Redaktionens forord
Den bulgarske journalist Vladimir Mitev, korrespondent for Bulgariens National Radio og stifter af medierne Cross Border Talks og Bridge of Friendship, interviewede i oktober 2025 den moldoviske sociolog og aktivist Vitalie Sprînceană.
Interviewet foregik på bagkant af det vigtige parlamentsvalg i Moldova. Undervejs kom de ind på, hvad den øgede politiske polarisering mellem Øst og Vest gør ved samfundet og den offentlige debat i landet. Ifølge Sprînceană tolkes selv boligpolitik, økonomi og sociale forhold gennem geopolitikken, hvilket fortrænger relevante økonomiske og ideologiske perspektiver fra debatten.
Også her ved udgangen af 2026 har samtalen stor værdi, hvorfor vi bringer interviewet med Vitalie Sprînceană i forkortet udgave og oversat til dansk.
Hr. Sprînceană, i dag er det den 11. oktober 2025. For to uger siden fandt parlamentsvalget i Moldova sted. Dette blev betegnet som det vigtigste og mest strategiske valg med de største indsatser på spil, og moldoverne stemte rigtigt: de stemte for Europa. PAS, det pro-europæiske regeringsparti, har et klart flertal. Jeg vil gerne indlede diskussionen med, hvad der sker nu. Hvordan skal vi vurdere resultaterne, og hvad vil der ske nu, hvor moldoverne har stemt på den »rigtige side«? De stemte for Europa. Hvad har ændret sig?
Hej. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal begynde eller hvordan jeg skal karakterisere situationen uden at lyde kynisk eller distanceret. På den ene side kan vi sige, at det vigtigste resultat af dette valg er bevarelsen af status quo. PAS lykkedes med at fastholde sit greb om regeringsmagten og vil regere de næste fire år.
Dette var ikke helt forventet. Man forventede, at de ville få flertallet af stemmerne, men resultatet er i høj grad uventet. Der var nogle diskussioner og signaler, og selvfølgelig er meningsmålinger ikke særlig pålidelige i Moldova. Efter valget var forventningen, at PAS ville komme tæt på, men ikke opnå dette komfortable flertal. I sidste ende gjorde de det alligevel. Der foregår sandsynligvis mange ting bag kulisserne. Det lykkedes dem at mobilisere deres vælgere og gennemføre andre tiltag over hele landet. Ja, det lykkedes dem at bevare deres greb om regeringen.
Jeg tror ikke, at situationen vil ændre sig dramatisk, for dette var ikke et mandat til forandring. PAS nævnte aldrig forandring under valgkampen. PAS var det parti, der udtrykkeligt sagde, at de ville opretholde status quo. De sagde: “Vi ønsker jeres mandat for at kunne fortsætte med det, vi gør, fortsætte integrationen og så videre.”
I den forstand forventer jeg ikke, at der vil ske store forandringer. Desuden er det de samme mennesker. PAS foretog kun få ændringer i deres team og på deres valglister. Nogle blev udeladt, og de hentede nogle mediepersonligheder ind blot for at have flere genkendelige ansigter, men stort set er holdet det samme. Igen forventer jeg ikke, at de samme mennesker vil komme med nye ideer.
Det ville være en generel vurdering af valgresultatet. Valget var præget af hysterisk retorik om dets betydning. PAS sagde: “Hvis vi stemmer på andre partier, kan dette blive det sidste valg”, fordi de andre partier “ikke er lige så engagerede i demokratiet som PAS”, hvilket antydede, at de andre partier måske ville aflyse valgene. Valget blev fremstillet som et valg mellem det absolutte gode og det absolutte onde. Både regeringspartiet og oppositionen anvendte denne tone. Oppositionen var også meget fortrolig med dette spil. På en måde var det, som om hele den politiske klasse konspirerede for at undgå diskussioner om sociale spørgsmål og i stedet fokusere på politik.
Som du nævnte i din indledning, stemte moldoverne “korrekt” ifølge PAS’ retorik: de reddede landet. Det lykkedes dem at redde landet. Men efter min opfattelse er dette endnu et eksempel på, at folk var bange og blev mobiliseret til at stemme af ren frygt – ikke for det mindste onde eller for at træffe et rationelt valg, men for at træffe et moralsk valg. Samtidig er det indlysende for næsten alle, at tingene ikke vil ændre sig. Moldoverne stemte for mere af det samme.

Geopolitisering og negligering af indenrigspolitiske spørgsmål
Ved hvert moldovisk valg er der en dominerende fortolkning af, at valgene først og fremmest er geopolitiske. Hvad med de spørgsmål, der ikke er geopolitiske i denne sammenhæng? Jeg forstår, at der er en del skræmmekampagner mellem de forskellige poler i moldovisk politik. Men i hvor høj grad er indenrigspolitiske spørgsmål – sociale, økonomiske, kulturelle såvel som andre spørgsmål – en del af det, der diskuteres og står på spil ved moldoviske valg?
