I udkanten af den armenske kurby Jermuk kører firhjulstrækkere med gule stjerner på blå baggrund langs grænsen til Aserbajdsjan. Her patruljerer EU-observatører i et område, hvor Armenien indtil for få år siden satte sin lid til Rusland som garant for landets sikkerhed.
De europæiske biler er et meget konkret tegn på et større geopolitisk skifte.
I årtier var Armenien en af Ruslands tætteste allierede i Sydkaukasus. Men efter krige, russisk passivitet og en voksende følelse af at være blevet svigtet af Moskva, er landet begyndt at søge mod Europa.
Den 12. februar 2025 tog bevægelsen endnu et skridt. Det armenske parlament vedtog med 63 ud af 105 stemmer en lov om at indlede processen mod armensk medlemskab af EU. I marts i år svarede 54 procent af armenierne i en større spørgeskemaundersøgelse, at de ønsker medlemskab. Kun 23 procent var imod.
Men Armeniens vej mod EU handler om mere end europæiske værdier og liberalt demokrati. Den handler også om noget langt mere grundlæggende: Hvem skal sikre Armeniens overlevelse, når Rusland ikke længere gør det?
Hvorfor Armenien vender sig mod EU
Det er fristende at forklare Armeniens tilnærmelse til EU som resultatet at stigende folkeligt ønske om liberalt demokrati og europæisk integration efter Fløjsrevolutionen i 2018. Men den forklaring overser den vigtigste drivkraft bag Armeniens kursændring. For den armenske regering har tilnærmelsen først og fremmest været et spørgsmål om sikkerhed.
I de første tre årtier efter Sovjetunionens kollaps byggede Armeniens sikkerhedspolitik på den grundlæggende antagelse, at Rusland var garanten for deres sikkerhed og ville komme landet til undsætning i tilfælde af en større konflikt.
I de sidste seks år er denne antagelse gradvist brudt ned. Da man kom i krig med Aserbajdsjan i 2020, greb Rusland ikke ind. Kreml argumenterede dengang for at de sikkerhedsgarantier, man havde givet Armenien, kun dækkede selve landets territorium, og ikke de områder, Armenien havde erobret fra Aserbajdsjan i 1990’erne.
Men i Jerevan blev det opfattet som et fundamentalt svigt, der efterlod landet enormt udsat mellem Tyrkiet og Aserbajdsjan.Tre år senere gentog oplevelsen sig med Aserbajdsjans invasion af Nagorno-Karabakh. Her lykkedes det Aserbajdsjan at generobre hele Nagorno-Karabakh uden russisk indblanding.
For den armenske regering blev det et vendepunkt.
Man mistede tilliden til CSTO-alliancen som garant for landets sikkerhed og indså skrøbeligheden ved at basere sig entydig på et Rusland, hvis geopolitiske interesser i regionen har ændret sig markant de seneste år.
Herefter besluttede man sig for at diversificere sine internationale relationer.
Erkendelsen af, at Armenien måtte finde nye internationale partnere, har givet ny vægt til de demokratiske reformer som ellers stilnede af efter et par aktive reformår i kølvandet på revolutionen i 2018. Nu er de ikke blot et indenrigspolitisk projekt, men også strategisk attraktive som en forudsætning for EU-integration.
Hvad er CSTO?
CSTO er et sikkerheds- og forsvarspolitisk samarbejde mellem Rusland og seks andre tidligere sovjetrepulikker: Armenien, Belarus, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan.
Organisationen blev dannet i 2002 af lande, der havde undertegnet den kollektive sikkerhedstraktat, Tasjkenttraktaten af 1992; Usbekistan blev dog først medlem i 2006.
Tasjkenttraktaten indeholder en "musketéred", der svarer til Atlantpagtens art. 5. Medlemmerne har forpligtet sig til sammen at bekæmpe international terrorisme og ekstremisme, illegal transport og handel med narkotika og våben, organiseret grænseoverskridende kriminalitet, illegal migration og andre trusler mod medlemsstaternes sikkerhed. Kilde: Lex
Armenien leder efter flere allierede
Men Armeniens kursændring er ikke et entydigt skifte fra Rusland mod EU. . Armeniens premierminister, Nikol Pasjinjan, har snarere forsøgt føre en multivektor politik, hvor man diversificerer sine alliancer gennem øget samarbejde med USA, Indien og Kina. Målet er at mindske Armeniens afhængighed af én enkelt sikkerhedsgarant.
Man har gradvist udvidet sine sikkerheds- og forsvarssamarbejder med Frankrig og Indien, der er Armeniens største nye våbenleverandør, mens Armenien har suspenderet sin deltagelse i den russiskledede sikkerhedsalliance CSTO og gjort det klart, at organisationen ikke længere opfattes som en troværdig garant for landets sikkerhed.
Hvor langt er Armenien egentlig fra EU?
Politisk er Armenien tættere på EU end man nogensinde har været. Retorikken fra både flertallet i parlamentet og regeringen udtrykker et klart ønske om stærkere samarbejde og en ambition om omfattende reformer. Samtidig udbygges samarbejdet med EU, og parterne er i dialog om en visumliberalisering.
Institutionelt er afstanden til gengæld fortsat betydelig. Armenien har hverken kandidatstatus eller udsigt til snarlige optagelsesforhandlinger. Tilnærmelsen sker i stedet gennem en række samarbejdsaftaler og løbende reformer, som gradvist bringer landet tættere på EU, uden at der er sat en egentlig kurs mod medlemskab.
