18. marts i år modtog forfatteren Miljenko Jergović ved den officielle åbning af bogmessen i Leipzig “Leipzigprisen for europæisk forståelse”.
Prisen blev givet til ham i anerkendelse af hans intellektuelle undersøgelse af “skillelinjerne i Vestbalkans historie” og hans evne til at modsætte sig “simplificeringer og nationalismens farer”.
Prisen er blevet uddelt årligt siden 1994 og regnes blandt de mest betydningsfulde litterære priser i Tyskland.
Miljenko Jergović er en af de mest markante og læste nulevende forfattere fra det tidligere Jugoslavien. Han blev født i Sarajevo i 1966, men har siden 1990’erne boet og arbejdet i Zagreb. Som forfatter har han skabt en særegen stemme, kendetegnet ved et lagdelt fortælleunivers, et rigt sprog og en vedvarende interesse for temaer som erindring, identitet, familie, krig, eksil og livet på grænsen mellem forskellige kulturer.
En særlig plads i hans forfatterskab indtager novellesamlingen Sarajevski Marlboro, bogen, der gjorde Jergović til en af de vigtigste litterære vidner til krigens Sarajevo og opløsningen af det fælles jugoslaviske rum. Hans værker er oversat til mere end 20 sprog, men desværre ikke til dansk.
Sammen med sin kæreste Ana Bogišić redigerer han Ajfelov Most (Eiffel Bridge), et litterært og kulturelt onlinemagasin med tekster om litteratur, essayistik, kritik og kulturel dialog. Ud over sit skønlitterære virke er Jergović kendt som en offentlig intellektuel, der ikke tøver med at give sin mening til kende om sociale, politiske og kulturelle spørgsmål.
Netop på grund af sin tydelige offentlige tilstedeværelse og sin kompromisløse skrivemåde har Jergović gennem årene ofte været udsat for angreb, tilsvininger og trusler. Det seneste tilfælde fandt sted i august 2025, da der på facaden af den bygning, hvor han bor, dukkede et hadefuldt budskab op, som også kunne tolkes som en dødstrussel. Episoden udløste en lang række reaktioner og satte på ny gang i debatten i de kroatiske medier om samfundets forhold til forfattere.
For sin stærke tale på scenen ved modtagelsen af Leipzigprisen i bogmessen i Leipzig blev Jergović hyldet med stående ovationer.
Vi bringer her hans tale i dansk oversættelse:
I det land, hvor jeg er født, ligger der foran hvert hus i landsbyen et dusin par gamle sko. Sætningen, jeg netop har udtalt, er blevet oversat til tysk, men den kan også oversættes til alle andre europæiske sprog – og der er flere end de 24, som er Den Europæiske Unions officielle sprog. Men kun på det sprog, hvor sætningen oprindeligt blev udtalt, forstår man, hvad der bliver sagt – og hvorfor der foran hvert hus i landsbyen ligger et dusin par gamle sko. Europas sprog er oversættelse, sagde Umberto Eco.
Europas virkelige styrke og storhed ligger i mangfoldigheden af dets sprog. Hvert sprog er en hel og fuldendt verden, og hver af disse verdener er i sig selv et helt Europa. Europas reelle magt ligger ikke i franske jagerfly eller tyske kampvogne, heller ikke i schweiziske banker. Europas virkelige magt ligger i den overvældende mangfoldighed af verdener, som tilsammen udgør Europa, og som udspringer af de europæiske sprogs rigdom. Hvert sprog er en hel og fuldendt verden, forskellig fra alle andre.
Europas styrke ligger i oversættelsen. Europas styrke ligger i evnen til at forstå det, som ikke kan oversættes. Europas styrke ligger i svaret på spørgsmålet om, hvorfor der foran hvert hus i landsbyen ligger et dusin par gamle sko.
Mennesker fra krigshærgede og fattige lande kommer ikke til Europa, fordi der produceres kampvogne og jagerfly her, og heller ikke fordi man i Europa trykker verdens mest værdifulde valuta. De kommer heller ikke, fordi europæerne er særligt følsomme over for deres ulykke og fattigdom. Mennesker fra Afrika og Asien kommer til Europa, fordi de tror på dets styrke. De kommer, fordi det forekommer dem, at der i denne mangfoldighed af verdener, skabt af Europas mange sprog, også er plads til deres verden og deres sprog.
Når vi gribes af frygt for de mennesker, der kommer, er det ikke frygten for dem, deres verdener og deres sprog. Det er frygten for Europa. Det er frygten for oversættelsen som Europas ene og eneste sprog. Frygten for vores egen styrke. Af den frygt opstår idéen om et imperium, som – ligesom alle imperier – vil være monolitisk, og som i ét verdensbilledes, ét sprogs og én leders navn vil overtrumfe alle andre imperier. Af frygten for Europa opstår også idéer om deportation af udlændinge. Først de såkaldt illegale migranter – og siden alle andre.
