Inden vi skal på valgobservation, tager jeg og to venner til Armenien for at lære landet bedre at kende. Vi blaffer fra Jerevan til Meghri ved den iranske grænse og tilbage igen. Undervejs tegner der sig et billede af et land, hvor dets mennesker ser sig selv som klemt mellem fjender og glemt af resten af verdenen.
STØV OG HATCHBACK
På hovedvejen ved Artashat 30 kilometer sydøst for hovedstaden Jerevan hænger der støv af tør jord i luften. En gruppe mænd står foran en butik med reservedele til biler og smiler lidt ad os, mens vi står der med vores tommelfingre i vejret. En hvid hatchback triller ind foran os, og vinduet rulles ned. Et stort armensk smil viser sig i førersædet. Smilets ejer hedder Vazgen. Han skal til byen Vayk, og vi hopper ind.
Vazgen fortæller så snart vi har sat os, at da han var i den obligatoriske militærtjeneste som ung, havde han en kæreste i nabobyen til den base, han gjorde tjeneste på. Når han havde weekendorlov og ville besøge hende, måtte han blaffe. Som han stod der i vejkanten, i hvad jeg gætter på er midten af 90’erne, 18 år og med tommelfingeren i vejret og biler susede forbi, besluttede han, at når han en dag fik sin egen bil, ville han aldrig nogensinde ignorere en blaffer.
BJERGENE OG DE STORE FORTÆLLINGER
Med det armenske nationalsymbol Ararat i baggrunden - det prægtige bjerg, der i dag ligger i Tyrkiet – glider samtalen hurtigt over i politik.
Vazgen rynker på næsen og kigger ud over de græsdækkede bjergrygge mens vi snor os igennem nålesvingsvejene mod vinregionen Areni.
Han fortæller:
”Alle tidligere sovjetrepublikker har et ordsprog, der begynder således: 'Hvis du har en russisk ven, så...' og slutter med noget i retning af ”vær forberedt på et angreb”, ”vær klar på det værste” eller det armenske: ”gem en hammer bag ryggen”.
Han mener, at armenierne nu godt ved, at Rusland aldrig har haft en intention om fred i Nagorno-Karabakh – ustabiliteten fodrer Kremls muligheder for kontrol i regionen, forklarer han os.
”De giver os våben, de sværger troskab til os med henvisning til vores religiøse bånd. Når krigen så kommer, løber de op i bakkerne for at se til på afstand, indtil de kan træde ind og ’mægle fred’”.
Ifølge ham er det en historie om gentagen skuffelse i forholdet til Rusland, som også farver synet på Nagorno-Karabakh. Hans forklaring er hans egen tolkning af et længere historisk mønster, hvor Rusland, før har lovet at forsvare Armenien i kristendommens navn -, de stod for leveringen af våben og kampgejst, men da Tyrkiet påbegyndte et af det 20. århundredes største folkemord, var der ingen hjælp at hente.
En slags fool me once, fool me twice situation, hvor landets premierminister Nikol Pashinyan er den eneste, der kan sørge for, at Armenien ikke bedrages en tredje gang, ifølge Vazgen.
VEJEN MOD TEHERAN
I byen Vayk stiger vi ombord på en lastbil. Føreren er Varhat, som skal til Teheran for at hente en last af iranske sko, der skal tilbage til Jerevan. Ifølge Varhat er de ikke synderligt pæne, og sammen griner vi over ironien i at køre hele vejen til Teheran for at hente grimme sko.
Varhat er et eksempel på armensk gæstfrihed, når den er allerbedst. I cockpittet på hans Iveco-lastbil drikker vi øl og hører høj armensk disco-pop, mens vi gør vores bedste for ikke at blive lammede af det fantastiske bjerglandskab ud for Sisian. På de egne, dukker der bjerge op i alle former: græsdækkede, snedækkede og ørkenbelagte.
Varhat fører lastbilen med sikre hænder og en fast besluttet speeder-fod gennem det smukke sceneri, og vi beslutter at tage med ham hele vejen til Kapan.
HOTEL LERNAGORTS
I Kapan sover vi på det gamle sovjetiske Hotel Lernagorts. De hasarderede elevatorer tæller ni etager, hvilket må være over hundrede værelser, men der er ikke tegn på, at hotellet har andre gæster end os.
I kælderen drikker vi en øl og ser til, mens en gruppe lokale mænd spiller en variation af snooker.
