Jerntæppet faldt for mere end 30 år siden. I litteraturen er det langt fra væk.
Tværtimod. I disse år udkommer en række østeuropæiske romaner på dansk, der kredser om livet under krig, diktatur og sovjetisk dominans – og om alt det, der ikke forsvandt, da systemerne gjorde.
Det er historier, der ofte har været længe undervejs. Nogle var farlige eller umulige at udgive, andre krævede et sprog for erfaringer, der næsten ikke lod sig fortælle. Fælles for dem er ønsket om at vise det levede liv bag pigtråd og jerntæppe – og hvordan det liv fortsætter med at sætte spor i mennesker, der siden skulle finde sig til rette i kapitalisme og demokrati.
Erindringernes upålidelighed
Erindringen er naturligt nok den dominerende genre i østeuropæisk litteratur fra sidste halvdel af forrige århundrede til i dag.
Hos de ældste forfattere er der tale om en udveksling mellem den unges iagttagelser og oplevelser af det, der sker, og så den voksne fortællers refleksioner. De yngre forfattere lægger hovedvægten på nutiden, og fremhæver direkte eller indirekte den betydning, fortiden stadig har.
I Péter Nádas roman Lysende fragmenter (2017 da. 2023) er erindringerne knyttet til hans egen barndom i Ungarn under Anden Verdenskrig frem til opstanden i 1956. Hans første erindring stammer fra et luftbombardement i 1944, og der rejses flere gange af andre personer tvivl om denne erindrings pålidelighed. Det fører til refleksioner over forholdet mellem erindring og indbildning og forholdet mellem hukommelsens natur og konkrete minder. Hvad ved vi egentlig om det, der skete.
Et sted skriver han direkte:
"Nu, efter halvfjerds år, mens jeg beskæftiger mig med alle disse oplysninger fra forskellige kilder, ser jeg tydeligt de større og mindre bluff og fordrejninger af sandheden."
Erindringer om et langt liv forløber ikke kronologisk. De er som en opdelt appelsin, hævder en af personerne i Magda Szabós roman Katalingade (1969 da. 2025). Den er inddelt i seks afsnit fordelt på centrale historiske tidspunkter i Ungarns historie fortalt af tre personer skiftevis, men de fortæller ikke samme historie. På den måde demonstrerer opbygningen, hvordan personernes erindringer er prisgivet både hinanden og historien.
Romanens omdrejningspunkt er en tysk soldats drab på en ung jødisk pige, fordi hendes død bliver definerende for de øvrige personers videre liv. Den tydeliggør, hvordan erindringerne om fortiden forfølger personerne i nutiden uden at de på noget tidspunkt er i stand til at italesætte dem.
Sprogets utilstrækkelighed
Men hvilken udtryksform, hvilket sprog kan da også gribe det, man ikke kan tale om? Det er et spørgsmål, mange østeuropæiske forfattere stiller. Imre Kertész gør det:
"Det totalitære diktaturs sprog trængte ved hjælp af tvang og skræk ind i det enkelte menneskes bevidsthed og spærrede ham ude fra sit eget indre liv. Det tog lang tid at tilbageerobre sit personlige sprog, på hvilket tragedien kunne fortælles."
Og Herta Müller: "Tavshed blev til en lov. Diktatur lægger sproget i lænker, skjuler virkelighedens brutalitet, trænger som gift ind overalt, et løgne- og magtsprog."
Magda Szabo: "En forfatter må aldrig lyve. Hun må finde en udtryksform som tillader hende at slippe afsted med at fortælle sandheden."
Det er denne problematik, der er baggrunden for romanernes komplicerede formsprog.
Volden er overalt
Værkernes dominerende tema er vold og angsten for vold. Volden indgår i al magtudøvelse, og internaliseres derefter som en naturlig reaktion. I Lazlo Krasnahorkajs Modstandens melankoli (1985 da. 2019) dukker den op i form af en regulær blodrus, da en flok bøller går amok på et hospital:
"Deres magtesløshed blev mere og mere åbenbar, ødelæggelserne mere og mere latterlige og røbede, at de var ude af stand til for alvor at få afløb for deres raseri. De ønskede blot at fortrænge, hvad de egentlig var kommet efter, og flåede alle bippende, dyttende, tikkende, blinkende og summende instrumenter ud af kontakterne og smadrede dem mod væggen, tømte alle natbordsskuffer ud på gulvet og trampede på medicin, pilleglas, termometre, selv de mest private småting som brilleetuier, familiefotos og hengemte frugter."
