Lena er vokset op i Udmurtien, en af Ruslands 21 etniske republikker, der ligger cirka 800 kilometer øst for Moskva.
Det er en region med lave bakker og vidtstrakte skove.
Det er udmurterne – et finsk-ugrisk folk – der har lagt navn til republikken. I dag udgør de dog kun omkring 25 procent af befolkningen på knap halvanden million mennesker.
For hundrede år siden udgjorde de lige over halvdelen, men den turbulente russiske historie har ført til intens assimilation af udmurtere, og til en tilstrømning af etniske russere, som skulle bruges i industrien - ligesom i så mange andre etniske republikker i landet.
Jeg har længe interesseret mig særligt for Ruslands etniske minoriteter, og landets enorme mangfoldighed.
Frederik Edsberg
Desværre er de fleste etniske sprog og kulturer i Rusland i stærk tilbagegang, og det er svært at finde information om sprogene og deres talere.
Så da Ruslandstudier i Aarhus fik en ny underviser i Russisk, Lena, som kommer fra Udmurtien, greb jeg chancen for at interviewe hende om hendes opvækst i Udmurtiens hovedstad Izjevsk og om det udmurtiske sprogs tilstand.
Lena er halvt udmurt, og det viser sig, at hun selv er i gang med at lære sproget fra bunden, da hendes mor valgte ikke at give det videre til hende i barndommen.
Fortæl lidt om din opvækst i Udmurtien, hvor voksede du op, og hvad var dit forhold til det udmurtiske sprog?
Jeg voksede op som en helt almindelig russer i republikkens hovedstad Izjevsk, og selvom min mor snakkede udmurtisk med sine venner, så var det et slags hemmeligt sprog for mig, for jeg forstod det ikke.
Jeg antager, at hun snakkede om sladder eller delte hemmeligheder - noget jeg ikke måtte høre. Jeg tænkte ikke over, at min mor snakkede et “hemmeligt” sprog, det var bare hverdag for mig. Det var bare sådan.
Men for eksempel, så lærte vi heller ikke noget om udmurtisk historie i skolen. Jeg kan huske, at vi på et tidspunkt havde et fag, der hed lokalhistorie (kraievedenie), men det føltes bare som sådan et fesent fag, fordi læreren var gammel og ikke sej. Og selv der lærte vi heller ikke om Udmurtien. Vi lærte om russiske historiske begivenheder, som skete i vores region. Ingen viden om udmurtiske historiske begivenheder, kultur og sprog. Intet. Hvis vi hørte noget om udmurtisk kultur, så havde det noget at gøre med landsbyen. Det var det, som var forbundet med udmurterne: bedstemødre og landsbyer, intet spændende eller sjovt. Nogle gange, det var sjældent, så hørte jeg dog udmurtisk i sporvognen eller på gaden i Izjevsk.
Når vi besøgte min moster i hendes landsby, snakkede alle dog udmurtisk. Men selvom det kan lyde mærkeligt, så var det ikke noget jeg tænkte videre over. Det var bare normalt. Det føltes ikke fremmed eller eksotisk. Men du lægger heller ikke mærke til hvorfor de snakker udmurtisk, og jeg ikke gør. Du stiller ikke spørgsmålstegn ved sådanne ting; som hvorfor vi ikke lærer om udmurtisk kultur, forfattere og historie, og hvorfor det hedder den Udmurtiske republik, men vi snakker russisk?
Hvilke misforståelser eller forestillinger om Udmurtien og Ruslands etniske republikker støder du på?
Det er nok ikke en misforståelse, men de fleste folk ved ikke engang, at de bor i en etnisk republik. Og nutildags har jeg det virkeligt svært her uden for Rusland, når jeg møder en person, som ikke ved noget om Rusland, og når de med det samme antager, at jeg er russer. Jeg får lyst til at irettesætte dem med et helt foredrag.
Det skete for nyligt, hvor jeg følte, at jeg havde fået dette mærkat “russer” klistret på mig, og jeg ville bare ikke associeres med det. Det var ikke på grund af krigen eller noget, jeg tror bare ikke, jeg ville fortsætte misforståelsen om, at Rusland kun er Moskva. Så jeg er begyndt at tale mere om Udmurtien.
Bemærkede du en kløft eller en forskel mellem udmurtere og russere under din opvækst?
For mig var der ikke en skelnen mellem russer og udmurter - det var mere landsby mod by. Dengang hadede jeg virkelig at være i landsbyer, fordi de manglede infrastruktur. Og jeg tror også, det har været svært at skelne for andre, for da jeg spurgte min mor, om hun følte sig mere som russer eller udmurter, svarede hun “begge.”
Men selv min mors gode ven, som er flydende på udmurtisk og kommer fra en landsby, hvor det er et udbredt sprog, associerer sig selv meget med russisk historie. Jeg tror også, at mine forældres generation, i hvert fald dem i min mors udmurtiske kredse, slet ikke føler, at deres sprog blev stjålet fra dem. De kan ikke forestille sig, at Rusland skulle befinde sig på stjålet eller erobret land. At være russisk er en del af deres identitet, og at tale udmurtisk, eller at være udmurter, er det også.
Hvad er dit indtryk af, om udmurtisk stadig bliver snakket i landsbyerne?
De landsbyer, jeg besøgte som lille, var virkelig gode landsbyer. Folk havde jobs, købte ofte nye biler, og der var landbrug dengang. Jeg tror, at dem i landsbyerne stadig taler udmurtisk i dag.
