Det er lørdag eftermiddag den 11. april - dagen før det, der i danske medier, proklameres som et af nyere europæisk histories mest afgørende valg. Nemlig parlamentsvalget i Ungarn.
Akustikken i toget fra Budapest til Kaposvár føles som om, den er designet til at opfange alle lyde på dens vej gennem Centralungarn, for derefter at forstærke dem så meget som overhovedet muligt inde i kupéen.
Det bumler, skriger og hviner, hver gang toget bremser eller accelerer. Og når det endelig når op i fart mellem de lange stop, så lyder det mere som et overophedet kulkraftværk end en ungarsk regionalbane.
Alligevel opfanger jeg i al larmen brudstykker af en medpassagers telefonsamtale. Han taler engelsk med en tyk østeuropæisk dialekt: “Yes, it’s crazy tense (...)” og:
“the government… they do everything they can”.
Jeg lytter intenst. Taler han imod regeringen – eller for den? At regeringen gør alt hvad de kan, er jo løftet over enhver tvivl.
Bremserne hviner og overdøver den unge mand, da toget triller ind i Kaposvár, og jeg får aldrig svar på mit spørgsmål.
Kaposvár
Kaposvár er den største by i den ungarske region Syddanubien og hovedstad i amtet Somogy. Min observationsmakker og jeg går fra stationen, ned ad de påfaldende tomme gader i byens centrum, på vej mod det, der skal være vores bolig under afviklingen af valget. Planen for aftenen er et sidste øjekast på den rute vi har lagt mellem valgstederne i byen, en genopfriskning af dataskemaerne, vi skal udfylde undervejs, og så i seng.
Valgdagen begynder klokken 05.10
Vi ankommer til det første valgsted, hvor vi skal observere de indledende forberedelser og åbningen. Den tilforordnede leder af stedet kigger lidt forbavset på os, som vi står der i døråbningen med vores kreditering i hånden, men nikker med et skeptisk smil og viser os hurtigt rundt lokalet.
Selvom de nok er informeret om, at det nationale valgkontor har akkrediteret en række internationale observatører i dette øjemed, tror jeg alligevel ikke, at de havde regnet med, at vi, to observatører fra en dansk ungdomsorganisation, ville troppe op i den provinsielle udkant af Kaposvár, en by på størrelse med Hillerød.
Forbavselsen forsvinder hurtigt. Arbejdet går i gang med en næsten ceremoniel præcision.
Valgstedet åbner præcis klokken 06. Flere af de tilforordnede tæller stille sekunderne ned – nogle på mobiltelefoner, én med et gammeldags lommeur.
Efter at have bevæget deres hoveder i takt med de sidste sekunder, kigger de op mod valgstedets præsident, der med et smæk låser døren op, og afslører en lille mand, der virker til at have lagt vejen forbi under sin morgenløbetur. Han får verificeret sin identitet, inspicerer stemmeurnerne og underskriver kontrolarket. Han bliver dagens første vælger.
Stemmekasserne forsegles med strips med serienumre, som noteres omhyggeligt. Et kontrolark lægges i urnen – en garanti for, at ingen manipulation kan ske ubemærket.
Stemningen er en smule anstrengt.
Repræsentanter fra regeringspartiet Fidezs på den ene side og oppositionspartiet Tizsa på den anden, holder hinanden op på retningslinjerne for åbningen af valgstedet. De virker stolte over deres rigide kendskab til valgloven, de tjekker, dobbeltjekker og trippeltjekker proceduren, holder hinanden i skak, og bygger derfor et slags fastlåst dødvande, der udelukker alle former for demokratiske overtrædelser, uagtet om der er tale om dårlige intentioner, eller blot fejltrin.
Jeg tænker, at relationen mellem repræsentanterne fra de to ærkerivaliserende partier måske lidt besynderligt kan siges at være et mikrokosmos på et demokrati i bedring.
Forår i Kaposvár
Udenfor er solen stået op, og vi fortsætter ned ad landevejen, ind mod centrum, for at besøge det næste valgsted.
Valgdagen forløber roligt. Temperaturen stiger, og jakken bliver hurtigt overflødig. Inden afrejsen læste jeg, at Kaposvár er blandt Europas bedste byer at opleve kirsebærtræer i blomst.
Jeg vil forlade observationsarbejdets løfte om upartiskhed, og erklære mig stærkt enig.
Det er en fryd at spankulere langs Kapos-floden og se kirsebærtræernes blomster svæve rundt i den varme luft. De spreder en stærk og sød duft af forår, der skarpt kontrasterer det politiske klima i Ungarn i netop disse timer.
Jeg forestiller mig, at selv Europa-Parlamentet holder vejret denne dag.
“Orbán! Viktor!” ved busstoppestedet
Vi beslutter os for at tage til bydelen Cser.