Økonomisk er billedet mere sammensat. EU er en vigtige handelspartner for Armenien og samhandel er stigende, men landet er samtidig fortsat medlem af den Rusland-ledede Eurasiske Økonomiske Union, og Rusland er med længder Armeniens største importpartner. I 2024 kom 53% af Armeniens import fra Rusland. Man er fortsat dybt afhængig af samhandel med Rusland, særligt inden for energisektoren.
De største barrierer
I lighed med andre kandidatlande i regionen er Armenien udfordret af kampen mod korruption, opbyggelsen af en stærkere retsstat og gennemførelsen af demokratiske reformer. Det armenske system er langt fra så gennemreformeret som det georgiske og der er derfor på alle niveauer af embedsværket behov for omfattende reformer. Oven i disse kæmper armenierne også med nogle unikke strukturelle barrierer.
Geografisk er Armenien lukket inde uden direkte adgang til hverken havet eller et nuværende EU-medlem. Blandt andet derfor ser mange armeniere deres eventuelle medlemskab som betinget af hvorvidt Georgien vender sig tilbage mod EU.Dernæst er den stadigt ulmende konflikt med Aserbajdsjan en faktor. Lykkedes det ikke for Pasjinjan at normalisere forholdet til naboen mod øst, ville en ny krig kunne ændre alt. En barriere herfor er resultatet af det netop overståede parlamentsvalg. Ved valget genvandt Pasjinjans Civil Contract flertallet af pladserne, men det lykkedes ikke at opnå det to tredjedeles flertal, som er nødvendigt for at gennemføre de forfatningsændringer, som Aserbajdsjan har krævet i fredsprocessen.
Strukturelt er landet tætte forhold til Rusland udgør fortsat en væsentlig barriere. Selvom forholdet mellem Jerevan og Moskva er blevet markant forværret siden 2020, er Armenien fortsat tæt forbundet med Rusland gennem blandt andet medlemskabet af den Eurasiske Økonomiske Union, en stor energiafhængighed og omfattende handelsforbindelser. Samtidig har Rusland fortsat en militær tilstedeværelse i landet. En større europæisk integration ville kræve, at Armenien løsner bånd, som har været opbygget gennem årtier, hvilket ville være upopulært i dele af befolkningen
EU's egen holdning udgør også en usikkerhed. Selvom samarbejdet med Armenien er blevet markant styrket de seneste år, har EU endnu ikke givet landet et egentligt medlemskabsperspektiv. Det er usikkert om medlemslandene reelt har en interesse i at indlemme en lille økonomi midt i en geopolitisk overophedet region, selv hvis landet skulle leve op til de formelle medlemskabskrav. Det efterlader Armenien i en gråzone, hvor integrationen skrider frem, uden at det står klart, hvor den i sidste ende skal føre hen.
Hvordan ser armenierne på EU?
Opbakningen til et tættere forhold til EU er i dag større, end den har været på noget tidspunkt siden Armeniens selvstændighed. Men begrundelserne varierer. For nogle handler EU om demokrati, retsstat og europæiske værdier. For andre er det først og fremmest et spørgsmål om sikkerhed, økonomisk udvikling og ønsket om at mindske landets afhængighed af Rusland.
Blandt mange unge i Jerevan forbindes EU med uddannelse, mobilitet og nye muligheder. I civilsamfundet ses EU ofte som den vigtigste internationale partner, ikke mindst på grund af støtten til demokratiske reformer, uafhængige medier og lokale organisationer. Man ser også her et stort potentiale i, at mange europæiske donorer flytter deres midler fra Georgien, efter indførelsen af restriktive ”fremmedagentlove”, støttekroner som i stedet kan komme armenske initiativer til gode.
Samtidig er billedet mere nuanceret blandt dele af den ældre generation og i nogle russisktalende miljøer. Her er de historiske, kulturelle og økonomiske bånd til Rusland fortsat stærke, og mange ser med bekymring på en udvikling, der kan forværre forholdet til Moskva.
Det betyder dog ikke, at Armenien står over for et entydigt valg mellem Rusland og EU. Tværtimod ønsker mange armeniere fortsat et pragmatisk forhold til begge. Erfaringerne fra de seneste år har imidlertid skabt en udbredt erkendelse af, at landets sikkerhed og udenrigspolitik ikke længere kan baseres på én enkelt alliance. For mange handler en tættere tilknytning til EU derfor mindre om at vende Rusland ryggen end om at give Armenien flere handlemuligheder i en usikker region.
Men er EU klar til Armenien?
Armeniens europæiske kurs fortæller i virkeligheden lige så meget om EU som om Armenien. I mange år byggede udvidelsespolitikken på en nogenlunde enkel af forestilling:Demokratiske reformer bragte lande tættere på et medlemskab. Armenien passer ikke helt ind i den fortælling. Her er det først og fremmest landets svækkede sikkerhed og Ruslands svigt som allieret, der har gjort EU mere attraktivt.
Men hvad gør EU med et land, der aktivt søger mod unionen uden at være en del af den formelle udvidelsesproces? Indtil videre har svaret været et tættere politisk samarbejde, økonomisk støtte og teknisk integration, men uden et klart medlemskabsperspektiv.
Armenien står derfor i en paradoksal situation:. Landet er tættere på EU end nogensinde før, men stadig langt fra medlemskab. Samtidig har Rusland mistet rollen som den selvfølgelige sikkerhedsgarant, uden at EU kan udfylde det tomrum.
Armenien søger derfor ikke blot tættere på Europa, men en ny måde at sikre sin egen overlevelse på.
Spørgsmålet er måske derfor ikke kun, om Armenien er klar til EU - om EU og europæerne er klar til et Armenien.