Og i Jenny Erpenbecks roman Kairos (2021 da 2024) ser vi den udfoldet i personlige relationer, hvor hovedpersonernes kærlighedshistorie udvikler sig fra symbiotisk lykke til psykisk og fysisk vold udøvet af manden Hans angiveligt pga jalousi, men også fordi vold for ham er et nærliggende middel at ty til. Han er født før Anden Verdenskrig, og hans opvækst er præget af farens begejstring for fascismen og hans egen deltagelse i Hitlerjugend. Som 19-årig begejstres han selv af Stalin, og han fungerer i 15 år som Stasi-agent.
Man kan sige, at det bliver en naturlig reaktion at gribe til vold i stedet for at samtale.
Resignationens tavshed
Herta Müller er den forfatter, der har skrevet mest direkte om konsekvenserne af at vokse op i et diktatur:
"Jeg husker diktaturets tid som et liv i en tynd tråd, hvori jeg mere og mere vidste hvad man ikke kan sige med ord. Opdragelsen, indoktrineringen af børn udelukker disses følelsesmæssige reaktioner. Udelukkelse af alt personligt hos børnene førte til at de ikke blev deres eget liv voksen."
Det ser vi et ekstremt eksempel på i David Szalays roman Flesh (en 2025), hvor vi er ankommet til moderniteten. Szalay har ønsket at skrive en roman om, hvordan store begivenheder som Irakkrigen og Ungarns optagelse i EU påvirker menneskers liv.
Vi følger hovedpersonen István, der efter en række traumatiserende oplevelser i Ungarn og Irak får succes i England både privat og arbejdsmæssigt, men succesen splintres af død og fallit. Han vender tilbage til Ungarn, hvor han lever et begivenhedsløst liv under beskedne vilkår, og har det okay med det. Modernitetens mange muligheder interesserer ham ikke længere. Uanset hvad der sker med ham, reagerer han med “Det er ok”.
Ifølge forfatteren handler værketom noget, der ikke kan siges direkte - Istvans udvikling, for det er umuligt at vide, hvad der foregår i andres hoveder eller beskrive andres følelser.
Krisztina Tóths Eye of the Monkey (en 2017) går mere direkte til værks i sin kritik af den samfundsmæssige udvikling, idet romanen foregår i et dystopisk samfund, der til forveksling ligner diktaturerne fra den sovjetiske besættelsestid. Den frie presse er forsvundet, og på universitetet er der overvågningskameraer. Her optages særlige studerende, der forpligter sig til at arbejde på trollefabrikker. Ytringsforbud og dødsstraf er genindført.
Hovedpersonerne er mere eller mindre mentalt skadet, og er ikke blevet deres eget liv voksen. Nøglepersonen er psykolog, og hans egne traumer aktiveres gennem ukonstruktive samtaler med hans patienter, som han misbruger seksuelt for at få afløb for sit raseri og sin selvmedlidenhed. Afslutningsvis når han frem til den erkendelse, at alle mennesker er ulykkelige.
Den tydeligste kritik af det moderne, liberalistiske samfund kommer fra Jenny Erpenbeck: "Ethvert tænkeligt behov er for længst blevet besvaret af et produkt i Vestens butikker. Friheden til at forbruge adskiller mennesker fra længsler hinsides deres personlige behov".
Der er ingen helte i østeuropæisk litteratur
Den eneste helt, jeg har mødt, er hovedpersonen Wojnicz i Olga Tokarczuks roman Empusion (2022 da 2024). Romanen er en hypertekst til Thomas Manns Troldomsbjerget, og foregår lige før Første Verdenskrig på et mandsdomineret sanatorium præget af magtudøvelse, vold og mord plus et mildt sagt misogynt kvindesyn. Det lykkes hovedpersonen Wojnicz under sit ophold at nå frem til en accept af sin egen hermafroditiske kønsidentitet, og han forlader sanatoriet iført kvindetøj parat til at indgå i en moderne verden.
Man kan diskutere, om Peter Nadas fortæller også er en helt. I mine øjne gør han sig fortjent til denne titel i kraft af sine refleksioner, selverkendelser og ærlighed:
"….Jeg siger det uden patetiske overtoner eller tristesse: Mit liv er præget af, at jeg er forblødt to gange. Og lige siden har jeg hadet enhver form for undertrykkelse og diktatur, men jeg kan heller ikke vende hovedet bort ved synet af demokratiets svagheder, billige skuespil og farlige fordomsfuldhed. Det gør mig ondt."
