Det lå ikke i kortene, at Albanien skulle blive kandidatland til Den Europæiske Union. Endnu mindre sandsynligt var det, at landet skulle blive den gode dreng i klassen, venteværelsets mønsterbarn.
I dag står Albanien — næst efter Montenegro — som det land analytikere peger på som det bedst stillede til at blive unionens 29. medlem (med mindre Island tager en forlomme).
Det er den albanske premierminister Edi Ramas udtalte ambition og valgløfte, at Albanien skal blive færdige med deres optagelsesforhandlinger inden udgangen af 2027 og fuldt medlem af EU inden 2030.
Prognosen ser positiv ud. I slutningen af maj modtog landet en positiv tilbagemelding fra rådet for de europæiske stats- og regeringschefer, en såkaldt IBAR (Interim Benchmark Assessment Report), et dokument, der udgør et obligatorisk genkendende nik. Uden dette kan man ikke begynde at lukke de såkaldte “kapitler” i kandidatlandets optagelsesforhandlinger. Dette er et stort skridt, der ikke bør undervurderes.
Af alle de 9 nuværende kandidatlande til medlemskab, er det hidtil kun Montenegro, der har modtaget dette billigende grønne lys, der i særdeleshed gives på baggrund af kandidatlandets opfyldelse af de vigtigste sæt af kapitler vedrørende fundamentale friheder, retssikkerhed og værdier.
Allerede i begyndelsen af juli lukkede Albanien sine første tre kapitler. En anerkendelses- og bemærkelsesværdig bedrift.
Men hvordan har Albaniens lange og brogede vej fra “Europas Nordkorea” til EU-venteværelsets mønsterbarn udspillet sig? Er alting fryd og gammen i Tirana? Hvordan ser den almene albaner på EU? Hvilke konsekvenser kommer de store igangværende demonstrationer til at have for Albaniens demokrati?
Alt det kommer jeg til at dykke ned i i denne artikel. Her taler jeg også med Vitjon Nina, chefredaktør på det uafhængige albanske medie, Albanian Post.
Europas Nordkorea: Albanien, hvem, hvad, hvor?
Albanien erklærede sin uafhængighed fra det Osmanniske Imperium i 1912. En ustabil lilleputstat; først som prinsedømme (1914-25), som republik (1925-28), hvorefter landets præsident, Ahmet Zogu kronede sig selv som Europas eneste muslimske konge, den famøse Kong Zog d. 1.
Italienerne gjorde rent bord, da de invaderede og annekterede landet i april 1939. Ud af 2. verdenskrigs ulmende ruiner stod én mand, Enver Hoxha, førstesekretær for det albanske kommunistparti og succesfuld partisanleder i kampen mod nazisterne. Ingen mand skulle blive mere markant i skabelsen af det moderne Albanien, på godt og på ondt – særligt på ondt.
Efter krigen lagde albanerne sig fast på en alliance med Sovjetunionen. Da Moskva og Beijing i 1960 gik hver deres vej under det såkaldte kinesisk-sovjetiske brud, reorienterede Hoxha, en udtalt stalinist, sig mod Maos Kina. Dette forhold skulle dog ikke holde længe. Allerede i 1978 gjorde Hoxha det forbi med kineserne.Albanien vedtog herefter en politik om total og fuldstændig isolation fra omverdenen. Total selvforsynethed blev mantraet for det stadigt mere paranoide og afsondrede albanske lederskab, hvis vrangforestilling om sig selv som verdens eneste “ægte” kommunistiske land ledte til nogle af de hårdeste politikker set på noget tidspunkt i østblokken, håndhævet af det brutale hemmelige politi, Sigurimi.
Religion var strengt forbudt. Allerede i 1967 erklærede Albanien sig for verdens første rent ateistiske land; alle rejser ind og ud af landet, forbudt. Landets grænser var befæstet med landminer, pigtråd og bevæbnede vagter. Ikke for at holde fjender ude, men befolkningen inde. Grænsevagter havde ordrer om at skyde på stedet, og afhopperes familier risikerede at blive sendt i tvangsarbejdslejre. Tv-antenner, ulovlige: Der fandtes simpelthen ingen verden udenfor. Eller, det gjorde der ikke for den almene albaner.
