Når vi i Danmark samles omkring Sankthansbålet d. 23. juni, synger Midsommervisen i enten original version eller Shu-bi-duas, og sender heksen til Bloksbjerg, er vi langtfra de eneste europæere, som fejrer årets lyseste tid – tværtimod.
Midsommeren markeres over hele Østeuropa med en blanding af gamle hedenske ritualer, nyere kristne skikke, og, som herhjemme, med store bål. Tag med på en rejse gennem nogle af Østeuropas finurlige, smukke og fascinerende midsommertraditioner.
Ukraine
I Ukraine - ligesom i dele af Rusland og Belarus - fejres Іван Купала (Ivan Kupala) natten mellem d. 23. og 24. juni. Det er oprindeligt en hedensk festdag, som blev fejret omkring sommersolhverv, årets længste dag. Ifølge gammel slavisk folketro når naturens kræfter denne nat sit højdepunkt, og grænsen mellem menneskenes og åndernes verden bliver derfor mere flydende end normalt. Da de østslaviske folk blev kristnet, sammenkoblede man festdagen med fejringen af Johannes Døberen, men som i mange andre europæiske lande byder midsommerfejringen stadig på et væld af hedenske traditioner.
En af de mest elskede traditioner blandt unge kvinder er at flette blomsterkranse og sende dem ud på floder og søer. Hvis kransen flyder langt væk, venter der et lykkeligt ægteskab. Skulle den derimod synke hurtigt, så ser fremtiden mindre lovende ud. Forelskede par kan udfordre sig selv og deres kærlighed ved at springe over et bål, hånd i hånd. Lykkes det parret at springe over flammerne uden at slippe hinanden, siges det, at deres kærlighed skal holde for evigt.
En anden elsket tradition er at gå på jagt efter den legendariske bregneblomst. Ifølge slavisk folketro blomstrer bregnen én nat om året, nemlig på Ivan Kupala natten. Den, der finder blomsten, siges at blive belønnet med visdom, lykke og rigdom.
Polen
Den polske midsommertradition kaldes Noc Świętojańska (Sankt Johannes-natten), og fejres mellem d. 23. og 24. juni. Til trods for at den, som i mange andre slaviske lande, nu har navn efter Johannes Døberen, er den udsprunget af hedensk tradition, hvilket stadig præger de mange skikke og ritualer, der forbindes med højtiden.
Ligesom i Ukraine binder unge, ugifte kvinder blomsterkranse og sender dem ud på floder og søer. Der sættes levende lys på kransene, og unge mænd har nu til opgave at forsøge at fange dem. Fanger en mand en kvindes blomsterkrans, kan det blive starten på en ny romance. Bliver kransen fanget hurtigt, betyder det at det nye par hurtigt vil blive gift, hvorimod brylluppet vil lade vente på sig, hvis det tager tid at fange kvindens blomsterkrans. Hvis en krans synker eller lyset på den går ud, betragtes det som et mindre heldigt tegn for kærligheden.
Belarus
I Belarus kaldes midsommerfejringen Kупaлле (Kupalle). Her har højtiden også rødder i den gamle hedenske fejring af sommersolhvervet, og blev efter kristendommens indtog knyttet til fejringen af Johannes Døberen. Ligesom i Ukraine og Rusland.
I dag fejres Kupalle oftest natten mellem d. 6. og d. 7. juli, efter den julianske kirkekalender. Traditionen deler rødder med den østslaviske Ivan Kupala-fejring, men er særligt præget af fortællinger om magiske kræfter og overnaturlige væsner: man mente at ånder, spøgelser og hekse vandrede rundt på jorden for at gøre skade, havfruer, der betragtedes som reinkarnerede afdøde, kunne dukke op i floder og søer, og dyr og planter kunne begynde at tale.
Et af højdepunkterne på Kupallenatten er det store midsommerbål, hvor et fugleskræmsel, i stil med den danske Sankt Hans heks, brændes på bålet. Fugleskræmslet symboliserer problemer og uheld, ligesom at de deltagende kan kaste gammelt tøj og ting de ikke længere har brug for på bålet.
En anden tradition er at hoppe over bålet, hvilket efter sigende skulle rense sjælen og give beskyttelse mod uheld og sygdomme. Derudover er det tradition at fejre natten med sang og dans til den lyse morgen. Selvom Kupallenatten i dag ikke fejres i samme udstrækning som i gamle dage, er det stadig en elsket højtid, der byder på masser af festligheder, både sang, dans og selvfølgelig, det traditionelle bål.
