BEOGRAD/DANMARK
Jeg sidder foran skærmen herhjemme i Danmark og scroller igennem de rødglødende kommentarspor på de regeringsvenlige serbiske mediesites som Blic og Informer. Efter knap to års intense studenterprotester, undertrykkelse og højspændt politisk drama er valgresultatet en kendsgerning.
Blandt de mange tusinde indlæg flyder en udbredt, nådesløs skadefryd rettet direkte mod de hidtil almægtige, regimeloyale medier, som i årevis ukritisk har viderebragt magthavernes budskaber. "Nu kan I ikke lyve for os mere," lyder det kontant fra en bruger. "Tiden er inde til, at I finder jer et rigtigt arbejde," supplerer en anden. Kommentarsporene vidner om en befolkning, der i 14 år har været underlagt et massivt, statskontrolleret medieapparat, og som nu åbenlyst fejrer, at kontrollen og censuren slår sprækker.
Men mens borgerne på de sociale medier gør status og håner det faldne system, er deres hånende kommentarer også udtryk for en langt mere dyster og blodig virkelighed i den serbiske hverdag. For det historiske valg blev ikke vundet i et frit, åbent og retfærdigt medielandskab. Det blev vundet på trods af et bundkorrupt system, der helt op til det sidste greb til vold, intimidering og bureaukratisk chikane over for de folk, der forsøgte at dække begivenhederne i felten.
En valgdag under stenkast og fysiske overfald
Beretningerne og dokumentationen fra Det Uafhængige Journalistforbund i Serbien (NUNS) samt Permanent Working Group for Safety of Journalists (PWG) tegner et rystende billede af valgdagen den 25. oktober 2026 og det følgende døgn. I stedet for en fredelig, demokratisk arbejdsdag blev uafhængige og kritiske reportere mødt med rå fysisk magtanvendelse.
I centrum af landsbyen Pavlovac blev InfoVranjske-journalisten Mihailo Stojković og hans kollega Jelena Stojković fra Večernje novosti fysisk overfaldet af en aggressiv og ophidset folkemængde, da de forsøgte at dokumentere og filme begivenhederne i området. Reporterne blev overfaldet med stenkast, skubbet voldsomt og flået i, så begge endte med fysiske skader, før politiet til sidst ankom til stedet for at optage forklaringer.
Hændelsen i Pavlovac var ikke et isoleret tilfælde af lokal uro, men et symptomatisk udtryk for det ophedede og fjendtlige miljø, som uafhængige mediefolk befinder sig i, hver gang de bevæger sig uden for de største byer.
Målrettede angreb mod den nye generation: Blokada INFO
Angrebene på valgdagen ramte ikke kun garvede, etablerede journalister fra de traditionelle aviser. Regimets voldsudøvere gik også benhårdt efter den nye generation af uafhængige stemmer, som i månedsvis har opbygget deres egne kanaler for at omgå mediecensuren.
Et af de klareste eksempler er det studenterdrevne medie Blokada INFO. Mediet blev oprindeligt skabt af studerende i Novi Sad for at levere direkte livestreaming og ufiltrerede reportager fra gaden, fordi de statslige kanaler som RTS mørklagde kollapset af overdækningen i Novi Sads banegård og de efterfølgende protestbevægelser, der opstod som reaktion på hændelsen. Under selve valghandlingen blev tre af Blokada INFO's ungereportere udsat for et voldsomt fysisk overfald i Beograd-kvarteret Bežanijska Kosa, da de forsøgte at filme og dokumentere uregelmæssigheder ved et valgsted.
Mediet har tidligere fået sit kameraudstyr konfiskeret under politirazziaer og oplevet, at deres reportere med gyldige pressekort er blevet anholdt. Overfaldet på valgdagen understreger, at magthaverne forsøgte at slukke for alle linser og telefoner – uanset om de tilhørte en etableret avis eller en ung studerende med et kamera i hånden.
