Det er illusorisk at tro, at Georgien stadig befinder sig i EU's venteværelse. Det har Europa-Kommissionen selv gjort klart, da den meldte ud, at det sydkaukasiske land blot var et EU-kandidatland af navn. Georgiens Drøm (GD) – som videreførte sin etpartiregering efter det omstridte parlamentsvalg i 2024 – udskød også selv i november 2024 alle forhandlinger om EU-optagelse til 2028.
Den helt korte forklaring på, at Georgien nu ikke længere er at regne som et reelt EU-kandidatland er, at landet de senere år har undergået en autokratisering parallelt med at have bevæget sig udenrigspolitisk tættere på Rusland, Iran og Kina. Af de ni prioriterer, EU fremlagde som krav i 2024, blev der i udvidelsesrapporten fra 2025 noteret tilbagegang på otte af dem.
Imidlertid kan EU ikke friholdes for ansvar for det forværrede forhold. Det kan nemlig på mange måder ses som en strategisk fejltagelse at afkoble Georgien fra Ukraine og Moldova i optagelsesprocessen i kølvandet på Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine i 2022.
Det understregede over for partiet Georgisk Drøm (GD), at et EU- såvel som NATO-medlemskab ikke var inden for rækkevidde. Dermed var det heller ikke realistisk, at Georgien ville opnå konkrete sikkerhedsgarantier.
Som en småstat med omtrent fire millioner indbyggere, der siden 2008 har levet med at Rusland tog kontrol over regionerne Abkhasien og Sydossetien, er man således nødsaget til at tegne en fornuftig forsikringspolice. Det indebærer blandt andet at (gen)opbygge pragmatiske og venlige relationer til selvsamme atommagt – foruden at diversificere sin portefølje af udenrigspolitiske relationer.
For at gardere sig imod de politiske og folkelige modreaktioner, der forventeligt opstår i kølvandet på et så drastisk kursskifte i udenrigspolitikken – særligt i et land, hvor over 70 pct. af befolkningen ønsker EU-medlemskab – er man samtidig nødt til at sikre sit politiske regimes overlevelse ved at begrænse oppositionens og befolkningens handlerum.
Fire katalyserende begivenheder
For at forstå GD’s handlinger siden 2022, er det nødvendigt at gå længere tilbage i historien. GD stiftes i 2012 forud for det års parlamentsvalg af oligarken Bidzina Ivanisjvili – Georgiens rigeste mand – som et parti, der både vil normalisere forholdet til Rusland og samtidig videreføre vestlige reformer hen imod EU- og NATO-medlemskab.
Frem mod 2019 tilgodeser GD i højere grad EU, NATO og USA end både Rusland og Kina. Det kommer blandt andet til udtryk ved indgåelsen af en associerings- og handelsaftale med EU, etableringen af en omfattende NATO-kapacitetsopbygningspakke samt en udvidet forsvars- og sikkerhedsaftale med USA. På mange måder udgør disse tiltag en måde at forsikre sig selv mod Rusland, fordi de er med til at binde Georgien og den euro-atlantiske sikkerhedsarkitektur tættere sammen. Derved hæver de omkostninger for potentiel fremtidig russisk aggression.
En sekvens af begivenheder fra 2019 og frem bliver dog udslagsgivende for en ny politisk kurs for GD. I 2019 udløses den såkaldte Junikrise, hvor medlem af den russiske Statsduma, Sergei Gavrilov, får lov til at tale i det georgiske parlament i anledning af en interparlamentarisk forsamling om ortodoks kristendom. Det fører til massive folkelige protester, der mødes af hård repression.
Efter et omstridt parlamentsvalg i 2020 forsøger den daværende præsident for Det Europæiske Råd, Charles Michel, at mediere mellem GD og oppositionen, hvilket resulterer i en aftale, som GD grundlæggende finder uretfærdig. Det får GD til at bryde flere af aftalens forhold, hvilket belaster forholdet til EU.