Letland
Skal man pege på ét land, hvor midsommeren næsten overgår julen i kulturel betydning, er det Letland. Her fejres sommersolhvervet Jāņi d. 23. og 24. juni, som stadig den dag i dag regnes af mange letter som en af årets vigtigste højtider. Jāņi har også sine rødder i gammel hedensk folketro, hvor man dyrkede solen og naturens kræfter. Som årets længste dag havde sommersolhvervet derfor en særlig betydning.
Ligesom i den slaviske folketro leder nogle letter efter bregneblomsten. Det er også tradition at vaske ansigtet i morgenduggen for at sikre sundhed og held, samt at samle urter, som siges at have særlige kræfter netop denne nat. En af de centrale traditioner under Jāņi, er de store bål, som symboliserer lys, beskyttelse og harmoni mellem menneskene og naturen, og som ifølge traditionen skal brænde helt til solopgang.
Kvinder bærer blomsterkranse, mens mænd bærer kranse af egetræsløv. De samme kranse bruges også til at pynte både haver og huse. Mange letter forlader byerne for at fejre højtiden, hvilket oftest foregår udendørs med de traditionelle bål, sange, danse og rigelige mængder af øl samt den traditionelle Jāņi-ost.
Festlighederne varer hele natten. Ligesom bålet skal brænde indtil solopgangen, forventes det også, at man holder sig vågen indtil den første morgensol. Først da kan man gå i seng, men helst efter en gåtur gennem morgenduggen.
Rumænien
Den rumænske midsommer kaldes Sânziene og fejres hvert år d. 24. juni. Det er en gammel hedensk festdag, hvor man fejrer de mytiske naturfeer, Sânzienele, der i modsætning til andre kvindelige skikkelser i rumænsk folketro altid er venlige mod mennesker. Ifølge folketroen, vandrer de gennem enge og marker, natten før midsommer og rører ved blomster og urter, som derefter får særlige helbredende kræfter. Derudover siges det, at Sânzienele velsigner dyr, helbreder sygdomme og styrker ægteskaber.
Kærligheden spiller en vigtig rolle under Sânziene. I nogle egne lægger unge kvinder blomster under hovedpuden for at drømme om deres kommende ægtefælle, imens man andre steder kaster blomsterkranse op på hustaget. Bliver kransen liggende, kan dette være tegn på, at bryllupsklokkerne snart vil ringe. Falder den derimod ned igen, må kærligheden vente lidt endnu.
I nogle egne af landet udvælges en ung kvinde til at repræsentere Drăgaica, den mest kraftfulde af Sânziene-feerne. Denne kvinde klædes i hvidt og pyntet med en krans af kornaks, hvorefter hun har til opgave at samle de andre kvinder til dans. Traditionen symboliserer frugtbarheden og sommerens ankomst.
Tjekkiet
I Tjekkiet kaldes midsommeren Svatojánská noc (Sankt Johannes-natten), og ligesom i mange andre østeuropæiske lande blev festlighederne, trods det kristne navn, hovedsageligt forbundet med gamle, hedenske traditioner. Svatojánská noc falder på natten mellem d. 23. og 24. juni, og bringer ifølge tjekkisk folketro særlige magiske kræfter med sig. Det siges blandt andet, at skjulte skatte viser sig denne nat, og at lægeurter, der indsamles ved midsommer, har stærkere helbredende egenskaber end de har resten af året.
Kærligheden spiller også en vigtig rolle: unge kvinder samler traditionelt blomster og urter for at spå om deres fremtidige ægtefælle, mens forelskede par søger ud i naturen for at nyde årets korteste nat sammen. Ligesom i mange af nabolandene tændes der store bål, som traditionelt skulle beskytte mod onde kræfter og bringe held i det kommende år. I nogle egne af landet skulle man sågar traditionelt rulle brændende hjul ned ad bakker som symbol på solen, der når sit højeste punkt på himlen.
I dag lever mange af de gamle ritualer og skikke primært videre som fortællinger, men alligevel markeres midsommeren stadig flere steder, særligt som en kulturel tradition for børn og familier med midsommerbål, musik og fejring af fællesskabet.
Fra kærlighedsritualer, spådomme og fortællinger om mytiske skikkelser til musik og dans fejres midsommeren og årets lyseste tid over hele Østeuropa. Selvom man i dag måske ikke tillægger traditionerne den samme bogstavelige værdi som i forgangne tider, er midsommerfejringerne stadig folkekære festdage, som efter lange vintre vidner om lysets ankomst, og om, at der måske findes en smule magi i vores verden – hvis ikke bare for en enkelt nat.