Da vi sidder ved busstoppestedet, kommer en ældre ungarsk dame forbi og begynder at tale til os. Jeg forsøger med en oversættelses-app at sige, at vi ikke forstår ungarsk, men det lader ikke til at genere hende. Det er svært ikke at lade sig smitte af hvor glad og smilende hendes uforståelige udbrud er, så vi sidder et øjeblik bare og betragter hende.
Blandt andet gætter jeg på at hun spørger om vi skal stemme til valget, hvilket vi afviser, hvorefter vi alle griner. Herefter udbryder hun ”Fidezs!, Orbán!, Viktor!” og giver tommel op, med begge hænder.
Et par minutters envejskommunikation efter, prøver jeg at give hende oversættelsesappen, og gestikulere at hun kan tale til den – men hun misforstår mig, og tror at jeg har ringet til nogen, og at der derfor er nogen på linjen.
Hun forsøger at hilse på den imaginære samtalepartner, jeg vinker afværgende med hænderne, men hun tysser på mig og prøver igen. Hun sætter sig for at hjælpe os med, at komme ud til et Roma-nabolag i Cser.
Hun gelejder os ind i en bus og begynder at tale med chaufføren, hvorefter hun vender sig og siger, at vi ikke skal med denne bus, men at vi kan gå sammen med hende. Efter en 10 minutters tid, kommer jeg i tanke om, at det måske ikke er så godt for os, at følges med en, der offentligt erklærer sin støtte til Orbán, i hver anden sætning hun siger. Derfor forlader vi hende med undskyldningen om, at vi har travlt, og går selv resten af vejen.
Hun råber efter os ”I love you!”, og vi vinker taknemmeligt til hende.
Flere underskrifter
Selve valgprocessen forløber generelt roligt og civilt. Et enkelt sted, bliver der skabt et større postyr af, at en ældre dame bliver afvist, da hendes underskrift allerede er på valglisten.
Hun henter sin søn, der også hidser sig gevaldigt op overfor de tilforordnede, der derimod håndterer situationen i strakt arm.
Tredje gang hun vender tilbage, er det med sin datter, og her falder brikkerne på plads: Det viser sig, at datteren og den ældre dame har samme navn og adresse, og at der derfor er taget fejl af dem i valglisten – de tilforordnede korrigerer fejlen, og den ældre dame kvitterer med nogle opgivende gestikulationer, et par skældsord og sin underskrift.
Redaktionen rØST
Ved dagens sidste valgsted bliver vi mødt med ironisk applaus – der har ikke været vælgere i en time og de var begyndt at kede sig.
En ung mand når lige akkurat at komme ud af stemmebåsen to minutter før klokken 19, og så lukker de valgstedet. Optællingen går i gang. Tempoet er roligere end ved åbningen, men stadig grundigt. Stemmerne hober sig op.
Det trækker ud, ca. 1400 stemmer skal tælles op, alt skal gøres rede for og klokken bliver hurtigt 22.00.
Ret hurtigt er det tydeligt: Tisza får langt flere stemmer end Fidesz.
Fra det åbne vindue i klasselokalet hører vi ind imellem jubelbrøl fra Tizsa-tilhængernes karavaner på gaden. Jeg tjekker min telefon og ser, at Orbán allerede har indrømmet nederlaget, inden vores valgssteds leder har underskrevet det sidste optællingsark.
En Fidezs-repræsentant går med sure miner over og smækker vinduet i, da endnu et ungarsk flag med ordet Tizsa malet henover febrilsk flyver forbi vinduet.
Stemningen er speciel; ikke bare i lokalet, hvor to Orbán-tilhænger, flygter ud på gangen udenfor lokalet for at foretage opgivende og oprørte opkald, men også på gaden og på bypladsen.
En forsamling på 150-200 mennesker er strømmet sammen om et værtshus i provinsbyen, hvor resultaterne vises på en lille skærm. Knallerter og biler ankommer med stjernespækkede blå EU-flag viftende triumferende ud ad vinduerne, andre med Ungarske flag.
Stemningen er euforisk.
Det er stadig uklart, hvad Péter Magyar vil bringe landet. Men én ting er tydelig:
Noget har ændret sig.
Denne aften handler ikke om frygt for fremtiden – men om lettelsen ved, at forandring stadig er mulig.
Dette er en del af artikelserien Det ungarske valg tæt på. I denne serie rejser unge valgobservatører fra ungdomsorganisationen Silba rundt i Ungarn under landets parlamentsvalg i april 2026. Fra små stemningsfyldte landsbyer langs Donau til optællinger i hovedstaden Budapest beretter de fra valgstederne og giver et indblik i både stemning, valgprocesserne og de politiske spændinger, der præger valget.