Samtidig forværrer Junikrisen også Georgiens forhold til Rusland, idet Moskva anser demonstrationerne for en ”
russofobisk provokation”. Af den grund suspenderer Rusland direkte fly til Tbilisi for at ramme en vigtig livsnerve for georgisk turisme.
Coronapandemien forårsager også en BNP-nedgang på 6,8 pct – et økonomisk chok der ramte Georgien hårdere end dens ligeværdige. Desuden er samhandlen mellem EU og Georgien stagneret og underpræsterer sammenlignet med andre associeringslande. Det tvinger GD til at diversificere landets handelsrelationer ved at opbygge tættere forhold til bl.a. Rusland, Kina og Golflandene. Fra 2020 til 2025 stiger, ifølge Georgiens nationale statistikmyndighed, landets eksport til lande i Sammenslutningen af Uafhængige Stater (SNG) ca. 235 pct., mens eksport til EU-lande i samme periode blot stiger 25 pct.
Viktoria Fuglsang Semenova
Krig
Den deciderede transformative begivenhed for GDs politiske kurs er imidlertid Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine i februar 2022.
Grundlæggende skal argumentet være, at GD vurderede, at Rusland i en eller anden form ville vinde krigen mod Ukraine. Givet landets stærke relation til EU og NATO, risikerede Georgien dermed at være næste offer for en russisk militær intervention.
Da EU i marts 2022 derefter afkobler Georgien fra Ukraine og Moldova i optagelsesprocessen, indikerer det over for GD, at håndgribelige sikkerhedsgarantier – heriblandt fra NATO – ingenlunde realiseres inden for nærmeste fremtid. Med det in mente er det ganske logisk, at GD i stedet forsøgte at (gen)opbygge et normaliseret forhold til Rusland parallelt med at udbygge relationen til andre mellem- og stormagter såsom Kina.
På én og samme tid stod GD efter februar 2022 også over for et dilemma i forhold til at indtræde i internationale sanktioner mod Rusland. Mens deltagelse i sanktionspakkerne risikerede at påvirke den georgiske økonomi negativt, ville Georgien omvendt kunne høste økonomiske fordele ved tilbyde sig som et midtpunkt for (re)eksport af varer til og fra Rusland. I dag er Georgiens største enkeltstående handelspartner således Kirgisistan, til hvem eksporten er steget rundt regnet 4.800 pct. siden 2021.
Flere analyser, heriblandt fra det britiske Foreign Policy Centre, peger i den forbindelse på, at Georgiens økonomi har draget fordel af øget reeksport til tredjelande efter indførelsen af EU-sanktioner mod Rusland.
Det udenrigspolitiske kursskifte
Selvom normaliseringen af forholdet til Rusland begyndte i 2012, blev relationen for alvor bestyrket i perioden efter 2022. Det afspejles blandt andet i, at Georgien er blevet en større aftager af russisk olie og naturgas. Fra 2024 til 2025 steg det russiske selskab Gazproms leverancer af naturgas til Georgien med 40 pct.
Desuden er Georgien blevet en tiltagende populær destination for russiske turister – særligt efter at direkte fly mellem Moskva og Tbilisi blev genetableret i 2023. Ifølge Georgiens nationale statistikmyndighed besøgte omkring 184.800 russiske turister landet i 2021. I 2025 var tallet på hele året steget til 1.345.000.
Ikke kun turister, men også antallet af russiske virksomheder har set et markant opsving siden 2022.
I de første 15 måneder af krigen i Ukraine blev over 21.000 nye virksomheder registreret af russiske statsborgere i Georgien. Det er dog vigtigt at holde for øje, at selvom Georgien under GD har kultiveret stærkere økonomiske og kulturelle relationer til Rusland, så er det politiske forhold stadig anspændt.
Således er der endnu ingen formelle diplomatiske relationer mellem de to lande – de blev afskåret efter den russisk-georgiske krig i august 2008. Samtidig har GD fastholdt, at Rusland er en besættelsesmagt, der ulovligt okkuperer de to udbryderregioner Abkhasien og Tskhinvali (Sydossetien).