Den kommunistiske elite, derimod, havde fri adgang til vestlige film og dekadence: Et privilegium, som de i den grad også benyttede sig af i en hemmelighedsfuld og afskærmet blok i det centrale Tirana, den såkaldte Blloku.
Her boede politbureauets kadrer side om side i luksusvillaer, fuldt udstyret med pools og private biografer.Som det ultimative vidnesbyrd om en diktators paranoia, konstruerede regimet desuden mellem 175.000 og 750.000 betonbunkere i perioden mellem 1967 og 1986.
Da byggeprogrammet var på sit højeste, åd det sig ind på ca. 2% af Albaniens samlede statsbudget, hvoraf 20% allerede gik til militæret årligt. Det er vel og mærke for et land, der aldrig endte i krig med nogen. I dag står bunkerne i vejkryds, på stranden og som gravhøje for regimet på marker overalt i landet.
Hoxha døde i 1985. Hans regime smuldrede hurtigt. Efter kommunismens fald i 1991, sank Albanien ned i uroligheder og dyb økonomisk og politisk krise.
I perioden 1996-97 udraderede en række landsdækkende pyramidesvindelnumre praktisk talt befolkningens opsparinger, med emigration og brain-drain som resultat. Med tiden stabiliserede landet sig dog i form af et system domineret af to store partier, begge relativt uideologiske og pragmatiske størrelser, Socialistpartiet (SP) og Det Demokratiske Parti (DP), der skiftevis har haft regeringsposten.
Albanien skifter ham
Siden 2013, har Socialistpartiet og dets leder Edi Rama, den tidligere borgmester i Tirana, været den toneangivende magt i albansk politik. Med fire valgsejre i træk er Rama desuden Europas længst siddende demokratisk valgte statsleder – hvis man ikke tæller Erdoğan, Putin eller Lukashenko med.
Rama har ført en liberal økonomisk politik, baseret på bl.a. lavere skatter. Omend Albanien stadig udfordres af høj emigration og arbejdsløshed, hvilket bl.a. ses i landets befolkningstal på 2,75 millioner, faldet fra 3,2 millioner i 1990, så har transformationen været gennemgribende. Landets økonomi er vokset med omtrent 3-4 procent årligt, særligt drevet af udviklingen i turisme og service-sektorerne. Jeg husker selv et besøg til Tirana, Albaniens hovedstad, i 2012.
Byens hovedplads var en småtarvelig græsplæne omringet af en rundkørsel. Af nævneværdig højde fandtes kun Hotel Tirana International, et firkantet fortidslevn bygget i 1979.
Bedre blev det ikke, desto længere man kom ud på landet. Der fandtes få trafiklys i Tirana, og der blev kun færre og færre, desto mere man bevægede sig ud af byen. Infrastrukturen syntes nærmest bizar, med enorme byggeprojekter; to-sporede motorveje, hvor man kunne køre flere timer uden at møde en bil.
Da jeg sidste år besøgte Albanien, kunne jeg bogstaveligt talt ikke finde hovedpladsen igen. Den er begravet under et gigantisk tæppe af spejlblank granit. Man har fjernet bilerne, rundkørslen og græsset. Et højt og uhyre ucharmerende gult Intercontinental-hotel rejser sig bag det gamle Hotel Tirana, en skøn historisk ironi: Dollarens sejr over planøkonomien, der for længst har mødt sit Waterloo.
Men imponerende er det. Tårnhøje moderne skyskrabere, i alskens mærkværdige designs, rager op rundt om hele pladsen. Pengenes oprindelse er et mere kontroversielt spørgsmål, men her ligner et land, der går med stormskridt ind i fremtiden – og måske EU?
Balkans “EU-fanatikere”
Albanien scorer konsekvent højest på tillid og syn på EU.
I en Eurobarometer måling udført fra marts til april 2026, svarede 80% af de adspurgte Albanere, at de stolede på EU, sammenlignet med 36% i Serbien og 51% i EU selv. Adspurgt om, hvorvidt medlemskab ville være godt for landet var tilslutningen endnu højere: på hele 84%. Det næstmest positivt indstillede kandidatland, Montenegro, lå “kun” på 66%.
Ved modtagelsen af Albaniens positive IBAR rapport d. 26 maj, fremhævede premierminister Rama netop dette og udtalte, at “vi er det mest pro-EU og pro-atlantiske land i Europa [...] her refererer jeg til Eurobarometer, ikke bare vores egen holdning. Vi er EU-fanatikere.” Hvad står bag denne EU-fanatisme?
