En restaurant i Tbilisi
Det starter med en situation, der ved første øjekast virker banal.
Et par russere sætter sig ved nabobordet og bestiller på russisk. Tjeneren svarer på engelsk. De gentager sig selv på russisk, langsommere denne gang. Tjeneren svarer igen – stadig på engelsk.
Efter et par forsøg bliver det klart, at det ikke handler om en misforståelse.
“Vi taler ikke russisk her.”
Der opstår en stilstand i samtalen. Russerne insisterer. Tjeneren gør det samme. Kort efter bliver de bedt om at forlade stedet.
Det er en lille konflikt. Den varer få minutter.
Men det er en konflikt, der kort opsummerer Georgiens politiske situation.
Byen som politisk rum
Konflikten stopper ikke ved restaurantbordet. Den kan aflæses i Tbilisis gader.
Graffiti dækker mure og facader med:
“Ruzzki not welcome”, “Fuck Russia” og EU-flag malet side om side med georgiske symboler.
Det er ikke organiserede kampagner. Det er ikke officielle budskaber.
Det er byen, der taler.
I mange samfund er politik noget, der primært udspiller sig i institutioner – parlamenter, regeringer og ved valg. I Tbilisi er politik også indlejret i det urbane rum. Byen fungerer som et arkiv over konflikter, men også som en aktiv deltager i dem.
Sproget bliver her centralt. For mange unge er skiftet til engelsk frem for russisk til ikke blot praktisk. Det er et valg om orientering. Et valg om tilhørsforhold.
Det er ikke nødvendigvis dramatisk. Ofte er det næsten umærkeligt.
Men det er konsekvent.
Historien som nutidig struktur
For at forstå denne reaktion kræver det et blik bagud.
Georgiens forhold til Rusland er ikke kun formet af nyere begivenheder, men af en længere historisk erfaring med dominans, integration og konflikt. At være underlagt først det russiske imperium og senere Sovjetunionen har sat dybe spor, der stadig er synlige - institutionelt, kulturelt og sprogligt.
Krigen i 2008 markerede et vendepunkt mellem de to lande, men ikke et endeligt opgør. Abkhasien og Sydossetien er fortsat uden for georgisk kontrol. Den russiske tilstedeværelse er en vedvarende realitet.
Historien er derfor ikke afsluttet.
Staten og dens legitimitet
De samme spændinger går igen i landets politik.
Georgien har i mange år været præget af en officiel orientering mod Vesten. EU-medlemskab og integration i vestlige institutioner har fungeret som politiske mål og som en kilde til legitimitet.
Men legitimitet er ikke statisk.
Den skal kontinuerligt reproduceres – ikke kun gennem valg, men gennem tillid.
Indførelsen af den såkaldte “foreign agents”-lov i 2024 blev af mange opfattet som et brud med den vestlige kurs. Loven blev sammenlignet med tilsvarende russisk lovgivning, og reaktionen var kraftig. Protester fyldte gaderne, ikke kun I Tbilisi men i de store byer i hele landet, og den daværende præsident, Salomé Zourabichvili, positionerede sig åbent imod den politiske linje.
Samtidig voksede bekymringen blandt oppositionspartier, civilsamfundsorganisationer og dele af befolkningen for, om det kommende valg ville forløbe frit og retfærdigt. Inden valget anskaffede myndighederne blandt andet vandkanoner til politiet, hvilket kunne blive tolket som et tegn på, at staten forberedte sig på protester og mulig uro efter valget.
Det bidrog til en spænding mellem den formelle demokratiske proces og dele af befolkningens oplevelse af systemets legitimitet.
Ved valget bevarede regeringspartiet Georgiens Drøm magten. Oppositionen, Salomé Zourabichvili og flere pro-vestlige aktører stillede spørgsmålstegn ved valgprocessens troværdighed, hvilket igen udløste store demonstrationer i Tbilisi og andre byer.
De blev slået ned.
Med magt og vandkanoner.
Mange georgieres håb om EU-medlemskab er nu sat på pause.
Magtens geografi
Spændingen bliver yderligere konkret i byens fysiske rum.
Over Tbilisi ligger et moderne palæ i glas og stål, tilhørende Bidzina Ivanishvili. Han tjente sin penge under røverkapitalismen i Rusland i 90’erne. I start 2010’erne havde han så stor en formue, at det svarede til ca. 30-40% af Georgiens BNP. En meget magtfuld, men ellers klassisk oligark.