Frederik Pilemand
Kinas Middle Corridor
Efter 2022 sker der også et nybrud i forholdet mellem Georgien og Kina. Selvom handelsrelationerne landene imellem udbygges fra 2012, indgår Kina og Georgien først en strategisk partnerskabsaftale i 2023.
Georgien bliver en vigtigere brik i Kinas forsøg på at udbygge den såkaldte Middle Corridor – en transkontinental handelsrute fra Kina til Europa – idet korridorens nordlige rute igennem Rusland de-facto lukkes på grund af krigen i Ukraine. Netop derfor har Kina også forsøgt at sætte sig på kritisk maritim infrastruktur i Georgien i form af dybvandshavnen Anaklia på den georgiske vestkyst.
Et byggeprojekt, der ved sin fødsel i 2016 blev givet til et georgisk-amerikansk foretagende, men sidenhen blev annulleret og i 2024 tildelt et primært kinesisk-ejet firma. Det har blandt andet affødt kritik af Europa-Parlamentet. Pres fra navnlig USA har imidlertid tvunget GD til at annullere aftalen med det kinesiske firma og i stedet udvide antallet af partnere til konstruktionen af havnen. Ikke desto mindre har GD ikke nedprioriteret samarbejde med Kina – tværtimod blev Georgiens partnerskab med Kina for nyligt opgraderet til et såkaldt ”omfattende strategisk partnerskab”.
Artiklen, du læser, er en del af vores nye artikelserie Europas venteværelse. For EU vil udvide mod øst - men hvad er kriterierne, hvem må komme med i EU-klubben og hvorfor? Læs med, når Magasinet rØST tager temperaturen på EU's kandidatlande og Europas udvidelse.
På én og samme tid sælger GD stadig befolkningen drømmen om EU-medlemskab samtidig med, at de opbygger et fjendebillede af unionen. Partiet anklager blandt andet EU for at destabilisere Georgien, trække landet med i krigen mod Rusland og ødelægge georgisk kultur og religion. Modsat har GD ikke på samme måde turneret med en propagandafortælling om NATO. Tværtimod udgør NATO og særligt Tyrkiet stadig Georgiens primære militære partner – og så sent som i juli 2025 blev den årlige NATO-Georgien militære øvelse ”Agile Spirit” afholdt uden retoriske angreb fra GDs side. Det indikerer, at GD stadig i én eller anden grad ønsker at fastholde en balance i deres udenrigspolitiske relationer og dermed undgå at komme for tæt på Rusland.
Gradvis autokratisering
Indenrigspolitisk har GD siden 2022 cementeret sin magtposition gennem introduktionen af en lang række af kontroversielle love, der effektivt har bidraget til at marginalisere den politiske opposition og begrænse befolkningens frihedsrettigheder.
Det hele startede med annonceringen af fremmedagentloven i marts 2023, som antændte store folkelige protester med det til følge, at GD senere trak forslaget. I 2024 genintroducerede og vedtog GD imidlertid fremmedagentloven, der kort fortalt tvinger georgiske ngo’er, medier og endda enkeltpersoner, som modtager mere end 20 pct. af deres indkomst fra udlandet til at lade sig registrere som en fremmedagent. Grundlæggende har fremmedagentloven, som sidenhen er blevet skærpet, til formål at forstumme kritiske røster og begrænse civilsamfundets politiske indflydelse.
Zofia Helman
Sidenhen er listen af drakoniske love blevet udvidet med det formål at sikre GD’s overlevelse som politisk magt. Således har partiet siden det kritiserede parlamentsvalg i oktober 2024 skærpet straffeloven med henblik på at gøre det nemmere at straffe demonstranter. Det har blandt andet ført til forbud mod maskeringer og begrænsning af folks bevægelsesfrihed. For at kunne håndhæve disse ændringer, har GD investeret i kinesiskproduceret overvågningsudstyr foruden russiske ansigtsgenkendelsessystemer. Det er endda blevet kriminelt ikke at anerkende GD’s legitimitet som regering. Endvidere har GD systematisk forsøgt at tie kritiske stemmer. For nylig nedsatte partiet således et forslag om at oprette en særlig afdeling i indenrigsministeriet med ansvar for at monitorere den offentlige samtale.