Da jeg gik i gymnasiet, havde jeg en klassekammerat fra en landsby, der kun talte udmurtisk, og hun kunne slet ikke snakke russisk. Jeg kender ikke tallene, men jeg tror stadig, at der findes steder, hvor der kun tales udmurtisk.
Men folk lærer ikke deres børn sproget, for det er ikke noget børnene behøver. Hvis du skal på universitet eller i skolen, så skal du bruge russisk. Så hvorfor overhovedet lære dem udmurtisk? Engang var der et krav om, at man skulle have undervisning i udmurtisk, men det er væk nu.
Er der nogle øjeblikke eller minder fra din barndom, som slår dig som særligt udmurtiske - og ikke russiske?
Jeg kan kun komme på ét enkelt eksempel. Det var det første år på mellemtrinnet i skolen, og jeg var nysgerrig og ville gerne lære sproget dengang. Jeg spurgte min mor, hvad nogle ord betød ud af ren nysgerrighed. Kan jeg mon lære det? Og jeg skrev noget på udmurtisk i skolen, og så var der nogle der kaldte mig et nedsættende ord “Votjak” (et ældre historisk russisk term for udmurtere, men som også bruges som et nedsættende ord).
Jeg vidste ikke engang dengang, at der fandtes sådan et ord for udmurtere, så da jeg kom hjem og fortalte min mor det, forklarede hun mig, at det var nedsættende. Og så stoppede jeg med at prøve at lære udmurtisk.
Jeg begyndte ikke igen før 2023. Det var ikke fordi, jeg følte mig ekskluderet, det var simpelthen bare en følelse af at udmurtisk var “uncool”. Men det har ændret sig for mig nu. Udmurtisk har været et u-sejt sprog og kultur i så lang tid, men nu, når jeg endelig lærer det, synes jeg simpelthen bare, det er så fantastisk. Det er virkeligt et genialt sprog. Det ville jeg ønske, jeg havde vidst dengang.
Klik her og se nogle af de udmurtiske fraser, Lena begyndte med
“Hvem er jeg?" (Кин мон?/ Kin mon?).
“Jeg er Lena” (Мынам нымы Лена / Mynam nymy Lena).
“Jeg er halvt udmurt” (Мон ӝыныё удмурт / Mon djynyjo udmurt).
“Jeg er halvt russer” (Мон ӝыныё ӟуч / Mon djynyjo zjutj).
“Jeg er et menneske” (Мон адями / Mon adjami).
“Og hvem er du?” (Нош тон кин? / nosj ton
kin? ).
Hvad har fået dig til at ændre din opfattelse af sproget?
For mig har det noget med Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine at gøre. Vi begyndte at snakke om dekolonisering, og om hvordan Rusland egentlig er blevet til et så stort land. Hvordan skete det egentlig? For i historiebøgerne står det altid skrevet, at det og det folk “valgte at blive en del af Rusland”.
For mig tog det noget tid at anerkende dette og stille mig selv spørgsmål som “hvorfor de egentlig blev en del af Rusland?” Og for folk som jeg kender i min boble, så er det den samme årsag, der ligger bag, at nogle er begyndt at prøve at lære udmurtisk igen: det er pga. en stigende refleksion om fortiden og et ønske om at bekæmpe dette imperium på vores egen måde. Nu er der en ny generation, og der er mange, som er begyndt at lære udmurtisk. Der er også en ny YouTube-kanal som laver videoer for børn og unge på udmurtisk, podcasts osv. Jeg har undersøgt det, og det hele virker meget gennemført og moderne. Så noget har ændret sig fra dengang, jeg var lille, og udmurtisk kun var noget for bedstemødre.
På et tidspunkt havde jeg ikke set min mor i halvandet år. Jeg plejede ellers at tage til Izjevsk hver sommer i flere måneder på ferie. At dyrke og høre og tale umurtisk bragte min følelse af hjem tilbage. Det var også en form for politisk aktivisme. Jeg kommer nok ikke til at tale sproget med mine børn, men det er lige meget. Jeg kommer til at lære det. Jeg elsker, at sproget udfordrer mig – det får mig til at tænke på nye måder og får min hjerne til at arbejde.
Når man kan klare sig uden udmurtisk, og sproget i stigende grad ikke bliver givet videre til næste generation, hvad er så argumentet for at bevare det?
Fra et pragmatisk synspunkt har du ikke brug for det. Men jeg er ikke en særlig pragmatisk person, og livet er ikke kun pragmatisk. Jeg tror, at man har brug for det af identitetsårsager. Jeg er en anden person, når jeg taler engelsk, og når jeg taler russisk. Og det ville være så rart at komme i kontakt med den version af mig selv, der taler udmurtisk. Det giver mig sådan en følelse af glæde, og af, at jeg hører til.
Er der et øjeblik, du kan huske, hvor at høre eller tale udmurtisk, føltes særligt meningsfuldt for dig?
Jeg elsker virkelig at tale det. Jeg har ikke lange samtaler med min mor på udmurtisk, men jeg er begyndt at sende sms’er til hende på udmurtisk. Det er mærkeligt, for vi talte altid kun russisk sammen, da jeg var lille. Men når jeg taler udmurtisk, så føler jeg mig faktisk som en anden person - tættere på min familie, og tættere på mit hjem.