Ja, jeg betegner dette fænomen som geopolitisering. Det lyder bedre på rumænsk, men jeg formoder, at det også er en god engelsk tilnærmelse (interviewet er foretaget på engelsk af Vladimir Mitev, red.).
Når jeg siger, at valgene havde en geopolitisk nuance eller grundstemning, henviser jeg ikke kun til den gamle marxistiske kritik af, at vigtige spørgsmål erstattes eller skubbes til side og negligeres. Der er sket noget andet i løbet af de sidste fire år. Det er selvfølgelig ikke kun sket i løbet af de sidste fire år. Det er en gammel proces: geopolitiseringen af alle andre aspekter.
Som jeg forstår det, indebærer det, at alle spørgsmål fortolkes gennem et geopolitisk prisme. Jeg kalder det den “geopolitiske guillotine”, fordi alle spørgsmål skal passe ind i denne ramme. For eksempel behandles kultur-, bolig- og økonomipolitikken alle, som om de er geopolitiske spørgsmål.
Dette sker på forskellige måder. Normalt behandles alt, som om det afhænger af et godt forhold til vores geopolitiske “naboer”. “Økonomien er dårlig, men hvis vi bliver medlem af EU, vil alt blive bedre.”
Det er ikke klart, hvordan eller gennem hvilke konkrete mekanismer en tilnærmelse eller EU-medlemskab vil forbedre økonomien. Men sådan præsenteres det. Når vi står over for et problem, såsom boligpolitikken, forklares det således: “Ja, men økonomien vil blive bedre. Men den bliver ikke bedre, fordi Rusland angriber Ukraine og påvirker os. Derfor bør vi komme tættere på EU. Når vi først er med, vil folk have flere penge mellem hænderne, og problemerne vil blive løst.”
Oppositionen tegner et lignende billede. De siger: “Vores økonomiske situation er dårlig, fordi vi har forsømt vores østlige nabo. Først når vi genopretter gode økonomiske forbindelser med Rusland, vil de give os billig gas og adgang til det russiske marked. Dette vil ændre økonomien ved at tilvejebringe yderligere ressourcer, hvilket vil føre til vækst.” De gør med andre ord det samme og fortolker alle spørgsmål, som om de afhænger af forholdet til Rusland.
Jeg synes, det er vigtigt at nævne, at valget ikke blot var et tilfælde, hvor politikerne foretrak at tale om andre ting. Det afspejler også, at vi ikke diskuterer landets økonomi i økonomiske og politiske begreber, men snarere i geopolitiske begreber. Vi diskuterer ikke landets socialpolitik i økonomiske begreber; vi diskuterer den i geopolitiske begreber. At bruge geopolitiske begreber til at forklare alt er den egentlige forvrængning af disse valg og den egentlige geopolitiske dimension.
Politisk repræsentation, “beskidte penge” og demokratiske paradokser
Et andet modsætningsforhold, der viser sig i Moldova – og som måske også eksisterede i Rumænien, da Liviu Dragnea var ved magten – er opløsningen af visse politiske partier. De får ikke lov til at deltage i valg på grund af ulovlig eller tvivlsom finansiering. Der foregår en vis forfølgelse af partier dannet af oligarker som Ilan Shor. Selvfølgelig er det funderet i juridiske eller demokratiske overvejelser, men der er stadig mange indbyggere i Moldova, der er udsatte og søger måder at udtrykke deres utilfredshed på.
Jeg ser et ret klart modsætningsforhold her. Et demokratisk samfund ville give selv de fattige, der måske sælger deres stemmer, mulighed for at deltage i politik. På den anden side forsøger den pro-europæiske regering at begrænse indflydelsen fra disse stemmer, der måske på en eller anden måde er afhængige af personer, der er økonomisk eller politisk tvivlsomme. Hvordan kan dette problem løses – og kan det løses bedre, end det gøres nu?
Det spørgsmål, du stiller, er så komplekst, at hvis jeg kendte svaret, ville jeg sandsynligvis være institutleder ved et politisk institut i et andet land i stedet for at være journalist og aktivist. Du har ret i, at der er en enorm spænding her.
Det er klart, at der strømmer sorte penge ind i Moldova. Vi ved, at oprindelseslandet er Rusland, men ingen kender pengenes kilde.
Er det Ilan Shors penge? Eller er det russiske statsmidler? Er Ilan Shor en aktør, der forsøger at trænge ind i moldovisk politik for at fremme sin egen dagsorden? Er han talsmand for andre interesser? Bliver han udnyttet af Rusland? Der er meget, der ikke står klart.