Flere prominente oppositionspolitikere er i selvsamme periode blevet fængslet på arbitrære grundlag. Samtidig har GD benyttet en skuekommission til at undersøge skyldsspørgsmål i relation til den russisk-georgiske krig i 2008 med det formål at kunne ulovliggøre de tre største oppositionspartier. Det har de konkret anmodet den georgiske forfatningsdomstol om at gøre.
Endelig har GD afskaffet valgsteder uden for Georgien for at begrænse den overvejende proeuropæiske diasporas mulighed for at stemme. Sammenholdt med processen for at forbyde en række af oppositionspartierne, tyder det på, at georgierne ved parlamentsvalget i 2028 sandsynligvis kun vil have GD som et reelt valg på stemmesedlen.
Fremtiden for Georgien under GD
Der er intet, der for nuværende tyder på, at GD mister grebet om sin politiske magt. Selvom demonstranterne er særdeles vedholdende og i over 500 dage har gennemført daglige demonstrationer, så er disse små i størrelsen og begrænset til Tbilisis gader. Samtidig er der ingen sprækker at syne i forholdet mellem GD og de statslige forsvars- og sikkerhedsinstitutioner. De georgiske væbnede styrker har således forholdt sig fuldstændig tavs til den autokratisering, der har pågået over de senere år. Sidste år besluttede GD desuden at indordne den georgiske efterretningstjeneste under den statslige sikkerhedstjeneste, der anses for at være afstemt med GD’s politiske interesser.
Udenrigspolitisk har GD kridtet banen op til, at EU inden 2030 fratager Georgien sin kandidatstatus. Sker dette, vil GD kunne bygge videre på det fjendebillede, partiet har skabt af EU i de senere år med argumenter om, at unionen – i sin nuværende form – udgør en trussel mod Georgiens sikkerhed, suverænitet og traditionelle værdier. Således vil EU få skylden for et manglende medlemskab. Til sin befolkning kan GD kommunikere, at EU krævede, at den traditionelle georgiske levevej skulle vendes på hovedet, men at partiet stod last og brast med landets historiske værdier og vægtede sikkerhed frem for alt andet.
Alligevel anes små sprækker af lys i forholdet mellem GD og EU. For nyligt anmodede formanden for den udenrigspolitiske komité i det georgiske parlament, Nikoloz Samkharadze, således Luxemburg om at formidle til EU-Kommissionen, at Tbilisi ønsker at genstarte dialogen med Bruxelles. Det indebærer blandt andet også at drøfte løsninger på ”kritiske problemer” såsom fremmedagentloven.
Det kan være en indikation på, at GD nu også selv indser, at en russisk sejr i Ukraine ingenlunde er sikker – tværtimod. I det tilfælde kan det vise sig omkostningsfuldt både politisk, økonomisk og militært at have bevæget sig for tæt på Rusland og for langt fra EU, NATO og USA. Det virker dog mest af alt til, at GD ønsker at opbygge et a la carte-forhold til EU, hvor de fx kan nyde godt af adgang til EU's indre marked og den fri bevægelighed, uden at de behøver at implementere de reformer, EU ønsker. Hvorvidt EU vil tolerere et sådant forhold til Georgien afhænger af, hvor højt Det Europæiske Råd og Europa-Kommissionen vægter den geopolitiske interesse i at forhindre, at Georgien opsluges af den russiske interessesfære.
Artiklen, du netop har læst, er en del af vores nye artikelserie Europas venteværelse. For EU vil udvide mod øst - men hvad er kriterierne, hvem må komme med i EU-klubben og hvorfor? Læs med, når Magasinet rØST tager temperaturen på EU's kandidatlande og Europas udvidelse.