Han grundlagde partiet Georgiens Drøm i 2012 og blev kort efter landets premierminister. Som regeringsleder førte Ivanishvili en mere pragmatisk linje end tidligere georgiske ledere: Georgien fortsatte orienteringen mod EU og vestlige institutioner, men forsøgte samtidig at normalisere forholdet til Rusland.
Selvom han formelt ikke længere sidder i regeringen, betragtes han fortsat bredt som en central magtfigur. Det skyldes både hans rolle som grundlægger af Georgiens Drøm og hans betydelige økonomiske ressourcer.
Ivanishvilis hus er synligt fra store dele af byen.
Det fungerer næsten som en parallel til statens officielle institutioner – ikke som en erstatning, men som et supplement, der rejser spørgsmål om, hvor magten reelt er placeret.
I mange stater er magtens geografi tydeligt markeret gennem parlamenter og regeringsbygninger. I Georgien fremstår den mere flertydig.
Det er ikke kun staten, der former politikken.
Et delt territorium
Samtidig eksisterer konflikten med Rusland ikke kun som en symbolsk eller politisk spænding
Den er fysisk.
Omkring 20 procent af Georgiens territorium er uden for statens kontrol. Abkhasien og Sydossetien fungerer som de facto selvstændige områder med russisk støtte og tilstedeværelse.
Langs grænserne findes hegn, pigtråd og militær.
Grænser som ifølge flere lokale beretninger bliver flyttet om natten. En langsom og stille invasion.
Det gør noget ved et samfund.
Når statens territorium ikke er fuldt intakt, bliver spørgsmålet om suverænitet ikke abstrakt. Det bliver konkret. Synligt. Vedvarende.
Batumi: en anden orientering
Denne kompleksitet bliver endnu tydeligere i kystbyen Batumi, ved sortehavet.
Ved første øjekast fremstår byen som et symbol på modernitet og udvikling – højhuse, kasinoer og en international atmosfære.
Men i gadebilledet er der også andre tegn.
Batumi er også mere positivt stemte over for Rusland. En stor del af økonomien bag byens udvikling kommer fra russiske investorer, som bibringer mange russiske turister. Det betyder, at russiske nummerplader er synlige. På enkelte vægge dukker “Z”-symbolet op. Det samme symbol, der forbindes med den russiske hær.
Hvor Tbilisi fremstår som en by, der aktivt tager afstand, virker Batumi mere ambivalent.
Det peger på en vigtig pointe: Georgien er ikke homogent.
Landet rummer flere samtidige orienteringer, der ikke nødvendigvis kan reduceres til én samlet fortælling.
En anden historie i Gori
Kontrasterne stopper dog ikke i Batumi.
En times kørsel fra Tbilisi ligger Gori – Stalins fødeby. Her står hans barndomshjem stadig bevaret, overdækket af en monumental struktur, og et stort museum er dedikeret til hans liv.
Stalin er ikke en marginal figur her.
Han er synlig. Nogle steder er han stadig æret.
Det skaber et paradoks. For samtidig med at Rusland opfattes som en besættelsesmagt, og sovjettiden for mange repræsenterer undertrykkelse, eksisterer der i Gori en form for lokal stolthed over netop den mand, der er blevet ansigt for Sovjetunionens mest undertrykkende periode.
Forklaringen er ikke nødvendigvis ideologisk.
Den er også national.
Stalin var georgier.
For nogle georgiere er han den største georgier nogensinde.
Det gør ham til en del af en national fortælling, der ikke uden videre kan reduceres til geopolitik. For nogle bliver han et symbol på styrke og historisk betydning snarere end et entydigt billede på undertrykkelse.
Det understreger endnu en gang, at Georgiens forhold til sin egen historie – og til Rusland – ikke er entydigt.
Det er lagdelt.
Geopolitik som hverdagspraksis
Tilbage i restauranten i Tbilisi er situationen for længst opløst.
Men den efterlader et indtryk.
I mange analyser fremstår geopolitik som noget, der udspiller sig på afstand – mellem stater, gennem diplomati eller militær magt. I Georgien er geopolitik også noget, der praktiseres.
Den findes i:
Sproglige valg.
Sociale interaktioner.
Byens visuelle udtryk.
Ikke kun i parlamentet eller ved valgurnerne, men i små handlinger, i byens rum og i de grænser, mennesker vælger at trække.
Georgien er derfor ikke blot et land mellem Rusland og Europa. Det er et samfund, hvor denne position konstant forhandles - kulturelt, politisk og socialt.
Restauranten i Tbilisi er én scene blandt mange. Men den gør noget tydeligt: Geopolitik i Georgien er ikke noget, der sker et andet sted.
Det er noget, man lever med.