For at svare på det spørgsmål har jeg talt med chefredaktøren på det uafhængige albanske medie, Albanian Post, Vitjon Nina, der giver sit besyv med:
“Mange albanere ser EU som en meget høj standard at nå, et eftertragtet sted at høre til.”
Han tilføjer: “De fleste albanere ved, at deres liv nok ikke vil ændre sig fra den ene dag til den anden, hvis de bliver medlem, men på langt sigt vil de få det bedre.” Han fremhæver, hvad han synes, indkapsler de “quality-of-life” fordele, som vejen mod EU har givet Albanien:
“Se på køerne til paskontrollen i hvert EU-land. De plejede at være fyldt med albanere. Du vil ikke se albanere der mere – og ved du hvorfor? Fordi de nu har fået fast-track i kontrollen og ikke længere skal vente på et stempel.”
Han tilføjer:
“Det er et banalt eksempel, men som klart viser, at når livet bliver nemmere, sætter man pris på det, og albanerne ved, at EU-medlemskab vil gøre livet bedre, så de har appetit på mere.”
Et andet eksempel er markant lavere omkostninger ved transaktioner i euro for både borgere og virksomheder, som Albanien har opnået ved at blive en del af den såkaldte Single Euro Payments Area (SEPA). Ifølge Vitjon Nina går denne kærlighed til EU også på tværs af politiske skel. “Tro det eller ej,” siger han, “så er der i den store love-hate sfære, der er albansk politik, en ting, der ikke har ændret sig siden demokratiets første dage her. Det er sloganet, der ledsager enhver kampagne: ‘Vi vil have Albanien i Europa.’”
Han tilføjer:
“Ramas udtalelser kan lyde romantiske i deres tonefald, men de er sande helt ind til benet, og de seneste målinger viser, at Albanien er de sande EU-fanatikere i Europa.”
Mange albanere ser altså EU-medlemskab som det ultimative skridt på vejen til at vende hjem – en parole man ofte hører brugt i Albanien – til den europæiske mainstream. Det er dog også et ønske, der i høj grad drives af de nære hverdagsinteresser og bekymringer: Man ser EU som en garant for stabilitet, som et redskab til at gøre op med korruption, som en vej til nemmere og friere bevægelighed og en bedre fremtid rent økonomisk.
SPAK: Et eksempel på EU’s transformative magt?
Mange taler om EU’s evne til at transformere sine kandidatlande, i løbet af optagelsesprocessen (og nogle gange manglen på samme). Her er Albanien dog en succeshistorie. Da EU’s udvidelseskommissær, Marta Kos, d. 26 maj leverede den positive IBAR-rapport til Rama på et pressemøde i Bruxelles, fremhævede hun særligt den succesfulde implementering af Albaniens korruptions-vagthund, Special Anti-Corruption Prosecution (SPAK).
Organisationen, etableret i 2019 som hjørnestenen i landets retsreformer og på ønske fra EU, opererer fuldstændigt uafhængigt med sit eget specialiserede anklager- og efterforskerhold, modelleret efter FBI. Ifølge Vitjon Nina er SPAK en af de mest troværdige institutioner i Albanien: “Jeg tror aldrig nogen organisation har haft så stor støtte fra borgerne i Albanien nogensinde.” Han tilføjer:
“Organisationen, der kører på sit syvende år, har haft store retssager imod meget højtrangerede embedsfolk, hvoriblandt flere senere er blevet fundet skyldige i retten.”
Selv når Ramas egne partifæller har været genstand for undersøgelser, har SPAK stået imod presset. For Vitjon Nina er det indlysende hvorfor: “EU, og særligt USA, har sat en klar rød linje: SPAK er urørlig som institution.”
EU’s udvidelseskommissær, Marta Kos, er ikke bleg for at sige, hvad hun mener, at dette betyder for den almene albaner: “Dette fremskridt afspejler den store støtte som det albanske folk giver til dybe reformer af retssystemet. EU-optagelsesprocessens transformative magt skal af alle mennesker helst mærkes af den almene albanske borger.” Hvis vi skal tro Vitjon Nina, lader hun til at have ret.
Er alt fryd og gammen i Tirana?