Det, der til gengæld står klart, er, at de bruger store summer på at købe forskellige gruppers loyalitet. Disse grupper består ikke kun af fattige mennesker. Vi har ikke et klart billede af Shors vælgergruppe, fordi det er en broget skare. Nogle gange er det fattige mennesker; andre gange er det etniske minoriteter, der føler sig diskrimineret. Der er også tale om unge fra mindre byer, der mangler muligheder. Derfor kan Ilan Shor og hans lukrative forretning med at organisere protester åbne nye veje for dem. Han giver dem også en stemme. I vid udstrækning forsøger Usatîi (tidligere borgmester i Bălți og leder af Vores Parti, red.) også at give disse mennesker en stemme.
Ud over spørgsmålet om sorte penge er der i virkeligheden tale om et spørgsmål om politisk repræsentation. Mere end 50 procent af de valgte parlamentsmedlemmer kommer fra Chișinău og bor der, hvilket efterlader mere end halvdelen af landet underrepræsenteret, når man ser på de forskellige grupper: hvem repræsenterer landmændene, hvem repræsenterer småbønderne, lærerne osv. Der er et alvorligt problem, der rækker ud over spørgsmålet om sorte penge.
Sorte penge er et alvorligt problem, men det misbruges også nogle gange, hvilket skaber ironiske og latterlige situationer. Staten beder os om at tro, at disse mennesker er onde. Politiet forsøger at efterforske disse forbrydelser, men det bliver aldrig til mere end et par YouTube-videoer. Så siger politiet: “Vi efterforsker sagen”, men der kommer intet ud af det. Derefter ender disse sager i retten, og nogle gange bliver afgørelserne omstødt. Selv hvis truslen er reel, tager staten hverken nok ansvar eller det hele alvorligt nok. På den måde er omfanget af dette fænomen ikke så stort, som politiet og politikerne – især dem fra PAS – hævder.
Lad os gå videre til et andet vigtigt emne, som man ikke kan gøre meget ved. Man kan stoppe ulovlige pengestrømme – og det forsøger man også – men det er svært at skabe reel repræsentation steder, hvor der ikke er nogen muligheder for det og ingen politiske kræfter med kapacitet til at repræsentere de pågældende grupper. Her ligger der et kæmpe problem.
Ja, der er folk, der sælger deres stemmer, hvilket er interessant og ironisk. Vi joker med vores venner om, at vi lever i en kapitalistisk verden, hvor alting formodes at kunne købes og sælges – men ikke stemmer. Staten er ligeglad med, hvor du bor, om du har et hus, eller om du er rask. Du skal betale for mange ting. En kompliceret operation kan koste titusinde euro. Staten skaber ikke den infrastruktur, der giver dig mulighed for at udøve din ret til sundhed eller et sundt miljø, men den sørger alligevel meget ihærdigt for, at du ikke kan sælge din stemme.
Der er også det reelle problem med manglende repræsentation for mange grupper. Mange befolkningsgrupper bruger Shors parti eller Vasile Costiucs parti – et nyt politisk parti, der er kommet ind i parlamentet – som en kanal for deres stemmer. Jeg tror, at Shors vedholdenhed i moldovisk politik ikke kun skyldes penge, men også den konstante misrepræsentation eller manglende repræsentation af visse befolkningsgrupper, hvis antal er stigende i samfundet.
På en måde tror jeg, at det var tanken bag den geopolitiske konsensus, som PAS foreslog. De erkendte, at bortset fra geopolitik – bredt defineret – har de ikke noget at tilbyde, der ville kunne forene de mange grupper, som ellers ville føle sig underrepræsenterede.
Pro-europæisk holdning side om side med blød autoritarisme
Et andet interessant modsætningsforhold er, at Maia Sandu bogstaveligt talt siger: »Europa er mig« eller »L’Europe, c’est moi«, hvis jeg udtaler det korrekt på fransk. Teoretisk set står Europa for liberalt demokrati, borgerlige værdier og økonomisk udvikling, men samtidig indførte hun hårde foranstaltninger under valgkampen som reaktion på den russiske hybridkrig.
Så hvordan kan denne pro-europæiske holdning – som burde repræsentere værdier, ikke blot geopolitik – sameksistere med en hybridkrig mod Rusland?
Tja, jeg tror, at mange af de udtryk, du brugte i dit spørgsmål, er fortærskede og misbrugte i vores nuværende politiske diskurs. De er flydende og i høj grad instrumentaliserede. For eksempel forstår jeg ikke rigtig, hvad “pro-europæisk” helt substantielt egentlig betyder. Det er blevet et politisk samlebegreb, og “pro-Europa” betyder ofte “pro-EU”, hvor værdierne kommer i anden række.
