På vej med bus fra lufthavnen den 8. april bliver vi hurtigt mødt af den første valgplakat. Selvom den er betalt af regeringspartiet Fidesz, forestiller den ikke Ungarns magtfulde premierminister Viktor Orbán. I stedet ser man et lidet flatterende sort-hvid-portræt af oppositionens leder, Péter Magyar, i selskab med en sammenbidt Volodymyr Zelenskyj.
Budskabet er krystalklart, også selvom man ikke forstår et ord ungarsk: Magyar og hans parti Tisza er i lommen på Ukraine-lobbyen, og en stemme på oppositionen bringer Ungarn (og resten af Europa) nærmere krig og ødelæggelse. Samme budskab har Orbán selv gentaget dagen før vor ankomst på en pressekonference med den amerikanske vicepræsident, JD Vance.
Ifølge Fidesz handler valget om krig eller fred, kaos eller stabilitet. Oppositionen portrætterer det snarere som et spørgsmål om autokrati eller demokrati.
Ungarn summer af valg, og sammen med over 30 unge mennesker fra organisationen Silba er jeg rejst til Budapest. Ikke for at tage stilling eller promovere et synspunkt. Men for som valgobservatører at bidrage til, at ungarerne kan kaste deres stemme på fair og retfærdig vis.
Ungarn ved en skillevej?
Dagene op til valget er fyldt med workshops, møder og samtaler. Vi taler med danske studerende i Budapest og får mulighed for at stille spørgsmål til de erfarne ungarske journalister Jozsef Barát og Mihaly Hardy—mænd, der har dækket landets turbulente rejse fra kommunisme til nutid.
Barát og Hardy er bestemt ikke glade for Ungarns retning med Orbán ved roret. Siden 2010 er forfatningen og valgsystemet blevet ændret – ifølge de to journalister til magthavernes fordel – pressefriheden er snævret ind, og forholdet til Bruxelles har ramt frysepunktet (bogstaveligt talt, da 17 milliarder euro i EU-midler er blevet indfrosset).
Så langt, så godt. Men hvad så med Péter Magyar? Hvad vil han gøre, hvis han overtager systemet. Vil han reformere det? Eller blot udnytte det til egen fordel.
Ingen af dem vi møder i Budapest ved det tilsyneladende. Hverken de garvede journalister, de unge studerende, eller Tiszas egne støtter.
Høje stemmer, men ingen begejstring
Et par dage før valget kigger vi forbi en gratiskoncert. Den er ikke affilieret med noget parti, men handler ifølge arrangørerne om ”at rive systemet ned.” Vi ser punkere med blæksorthår og læderjakker, men også børnefamilier og ældre. I menneskemyldret langs den imponerende boulevard Andrássy ut ser man enkelte ungarske flag med TISZA i store bogstaver. Men ellers er der få egentlige politiske tilkendegivelser.
Tilsyneladende skyldes det, at oppositionen mere forenes af en modstand mod Orbán, fremfor en begejstring for Peter Maygar, der indtil for to år siden var en loyal partisoldat i Fidesz.
”Péter Magyar repræsenterer noget nyt! Et opgør med 16 års stagnation!" råber en mand i 30’erne, der med sit korte velfriserede hår langt fra ligner nogen samfundsomvælter. Da musikken har dæmpet sig en anelse, fortsætter han:
”Problemet var før, at oppositionen var splittet. Der var for mange forskellige interesser. Nu bakker de fleste op om Péter Magyar. Men han var jo i mange år også en del af systemet. Og hans kampagne har ikke været særlig konkret.”
Også en ung kvinde, klædt i sort lædertøj og med kridhvid makeup, ønsker forandring. Hun indrømmer dog, at hun reelt set ikke ved, hvad Tisza står for.
”Vi må se, hvad der sker. Men først må vi have den nuværende regering væk, og så kan vi se på fremtiden.”
Idyl på valgdagen
På valgdagen kører vi halvanden time mod vest. Til byen Mosonmagyaróvár, der er lutter brede smil. I hvert fald når man stirrer på facaderne af byens mere end 300 tandlægeklinikker. Her, 15 kilometer fra grænsen til Østrig, strømmer folk til for at få ordnet tænder, mens vi som observatører er kommet for at finde huller i valgprocedurerne.
Men der er ikke meget at sætte fingeren på.
Et sted kan man kigge ind i en stemmeboks fra et vindue. Et andet sted lyder det, som om nogen tager billeder inde i stemmeboksen. Og enkelte steder følger koner deres mænd lidt for tæt ind i boksen. Men ellers bidrager vi kun med meget få kritikpunkter til Silbas foreløbige observatørrapport.
Valgdagen ender derfor med at blive næsten helt idyllisk. Vi kører længere ud på landet, og til sidst er det næsten ren Morten Korch med galende haner, fiskere ved flodløb og storkereder i skorstene.
Klokken 19 lukker valgstederne, og det er tid til optælling. Igen forløber det hele upåklageligt, og kun mod slutningen får jeg et mindre chok.
”Igen! Igen! bliver der råbt, netop som de sidste stemmer er talt op og lagt i bunker. I min træthed har jeg glemt, at stemmetællerne ikke snakker dansk, og jeg frygter en omtælling.
Det er heldigvis ikke tilfældet. ’Igen’ betyder ’ja’ på ungarsk. Optællingen er færdig. Og Tisza har vundet klart på vores lille stemmested med over en tredjedel flere stemmer end Fidesz.
Hvad så nu, Ungarn?
Selvom vores lille valgsted blot repræsenterede en brøkdel af det samlede billede, viste det sig repræsentativt.
Allerede ved 21-tiden er tingene afgjort. Orbán har kastet håndklædet i ringen. Tisza og Péter Magyar har vundet en knusende sejr, og vil med al sandsynlighed få 2/3-dels flertal i parlamentet. Nok til at ændre systemet – eller til at forme det efter egne behov.
Da vi henimod midnat vender tilbage til Budapest, fejrer oppositionen sejren ved at dytte, råbe og rive Fidesz-plakater ned af lygtepælene. Nedrivningen kunne de altså enes om. Om de også i de følgende uger, måneder og år vil kunne enes om at bygge noget nyt op sammen, må fremtiden vise.
Dette er en del af artikelserien Det ungarske valg tæt påhttps://www.magasinetroest.dk/tag/det-ungarske-valg-taet-pa-2/. I denne serie rejser unge valgobservatører fra ungdomsorganisationen Silba rundt i Ungarn under landets parlamentsvalg i april 2026. Fra små stemningsfyldte landsbyer langs Donau til optællinger i hovedstaden Budapest beretter de fra valgstederne og giver et indblik i både stemning, valgprocesserne og de politiske spændinger, der præger valget.