Albaniens rolle som mønsterbarn er ikke uden ridser i lakken, og landets EU-bud står over for en række helt centrale udfordringer. Den første udfordring er korruption. Ifølge Transparency International var Albanien ellers på vej i den rigtige retning i 2024, hvor landet formåede at nå 42 point (en 80. plads globalt), oppe fra omkring 35-36 point i perioden 2016–2023. I 2025 faldt landet dog igen til 39 point, hvilket medførte en tilbagegang til en 91. plads ud af 180 lande.
En notorisk korruptionsskandale rystede blandt andet Ramas inderkreds, da vicepremierminister og minister for infrastruktur og energi, Belinda Balluku, blev anklaget af SPAK for groft at have vanrøgtet sit embede med 251 millioner euro i tab for staten som følge.
En del af denne finansiering kom fra EU. På trods af SPAK’s anklagemyndigheds arrestordre beskyttedes Balluku af hendes parlamentære immunitet. En immunitet, som Rama og hans socialistparti, der besidder en majoritet i landets parlamentet, stemte imod at løfte. I stedet kritiserede Rama SPAK hårdt, en udvikling EU modtog med massiv kritik og bekymring.
I sidste ende valgte Rama at afskedige Balluku, men hun forbliver fortsat en tæt allieret af premierministeren. Ballukus forgænger, Arben Ahmetaj er også efterlyst af SPAK for hvidvaskning og Tiranas borgermester, Erion Veliaj, også fra Ramas parti, har været varetægtsfængslet siden 2025 for lignende forseelser.
Den anden udfordring er organiseret kriminalitet. Opstået ud af kommunismens kollaps og det lovløse tomrum, der fulgte, så er den albanske mafia i dag yderst magtfuld og spiller en nøglerolle i den europæiske handel med kokain, menneskesmugling og hvidvask. Det er ikke til at sige, hvor stor magt mafiaen reelt har i landet, da den opererer som et multidimensionelt og komplekst netværk.
En række højt-profilerede SPAK-sager mod organiseret kriminalitet viser dog en tendens i en positiv retning. Den tredje udfordring er en række autoritære tendenser i Ramas regeringsførelse, særligt når det kommer til gennemsigtighed og mediefrihed, demokratiske elementer, der er udfordrede i Albanien og årsager til at landet betegnes som "partly free" af Freedom House. Mangel på gennemsigtighed er en kritik, der ofte rettes mod Rama. Her fremhæves særligt gennemførelsen af flere betændte love uden reel inddragelse af parlamentet eller befolkningen.
Her bliver Albaniens faktiske mangel på en fungerende legitim opposition pinligt påtrængende at nævne. Det Demokratiske Parti er splittet og dets vigtigste politiker, fhv. premierminister Sali Berisha, er dømt for korruption og på ingen måde en person, som den brede befolkning identificerer sig med. Man kan spørge sig selv, hvad det gør ved et lands regering, at der ikke er troværdige politikere til at give den modspil? Særligt også når mediernes uafhængighed i landet udfordres.
Denne udfordring nævnes både af EU i deres evaluering af Albaniens fremskridt, samt af Vitjon Nina, der kalder landets mediefrihed for “ikke den bedste, men heller ikke den værste, der findes.”
Det er vigtigt at forstå, siger han, at det ikke er svært at finde uafhængige tidsskrifter: “Mediefrihed her er et faktum: der er ikke restriktioner i form af love som sådan [...] man kan sige hvad man vil og publicere hvad man vil.”
I stedet ligger problemet med Albaniens medielandskab i, at traditionelle kanaler, særligt nationalt tv, kontrolleres gennem sponsorater og ejere direkte forbundet til virksomheder og magtfulde snævre interesser.
Dette mener Vitjon Nina dog ikke er begrænset til et af partierne, men på tværs af det politiske spektrum, hvorfor “medierne med vilje ikke dækker store begivenheder, såsom Flamingorevolutionen i Albanien.”
Klaus Bjerre
Det bringer os til den såkaldte Flamingorevolution: den vigtigste og potentielt mest farlige udvikling for Rama i hans lange periode som premierminister.
