Nikolaj Vasiljevitj Gogol blev født i 1809 i kosaklandsbyen Sorotjyntsi i det nuværende Ukraine, der dengang var en del af Det Russiske Imperium. Han talte ukrainsk, delte slægtskab til den gamle polske adel (og talte derfor også polsk, dog udelukkende privat) og skrev sin litteratur på russisk.
Efter færdiggørelse af sin uddannelse rejste Gogol i 1828 til Sankt Petersborg. Her blev han inspireret (og skræmt!) af den store by, der senere kom til at spille en central rolle i flere af hans værker, som var med til at forny og forme forestillingen om hovedsædet for tsarstyret og dets bureaukrater.
Efter omkring otte år i byen rejste han videre til Europa: Tyskland, Schweiz, Frankrig og sluteligt Italien, hvor han slog sig ned i Rom. Gogol døde i 1852 og ligger begravet i Moskva. Man kan dermed sige, at Gogol med sine rejser og tilhørsforhold udgør en kompleks og særlig europæisk størrelse.
De geografiske linjer får også indflydelse på, hvordan vi tegner portrættet af den biografiske Gogol i dag. Han var en form for kludedukke af kulturer, sprog og indflydelser, og denne “dukke” er blevet et stridspunkt i sit delte ophav mellem Rusland og Ukraine.
Det er ikke noget nyt i historieskrivningen om Gogol, men det kulturelle tovtrækkeri er fortsat og blev særligt intensiveret efter Sovjetunionens opløsning og senere efter krigen i Ukraine. Men som den ukrainske forfatter og politiker Volodimir Yavoriskiy sagde om sagen i et interview i The Guardian i forbindelse med Gogols 200-års fødselsdag, er det at dele eller opdele Gogol det samme som at forsøge at opdele ”luften, uendeligheden eller himlen”.
Forfatteren og dennes forfatterskab undviger biografiske eller geografiske kategorier og kan hverken erklæres for det ene eller det andet, selvom politiske interesser ønsker at gøre det.
I Vladimir Nabokovs biografi Nikolaj Gogol (1944) opstiller Nabokov et lignende synspunkt. Han tilføjer i denne sammenhæng, at man helt fundamentalt har misforstået og endda misbrugt Gogol i visse diskurser, for eksempel ved at lade ham indtage et særligt nationalt standpunkt på baggrund af biografiske informationer eller manglen på samme.
Her virker det som om, at eksilrusseren Nabokov og ukraineren Yavoriskiy er enige om, at det kulturelle tovtrækkeri omkring Gogol i forhold til både litteraturens Gogol (forfatterskabet) og virkelighedens Gogol (forfatteren) er fuldstændig afsporet.
For Nabokov er det udover at være hensynsløst også nyttesløst at spekulere i Gogols bevæggrunde og baggrunde uden for litteraturen selv, til hvilken han bidrog med værker som romanen Døde Sjæle, novellerne i Petersborgfortællinger og dramastykket Revisoren.
Jakob Toft
Det groteske
På daværende tidspunkt (1944), hvor Nabokov skrev sin biografi om Gogol og paradoksalt nok konkluderede, at man ikke kan beskrive Gogol rent biografisk, påstod han også, at Gogol nærmest udelukkende var blevet misforstået eller måske rettere misrepræsenteret i både oversættelser og litteraturhistorien. Dette skyldes delvist den ovennævnte polemisk-politiske fejde om forfatteren Gogol som et symbol kan man sige, men også Gogollitteraturens sproglige ejendommelighed og særlige groteske.
Grotesker defineres i litteraturen som et fokus på det hæslige, bizarre eller deforme, der afslører det uhyggelige eller ubekvemme. Disse grotesker bliver ifølge Nabokov i sig selv også ubekvemme i oversættelserne, og han viser, hvordan forskellige oversættelser bygger på misforståelser eller er uformående i at få overført de mange sproglige nuancer og spidsfindigheder.
Gogols stil af grotesker, sproglige flertydigheder og drømmeagtige scenarier, kan placeres som et mellemværende imellem romantikken og realismen, der også af nogle bliver betegnet som et satirisk blik på tsarens Rusland, mens andre påpeger religiøse eller endda slavofile forhold, der omvendt siges at knytte Gogol til det imperiale.