For effektivt at kunne deportere udlændinge må man først oprette deportationslejre. For at sådanne lejre kan være selvopretholdende, kunne man omdanne dem til arbejdslejre. Og arbejdslejre bliver let til dødslejre. Ligesom problemet med såkaldte illegale migranter let bliver til et problem med alle mennesker, hvis sprog er os uforståelige, og hvis verdener er os fremmede. Derfor er det vigtigt at vide, at der findes et europæisk univers, i hvis sprog der er indskrevet en viden om, hvorfor der foran hvert hus i landsbyen ligger et dusin par gamle sko.
Europas geografiske grænser udgøres af tre have: Nordsøen, Atlanterhavet og Middelhavet. Europa er imidlertid ikke en ø. På den fjerde side findes der intet hav. Det er endnu et – meget væsentligt – element i Europas frygt for sig selv. Mod øst er det ikke muligt at trække klare grænser for Europa.
Mod øst er Europa som en åben fortælling, som en fade-out i slutningen af den sidste sang på en grammofonplade, som forestillingen om universets uendelighed forklaret for et barn, eller som en opskåret bug, der umuligt lader sig sy sammen. Europa frygter sit eget øst, Europa frygter Østeuropa – og alt det, der ligger bagved.
Frygten for øst kan ikke undgås eller fjernes ved at trække østlige grænser, hverken reelle eller midlertidige. For der vil altid uden for disse grænser være mere Europa, som Europa ikke ved, hvad det skal stille op med – eller som vil være det Europa, der ikke ønsker at være Europa.
Frygten for øst kan kun overvindes ved at forstå, at Europa ikke defineres af sine geografiske grænser. Europa er ikke et bestemt, klart afgrænset territorium. Det er en mangfoldighed af verdener, opstået af en mangfoldighed af sprog. Europa udvider sig indefra, ikke udad; det er ikke en erobrende eller kolonial magt. Det er omgivet af hav på tre sider, mens det på den fjerde flyder ud som farve i en akvarel.
Europa har ingen egentlige fjender uden for sig selv. Dem uden for Europa, som ønsker at ødelægge det, ønsker samtidig at opbygge og skabe et andet, øjeblikkeligt Europa – et Europa, der ville adskille sig fra det autentiske ved, at der ikke ville være europæere i det, fordi europæere gør alting så uudholdeligt kompliceret.
Blandt disse europæiske ydre modstandere findes der de mest farverige, som for eksempel gerne – og af et ærligt hjerte – ville ødelægge Europa, men samtidig drømmer om at modtage Nobels fredspris. Og Nobelsprisen er – det ved vi alle – den moderne menneskeheds sødeste sutteklud en europæisk sutteklud. Europa har gennem de seneste par tusinde år skænket verden så mange sådanne sutteklude, at man kunne kalde det en trøster for børn og følelsesmæssigt ustabile.
Vi bør befri Europa for frygt, for ellers vil der igen vokse et stort onde ud af den europæiske frygt. Lige siden den berømte genoveser, i sin søgen efter krydderier, sejlede den forkerte vej rundt om verden og opdagede Amerika – eller endnu tidligere, da pesten nåede Europa fra øst – er enhver stor ondskab i vores civilisation udsprunget af europæisk frygt. I dag har vi ingen anden redning end ikke at frygte. Vi har ingen anden udvej end at forstå, at Europas uimodståelige tiltrækningskraft ligger i oversættelsen og i evnen til at forstå det, der ikke kan oversættes – en evne, der udspringer af hele denne mangfoldighed af europæiske verdener.
Lad os for eksempel spørge: Hvorfor ligger der foran et hus, hvor der kun bor tre mennesker, mindst et dusin par gamle sko? Hver eneste sko har hælen trykket ned, så den kan trækkes på som en tøffel. Det er sko, man tager på, når man kort går ud i gården eller haven. Man går ikke længere væk i dem. Det er gamle sko, som man – ifølge en udbredt forestilling – ikke nænner at smide ud.
I disse sko ligger erfaringen fra min verden. I dem ligger vores lille, private historie, som vi kan være taknemmelige for over for Europa – Europa i os og Europa omkring os. I de sko, der står foran hvert hus i landsbyen i det land, hvor jeg er født, ligger også det naive håb om, at de på en eller anden måde igen kan blive nye.
Dette håb om, at det gamle kan blive nyt, hedder tradition – europæisk tradition. Der er mindst et dusin par, selv om der kun bor tre mennesker, fordi det er vigtigt, at der altid findes en mulighed for at vælge. Af muligheden for valg udspringer menneskets frihed og demokratiet. Frihed er ikke kun retten til at vælge i livsvigtige spørgsmål. Frihed er også retten til at vælge i det, som andre anser for uvæsentligt.
Disse gamle sko foran husene i landsbyen i det land, hvor jeg er født, er i sig selv et helt Europa.
Tak, fordi I havde forståelse for mig – også når I ikke forstod mig. Tak for jeres omsorg for alle andre.