Husk at have folket med
Hvad der d. 23 maj 2026 startede som mindre protester i den sydvestlige albanske landsby Zvërnec, har udviklet sig til en landsdækkende protestbevægelse, der nu går under navnet Flamingorevolutionen. Dråben, der fik bæret til at flyde over, var regeringens håndtering af et luksuriøst ejendomsudviklingsprojekt, det såkaldte Sazan og Zvërnec resortprojekt, støttet af ingen andre end Trumps svigersøn Jared Kushner. Projektet: midt i et fredet naturreservat med herboende flamingoer. Ivanka Trump og Jared Kushner skulle efter sigende have forelsket sig i lagunen under en svømmetur på et privat besøg til Albanien i 2021. Edi Rama mødte dem på Kushners yacht under besøget. Et år efter kom de første investeringsplaner på bordet.
En del af befolkningens vrede stammer fra en ændring, som regeringen har foretaget i landets miljølovgivning og implementeret i 2024, der muliggør konstruktionen af luksuriøse resorts indenfor naturreservater. Loven fritager specifikt hoteller eller projekter, der er i besiddelse af 5 stjerner eller mere. Kritikere fremhæver, at dette på papiret er et carte blanche til rige investorer til at gøre, hvad de vil. Denne ændring i lovgivningen er heller ikke i overensstemmelse med EU’s egen miljølovgivning, hvorfor også EU har været ude med riven efter projektet. Demonstrationerne har dog udviklet sig til et generelt opgør med det politiske etablissement, korruption og hvad de ser som demokratisk tilbagegang. Den 20. juni gik op mod, hvad nogle kilder peger på var 250.000 mennesker på gaden i Tirana, bevægelsens største demonstration til dato.
Demonstranterne har udstedt 5 formelle krav: Ramas afgang; en 12 måneders partipolitisk uafhængig teknokratisk regering; forfatnings- og valgorienterede reformer, heriblandt en begrænsning på to valgperioder for premierministeren; en total tilbagerulning af de miljølove, der ledte til demonstrationernes begyndelse; og sidst, men ikke mindst, en ny social kontrakt mellem borgere og stat. Rama har forsvaret sin politik og støtte til udviklingsprojekterne, som han har kaldt transformativt for den tidligere kommunistiske nation. I et interview med Associated Press udtaler han, at projektet var i færd med at ændre Albanien fra et land, som investorer engang ignorerede, til et “hvor big capital og store investorer har lyst til at komme og investere.”Ifølge Vitjon Nina sidder Rama dog stadig tungt i sadlen på trods af det nuværende uvejr: “Ramas magt er stadig stærkt konsolideret i Det Socialistiske Parti og i regeringen. Der har måske været stemmer imod ham, men de har ikke en effekt på hans greb om socialisterne.”
Dog kalder han Flamingorevolutionen et “friskt pust i Albanien” og uddyber: “Vi havde troet, at viljen til at protestere for længst var død.” På trods af, at han ikke spår protesterne til at have en direkte effekt på Rama eller luksusprojektet, så vil de “stå som en reminder for regeringen i dennes trettende år, at den har en pligt til at lytte til den almene albaner, der ikke skal forsømmes”.
Han spår, at “Socialistpartiet vil blive nødt til at tænke over, hvordan de kan komme i kontakt igen med den gennemsnitlige borger, fordi de har helt klart mistet den evne i de seneste år”.
Quo vadis, Albanien?
Albanien er kommet lysår fra et nordkoreansk-inspireret kommunistisk dværgkongerige. Den eneste ting, der synes sikker, når man som udenlandsk besøgende nu og da sætter foden på albansk jord, er gennem- og altomsiggribende udvikling. En stor grad af den udvikling kan tilskrives den mand, hvis afgang de selvsamme demonstranter i dag begærer.
Men hvis Albanien skal gå ind i EU-medlemskabet i ét stykke, så kræver det, at socialisterne sætter øret til jorden og lytter til folket. Udvikling for udviklings skyld — særligt ikke når der står Kushner og Trump på bygherreskiltet — er ikke nødvendigvis den korrekte vej frem. Det er heller ikke givet, at EU, omend der i øjeblikket blæser varme vinde fra Bruxelles, kan blive ved med at se igennem fingre med demonstranter, der mødes med tåregas, vandkanoner og peberspray. Udvidelsesprocessens geostrategiske vigtighed fremhæves som det første i EU’s rapport om Albaniens fremskridt. EU har brug for en succes: Et mønsterbarn i venteværelset, der kan vise de andre, at EU-medlemskab rent faktisk er muligt. Men ikke en succes for enhver pris.
