Jordbær og kaffe
Klokken var ikke meget mere end seks om morgenen, da jeg steg ind i bilen og forlod hotellet i Jerevan, hvor Hasmik og hendes fætter Narek allerede ventede på mig. Hasmik var min med-observatør og tolk den dag, Narek var vores chauffør, og sammen kørte vi ud af byen og ind i det åbne armenske landskab, hvor marker og frugthaver strakte sig mod horisonten, og de snedækkede tinder af Aragats-bjergkæden rejste sig stille i det fjerne.
Jeg forstår intet om Armenien og i særdeleshed ikke om, hvad det vil sige at stemme i et land, der for ikke så længe siden var i krig.
Den første valgstation, vi besøgte, lå i landsbyen Voskevaz i en børnehavebygning langs en af byens rolige sidegader, og det viste sig hurtigt, at dette ikke blot var en tilfældig adresse på vores liste. Det var Hasmiks landsby. Hendes familie boede her, og hun skulle selv nå at stemme, inden vi kørte videre.
Hendes familie tog imod os med kaffe og friske jordbær og en åbenhed, jeg ikke havde forventet så tidligt på morgenen af mennesker, jeg aldrig før havde mødt. Inde i valglokalet hang festlige bånd fra loftet, som om rummet ikke rigtig havde afgjort, om det var en valgdag eller en børnefødselsdag.
Der var gule borde langs væggene, stemmeurner med det armenske statsemblem midt i rummet, og kommissionsmedlemmer, der i stilhed gjorde sig klar, mens en politibetjent stod ved siden af. De første vælgere dukkede op kort efter åbning, og procedurerne forløb roligt og ordentligt.
Kanten af verden
Fra Voskevaz kørte vi videre mod Ashtarak, regionens lille bymidte. Armenien er et land, der bærer sin skønhed uden at gøre meget væsen af sig, og Ashtarak er et godt eksempel.
Byen ligger på kanten af en kløft, hvor Kasagh-floden snor sig op til 200 meter nede i dybden, omgivet af tæt grøn bevoksning, der næsten skjuler vandet fuldstændigt. Husene er bygget i det lokale basalt og tuf og klamrer sig til klippekanten, og enkelte steder hænger gamle kirker nærmest ud over afgrunden, som om de er vokset frem af selve stenen.
Udsigten på den anden side åbner sig mod brede sletter og snedækkede bjerge, og jeg forstår godt, at folk her holder af deres land.
Gennem dagen besøgte vi valgstation efter valgstation, skoler og børnehaver og et erhvervsskolebyggeri, og overalt blev jeg mødt med den samme varme og nysgerrighed. Et kommissionsmedlem rakte hånden frem og smilede bredt. En ældre mand ved indgangen til en af skolerne nikkede anerkendende, da han hørte, jeg var kommet udefra for at observere, som om min tilstedeværelse bekræftede noget for ham; at verden så på, at dette valg betød noget ud over Armeniens egne grænser.
Narek og de uskrevne regler
Imellem stationerne talte Hasmik og jeg meget. Hun er 19 år, jeg er 28, og det er ikke mange år, men det er alligevel nok til at man kan mærke afstanden.
Hun var i chok over, at jeg havde kone og et barn derhjemme. Hun mente, at jeg stadig var ung, og jeg sagde smilende, at jeg blev tidligt forelsket. Det smil, der havde fulgt hende hele dagen forsvandt et øjeblik. Jeg var bange for, jeg sagde noget forkert, og spurgte derfor, hvad der var galt. Hun sagde, at hun også en gang havde været forelsket, men i hendes verden er det ikke set med milde øjne på at være i et forhold, eller at køre rundt til langt ud på natten med en fremmed mand (altså mig) - det er ikke noget man bare lige gør.
Det var derfor Narek, hendes fætter, sad bag rattet. Han var ikke bare chauffør, men også hendes ”livvagt” på en måde, for uden ham vil det ikke havde været muligt for hende at være min tolk og med-observatør.
Drømme
Vi kørte fra post til post, station til station og en gang i mellem havde vi tid til at tale med lokale. Vi talte om deres håb for det her valg, og hvad deres fremtidige ønsker var. Nogle vil have bedre økonomiske forhold, nogle ønsker mere Rusland og nogle ønsker mere EU.
Hasmiks tanker om valget kom også frem. Hun sagde:
”Adam, It’s not that I really care about the elections. I do care about my country. But right now I want to travel and see the world. I want to study in Paris or Istanbul and live in an apartment with my girlfriends in a ally with an old landlord.”
Jeg var overrasket over, hvor specifikke hendes drømme var. Jeg gik ved siden af hende og sagde ikke et ord, for jeg ved, at det nok ikke er nemt for en pige som Hasmik, som kommer fra en konservativ familie i en lille landsby bare at rejse alene ud i verden.
Proxierne
Armenien har oplevet meget mørke de seneste år — krig, tab og usikkerhed — men den dag syntes folk fast besluttet på at gå fremad. De stemte ikke af vane. De stemte med en mening og et ønske om forandring, og det håb var mærkbart overalt på stationerne.
Dagen var dog ikke uden drama. På flere af stationerne brød der højlydte skænderier ud mellem proxierne - partirepræsentanterne, der sidder i lokalerne og holder øje med processen på hvert enkelt partis vegne.
Jeg forstod intet af hvad der blev sagt og vendte mig mod Hasmik, der forklarede med et lettere opgivende smil, at proxierne skændtes om, hvorvidt vælgere var blevet hjulpet på en upassende måde — ikke selve hjælpen, men motivet bag den. Hver proxy mistænkte de andre for at guide vælgerne mod deres eget parti under dække af at assistere dem. Det var ikke storpolitik. Det var menneskelig natur i sin mest genkendelige form.
Den manglende stemme
Om aftenen, da stemmerne skulle tælles, manglede der én, og lokalet, der ellers havde været præget af rolig rutine, fik pludselig en helt anden stemning. Proxierne var på tæerne igen, kommissionsmedlemmerne koncentrerede sig, og alle vidste, at der ikke kunne lukkes ned, før regnskabet gik op.
Vi var trætte. Det havde været en lang dag, og klokken var langt ude på natten. Stemmesedlerne blev lagt frem igen, talt omhyggeligt op én for én, og spændingen i lokalet var til at føle på. Efter genoptællingen stemte tallene endelig. Den manglende stemme var fundet, og lettelse bredte sig i lokalet.
Da vores veje skulle skilles, bad Hasmik mig om at skrive et lille brev til hende — et brev hun ville gemme og åbne senere. Jeg havde aldrig før i mit liv fået en sådan anmodning, og jeg brugte hele turen tilbage fra Ashtarak til Jerevan på det, mens fætter Narek kørte og nattens mørke lå tungt udenfor.
Jeg satte ord på dagen, vi havde haft, på Armeniens stille skønhed, på de steder hun havde vist mig, og på hende selv. Om at gyden i Paris eller Istanbul ikke var en drøm, men en plan, hun endnu ikke kendte datoen på. Og om mit håb for hende. At hun ville finde vej. At verden ville tage imod hende med den samme åbenhed, som hun selv mødte den med.
Måske var det efterhånden Hasmiks stemme vi manglede under optællingen?