Der er mange forhold, der er blevet spekuleret i og omkring Nikolaj Gogol og hans litteratur. På sin vis forvandler disse modstridende biografiske præsentationer af Nikolaj Vasiljevitj Gogol til en litterær groteske i sig selv, der modsiger sig det rationelle og bekvemme i de symbolske kampes kræmmerværk, og istedet afslører noget bizart, deformt eller uhyggeligt ved denne verden.
Jakob Toft
Et særligt gentagende og hyppigt opmærksomhedspunkt er spørgsmålet om hans seksualitet. I Gogols litteratur flyder forstand, krop og begær sammen og blander sig i det materielle og giver med groteskens indvirkning et udtryk for livets uhyggelige eksistensvilkår.
Det har fået mange til at spekulere i Gogols egen forstand, krop og begær. Gogol var ungkarl og døde ungkarl. De forelskelser og romancer, som han beskrev i sine bemærkelsesværdige breve fra St. Petersborg til sin mor, var lige så opdigtet som hans litteratur og tjente en måde at forklare sin pengenød og bede om flere. Pengene gik dog ikke til hans opdigtede kærester men til hans rejser ud i Europa. For både Gogols “løgn” skete i kærligheden til fiktionen, og det er denne kærlighed til fiktion og lige så kvalerne deraf, som Nabokov beskriver i sin bog.
Sjponkas drøm og Gogols dukke
I en af de tidlige noveller ”Ivan Fjodorovitj Sjponka Og Hans Tante” fra samlingen Aftener på en Gård nær Dikanka, som også omtales som de ukrainske noveller, bliver den unge Ivan Fjodorovitj Sjponka forsøgt overbevist af sin tante om at gifte sig med en af døtrene til den store landejer, Grigorij Grigorjеvitj. Men det ønsker Ivan sig ikke. Han kan faktisk slet ikke forestille sig at være ”mand og kone”, og da han anspændt af situationen falder i søvn, forvandler spørgsmålet og nervøsiteten sig til en usammenhængende drøm: Overalt dukker disse koner op; de ligger i sengen, sidder i stolen, i hans hat og lommer. Ikke nok med det er deres ansigter blevet forvandlet til en gås’, han må hoppe på et ben og bliver pludseligt til en klokke. Til sidst er konen ikke engang et menneske, men gjort af noget klædestof, han må købe og få syet.
Fra en kludedukke til en anden, bliver Sjponkas groteske kone til Gogols kone i den italienske forfatter Tommaso Landolfis novelle af samme navn, og som i år er blevet oversat af Rasmus L. Bojesen og udgivet på forlaget Multivers. I Landolfis novelle tager en nær ven til Nikolaj Vasiljevitj, Foma Paskalovitj, opgaven som forfatterens biografist på sig ved først at beskrive denne kone, men gør det på groteskens præmisser som virkelighed. Gogols ikke-eksisterende kone transformerer sig så at sige til en af Sjponkas dukker hos Landolfi.
I starten bliver dukken udelukkende formet i Gogols fantasi. Paskalovitj bemærker, at dukken er mere som en Efeb og ser, at dukken kommer til live, ved at Gogol helt konkret puster hende op, men dog kun taler i enerum med hende. Hun udsættes konstant for forvandlinger og er omskiftelig i udseende og karakter.
Til sidst forvandler konen sig fra fantasi og forestilling til virkelighed. Hun får autonomi og navnet Caracas, hovedstaden i Venezuela, men kan dog kun ytre ”Jeg skal lave bæ”. Da konen bliver en anden end Gogols eget fantasifoster, bliver det et problem, og Nikolaj Vasiljevitj må sprænge hende i luften.
På imponerende, intuitiv og absurd vis giver Tommaso Landolfi både et stærkt indtryk af og en kærlig hommage til, hvem Nikolaj Gogol var. På det ellers korte sideantal og selvom det egentlig handler om hans ”kone”, giver Gogols kone et bedre biografisk indtryk af Nikolaj Gogol end selv den tykkeste biografi herom, fordi den formår at videreføre oplevelsen af Gogols litteratur og Gogols gåde på en akkurat, levende og humoristisk vis. Hos Landolfi får Gogol et efterliv og et litterært eftermæle, som en figur i sin egen groteske fantasi om Sjponkas dukkekone.