BJERGENES GÆSTFRIHED
Dagen efter går vi op i bjergene fra en lille landsby. En ældre mand med halm over skulderen og et segl i hånden vinker os op mod hans hus. Han møder os ved baglågen, og for enden af stien står hans kone, i færd med at organisere en lille gruppe stædige kalve.
På deres terrasse serverer konen armensk kaffe for os, æbler fra deres have og fine indpakkede chokolader i mange farver. Deres søn dukker op med hjemmebrændt sprut i en genbrugt plastikflaske. Først én, så to, så tre glas. Manden klapper på sin skulder med sin store hævede håndryg og udbulede knoer, der bevidner om mange års hårdt manuelt arbejde. Det går op for os, at det er hans måde at sige, at han har været soldat. Tre krige, har han været med i, og sprogbarrieren ærgrer mig her allermest.
Senere på dagen stiger vi ud ad et ældre ægtepars bil ved floden i Meghri.Vi når ikke langt før et skaldet hoved stikker ud over en af de øverste balkoner på den sovjetiske panelblok og råber ”HOTEL!”.
Vi smiler lidt usikkert, og han peger os længere ned ad gaden, hvor han haler ind på os og fører os ind ad en bagindgang til en lille lejlighed i stueetagen.
Dagen efter kommer han ned for at drikke hjemmebrændt med os. Bortset fra en eller to gloser, foregår det meste af vores interaktion som et spil gæt og grimasser, og som sprutten i flasken bliver mindre, bliver vi alle bedre og bedre til at forstå hinandens gestikulationer.
Han får kommunikeret, at lige herovre bag os ligger grænsen til Iran. ”Farsi, okay”, siger han med begge tommelfingre vendt opad. ”Mussul’mani, niet!”, og med en opremsning af lande, begynder vi at forstå, hvor han trækker grænsen mellem de to.
GRÆNSERNE PÅ KORTET
Alene på vej tilbage mod Jerevan samler en bygningsarbejder mig op. Da jeg tjekker kortet på min telefon for at se om jeg er på rette vej, kan jeg se et lille mærkat på bjergkæden, landevejen følger. Jeg zoomer ind: ”Azerbaidian Occupation” står der og jeg viser det til bygningsarbejderen. Han siger, at folk lader som om de bliver deroppe, men indbyggerne ved godt, at de kravler ind over bjergene og overvåger hovedvejen, den vi kører på.
Et øjeblik efter passerer vi fire store lastbiler med camouflageprint og militærkøretøjer på ladet. Vores øjne mødes igen og han hæver skuldrene og vender håndfladerne opad, med et opgivende suk.
DIRAN OG DEN ARMENSKE CHOKOLADEFABRIK
Tilbage i Jerevan mødes jeg med en ven, der er i færd med at lave en dokumentarfilm. Vi besøger en chokoladefabrik da han skal interviewe grundlæggeren Diran.
Dirans bedsteforældre flygtede til Libanon efter folkemordet, hvor han er vokset op. Han beskriver, hvordan hans bedstemors øreflipper var revet itu, og når han som barn spurgte hende hvorfor, ville hun ikke svare, men begyndte i stedet at græde. Først langt senere lærte han, at det var fordi, at hun under folkemordet, skånet da hun var et barn, men fordrevet sammen med tusindvis andre kvinder og børn, havde fået sine øreringe stjålet af tyrkerne; vel og mærke revet ud, uden at at åbne låsen.
Som teenager, udviklede han sammen med sin bror den vrede, som armenierne, helt op til nuværende generationer stadig finder sig selv i.
Derfor virker det som det mest naturlige i verden, når han mener, at Pashinyan er en forræder for at ville naturalisere forholdet til Tyrkiet. Pashinyan må ifølge Diran have en hemmelig agenda, være i lommerne på både Tyrkiet, Aserbajdsjan og EU. Alt andet ville være absurd, for økonomien og levestandarden bliver kun værre af at vende Putin ryggen: ”Hvordan kan vi forsone os med et land, som ikke kun nægter at anerkende, men faktisk også hylder arkitekterne bag mordet på en million af vores brødre?” spørger Diran ud i rummet. Kun kølediskene bag disken i chokoladefabrikken fylder den tykke stilhed med en monoton brummen som svar.
Egentlig er Dirans følelser meget de samme som Vazgens. De er produkter af den samme fortælling, den samme sorg og de samme tragedier, men de når til forskellige konklusioner.
Det er derfor Vazgens ordssprog bliver ved med at vende tilbage: ”Hvis du har en russisk ven...”.
I det Armenien, jeg har mødt, virker det, som om ingen kan blive enige om, hvordan dette ordsprog skal ende.