Opdigtede regler som bureaukratisk våben
Lige så systematisk som den fysiske vold var den administrative chikane, der blev udøvet ved selve valglokalerne. Ifølge serbisk valglovgivning skal arbejdet i valgledelsen og ved afstemningsstederne være fuldstændigt åbent for offentligheden. Der findes intet juridisk krav om, at tilstedeværende journalister skal have særlige tilladelser eller ekstraordinær akkreditering for at rapportere fra afstemningen. Alligevel blev opdigtede regler brugt som et effektivt våben til at holde pressen ude og mørklægge valghandlingen:
Čačak: Et rapporteringshold fra Epicentar Press blev pure afvist ved et valgsted på grundskolen "Dr. Dragiša Mišović". Formanden for valgudvalget nægtede at lade fotografen arbejde, selv efter at holdet fremviste deres officielle pressekort udstedt af NUNS. Da reporteren Milena Gavrilović forklarede, at der ikke krævedes særlig akkreditering fra Den Nationale Valgkommission (RIK), blev formanden aggressiv og truede med helt at suspendere valghandlingen, hvis de ikke forlod stedet med det samme.
Pančevo: Journalisten Ivana Predić fra PANpress blev afvist ved et valgsted på en teknisk skole. Selvom hun fremviste de skriftlige retningslinjer, som medierne havde modtaget, og som eksplicit slog fast, at akkreditering ikke var nødvendig, nægtede valgstyreren at lade hende dække valget. Da hun derefter forsøgte at dække afstemningen fra en anden skole i byen, fik hun besked om, at valgkommissionen "ikke havde givet besked om hendes ankomst", hvorefter hun igen blev forment adgang.
Chikane uden for Serbiens grænser: Systemets lukkethed strakte sig helt til USA. Antonije Kovačević, redaktør for det serbiske medie med base i Chicago, Serbian Times, blev nægtet indgang til afstemningsstedet i det serbiske generalkonsulat i Chicago. På trods af tre måneders forudgående kontakt med konsulatet blev han afvist med den begrundelse, at han manglede akkreditering – et krav, som konsulen ikke kunne redegøre for, da Kovačević konfronterede ham på stedet. Han fik lov at gå ind og stemme som borger, men blev forment adgang til at passe sit arbejde som reporter.
Politiet: Fra beskytter til trussel
Udviklingen understøtter en alvorlig og langvarig tendens, som det serbiske journalistforbund NUNS og andre internationale medieorganisationer længe har råbt op om: Politiet og myndighederne i Serbien fungerer i stigende grad ikke som en beskyttende instans for pressen, men optræder derimod enten som passive tilskuere eller som en direkte trussel mod journalisternes sikkerhed.
Når journalister angribes i felten, fører anmeldelser til anklagemyndigheden sjældent til reelle konsekvenser eller domfældelser. Ifølge officielle opgørelser fra NUNS og ANEM blev der i årene 2024, 2025 og første halvdel af 2026 åbnet i alt 279 sager hos anklagemyndigheden, men til trods for denne mængde var der pr 30. juni 2026 kun afsagt 10 domme. Af de 71 sager, der alene blev åbnet i 2026, var det blot én enkelt sag, der havde resulteret i en dom.
Denne udbredte straffrihed har skabt et klima, hvor lokale magthavere, valgstyrere og ophidsede grupper ved, at der sjældent er mærkbare konsekvenser, hvis man skubber, truer eller smider en uafhængig journalist væk.
Demokratiets skrøbelige sejr
Når man følger med fra Danmark og læser de befriende og håbefulde reaktioner i de serbiske kommentarspor, er det let at lade sig rive med af den folkelige sejrsrus. Studenterlistens valgsejr er et historisk vendepunkt og et bevis på en beundringsværdig modstandskraft i den serbiske befolkning.
Men de voldelige begivenheder på valgdagen viser med al tydelighed, hvilken pris journalister har betalt for at dække valget. At vælgerne formåede at stemme et nyt flertal ind midt i et minefelt af fysisk vold, bureaukratiske spærringer og larmende misinformation, er intet mindre end et demokratisk mirakel.
Målet for det nye politiske flertal skal nu være at sikre et levedygtigt og åbent Serbien. Men det kræver, at det nye flertal sikrer tryghed, retssikkerhed og reel frihed for landets uafhængige reportere – uanset om de arbejder for et etableret medie eller livestreamer for et studentermedie. Det vil være den allerførste og vigtigste prøvesten for den nye regering.