Dertil kommer, at Macron, Merz og von der Leyen udtrykker stærk støtte til Maia Sandu. Det betyder, at hvis de europæiske ledere anser dig for at være pro-europæisk, så er du i deres øjne pro-europæisk, uanset om du tilslutter dig eller tror på de liberale værdier, der typisk forbindes med udtrykket.
I Moldova tror jeg, at der sker flere ting. På en måde er den såkaldte EU-integration blevet adskilt fra demokratiet. Jeg har argumenteret for, at de bevæger sig i forskellige retninger. Moldova går fremad på sin europæiske vej, men udvikler samtidig en form for blød autoritarisme.
Derfor vil jeg hævde, at det er muligt både at være autoritær og pro-europæisk. I denne sammenhæng indebærer “pro-europæisk” ikke tilslutning til, loyalitet over for eller tro på liberale værdier. Det betyder snarere blot at være blåstemplet af Bruxelles, hvilket er tilfældet i øjeblikket. Maia Sandu og hendes politik er godkendt af dem, der i dag leder EU. Samtidig anvender hun stadig mere autoritære metoder.
Disse metoder omfatter indførelse af vilkårlige sanktioner mod moldoviske borgere. Moldova indfører sanktioner mod sine egne borgere uden en ordentlig retslig proces, fordi de figurerer på andre landes sanktionslister. Desuden lukkes tv-stationer ned, fordi de angiveligt har tilknytning til Shor – igen uden en behørig retslig proces.
Modsætningsforholdet udlignes ved at adskille de to begreber. Mens nogle måske naivt tror, at Europa betyder mere demokrati, udmønter Europa i Moldovas nuværende situation sig undertiden i problematisk antirussisk stemning eller russofobi. Politisk set har krigen i Ukraine forstærket denne stemning og fremmet tanken om, at “vi lever i ekstraordinære tider, og demokrati er en luksus”. Jeg tror, at dette også hænger sammen med tiden under pandemien, hvor staterne begyndte at indføre ekstraordinære foranstaltninger.
Retorikken i Moldova siger, at “vi befinder os næsten på frontlinjen, kun adskilt fra Rusland af den modige ukrainske hær”. Vi opfører os, som om vi befinder os i krig, hvilket giver os mulighed for at indskrænke forskellige friheder og rettigheder.
Hvad angår Maia Sandus identifikation med EU og forestillingen om, at “Europa er mig”, vil jeg ikke sige, at dette er et kendetegn ved den moldoviske mentalitet, for jeg bryder mig ikke om diskussioner om forskellige mentaliteter. Det er dog en del af moderne politik, da alt bliver personificeret i de sociale mediers æra. Det er ikke overraskende at se personligheder træde foran bevægelser, og at vi diskuterer mennesker i stedet for ideer.
Der er dog også en simpel sandhed: Hele PAS-partiet eksisterer og overlever i det væsentlige på Maia Sandus image. I vid udstrækning kan sætningen “Europa er mig” oversættes til “Jeg er PAS, PAS er Europa, og Europa er mig.” Dette knytter PAS-partiets skæbne sammen med Maia Sandu. Hun er den eneste genkendelige skikkelse i partiet.
PAS er ikke et normalt politisk parti. Det er et traditionelt parti, der er afhængigt af sin leders image. Ingen andre i partiet nyder bare halvdelen af den popularitet, som Maia Sandu har.
Der er nu et stort problem for PAS, fordi Maia Sandu blev genvalgt sidste år (forrige år, red). Hvis hun ikke følger “Putin-vejen” – hvilket jeg virkelig håber, hun ikke gør – vil dette blive hendes sidste mandatperiode.
Det medfører en række problemer for PAS i denne valgperiode. Den største er, hvordan partiet skal overleve uden Maia Sandu. Medmindre der udskrives nyvalg – hvilket jeg ikke forudser, da PAS ganske komfortabelt er i stand til at regere – vil hun ikke være formand ved det næste parlamentsvalg.
Spørgsmålet er, hvordan PAS vil lykkes med at forblive det mest populære parti og beholde magten uden Maia Sandu som formand. Hun kunne sandsynligvis blive premierminister, men det er trods alt en lavere stilling, og det ville være en slags degradering.
Den måde, du formulerer det på, peger på de fordele, PAS har opnået gennem sin politiske kampagne, men den peger også på, hvor de største problemer er. Hvis Maia Sandu ikke er der, ved jeg ikke, om partiet vil være i stand til at opdyrke en leder inden for de næste tre eller fire år. Maia Sandu er en typisk moldovisk politiker i den forstand, at hun “kaster en skygge så stor, at intet kan vokse”. Der er ingen generation i partiet til at tage over. Set ud fra dette synspunkt er det en ret interessant situation.
Læs hele interviewet på engelsk i mediet Bridge of Friendship her.
