prag, siden i Paris og efter Anden Verdenskrig i New York.
Kirken uden imperium
I sin teologi forsøger Florovsky at gentænke, hvad den russiske kirke er uden imperiet, uden Rusland og uden sit naturlige hjem. I en af sine centrale tekster fremstiller han den ortodokse kirkehistorie som udspændt mellem to poler: imperiet og ørkenen.
I den ene pol er det kejseren eller staten, der sætter retningen – som i det kejserlige Rusland eller det sovjetiske system – og kirken indordner sig. Dette er bedst kendt som kirkehistorikeren Eusebs fejring af kejser Konstantin d. Store i det 4. århundrede, så Konstantin blev både helgen og det ideal, som alle øst kirkelige kejsere blev målt op af.
I den anden pol er det kirkens borgerskab i himlen, der er toneangivende frem. Kirkens præste og munke gør modstand mod imperiet, hvis kejsern går for langt og eks. forbyder ikoner – de klassiske billeder i kirkerne, som over to omgange blev forsøgt fjernet af de såkaldte ikonoklastiske (direkte oversat til billedesmadrende) kejsere.
Et klassisk eksempel er Maximus Bekenderen, der modsagde kejseren og fik hugget tunge og hånd af, så han hverken kunne tale eller skriver mere om kejseren. Det selvsamme blev gældende, da kejser Leo den Vise fik rettet præsteskabets love til, da han tog sin fjerede kone. Det er parentes bemærket delvist derfor, at ortodokse historisk set i modsætning til katolikker er mere afslappede vedrørende skilsmisser. Kejseren har vist vejen og bøjet kirkeretten.
Florenskij og det indre eksil
Mere moderne eksempler på teologer modstand mod statsmagten er Florovskys samtidige kollega, Pavel Florenskij (1882-1937), der valgte et indre eksil og arbejdede som elektroingeniør for bolsjevikkerne. Iført præsteklæder bevægede han sig blandt kommunister og ingeniører, som beundrede hans intellekt. Ligefrem Trotsky, en af de ledende bolsjevikker, mente at Florenskij burde være manden, der kunne sikre strøm til hver flække af Rusland.
Florenskij overlevede frem til Stalins store udrensninger. Hos både Florovsky og Florenskij finder man refleksioner over ortodoks politisk teologi – altså forholdet mellem Gud, stat, imperium og historie.I begges tænkning er der en understrøm af Politisk teologi, der et fundament for mange af det 20. og 21. århundredes ideologier – fra nazismens kronjurist Carl Schmitts værk Politisk teologi til den nulevende russiske filosof Aleksandr Dugins forsøg på at legitimere Putin-regimet. Schmitt bemærkede, at politik i det 20 århundrede Europa var sekulariseret teologi.
Teologiens genkomst
Frem til 1990’erne blev Florovsky og Florenskij primært læst i snævre kredse. Sovjetunionens fald ændrede dette, og en ny opblomstring af russisk teologi fulgte i kølvandet på censurens ophævelse. Deres tanker satte spor i moderne ortodoks teologi, blandt andet i Den Russisk-Ortodokse Kirkes sociale doktrin fra 2000, som på ny formulerer kirkens rolle i samfundet.
Historien kunne være endt her som en akademisk analyse af, hvordan den russiske ortodokse kirke genoptog og videreudviklede det 20. århundredes teologiske strømninger. Men sådan gik det ikke. I dag er russisk teologi – ligesom russisk litteratur og poesi – underlagt en mistanke om at bære imperiets arv i sig: autoritære strukturer, anti-vestlige impulser, krigen mod Ukraine og kollektivets forrang over individet.
Efter min vurdering rammer denne mistanke russisk teologi og litteratur hårdt. Det er næppe tilfældigt, at det hos Dostojevskij er en katolsk præst, der udspørger Jesus – ikke en russisk-ortodoks. Det åbne spørgsmål er derfor, om denne mistro er berettiget. Findes der en russisk teologisk arv, der rækker ud over krigen og det moderne autoritære Rusland? Findes der en genuin teologisk vision, som ikke forbløder i Donbas’ mudder?
Dette spørgsmål vil jeg tage op i et foredrag i Dansk-Russisk Forening den 5. maj. Med udgangspunkt i Florovsky og Florenskij’s politiske teologi vil jeg undersøge, hvad russisk politisk teologi er – og hvad vi kan bruge den til i dag. For kan vi overhovedet bruge den til noget?
